Stay away.(Jongkey)

Kim Kibum er ikke en lykkelig person. Langt fra, faktisk. Efter at være blevet dumbet af hans kæreste, som han har været sammen med i et helt år, går det endelig op for ham, at han nok bliver nød til at tilbringe resten af hans liv alene. Tanken om dette skræmmer den 18 årige dreng, der stadig har et helt menneskeliv foran sig. Dog bliver Kibum's overbevisning om at dette er hans skæbne hurtigt forpurret, idet en underlig og langt fra genert, fyr, pludselig beslutter sig for at de skal være bedste venner.

43Likes
161Kommentarer
8915Visninger
AA

1. Prolog

”Du må virkelig hade mig Kibum… Du får kvalme når jeg bare så meget som rør ved dig.” Den sorthårede dreng – Kibum – rystede voldsomt på hovedet for at få den anden dreng til at forstå at han ikke havde ret, dog til ingen verdens nytte, da drengen blot fortsatte.

”Du er ligesom alle de andre. Du er bare ude efter mine penge.” Endnu engang rystede Kibum voldsomt på hovedet, denne gang med knyttede hænder, og øjne der var stramt lukket i, for at forhindre de tårer der så småt var begyndt at presse på, i at trille ned over hans kinder.

”Du misforstår… Det er ikke dig der er noget galt med, det er-”

”Det er mig? Få mig nu ikke til at le, Kibum. Godt nok har jeg før faldet for dine løgne, men jeg er ikke dum længere. Jeg kan godt se forskel på løgn og sandhed.” Den lyshårede fyr der stod overfor ham, bar ikke længere det varme smil som Kibum ellers var så glad for. I stedet var det tydeligt at se hvor skuffet og såret den blonde var. Kibum måtte nu opgive sit forsøg på at holde hans tårer tilbage.

”Kwangho, jeg elsker dig. Jeg ville virkelig ønske at jeg var i stand til at røre dig, eller lade dig røre mig, men... Det kan jeg bare ikke.” Tårerne stoppede ikke med at falde fra den sorthårede drengs kinder, og små snøft afbrød ham flere gange i hans forsøg på at forklare Kwangho, at dette alt sammen var en kæmpe misforståelse. Kwangho så dog stadig ikke ud til at forstå dette.

”Elsker mig? Hvis du virkelig elskede mig, så ville du ikke føle dig syg, når jeg kommer til at støde min skulder mod din, og du ville ikke få kuldegysninger og begynde at ryste, når jeg prøver at tage din hånd.” Kibum’s hulk blev nu højere og mere regelmæssige.

Kwangho kastede et sidste blik på den grædende Kibum, der desperat prøvede at tørre hans tårer væk og stoppe med at græde, og vendte sig så om, for at gå. Han blev dog hurtigt stoppet af Kibum, der havde taget fat i hans ene ærme, og holdt ham fast. Irriteret vendte den ældre sig om mod den sorthårede dreng.

”Du skal ikke prøve at få mig til at blive Kibum. Jeg har fået nok af at jeg ikke engang kan røre den person jeg elsker. Ønsker du virkelig at jeg skal spilde min tid på at være sammen med en, der ikke engang kan gøre mig glad?” Langsomt gav Kibum slip på den blondes ærme, mens hans blik stadig var vendt mod jorden. De små hulk der undslap hans læber, var tegn på at han stadig græd.

Kwangho vendte sig endnu engang om, og begyndte at gå, denne gang uden at blive stoppet af den yngre dreng, der blot blev stående, stadig ude af stand til at stoppe hans tårer i at falde ned over hans kinder. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...