Nutidens Alkymist

Nicolas Zealae er såden set en ganske normal dreng. Han går i 9. klasse, og skal til at tage afgangsprøven i fysik og kemi. Men da en kæmpe eksplosion i fysiklokalet på den hårdeste vis afbryder Nicolas' eksamen, finder han efterfølgende ud af, at han ikke er så normal igen. Det er hans skyld at eksplosionen fandt sted, da det viser sig, at han har mærkelige kræfter. Stærke, ældgamle, og glemte kræfter. Kræfter som ingen har set siden alkymisternes storhedstid.

6Likes
8Kommentarer
1336Visninger
AA

2. Venten

 Da jeg ankom til skolen blev jeg mødt af min bedste ven Aron. Han havde åbenbart ventet på mig så vi kunne gå ind til eksamenen sammen. Men sådan fungerede det ikke. Vi blev kaldt ind i alfabetisk rækkefølge. Hans efternavn var Jasperson. Mit var Zealae.

 

Jeg hadede mit efternavn. Det var så grimt! Det kom fra min far, der sagde at det var et gammelt navn fra middelalderen, og at jeg skulle være stolt over at have sådan et unikt navn. Men at navnet var fra middelalderen gjorde det ikke lettere at bære det. Jeg følte mig på en måde gammel med det efternavn. Jeg ved det lyder dumt, men det er ligesom om jeg ikke hører hjemme i den tid jeg lever i. Ligesom at min efternavn på en måde binder mig til fortiden, en fortid jeg ikke selv har oplevet.

 

Jeg blev rusket ud af mine tanker da Aron gik hen til mig og klappede med på skulderen og sagde: ”Hva' så, Nico? Er du klar til den spændende dag idag?”

Jeg kunne have slået ham. Han skulle altid drille mig med mit fysik-had.

Fuck af,” sagde jeg og slog ham på armen. Aron lo bare, og selvom jeg var nervøs for eksamenen og jeg stadig følte mig lidt dårlig kunne jeg ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet.

Ej, det skal nok gå alt sammen,” sagde Aron medfølende. ”Du lyder som min mor nu,” svarede jeg igen, og Aron lo.

 

Da vi kom ind på skolen stillede vi op i række foran fysiklokalet med vores forskellige dispositioner i hånden. Næsten alle fra min klasse var kommet. Det virkede som om alle var for nervøse til at snakke sammen. Bortset fra Aron selvfølgelig, der som altid er totalt upåvirket af situationen. Han smilede glad og snakkede højt om den forestående sommerferie, hvor vi alle var færdige med skolen. Ingen lod til at høre efter. Og nu blev jeg rigtig nervøs igen. 5 minutter til de første blev kaldt ind. 4 minutter. 2 minutter. 1 minut...

Josh Anderson; Helle Abbes....”

Nu var fysikeksamenen officielt skudt i gang..

 

Til sidst var det kun mig der sad tilbage ude på gangen. Jeg havde ingen ide om hvordan det gik med de andre. Ingen kom ud af den vej vi gik ind ad. Mit hjerte hamrede som aldrig før. Jeg ville næsten tro at de kunne høre det inden ved siden af. Og så skete det til sidst. Henning stak hovedet ud af døren og sagde: ”Nicolas Zealae, du må gerne komme ind nu.”

Jeg rejste mig op, rystende i hele kroppen, og jeg gik forbi Henning ind i fysiklokalet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...