Tortellini.

Anna er 18 og har altid følt sig bedste tilpas derhjemme. Hun har nu besluttet sig for at tage på en ferie med hendes bedste og eneste veninde, Laura, som er alt hvad Anna altid har villet være. Frygtløs og udadvendt. I denne novelle vil du ikke blot følge Annas rejse til Italien, men også hendes mentale rejse fra værende mors pige til et nyt menneske. Denne vej er som ventet ikke helt nem, specielt ikke når den foregår på et primitivt engelsk i en italiensk forstad, og har flere bump undervejs.

1Likes
4Kommentarer
679Visninger
AA

2. Guado Tufo

 

Laura havde ret. Jeg vågnede op i Italien. Eller rettere sagt; Et paradis. Vi fik transporteret os med en taxa til vores hotel, som lå nord fra Rom. Guado Tufo, en lille italiensk forstad bestående af en hovedgade, nogle få butikker, en restaurant og et hotel, lå på en bølget bakketop omgrænset af skrånende vinmarker og kun oplyst af gadelygterne i tusmørket. Fra taxaen var byen blot en lille lysplet og identisk med de mange andre lyspletter, som var strøet rundt i landskabet. Men da vi kørte igennem byen, strålede personligheden fra hver en krog – Jeg følte mig overraskende tilpas, måtte jeg blankt indrømme. Laura så også ud til at kunne lide det, selvom det ikke var nogen storby, som hun var vant til. Klokken var otte da vi nåede frem. Vi fik tjekket ind på det lille, rustikke hotel og fik ned på byens eneste spisested lokaliseret på torvet. Som vi sad i de vævede stole i skæret af et stearinlys, omringet af de lokale, som højlydt grinede og spillede kort, kunne jeg ikke lade være med at glemme alt om hjemvé. Jeg nød bare øjeblikket. ”Hvad synes du?” Spurgte Laura og tog en bid af hendes pizza. ”Fantastisk.” Sagde jeg uden at lyve. For det var hvad, dette øjeblik var. Vi smilede begge to. Efter et godt måltid gik vi sammen med de lokale hen til gelatariaet. Vi, mest Laura selvfølgelig, kom i snak med nogle af de lokale, og tiden fløj afsted.

 

Jeg var i en mørk skov. Min mor kom gående hen mod mig – Hendes øjne var fyldt med tårer, og hendes hænder greb ud efter mig. Hun skreg mit navn. Igen og igen. Hendes øjne lyste op i det brutale mørke. Det var som om, skyggerne åd alle omgivelserne omkring mig op, og tvang mine øjne til at fokusere på hendes lysende, fængslende øjne. Jeg skreg. Jeg ville væk. Min mors hænder kom nærmere mig, og jeg prøvede at bakke bagud. En hånd fik taget om min ene skulder.

 

Jeg slå øjnene op med ét.

 

Jeg var badet i sved, sorte pletter dansede for mit syn og min puls dunkede ved min hals. Laura var lænet ind over mig. ”Du havde mareridt.” Jeg begravede mit ansigt i mine hænder og begyndte at græde. Hvad jeg græd jeg over? Jeg havde mareridt, det var den eneste grund. Hvor barnligt. Tanken fik mig til at hulke højere. Laura tyssede på mig. ”Så, Anna. Det var bare et mareridt.” Hun lagde sig ned ved siden af mig i den træsengen. ”Vil du fortælle mig, hvad det handlede om?” Jeg tørrede tårerne af min kind. Laura mindede mig lige pludselig om mine forældre. Tanken gjorde mig vred  - Laura var ikke min mor. Jeg sank en klump. ”Min mor.” Laura rynkede panden. ”Og hvad er præcist uhyggeligt ved det?” Hun tillod sig endda at smile. Jeg smilede ikke. ”Hun kom bare hen mod mig. Det var uhyggeligt.” Svarede jeg hårdt igen, og Lauras smil forsvandt. Nogle gange ville jeg ønske, hun bare ville holde op med at være så overfladisk og indse at verden ikke kun drejede om hende. Ligesom i aftes, hvor vi talte med nogle af de lokale, og hun styrede samtalen. Jeg indså, at jeg faktisk var lidt irriteret på Laura. Ja, jeg havde nydt aftenen, men det gik først op for mig nu, hvor opmærksomhedskrævende Laura egentlig var. ”Skal vi snakke lidt?” Spurgte Laura pludseligt og afbrød stilheden. Hun begyndte at snakke om de forskellige folk fra landsbyen, hun havde lært at kende. Jeg sagde ikke et ord, men lød mig døse hen igen til lyden af de mange græshopper udenfor.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...