Farvel James

Alison Carter er vampyr, en vampyr med et særligt talent. Hun kan se folks minder bare ved at røre dem. En dag støder hun på en meget speciel dreng...

One Shot;

forfatters kommentar: Jeg skrev dette for lang tid siden og det er sikkert fyldt med stavefejl, grammatik fejl osv.

2Likes
0Kommentarer
590Visninger

1. Farvel

 

Selv efter århundrede med minder, indtryk og ikke mindst en perfekt hukommelse, bliver jeg aldrig træt af at være vampyr. Eller jo. Faktisk sker det sjældent. Mit navn er Alison Carter. Med minder mener jeg ikke så meget mine egne. Men andres. For jeg har nemelig fået en evne til at ved kontakt til et andet levende væsen vil jeg kunne se alle dets minder. I modsætning til andre så elskede jeg det. Hver eneste dag mødte jeg nye personer, hver eneste dag kom nu minder.

 

Men der er tidspunkter jeg vil ønske jeg var et meneske. Med tidspunkter mener jeg TIDSPUNKTET! På min daglig vandre tur i byen stødte jeg ind i den her dreng. Hans navn var James. Bare navnet smger godt på min tunge, det runger i mit hoved. Han burde for mig være en ordinær dreng. Ikke normalt en jeg går efter når min nysgerrighed skulle stilles. Faktisk en af de som jeg ville holde mig fra. Men i det min krop stødte ind i hans, jeg var dybt koncentreret om minder fra en gammel mand som havde været i krig og oplevet meget, han så mig nok ikke. Følelsen af hans minder glide ind i mit sind. Endnu værre. var hans øjne der så op i mine. Ja jeg er en koldblodig morder. Men hvis jeg går ned i byen skaffer jeg nogle kraftige kontakt lincer. Ofte i blå. Hvilket gør mine øjne lilla. Hans var mørke grå, lige som dagens vejr. Vi stirrede lidt på hinanden. Inge undskyldte blot stirren. Hans duft gik lige i min næse. For en gangs skyld var jeg sikker på mine øjne var selvlysende røde. Men da han ikke løb eller skreg gik jeg udfra de forholdte sig lilla.

"Undskyld.. Jeg.. Gik vidst i mine egne tanker" mumlede han. Noget sagde mig at han ikke bare gik igen. Ikke endu. Jeg rystede på hovedet. "Nej det var vidst mig der gik ind i dig. Jeg burde gå uden om. Jeg var bare i gang med at gennemgå nogle interessante".. Minder. Ja jeg var tæt på afsløre mig selv. Afsløre mig selv for noget jeg ligeså godt kunne kalde min frokost. Han så på mig "interessantehvad?" hans smil smittede mig. Jeg som normalt kun smilte af folks minder. Ikke af folk i nutiden. Særligt ikke folk som fik og vil blive ved med få det på den måde.

"Tanker!.. JA TANKER!" I øjeblikket jeg fik sagt det gik det op for mig hvor dumt det lød. Men helt ærligt et eller andet måtte jeg jo sige. Han smilte bare som om jeg var det meste normale meneske han nogensinde havde mødt. "Når men.. Undskyld igen.. Kan jeg gøre det bedre på nogen måde?" spurgte han lavmeldt. Endnu engang rystede jeg på hovedet. "Helt ærligt så nej.." selvom alt ved mig bad mig om at dræbe ham. Men på åben gade! Jeg kunne jo lokke.. NEJ! Jeg ville hade mig selv hvis jeg havde gjorde det. Jeg ville stadig hade mig selv den dag i dag hvis jeg havde gjort det. "Vi kunne måske gå ud en dag?" spurgte han. Dette kunne være den mest normale samtale, hvis det ikke var fordi jeg var en vampyr. Men hvis det ikke var pga min vampyrisme ville jeg aldrig havde stødt ind i ham. Måske bare beundret ham fra afstand.

"Nej desvære. Du.. Jeg.. Skal snart rejse her fra" mine ord var kun sandheden. Efterhånden som mordantallet steg, i takt med min tørst blev stillet, ville folk ligge mærke til mig. Derfor måtte jeg rejse ofte. Faktisk kunne jeg rejse på få dages varsel. Faktisk kunne jeg rejse i dette øjeblik. Men en del af mig tiggede mig om at blive.

Han så ned "Når det var synd. Men.. Måske ses vi en anden gang.." så gik han forbi mig. Jeg blev stående. Til sidst vendte jeg mig. Han vinkede og smilede "Eller måske ses vi i et andet liv!". Hans andet liv. Mit vil forblive det samme. Eller ikke helt.

Jeg droppede alle minder jeg havde samlet den dag. Faktisk fokuserede jeg kun på hans.Alt om ham. Han var godheden selv. Naiv, utrolig naiv. Men god mod en hver. Det ville ikke undre mig hvis største delen af byen var forelsket i ham. Alt om ham. Alle historierne som var i hans korte liv. Alle minder jeg i mit liv havde set og hørt, de var vand. Inter var som dette. Han var perfekt.

Samme nat tog jeg ned for at finde ham. Om Natten er der få menesker ude. Hvad havde jeg forventet. Iøvrigt havde jeg droppet mine kontaktlinser. Som Vampyr har jeg en lugtsans som få. Men hans duft blandede sig med alle andre meneskers. Og det gjorde mig frygteligt tørstig. Ikke dræb, ikke dræb. De ord gik som en mentra i mit hoved. Ikke dræb, ikke dræb.. Endelig nåede jeg det sted hans duft havde været stærkest. En ting som vampyre ville egne sig som, indbrudstyve. Lydløse, stærke, hurtige ovs. osv. Men jeg var enelig ville jo ikke tage noget. Faktisk ville jeg slet ikke røre noget herinde. Eneste jeg ville var at se ham en sidste gang. Han sov. Selvfølelig. Selvom hans øje var lukket huskede jeg med perfekt klarhed hans øjnes farve. Det føltes naturligt da jeg lænede mig ned over ham. Kyssede ham på panden. og stadig med læberne mod hans pande mumlede jeg "farvel". Også tog jeg flugten med bedste vampyr stil. Han var perfekt. Alt ved ham ville altid plage mit sind. Nu er han sikkert død. Væk. Forsvundet. Men måske en dag jeg vil møde ham igen, som han sagde. Farvel James.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...