Tortellini.

Anna er 18 og har altid følt sig bedste tilpas derhjemme. Hun har nu besluttet sig for at tage på en ferie med hendes bedste og eneste veninde, Laura, som er alt hvad Anna altid har villet være. Frygtløs og udadvendt. I denne novelle vil du ikke blot følge Annas rejse til Italien, men også hendes mentale rejse fra værende mors pige til et nyt menneske. Denne vej er som ventet ikke helt nem, specielt ikke når den foregår på et primitivt engelsk i en italiensk forstad, og har flere bump undervejs.

1Likes
4Kommentarer
610Visninger
AA

1. Rejsen Begynder

 

Jeg lænede mig tilbage i det knapt så behagelige flysæde og så ned på tændstiksmenneskerne nede på jorden. Jeg betragtede hvordan de blev mindre og mindre, og hvordan hele jorden ligesom bare skrumpede ind. Jeg smilede let. Sikke et dårligt udtryk; Skrumpede ind. ”Hvad smiler du af?” Lød Lauras stemme, min bedste og eneste gode veninde, pludseligt, da det gik op for mig, at hun sad lige ved siden af mig. ”Ikke noget…Altså, vi flyver jo.” Laura kiggede på mig i en brøkdel af et sekund og brød så ud i latter, så menneskerne omkring os sendte os blikke. ”Holy cow, virkelig!?” Jeg smilede skævt, men jeg kunne egentlig ikke se det sjove i hvad, jeg lige sagde. Det var vel bare Lauras platte humor. Hun så ligesom alting fra overfladen. For mig var dette øjeblik faktisk specielt. Ja, næsten en milepæl i mit liv, som i dette øjeblik blev sat. Jeg skulle til Italien med min veninde, helt alene, og især ”alene”-delen fik mig til at gå ud af mit gode skind. Den ene side af mig – Den modige mig, var edderspændt på denne oplevelse som ventede os, men samtidig mærkede jeg den anden del af mig – Den mindre modige del af mig – Stritte imod og længtes hjem. Jeg stirrede ud i luften. Gud må vide hvordan sådan et fantastisk og ikke mindst udadvendt menneske, Laura, valgte at stifte bekendtskab med én som mig. En loner. Laura rykkede pludseligt tættere på, og lagde armen om mig. ”Hey, Anna, du koger altså ret meget. Det bliver sjovt – Tro mig. Og desuden var det dig selv, der sagde ja, da jeg spurgte dig. Du siger jo selv det er et bevis ikke? Et bevis på, at du er ved at blive voksen.” Hun lavede gåseøjne med hendes fingre ved ordet ”voksen”. Hun fniste. Jeg rullede med øjnene, og prøvede at lade være med at tænke på hjemvéen som helt sikkert ville komme til at præge den næsten uge af mit liv. Det havde aldrig været en hemmelighed at jeg altid havde været mors pige. Jeg måtte tage af sted. ”Kom nu, du fortryder ikke vel?” Jeg så på hende og smilede. ”Selvfølgelig ikke! Det er us against the world!” Vi lo begge to, og folk omkring os sendte os blikke igen. Jeg besluttede mig for at bryde stilheden. ”Nå, jeg vil altså tage mig én på øjet.” Laura smilede. ”Så vågner du måske op i Italien.”

 

Respons? Mere? :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...