Maleriet, en skønheds sorg

Jeg skrev prologen for et stykke tid siden, og jeg har nu fundet på en historie: Miranda er gudesmuk. Det har hun været hele sit liv. Hun rejser derfor med en verdens berømt kunster, som har malet billeder af hende. Hun tjener mange penge. Man skulle tro, at hun var glad. Men det er hun ikke. En dag da hun kommer i vandeskelighedder møder hun en person, der trækker hende væk fra sorgen, og for hende til, at leve livet...

4Likes
8Kommentarer
1237Visninger
AA

3. Blot endnu et maleri

Min herre rækker mig en bunke tøj, og vifter mig hen mod omklædningsrummet. Da jeg ser nærmere på det kan jeg se, at det er noget typisk London-tøj. Et par stramme cowboybukser, en lyserød undertrøje, en lysere lyserød t-shirt til at tage udover, et par høje hæle samt en masse smykker. Da jeg kommer ud kommer min stylist over til mig, og begynder med make-upen.  Jep. Jeg har en egen stylist. Fedt... Min stylist hedder Ariane. Hun taler stort set ikke med mig. Hun er der kun for pengene. Det er ikke meget make-up, hun giver mig på. Hun lidt tydeligere mascare, noget lipgloss og lidt pudder. Selvfølgelig. Der skal ikke rettes meget på mit ansigt. Det er 'perfekt.'                                                                                                           Bagefter kommer André de aios (min herre) over til mig med et par poser, som jeg skal holde. Derefter begynder han, at rette på mig.                                                                                                                                                                                                         Det er meningen, at jeg skal stå og storsmile som om, at jeg lige har været ude for at shoppe totalt. Det er svært. André kan hun tegne efter, så han vil have, at jeg smiler ægte. Men jeg prøver. Og... posér.                                                                                 Der går sekunder. Så minutter, og tilsidst timer. Jeg kan se Andrés anstrengte ansigt, hver gang han maler en streg. Det ansigt, som jeg kender for godt. Jeg er ikke ægte nok. Han er ligeglad med mit liv, bare jeg ser godt ud på et billede.                                                  

Mange mennesker begynder langsomt, at stille sig rundt om ham. Ikke mig. Det tør de ikke. De er bange for at stå i vejen. Jeg kan mange sprog, så selvom de tror, at jeg ikke kan forstå dem kan jeg. Der er mange forskellige kommentarer.             "Mor prøv lige at se hende pigen, er hun ikke bare smuk. Mor bliver jeg ligeså smuk når jeg bliver stor."

Andre lægger mærke til det jeg kan:

"Er hun ikke bare god til, at stå stille.?

Men der er også få, der slet ikke bryder sig om det. 

"Se hende lige. Sådan en diva, der sulter sig selv for karmaret."

I virkeligheden sulter jeg ikke mig selv. - André sulter mig. Han siger, at jeg skal passe på min krop. Jeg spiser en halv bolle til morgenmad, samt et glas vand. Til aftensmad for jeg en lille skål med forskellige grøntsager og lidt ris. Jeg har aldrig smagt slik, junkfood eller bare det er kunne ødelægge mit udseene det mindste. Mange gange har jeg haft lyst til de, men nej. Det kan jeg ikke.

Da folk begynder at kappe vågner jeg op. Jeg ved ikke hvor lang tid jeg har stået i denne stilling, da han vinker mig over til ham. Hans billede er perfekt. Utroligt. Ikke et eneste trist blik er sivet igennem billedet. Jeg er smuk, og glad.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...