Den forkerte

en historie der (som altid) er skrevet fordi jeg elsker at drømme mig væk til en anden verden.
Den handler om Helena, der er blevet taget af mørket, og hendes kamp for at slippe væk og redde hendes bror fra den onde godsejer.
selve rammen er lidt kliche, men selve historien er ikke så normal som andre....
historien bliver fortalt fra Helena og Christians synsvinkel. -der står hvem det er sammen med kapitlets overskrift.

i må meget gerne komme med feedback - historierne kan altid blive bedre!

og jeg belkager meget hvis der er fejl i teksten.. både sprogligt og grammatisk...

1Likes
0Kommentarer
777Visninger
AA

2. forladt - Christian

 

Hun var borte, han havde ledt i hendes gemakker, i køkkenet, og i kælderen. Det var som om hun var blevet slugt at luften selv. Ingen spor havde hun efterladt. Ikke engang et brev. Det lignede hende ikke at snige sig ud, og det lignede hende bestemt ikke at trodse hans ord, og løbe bort i mørket. Han måtte finde hende.

Han måtte ud, ud i mørket. Bare det dog ikke havde taget hende. Aldrig havde han selv været ude efter mørkets frembrud. De mange formaninger fra deres fader, havde han altid overholdt. Han var overbevist om, at faderens ord var sandfærdige, specielt når det gjaldt hans formaninger om mørket. Men hvis hun var derude et sted måtte han finde hende.

De lange tomme korridorer på godset, var lige så kolde og mørke som natten selv. Det føltes som om, mørket ikke blot var uden for, men også gemte sig i alle hjørner og afkroge af godset. Den store egetræsdør knirkede noget så forfærdeligt, da han blidt skubbede den op, og listede ud i mørket. Stjernerne på himlen lyste kraftigere end normalt, eller måske virkede det bare sådan, fordi han kun havde set dem, gennem et støvet glasvindue.

 Haven omkring det store gods var et vidunder uden lige, ikke en eneste blomst vendte mod de andre. Altid havde han været fascineret af den sære aftenpragtstjerne. Da han var mindre havde den hvisket til ham om hans forældre som han lægtes. Nu hviskede den til ham om hende. Slukøret erkendte han, at i haven var hun ingen steder at se.

Skoven der grænsede op til godset var nu hans eneste håb. De kraftige stammer bag ham, der var på mørkets side, sørgede for at al lys udeblev, som han begav sig længere ind i skoven i håbet om at finde hans kære søster her. Trækronerne der var flettet sammen over ham, tillod heller intet lys at trænge igennem. Havde det ikke været for hans indre stemme der hvislede om, hvad der mon var sket hans kære søster, havde han aldrig drømt om at begive sig ind i en mørk skov, efter mørkets frembrud.

Alle lyde var mere skrækindjagende, og horrible om natten, end om dagen. Træernes lange snoede grene, der greb ud efter hans klæder, forbedrede ikke just situationen.  Han søgte efter hende i den fugtige skovbund, i alle huller og sprækker, og alle andre tænkelige steder. Men ingen steder var hun at finde. Som forsvundet i mørket var hun. Hans indre stemme varslede atter om tragedier, men han kastede fluks tanken bort, han blev nød til at slå koldt vand i blodet, hvis han skulle bevare håbet om at se Helena igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...