Fanget af kærligheden

Valentina sider fanget i en kælder. Hendes livs kærlighed er væk. På flugt fra Valentinas kidnappere. De er nemlig ikke ufarlige. Det er en simpel oplysning de skal bruge. En oplysning der muligvis kan rede Valentina. Problemet er bare at den eneste der har oplysningen er Valentina. Og hun nægter at fortælle dem den.

2Likes
7Kommentarer
1092Visninger
AA

2. Kapitel 1.

Hvad fanden gør vi med pigebarnet sagde den hårde stemme bag den dør jeg sad tæt klamret op af.

Det ved jeg ikke stammede en anden mand.

Hans stemme var lysere og mere skinger end den første. Jeg har aldrig set hans ansigt. Han er altid gemt bag den store brede muskuløse mand med den hårde stemme. Jeg lukkede øjnene i for bedre at kunne fokusere på deres samtale men jeg faldt i søvn i stedet. Jeg vågnede ved at døren blev banket hårdt op og jeg blev kastet tilbage mod væggen. Jeg tog mig til hovedet og tåre begyndte lydløst at falde ned af mine kinder.

Hvad fanden tuder du over din dumme unge? Spurgte han vredt mens han sleb sine knive.

Jeg svarede ikke. Jeg sad bare og kiggede på min hånd jeg nu havde fjerne fra toppen af mit hoved. Min hånd var rød af det blod som strømmede ud af mit hoved og ned i mit mørke brune hår. Jeg skulle ikke regne med at det ville stoppe foreløbig eller at nogen ville køre mig på hospitalet. Der hvor jeg er, er det mig og mig alene.

Er du klar til at fortælle mig hvor han er? Spurgte han eller skal vi fortsætte hvor vi slap?

Min krop sitrede af vrede da jeg med afsky i stemmen svarede ham: Jeg fortæller det aldrig!

 Det er fint min pige så fortsætter vi da bare sagde han med en stemme der oste af fryd.

Jeg vidste hvad der ville ske nu. Det ville ikke blive kønt, det er det aldrig. Den kolde klinge kørte ned langs min overarm imens blodet stille trillede i dråber ned af mine arme. Jeg slog mine tanker til og lod mig drømme. Drømme mig langt væk fra smerten og livet som indespærret. Det var længe siden jeg havde set ham. Jeg kan stadig huske da jeg mødte ham. Et sted langt fra den kolde kælder jeg nu sider fanget i på grund af min kærlighed til ham.

Det var en varm forårsdag midt i april. Jeg sad alene i parken. En femten årig pige med lange brune slangekrøller som lystigt svajede i den nyligt ankommende brise. Jeg sad og tegnede et nært stående kærestepar i min skitseblok da en lyshåret dreng på min alder kom forbi.

Må jeg sætte mig spurgte han og pegede hentydende til den ledige plads ved siden af mig.

Jeg nikkede bare og tegnede videre. Jeg var næsten færdig med min skitse da jeg kunne mærke et roligt åndedrag mod min bare skulder. Han kiggede vurderende på min skitse af det unge kærestepar og sagde: Du har talent. Jeg smilede rødmende og kiggede ned i græsset.

Er du på standby igen møgunge råbte han vredt og gav mig en lussing. Han trak mig ud af min perfekte drømmeverden og tilbage til den kolde uretfærdige virkelighed. Han slog mig igen og sagde: Du bliver tydeligvis ikke rørt af denne form for fysisk smerte længere. Det var jo ikke sandt. Smerten var næsten ikke til at holde ud men tanken om at det ellers ville gå ud over ham var langt være end smerten. Jeg elskede ham jo for fanden.

De senere dage blev smerten og pinslerne værre. Den eneste måde at fjerne bare lidt af smerten var at sætte på standby og tænke på ham. Jeg kunne mærke hans vrede i slagene steg dag for dag med ekspres fart. Om få dage vil jeg formentlig være død medmindre et mirakel finder sted. Hvilket er umuligt hvis man heder Valentina. Intet i mit liv har været godt ud over ham. Mit liv ville være et helvede uden ham. Ja livet her i kælderen er et helvede men det kunne være værre. Hvis jeg ikke havde ham at tænke på. Han overlever kun fordi jeg sider her. Jeg kunne være fri. Det eneste de skal bruge mig til er at finde ham. Men oplysningen de søger er mellem mig og ham. Jeg har mødt massere af smerte i mit rædselsfulde liv. Mishandlet, misbrugt, men værst af alt misforstået. Ingen har nogensinde forstået mig før han trådte ind i mit liv. Der er stadig kun få der forstår mig, men der er dog nogen. Jeg har en ven. En som vil være der for mig. En der er mere end en ven. Men også en som vil forsvinde hvis jeg giver op.

Det er en måned siden han gjorde mine pinsler værre for første gang. Siden har han skåret ned på mængden af mad som i forvejen var minimal og ikke nok med det. Jeg bliver nu også pint flere gange dagligt. Han er holdt op med at slæbe knivene med op. Jeg tror han håber på jeg bare vil lade dette mareridt få en ende, men det skal han ikke regne med. Jeg er stærk. Stærkere og klogere end de fleste på min alder. Jeg kunne klare det her af en simpel grund. Det var tankerne om ham der holdt mig i live. Håbet om at vi mødes en dag når alt det her er ovre. Jeg kiggede ned af min magre krop. Mine ribben havde aldrig været synlige før og da slet ikke som de er nu. Mit hår var møgbeskidt og mine negle var lange. Min hud var blevet næsten sort af snavset fra gulvet og lidt af sod fra det kul han gned mine åbne sår i. Episoden med kulet var den mest smertefulde oplevelse indtil videre, men jeg tror langt fra vi er noget toppen af skalaen endnu. Det hele føles så håbløst og ligegyldigt. Lige meget hvor mange gange jeg siger til mig selv han er i live og kommer efter mig en dag kan jeg ikke lade være med at tvivle. Hvad hvis han ikke gør? Så er alt det her forgæves. Nej han kommer tilbage sagde jeg stædigt til mig selv. Jeg trak mig selv op og stå med lidt hjælp fra vægen og gik hen mod døren. Jo tættere jeg kom på jo højere blev de stemmer jeg fornemmede.

Vi skal have det ud af hende nu sagde han hårdt. Jeg kan lige forstille mig det var en ordre til hans tro tjener.

Hvordan? Spurgte han stammende.

Vi må bruge planen vi snakkede om sagde han og du skal udføre den.

Hvad stammede han chokeret det kan jeg da ikke?

Jo du kan sagde han hårdt du skal nemlig gøre det nu.

Jeg hørte fodtrin der nærmede sig kælderdøren. Jeg trak mig hurtigt op og fjernede mig fra døren. De måtte ikke vide at jeg vidste noget. Jeg havde kun lige fået sat mig ned i det fjerneste hjørne af kælderen da døren åbnede med den klassiske knirken. Jeg lod mit blik hvile mod døren. Som jeg forventede kom den stammende mand ind. Han var en lille bleg mand med store mørke øjne og mørkt hår.  Han kiggede ned på hans hænder.

Kan vi ikke bare få overstået det her? spurgte han med afsky i stemmen.

Overstået hvad? Spurgte jeg nervøst. Så nervøst at jeg ikke engang lagde mærke til manglen af hans stamme.

Dine sidste timer svarede han koldt og vendte sig over mod hjørnet hvor knivene lå.

Et gisp slap ud over mine læber. Jeg ville snart ligge død i denne kælder. Jeg ville ikke græde foran ham. Sådan var det bare. Og desuden var der intet at gøre ved at jeg snart ville ligge her død og forladt i mørket.  Jeg kiggede op og så ind i de mørke øjne. Han vendte hurtigt blikket væk og gik over mod knivene. Han kom tilbage med den største kniv imens han med langsomme skridt kom tættere og tættere på. Han var kun få centimeter fra mig da han lagde kniven mod min hals.

Hans kolde grin gav genlyd i rummet mens han spurgte: Et par sidste ord?

Jeg smilede sarkastisk til ham for at skjule min nervøsitet inden jeg svarede: Ja det har jeg.

Han skulede irriteret og koldt til mig inden han spurgte: Og hvad er det præcis du vil sige prinsesse?

Jeg forsøgte virkelig at trække tiden ud. Jeg ville ikke dø så hurtigt så jeg svarede bare med den mest selvsikre replik jeg kunne komme i tanke om: Det kunne du lide at vide.

Sådan skal du ikke snakke til mig! råbte han vredt med sin skingre stemme og gav mig en lussing. Slaget kunne tydeligt høres midt i tavsheden der i øjeblikket regerede over rummet. Efter adskillige slag indtog tavsheden igen rummet og jeg havde bestemt ikke lyst til at bryde den. Tavshed. Det fik mig til at tænke tilbage på den dag indespærrede mig her.

Løb Valentina! råbte han med hans smukke stemme som kunne bedøve alle andre lyde.

Nej ikke uden dig! Råbte jeg i håb om at han ville høre mig.

Han var blevet fanget jeg måtte gøre noget. Jeg kunne ikke bare ikke stå her og se på mens de førte ham bort i den sorte varevogn. Varevognens lys oplyste den mørke park men ikke en sjæl var til at se. Selvom den eneste grund til at man ikke kunne se nogen var nok at der slet ikke var nogen overhovedet.

Slip ham! Skreg jeg til de tre store mænd der holdt ham. De kiggede på hinanden men slap ham så. De kiggede igen på hinanden og nikkede.

Grip hende! Råbte den største af mændene som så ud til at være deres leder.

De løb hurtigt over i mod mig og sprang på mig. Deres hænder der ramte alle steder på min krop blev langsomt udskiftet med de kolde dugvåde sten på parkens små stier.

Valentina! Råbte han i panik.

Jeg tvang deres hænder fra mit ansigt så jeg kunne kigge på ham og råbte så: Flygt jeg klare mig!

Han kiggede bebrejdede på mig men jeg sendte ham et strengt blik. Han sendte mig et luft kys mens han løb væk fra parken.

Den entelige grund til at vi blev fanget var langt mere kompliceret end det der skulle have været en romantisk gå tur i parken.

Er du sikker på det er en god idé? Spurgte jeg.

Ja selvfølgelig er det det Valentina svarede han begejstret.

Jeg mener bare ikke det er en god idé at stjæle fra din onkels ven sagde jeg.

Vi tager jo bare noget mel sagde han og det er jo til en kage til onkel.

Ja sagde jeg det har du vel ret i.

Han fandt noget mel i hans onkels vens hus imens jeg stod i hans køkken og fandt resten af ingredienserne. Han kom tilbage med en lille pose med mel i.  Vi fik hurtigt bagt kagen og da hans onkel kom hjem blev han rigtig glad.

Jeg husker stadig de dage selv her på mit dødsleje. Hans onkel døde dog kort tid efter han havde fået kagen af en overdosis. Det viste sig at det var kokain vi havde taget fra hans onkels ven. Den ven jeg nu sider fanget af. 

Var der ikke noget du skulle sige prinsesse? Spurgte han.

 Han havde prøvet af få mig til at sige undskyld siden jeg forsvandt ind i mine minder.

Næhh det tror jeg ikke svarede jeg bare helt koldt.

Sig det sagde han spydigt ellers dræber jeg dig meget langsommere end planlagt.

Det fik mig til at kigge op. Jeg var nød til at svare ellers ville min død blive langt mere smerte fuld end nogen ville ønske.

Undskyld mumlede jeg

Hvad var det du sagde? Spurgte han højt og aggressivt.

Undskyld! skreg jeg.

Se det var godt min pige sagde han med sin mest skingre stemme var det så svært?

Jeg sendte ham bare et hårdt blik og hvæste af ham.

Fint sagde han hvis det er den leg vi leger.

Jeg sagde ikke noget. Det gjorde han heller ikke. Tavsheden indtog bare kælderen. Indtil lyden af syv diskrete bank på hoveddøren oven på.

Hvor er hun? lød en vred men velkendt stemme imellem den jævne melodi af tordenskrald fra himlen.  

Min kommende morder frøs og kniven faldt til jorden da han hørte stemmen. Jeg tog mig til halsen hvor kniven havde hvilet ufatteligt længe.

Hun er lige herinde sagde den hårde stemme som mange gange havde fornærmet mig.

Jeg kunne høre døren til kælderen åbne. Ind kom han. Han var ligeså smuk som jeg husker ham. Hans vidunderlige blå øjne, hans smukke blonde hår og perfekte veltrænede krop. Jeg var lamslået da jeg hørte hans stemme råbe mit navn.

Valentina du er live råbte han mens han prøvede at vride sig fri af den store mands greb.

Jeg sagde jo at jeg kunne klare det.

Da han endelig fik revet sig fri løb han direkte over til mig og trak mig ind i et stort varmt kram. Det var længe siden jeg havde fået sådan et.

Valentina hviskede han i krammet jeg har savnet dig.

Jeg trak mig lidt væk så jeg kunne sende ham et smil og hviskede så: Jeg har også savnet dig.

Nok med det romantiske vås sagde manden med den hårde stemme Vi skal ikke bruge hende mere.

Skal i ikke spurgte jeg.

Nej så gør hvad du skal gøre sagde den hårde stemme. Han havde hentydet til hans hjælper og den smukke dreng jeg stadig ikke kan fatte jeg kender.

Jeg kiggede på min kæreste og spurgte: hvad mener han med det?

Hans eneste svar var et simpelt undskyld da han tog fat i mig og den normalt så stammende mand kom hen til mig med kniven i hånden.  

Det her kan du ikke gøre imod mig sagde jeg og kiggede på ham. 

Men det var for sent og det sidste jeg hørte var endnu et undskyld før alting sortnede for mig.

 

_____________________________________________________________________________________________

Hejsa :)

Det var den stil jeg afleverede til min lære. Jeg er ked af at i måtte vente men jeg ville gerne lige aflevere før jeg lagde den ud. Jeg overvejer lidt at skrive mere men det er langt fra sikkert jeg gør det da jeg godt kan lide åbne slutninger.

Jeg håber i kunne lide det.

Camilla.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...