Hidden from the memories •1D•

Den 18-årige Maya Anderson bor til dagligt i den egnelske by Oxford, hvor hun bor med sin mor og brødre. Maya og hendes brødre bliver inviteret på ferie hos deres bedsteforældre i Bradford. Hun ser enormt meget frem til turen, da hun længe har savnet synet af hendes bedsteforældre. Maya håber enormt på, at turen til Bradford vil live hendes liv lidt op. Hun har længe været plaget af en uendelig skyldfølelse fra en barndoms ven, som hun ikke har kunne slippe af med.
Vil turen til bedsteforældrene hjælpe, eller forværre hendes i forvejen ustabil tilstand? Og hvad sker der, hvis hun møder nye mennesker, hun ikke vil møde?

51Likes
98Kommentarer
9290Visninger
AA

7. Kapitel 6.

Jeg løb hen til huset, hvor min trygge familie befandt sig i. Jeg måtte væk fra dette kvarter. Jeg måtte finde et sted, hvor jeg ikke blev forstyrret. Jeg styrtede ind af den store dør til mine bedsteforældres hus. Jeg kiggede mig hurtigt omkring og fandt hurtigt, hvad jeg søgte. Trappen. Jeg havde ikke været her mere end et par timer, så jeg vidste slet  ikke hvor de forskellige ting var. Jeg havde endda nogle problemer med at finde mit værelse og badeværelset, der ellers lå meget centralt. Jeg greb fat i trappegelænderet og begyndte at sætte farten op. Jeg måtte krydse fingre for at mine rulleskøjter var blevet pakket. Jeg havde aldrig lært at cykle, men jeg havde lært at stå på rulleskøjter. Da jeg var kommet op for enden af trappen, kiggede jeg mig igen omkring. Der var fem døre. Hvilken var min? Jeg var møg forvirret i forvejen, så dette gjorde det ikke spor bedre. 

"Nummer  to dør" lød en stemme pludselig bag mig. Til mit held var det bare Daniel. Han stod med et forsigtigt smil og nogle uforstående øjne. Jeg nikkede kort, og satte kursen mod den tredje dør. Hurtigt åbnede jeg døren og fløj hen til min kuffert. Jeg kunne knap åbne kuffertens lynelås, så meget rystede jeg. Spørgsmål kørte rundt i hovedet på mig. Jeg rodede desperat i min kuffert. De skulle være her. Jeg havde efterhånden fået alt ud af min kuffert, uden jeg havde fundet dem. Jeg tog den sidste ting op af kufferten. Det mit uheld var det ikke mine rulleskøjter. Jeg smed i aggression trøjen fra mig og stormede ud af døren. Så måtte jeg bare løbe og håbe på det bedste. 

Jeg kunne mærke noget småt trille ned ad min kind; tårer. Jeg løb hurtigt ned ad trappen, og så til min forskrækkelse fem drenge stå og snakke med bedstefar. Da de hørte mig, rettede de hurtigt deres blikke op mod mig. De så alle forvirrede på mig. Mig der grædende og klodset kom løbende ned ad en trappe. Mit blik landede hurtigt på Liam. Det var jo på grund af ham, jeg opførte mig på denne  måde. Da han rettede sine øjne mod mine flygtede mine øjne hurtigt. Jeg rev hurtigt døren op og løb forbi dem.

"MAYA!?" Det var min bedstefar der råbte. Måske var det ondt, men jeg ignorerede ham. Jeg kunne ikke rumme mere. Ikke flere tanker. 

 

Jeg vidste ikke, hvor lang tid jeg efterhånden havde løbet. Jeg vidste bare, at jeg var kommet langt nok væk til at kunne stoppe mit intense løb. Jeg fandt en bænk ved en lille forladt lejeplads og satte mig. Jeg måtte få styr på mit liv. Mine tanker. Alt. Jeg lænede langsomt min forvirrede krop tilbage og lukkede stille øjnene. Jeg ville give tankerne frit spil.

Skulle jeg vise, hvem jeg var? Se min frygt i øjnene? Undgå Liam? Undgå Zayn? Flygte væk? Grave mig ned i et stort sort hul? Tage hjem? Sårer flere ved at lyve? ...

 

"Maya?" Jeg vågnede forskrækket fra mine tanker og så en dreng komme småløbende. Liam. Fuck. Fuck. Fuck. Fuck. Fuck. Fuck. Fuck. Fuck. Jeg trak hurtigt min hætte op over mit hoved og tog mine solbriller på. Jeg trak mine knæ op til min hage, så jeg kunne skjule lidt af min krop. Jeg var ikke klar til at snakke med drengen. Og hvad skulle jeg sige? 'Åh hej, jeg skred bare fra dig uden en egentlig grund. Håber det er ok' Nej vel? Jeg måtte bare holde min kæft. Skjule mig og ikke mindst min stemme. 

"Er du okay?" Han var kommet helt hen til mig og stod nu foran mig, så han blokerede for lyset. Jeg sagde ikke et ord. Jeg ville ikke sige et ord. "Må jeg sætte mig?" Han kiggede på pladsen ved min side. Jeg ville ikke være en led bitch og benægte ham en plads. Det ville ikke være fair. Fair? Snakkede JEG om at være fair? Jeg havde aldrig været det, så hvorfor starte nu? Det var som om der var to stemmer i mit hoved, der kæmpede mod hinanden. Jeg var blot et offer for alle deres spørgsmål og kampe. 

Uden et svar satte han sig. Han vendte sig lidt. Jeg kunne mærke hans blik på mig. Jeg drejede min krop væk fra ham, så han kun kunne se noget af mit røde hår og hættetrøjens ryg og hat. "Kærestesorger?" røg det ud af ham. Måske ville det være en idé, at svarer ja. For på den måde løj jeg jo ikke. For det var vel kærestesorger. Jeg nikkede kort. "Jeg kender det" sagde han igen. Ja, gu' kender du det da. Jeg udsatte  dig for dem. Jeg svigtede dig, skred fra dig, lod dig i stikken. Liam var præcis, som jeg huskede ham. Betænksom, venlig og ned på jorden. Jeg havde savnet ham over alt på jorden, men jeg vidste, at jeg ikke ville kunne se ham i øjnene. Det havde jeg så lige gjort. Og hvad kom der ud af det? Endnu mere dårlig samvittighed. 

"Måske kan jeg hjælpe dig med dine kæresteproblemer? Jeg har selv oplevet en del" Han snakkede stille og roligt. "Virkelig?" røg det ud af mig med en skinger stemme. "Ja, det har jeg. Men jeg er endt op med en skøn kære.." Et lyn fløj gennem min krop, og jeg rejste mig hurtigt op. Mine ben satte igen i løb og mine tårer fik frit løb. Skulle han til at sige kæreste? En stor knude i mit hjerte og mave voksede sig større og større, jo oftere jeg tænkte på hvad han lige havde sagt. Var han bare kommet videre? Sådan.. helt? Havde han glemt mig? Gemt mig? 

 

 

____________________________________________________

 

Hej dejlige mennesker, der læser denne movella. 

Først vil jeg lige sige tak for alle jeres dejlige kommentarer. Det varmer virkelig og holder mig i gang! Så tak. 

Dernæst ville jeg sådan ønske, at der kom nogle flere likes. Der er atten, der har sat denne movella på favoritliste, men kun fem har givet et like. 

Til sidst vil jeg lige informere jer om, at jeg tager til noget konfirmations-halløj med min familie fra i morgen, torsdag, til tirsdag. Der har jeg højest sandsynlig ikke tid eller mugelighed for at skrive. Men jeg regner dog med at skrive et kapitel i aften, så I ligesom bliver "mætte". Ok, dårligt formuleret. 

 

Køs møs Author. (-:

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...