Stay away.(Jongkey)

Kim Kibum er ikke en lykkelig person. Langt fra, faktisk. Efter at være blevet dumbet af hans kæreste, som han har været sammen med i et helt år, går det endelig op for ham, at han nok bliver nød til at tilbringe resten af hans liv alene. Tanken om dette skræmmer den 18 årige dreng, der stadig har et helt menneskeliv foran sig. Dog bliver Kibum's overbevisning om at dette er hans skæbne hurtigt forpurret, idet en underlig og langt fra genert, fyr, pludselig beslutter sig for at de skal være bedste venner.

43Likes
136Kommentarer
8966Visninger
AA

2. Del 1

Kwangho havde ikke været i stand til at forstå Kibum’s tilstand. Ligesom alle andre, havde han troet at Kibum ikke elskede ham nok, til at kunne tilsidekaste hans angst, og blot lade den ældre dreng røre ham. Ligesom alle andre, havde han i sidste ende efterladt Kibum. Stakkels lille Kibum, der ikke kunne lade andre folk røre ham, uden at han rystede som en anden lille chihuahua. Stakkels lille Kibum, der ikke engang vidste hvorfor han hadede når andre folk - ja selv dem han virkelig holdt af - rørte ham. Ikke engang da Kibum’s elskede bedstemor lå for døden, kunne han tage hendes hånd i hans, og røre hende én enkelt gang, før hun ville forlade ham, og resten af verdenen, for altid. Stakkels lille Kibum var altså en kujon. Hvordan kunne en angst forhindre ham i at holde hans bedstemors hånd, når hun havde taget sig af ham, hele hans liv?

Den sorthårede dreng fór op, idet en hånd pludselig landede på hans ene skulder. Skrækslagent kiggede han på personen foran ham, der blot kiggede overrasket tilbage på ham. En pige dukkede op bag den brunhårede dreng, der ikke så ud til at fatte hvad han havde gjort, og stille – dog ikke så stille at Kibum ikke kunne høre det – forklarede hun situationen til den intetanende fyr, der tydeligvis var ny.

”Han er en freak, Dongkyun. Han flipper fuldstændig ud, hvis man rør ved ham. Det er bedre hvis du holder dig fra ham.” Mentalt nikkede Kibum i enighed med hvad den uhøflige tøs havde sagt. Ja, han var en freak, og det var bedre hvis folk holdt sig fra ham.

Den nye fyr kastede et sidste blik på Kibum, før han så hurtigt vendte sig om, og fulgte med pigen ud af klasselokalet. Kibum sukkede lettet, og lod sig så synke ned på hans stol igen, hvorefter han igen rettede sin opmærksomhed på hans papir, hvorpå han havde været i færd med at tegne en underlig, muteret and, indtil den nye fyr havde forstyrret ham.

Klokken ringede og Kibum kastede et blik mod det tomme sæde ved hans side. Modsat andre skoler havde denne tomandsborde, hvilket betød at der altid var én uheldig person der blev nød til at side ved siden af freaken Kibum.

Alle væltede ind i klasseværelset og fandt så hurtigt som overhovedet muligt, et ledigt sæde som de straks satte sig i, lettede over at de ikke skulle sidde ved siden af ”ham-der-fyren-der-er-allergisk-overfor-mennesker”.  Heldigvis så det ud til at alle havde fundet sig en plads, og pladsen ved siden af Kibum stod stadig tom. Læreren trådte ind i lokalet og påbegyndte timen.

Fem minutter inde i undervisningen blev døren pludselig åbnet, og ind trådte en blondhåret fyr, som Kibum vidst nok havde hørt pigerne fra klassen sladre om, i frikvarterene. Køn var han også, så det var måske ikke så underligt at han var en af de ”populære” i klassen.

Fyren smilede undskyldende til læreren der blot rystede på hovedet og bad ham om hurtigt at finde en plads, og så få sat sig ned. Fyren så sig om og hans blik faldt på pladsen ved siden af Kibum, der åbenbart var den eneste plads der var tilbage. Modsat mange andre smilede den blonde blot imødekommende til Kibum, der var for overrasket til at smile tilbage, og gik så hen og satte sig ned, ved hans side.

”Du er Kibum er du ikke?” Spurgte den blonde hviskende, fem minutter efter at han havde sat sig, og lærerens opmærksomhed igen var vendt mod tavlen. Den mørkhårede dreng kiggede en anelse overrasket på fyren ved hans side, der pludselig snakkede til ham.

Det tog Kibum et øjeblik før han fik samlet sig til at nikke, hvilket frembragte et smil på den blonde drengs læber, der afslørede hvorfor fyren var så populær blandt alle tøserne.

Mit navn er Jonghyun. Jeg er-”

”Kim Jonghyun! Først kommer du for sent til timen, og nu sidder du oveni købet også og hyggesnakker med din sidekammerat. Ti stille fra nu af, ellers bliver der skrevet hjem!” Den blonde fyr – Jonghyun – nikkede blot med et kejtet smil på læben, før han så vendte hovedet ned mod sit papir, for at ligne en der rent faktisk lavede noget.

Fem minutter senere blev den blonde endnu engang træt af undervisningen. En seddel blev skubbet indover Kibum’s eget papir, med en lille note: ”Hvorfor hader du når andre rør ved dig?” Kibum kiggede overrasket over på Jonghyun, der blot kiggede nysgerrigt tilbage på ham, med et lille smil på læben. Fyren havde nok hørt det fra de andre fra klassen, så det var ikke det han var overrasket over. Det var mere at Jonghyun rent faktisk spurgte om det.

Kibum sukkede lydløst før han besluttede sig for at svare den blonde. ”Det giver mig kvalme.” Efter at Jonghyun havde læst dette kastede han et hurtigt blik på Kibum, hvorefter han så gav sig til at skrive, med lynets hast. Endnu engang lagde han det foran den sorthårede.

”Er det en psykisk lidelse? Ligesom en angst, eller er det nærmere noget fysisk af en art?” Kibum sukkede før han så gav sig til at skrive hans svar ned.

”Det ved jeg ikke. Nok lidt af hvert.” Kibum skulle lige til at smide papiret over til Jonghyun igen, før han pludselig kom i tanke om noget, og derefter tilføjede endnu et ord. ”Hvorfor?” Kibum kunne ikke se nogen grund til at Jonghyun spurgte om dette, eftersom han var den første der havde udvist interesse i Kibum’s lille ”problem”.

Endnu engang kastede den blonde et blik på Kibum, før han gav sig til at skrive. Der gik få sekunder fra papiret igen var ovre ved Kibum, der hurtigt læste dets indhold. ”Fordi jeg syntes at det er spænende. Efter hvad jeg har hørt, så ved ingen rigtig noget om dig, så jeg er nysgerrig efter hvilke hemmeligheder du gemmer på. Modsat mange andre på denne skole, så er du interessant.”

Efter at havde læst hvad den blonde havde skrevet skævede Kibum - en smule forlegent - overmod Jonghyun, der blot kiggede tilbage på ham med et skævt smil. Hurtigt kiggede den mørkhårede dreng væk, og resten af timen gjorde han sit bedste for at følge med i hvad der foregik oppe på tavlen, på trods af Jonghyun, der blev ved med at skæve over mod ham, mindst én gang hvert femte minut. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...