Whenever - Justin Bieber

Violet Jenkiins er 17 år og lidt af en nørd. Hun vil gøre sine forældre rigtig stolte af hende da de havde en dårlig periode i deres liv, men hvad sker der når Justin forbi skolen? DENNE NOVELLE ER GAMMEL OG ER SVÆR AT FINDE RUNDT I.

1Likes
0Kommentarer
850Visninger
AA

3. Kapitel 2.

Jeg sad ude på et af de båse inde på pige toilettet. Jeg havde selvfølgelig lukket og låst døren. Jeg havde altid prøvet at lukke minderne ud af mit hoved, så jeg aldrig ville nævne det, hvis nu nogle lige fik lyst til at læse min tanker. Lol. I 6 klasse viste Justin, pigernes mand, lidt interesse for mig og det var jeg selvfølgelig glad for. Men efter lidt tid, begyndte han at få mig til at gøre ting, jeg altid vil havde på samvittigheden.

 

"Kom så, du kan godt!" hujede Justin på mig. Justin havde taget en lille pige fra 2 klasse. Hun var lige startet for vi var lige startet i 7 klasse. Han havde taget en saks med. Han havde klippet tungen af en dreng var 1 klasse. Justin var måske ikke ligesom Ryan, men han var sød og rar. Han pressede saksens håndtag ned i håndfladen på mig. Jeg hev fat i kraven på pigens lille lyserøde skjorte og hev hende op af væggen. Jeg fik hendes mund åben og så 'Klip'.

 

Den piges tunge ville aldrig komme tilbage, ligesom jeg havde håbet Justin aldrig ville. Da Justin havde fået mig væk fra flokken sparkede jeg ham med min skosnude over skinnebenet og ræsede ud på pige toilettet. Hende den lille piges forældre havde lagt sag an mod mig og de vandt selvfølgelig, så mine forældre skulle af med 2.1 millioner. Syge lille stodder pige. De mindre klasser er total bange for mig. :'(. Justin elskede opmærksomhed og gjorde alt for at få det. Nogle gange ønsker, jeg stadig at jeg havde klippet hans tunge af og ikke pigens. Jeg åbnede stille døren i båsen og trådte først med en fod ud og så den anden. Jeg sukkede lavt. Jeg gik ud af pige toilettet og kiggede ned af gangen. Der var proppet af folk. Jeg så hen på det store ur som hang over skabene. Den var lidt i 14.30. Jeg maste mig ind igennem masén og nåede hen til min taske. Jeg åbnede den for nu at kigge om alting var dernede og gæt en gang! Det var de ikke. Min iPhone var væk, min pung og min færdig regnede blækregning som jeg havde arbejdet vær' dag på i de sidste 2 måneder! 2 fucking måneder og så slog det mig hvor dårligt et liv, jeg havde. Det var fuldkommen forfærdeligt. Jeg havde altid lagt den tanke bagerst i hovedet begrund af mor og far. Jeg ville gøre dem stolte, ikke triste. Men tanken dukkede heletiden op. Som om den heletiden havde været der. Flyttet ind for flere år siden, og indrettet sig mageligt derinde. Jeg sparkede tasken af vejen og traskede ud i regnvejret. Mine briller blev ramt at store og små pletter igen. Jeg var ligeglad. Jeg vadede rundt og stoppede op. Mit liv skulle ende sådan. Jeg havde gjort en masse fortræd, stjålet og løjet for Justin. Jeg fortjente ikke et liv, overhovedet.

Jeg sad henne på gyngen på en legeplads, mens vinden gyngede mig frem og tilbage. Jeg ville vente til mørket kom frem. Det var en lidt bedre måde at forsvinde herfra. I mørke, til en mørkt sted. Forevigt. Jeg glædede mig. Jeg vidste allerede hvordan. Jeg rejste mig langsomt op fra gyngen og begyndte at gå væk derfra. " Farvel træer" hviskede jeg. " Farvel himmel og skyer". Jeg fortsatte med at gå. " Farvel luft, farvel brune blade". Jeg kom op på fortovet ud til vejen efter grusset. Jeg gik tættere på vejen. Jeg kigge til højre. Jeg kunne allerede nu skimte lyset fra bilen. Bilen kom tættere på og jeg satte foden ud på vejen. Bilen var ikke andet end 5 meter tæt på mig, før jeg stod foran den.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...