Stay away.(Jongkey)

Kim Kibum er ikke en lykkelig person. Langt fra, faktisk. Efter at være blevet dumbet af hans kæreste, som han har været sammen med i et helt år, går det endelig op for ham, at han nok bliver nød til at tilbringe resten af hans liv alene. Tanken om dette skræmmer den 18 årige dreng, der stadig har et helt menneskeliv foran sig. Dog bliver Kibum's overbevisning om at dette er hans skæbne hurtigt forpurret, idet en underlig og langt fra genert, fyr, pludselig beslutter sig for at de skal være bedste venner.

43Likes
136Kommentarer
9059Visninger
AA

23. 2 år senere.

Jeg elsker Jonghyun. Lige meget hvor irriterende, dum og pervers han så end kan være, så elsker jeg ham. Jeg hader at indrømme det, selv når det bare er overfor mig selv, så at sige det til ham, er bestemt ikke en mulighed. Jeg tror dog han ved det alligevel. Ligesom at jeg ved at han elsker mig. Hvorfor ved jeg ikke. Hverken hvorfor jeg elsker ham, eller hvorfor han elsker mig. Jeg hader hans personlighed. Jeg hader hvordan han altid er så skide selvsikker, og hvordan han altid er i stand til at gøre mig flov, som en anden lille skole pige. Men hvis han ikke var sådan, så ville han jo ikke være Jonghyun. Og så ville jeg ikke elske ham.

Onew endte med at blive glad igen. Jeg tror kun der gik en måned eller to før han atter fik den der gnist i øjet, tilbage. Taemin forklarede at han var begyndt at ses med en eller anden tøs. Lu- et eller andet. Jeg er glad på hans vegne. Eller måske mere på mine egne. Så behøves jeg ikke længere at føle mig skyldig, hver gang jeg ser ham.

Taemin og Minho ved jeg ikke rigtig med. Jonghyun siger de er sammen, Onew siger de ikke er. Jeg tror ikke engang de ved det selv. Men de ser ud til at være glade, så det er vel fint nok.

Jonghyun blev smidt ud, efter at havde taget mig med hjem, for at introducere mig for hans forældre. Det var ikke det store chok. Han havde advaret mig om at de ikke just var de mest åbensindede mennesker i hele verdenen. Det ser dog ikke ud til at gå ham på. Han siger at de nok skal acceptere det, efter et stykke tid.

Så Jonghyun – der ligesom mig nu er 20 – var altså tvunget til at finde et andet sted at bo. Han droppede ud af skolen, da han var omkring de 19, så han har penge nok, i forhold til mig, der lever på SU, og penge jeg har arvet fra min bedstemor. Han så dette som en perfekt mulighed for at tage vores forhold til det næste level; sammenflytning. Først afviste jeg. Som om at jeg ville bo sammen med ham, så han kunne få mig til at vaske hans ulækre undertøj. Han kunne tro nej, kunne han. Efter en uge med tiggeri gav jeg dog op, og solgte min bedstemors gamle hus, og flyttede sammen med Jonghyun, i en lejlighed. Jonghyun havde nægtet. Han ville hellere bo på en gård ude i intetheden, i stedet for midt inde i byen. Til sidste fik jeg dog min vilje, og vi flyttede ind i lejligheden.

Den første uge var fin. Jonghyun var flink til at hjælpe mig med oprydning og vasketøj. Derefter gik det ned af bakke. Nu bliver jeg nød til at bruge ’så-må-du-sove-på-sofaen’-kortet, for bare at få ham til at gå ud med skraldespanden. Han er blevet en doven skid. Jeg overvejer at smide ham ud. Så kan han bo på sin dumme gård, mit ude på landet, den dumme, perverse, irriterende, forkælede møgung-

”Hvad skriver du, Bummie?” Den mørkhårede dreng, nærmest sprang op, idet en stemme rev ham ud fra hans egen lille verden, og han vendte sig forskrækket om mod den blonde fyr, der stod bag ham, lænet henover hans skulder, for at kunne se hvad der stod skrevet på computeren, som Kibum var så optaget af.

Jeg elsker Jonghyun. Lige meget hvor irriterende, dum og pervers han så end kan være, så elsker jeg ham,” læste han, før Kibum nåede at lukke skærmen ned. Den blonde fyr smilede skævt, før han rettede blikket mod sin bofælle. ”Wow, Kibum. Jeg vidste ikke, at du var sådan en romantiker. Du burde sige sådan nogle ting oftere. Alt jeg får er: ’Jonghyun, hvorfor er du så skide doven?’ eller: ’Jonghyun, din perverse stodder, få fingrene væk fra min numse!’,” brokkede han sig, mens han skød underlæben en smule frem, for at vise hvor skuffet han var.

Kibum holdt en hånd over sit ansigt, for at skjule den lyserøde farve, der havde bredt sig henover hans kinder. ”H-hold din mund. Det er ikke mig der har skrevet det. Det er… Det er en novelle. Der er tilfældigvis også en person der hedder Jonghyun i,” prøvede Kibum, men uden held. Jonghyun var ikke så dum, at han hoppede på den.

Kibum havde skrevet det som et minde. Han var så bange for at han en dag skulle glemme Jonghyun, som han havde glemt sine forældre. Hvis han en dag mistede sin hukommelse, kunne han måske finde det lille brev, og måske få sine minder om Jonghyun, igen.

”Aaah, Kibummie, det er ikke fair. Hvis du er flov over at sige det, så skriv det til mig. Du sender mig ikke engang hjerter, når du skriver en sms til mig. Det er bare: ’Jeg er hjemme om en time. Lad være med at rode for meget, ellers sender jeg dig over til Minho, igen.’” Jonghyun sukkede opgivende. ”Jeg fortælle dig at jeg elsker dig, mindst én gang om dagen, så hvorfor kan du ikke gøre det samme? Det ender med at jeg ikke tror at du elsker mig mere.” Kibum kiggede nu op på den blonde, og lå først nu mærke til, at Jonghyun så en smule såret ud.

Med et suk rejste han sig op fra sin kontorstol, og stillede sig overfor Jonghyun, der stadig surmulede. Det varede dog kun til at Kibum havde lagt armene om den blondes nakke, og kiggede ham dybt i øjnene.

”Jeg elsker dig Jonghyun, og du er en endnu større idiot end jeg regnede med, hvis du glemmer det.” Jonghyun smilede skævt, før han rykkede tættere på den mørkhårede dreng, og stjal et kys fra hans læber. Det var ikke det første, og bestemt heller ikke det sidste. 

                                            ~ The end ~

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...