Ude

en danskopgave som faktisk endte meget godt ;) man skulle skrive en novelle ud fra et digt.
to børn er lukket ude på gaden, mens de kan høre deres forældre skændes.

2Likes
0Kommentarer
935Visninger

1. Ude

Trappestenen er kold under mine bare tæer. Jeg ser på den lukkede dør, bag den gemmer sig en varme og en tryghed, så hvorfor sendte hun os herud? Hvorfor måtte vi ikke blive i vores varme senge? ”bliv herude, jeg kommer snart tilbage” mors stemme lyder stadigt i mit øre. Men ikke sådan som en mor skal lyde. Hun var bange, men det skal en mor ikke være. Jeg ved han er tilbage, men han er ikke min far sådan som hun siger. Han er nemlig ikke en rigtig far, han sidder ikke i lænestole og ryger piber mens han fortæller historier om prinser og prinsesser. Han er slet ikke nogen rigtig far. Jeg hører nogle slå, men ikke som på en tromme, og jeg hører hvordan hun tuder. Lige nu er hun heller ikke en mor, for mødre tuder ikke, de bager småkager, og kysser én godnat. Nu er de bare manden og damen inde i huset, hvor døren er låst.

Jeg vender mig om, for selv om de ikke er forældre, så er pigen på fortovet alligevel min søster. Hun ser lille ud, som hun står dér i det alt for store tæppe, som damen smed efter os. Der løber en dråbe vand ned af hendes kind. Mon det regner i hendes verden? Jeg går over til hende, og hun kigger på mig med store øjne. De ser helt tomme ud i månelyset. Måske er det virkeligt som damen og lægemanden har sagt. At hun er tom indeni hovedet. At hun ikke tænker som os andre. Men det er lige meget nu, for selv med et tomt hoved er hun god at varme sig ved, som vi nu sidder her på kantstenen under tæppet, og kigger på stjernerne og den ødelagte telefonboks, vi nogle gange leger i om dagen. Men det er ikke dag nu, og jeg vil ikke lege. Telefonboksen ser heller ikke ud til at ville, jeg synes den hænger med hovedet. Det er ikke sjovt at lege med nogen der hænger med hovedet.

 

Jeg spørger min lillesøster om hun er bange, for jeg vil ikke svare selv. Hun siger ikke noget, det gør hun ikke så tit. Når man er tom i hovedet er der måske ikke så meget man kan sige. Men nu hvisker hun alligevel noget til mig, selvom hun ikke svare. Hun vil tælle stjernerne. Jeg siger til hende at det er spild af tid, for vi kan bare spørge mor om hvor mange der er. Men hvem er mor egentlig lige nu? Damen der stadig hyler og råber, er ikke sådan én der ved hvor mange stjerner der er deroppe. Hun er sådan én der bøjer sig, for sådan én som ham manden. Jeg tænker at det måske var meget godt at tælle dem alligevel, men når jeg prøver syntes stjernerne at have onde øjne, der skælder mig ud, og spørger hvorfor jeg forstyrre dem, når jeg burde sove i en varm køjeseng, ligesom andre børn.

 

Jeg kigger ned på mine hænder. Min søster lægger sit hoved på min skulder og lukker øjnene, pludseligt er jeg den voksne der skal passe på hende, den forælder som vi ikke har. Jeg synes ikke at én som mig, burde være den voksne, men jeg stryger hende over kinden og hvisker stille i hendes øre. Jeg siger at hun er fin og lille, men jeg vil ikke sige at det nok skal gå. Mor har lært mig ikke at lyve.

 

Jeg kan se en bevægelse i det fjerne, en hund der løber ned ad gaden, den er lige så forladt som os. Måske burde vi bare gøre som den, og løbe ud i horisonten. Det kan være vores forældre venter på os derude, sådan en mor i et køkken, og en far i en lænestol. Men søster er træt, og vil ikke gå nogen steder. Jeg ville ønske at jeg var stor og stærk, så jeg kunne bære hende til verdens ende. Men jeg føler også trætheden i mine tunge øjenlåg. Jeg lægger mit hoved på hendes, og jeg mærker hvordan hun knuger min arm tættere til sig. Hendes små hænder er kolde, så kolde at jeg får lyst til at vikle hende ind i dyner, og sætte hende foran en varm kamin, med et krus varm te, og læse historier for hende. Bortset fra at vi ikke har nogen dyner, og at jeg ikke kan læse.

 

Sådan sidder vi her, to børn alene i verden. I søvnens grænseland, under de stirrende stjerner. Min søsters vejrtrækning bliver langsommere, jeg vil også sove. Mine øjenlåg får endelig deres vilje og glider ned foran mit blik. Men selv bag lukkede låger har verden farver, og jeg ser min søster stå lige dér ved siden af mig. Hun smiler og tager fat i min hånd, med sine små varme fingre. Nu er det hende der vil af sted, og vi går sammen, på en bro af stjerner og græsstrå over til et lille bondehus, sådan et med stråtag, og morgenfruer foran. Og jeg ved hvad der gemmer sig derinde, varme, tryghed, gode historier og varme småkager. Jeg kigger på min søster, som griner op til mig, med øjne fulde af liv, og sammen går vi hen mod den åbne dør der byder os velkommen ind. Og dér sidder de, i en lille hyggelig stue med kamin. Mor med varme småkager på et blomstret fad, og far med piben i munden. De siger ingenting, og deres blik langt væk fra os. De sidder som to dukker, med stivnede smil, og øjne som stjernerne. Pludseligt hyler damen og jeg slår blikket op. For ingen mor er mere virkelig end hende inde i huset. Men pludselig er hun stille, og den lukkede dør, der skjulte så mange minder bliver knaldet op. Han står lige dér, manden, og kigger direkte på os. Min søster sover endnu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...