Vejens genvej.

En octoberdag beslutter Vera sig for at dø. Hun har alt man skulle ønske sig i dette liv, men alligevel er hun ikke lykkelig. Hun tager en overdosis piller, kun for at vågne op senere på et hospital.
I sit forsøg på at dø, tager hun alle midler i brug, for at kunne blive mødt af døden.

0Likes
0Kommentarer
400Visninger
AA

1. ... lige så tom og indholdsløs som en tavle inden læreren kommer ind i klasseværelset ...

Den 13 Juni 1934 besluttede Vera sig at tiden - langt om længe - var inde til at kunne tillade sig at tage sit eget liv. Hun ryddede omhyggeligt op på sit ellers så roede værelse, samlede tingene op fra gulvet, og til en forskel, lagde dem på sin rette plads. Slukkede for alt lys, lod hendes ynglings musik spille, satte hår og lagde sig.  

 

 I første skuffe til højre på hendes bord havde hun lagt 324 piller, som hun med tiden havde fået samlet ind. De lå i en lille gennemsigtig pose som knapt kunne lukkes på grund af indholdet. Hun havde lagt dem under diverse skrammel, skjulet for uvedkommende. Hun vågede over dette rednings våben som en høg.  I stedet for at knuse indholdet og lade det lade det opløse i vand, bestemte hun sig for, at tage én efter én, så hun også havde muligheden for at stoppe for halvvejen og fortryde. Men for hver pille hun slugte, følte hun sig mere og mere sikker i sin sag. Hvad havde hun at miste?Og ti minutter efter, havde hun tømt posen.  

Hun vidste ikke nøjagtig hvor mange timer der ville gå før hun kunne mærke forandring. Hun lagde sig godt til rette i sengen, trak dynen godt over ørerne og ventede blot på det næste liv, eller død, der snart kom hende i møde.    Men uroen sneg sig ind på hende, og hun var utålmodig. Hun satte sig, satte sig til rette og prøvede omhyggeligt, med rystende hænder, at skrive et brev. Et afskedsbrev. Hvad og hvem hun skulle skrive til, vidste hun ikke. Hun var ikke gang vidende om hvem hendes pårørende ville blive, inden hun foretog selv handlingen, så hun satte sig til at tage en bog.  Bogens indhold interesserede hende ikke i længeden, så hun lod blot hendes grågrønne øjne skimte ordene. I bogen stod der med store, fede bogstaver: "Hvad er et?" Hvad er et? Et er en, en ting, en finger. Hvorfor stod det dog der? Hvem ville dog vide det? Hvorfor spurgte vedkommende? Hvor ville han hen med dét?      

 

Præcis 33 minutter efter hun havde foretaget handlingen, begyndte hun at komme ubehageligt til mode. Hun mente, at dette havde taget alt for længe, så hun overvejede sine muligheder. Hun kunne jo selvfølgelig skære pulsåren over, men snart ville værelset svømme i blod, og det ville blive sådan et svineri for dem der skulle rydde op efter. Hun kunne springe ud fra værelset, men den smerte ville hun ikke udsætte hendes moder for, der påstod kun at ville hende det bedste. Ikke slemt nok, at hendes datter havde taget livet af sig selv, så skulle hun indfinere liget. Tabet og smerten fra hendes datters selvmord ville lindre med tiden, men synet af en kvæstet ung pige ville aldrig forsvinde i moderens hukommelse.  Pludseligt kunne hun ikke længere kontrollere tankerne, og kvalme steg hende til hoved. Opkast fornemmelser kom som en mavepuster på hende, men hun anstrengte sig for at lade være. Hvis hun lod mave-indholdet kommer op, ville hendes chancer for at dø være mindre.  Hun lukkede derefter øjnene og lod sig glide ind i den drømme løse søvn. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...