Hidden from the memories •1D•

Den 18-årige Maya Anderson bor til dagligt i den egnelske by Oxford, hvor hun bor med sin mor og brødre. Maya og hendes brødre bliver inviteret på ferie hos deres bedsteforældre i Bradford. Hun ser enormt meget frem til turen, da hun længe har savnet synet af hendes bedsteforældre. Maya håber enormt på, at turen til Bradford vil live hendes liv lidt op. Hun har længe været plaget af en uendelig skyldfølelse fra en barndoms ven, som hun ikke har kunne slippe af med.
Vil turen til bedsteforældrene hjælpe, eller forværre hendes i forvejen ustabil tilstand? Og hvad sker der, hvis hun møder nye mennesker, hun ikke vil møde?

51Likes
98Kommentarer
9285Visninger
AA

24. Kapitel 23.

En mild følelse af sorg var til at mærke i mig, men jeg blev overfaldt af en anden følelse - vrede. Jeg var vred, såret, skuffet. Jeg følte mig brugt. Holdt ved nar. Ham jeg havde følt mig så tryg ved, havde spillet skuespil. Hans følelser var ikke ægte. Men det var mine. Det var derfor, det gjorde så ondt. Nok havde jeg ikke kendt ham længe, men han havde formået at få mig på andre tanker. Han havde fået gamle følelser frem i mig. Gamle følelser, jeg engang havde for Liam. Han stod og påstod, at han gjorde det for mig. Han påstod, at han var så helvedes betænksom. At han udelukkende gjorde det for min skyld. Det var dét, der ramte mig lige i hjertet. Han havde formået at ramme mig i hjertet, komme tæt på mig. Og så vælge han at flænse sit tag om mig ud. Langsomt og smertefuldt. Jeg havde fortjent, at blive såret. Men det burde være Liam, der havde såret mig. Som en hævn. Min krop, mit sind, min hjerne, mit hjerte. At var sløret. Jeg følte mig så tom for følelser, men alligevel var jeg prop fyldt med dem. Specielt vrede. Jeg var mere vred end aldrig før. Mit krop stod i flammer. Og de flammer skulle ramme ham. Ramme ham lige i hjertet, som han havde ramt mig. Ramme ham, så han blev usikker, bange, skræmt. 

Min krop skreg på, at jeg kig ind til ham. Indtil ham og kiggede ham dybt i øjnene. Men jeg kunne ikke. Jeg var frosset fast til gulvet, jeg lå på. Hvis jeg ville, kunne jeg stadig hører dereshøjlydte diskussion. Men det gjorde jeg ikke. Jeg lukkede alt ude. Mine øjne stod på hvidt gab og stirrede direkte ind i den hvide væg. En kold kulde-rejsende vind gled ind over min krop, hver gang hans navn blev nævnt i mit hoved. Jag følte mig så beskidt, brugt, trådt på, ynkelig, svar, såret og lille. Alt sammen på grund af én eneste person. En person der havde forvoldt mig mange problemer, men også fået mig til at føle elsket, tryg, speciel og måske endda glad. 

Jeg vidste hurtigt, hvad jeg ville gøre. For jeg havde gjort det før. Men dengang gjorde jeg det mode en, jeg holdt af. En der ikke havde såret mig. Dérfor fortrød og fortryder jeg den handling over for Liam. Men jeg ville ikke fortryde den overfor Zayn. Min plan var meget simpel; jeg skulle væk. Hurtigt. 

Jeg rejste mit blik og min krop. Jeg skulle ikke ind til ham igen, så jeg måtte finde en anden vej ud. En af de to døre, måtte vel føre ud. Der var to døre på samme størrelse, så jeg rejste mig og tog en tilfældig. Min ben rystede og mit blik var sløret. Men det måtte jeg tage mig af senere. Lige nu skulle jeg bare ud. Jeg åbnede forsigtigt døren for, at de ikke hørte mig. Inde i rummet stod en seng, et spejl og en komode. Og så var der selvfølgelig havedøren. Min flugtvej. Jeg lukkede hurtigt døren i, og gik mod havedøren, der skreg på mig. Den var hård at få op, men det lykkedes. Et vindpust mødte min krop, da jeg hurtigt åbnede og gik ud. Jeg vidste, at de ikke ville kunne se mig, så jeg gik bare med faste skridt ud af haven, over vejen og mod bedstes hus. De ville kunne se mig, da jeg gik over vejen, men jeg var ligeglad. Jeg skulle bare hurtigt ind. Ind i trygheden, hvor der ikke ville være drenge, der forvoldt mig problemer. 

Jeg hev hurtigt dørhåndtaget ned og gik direkte ind til bedstemor og bedstefar, der sad ii køkkenet. Små tårer gled ned af mine kinder, da jeg så dem. Jeg havde savnet dem. Dem der altid stod med åbne varme arme. Dem der aldrig sårede mig. Jeg var taget herhen for at være sammen med dem, og ikke Zayn. Jeg var taget herhen, for at få det bedre. Alle mine planer og tanker om denne tur var slået fejl. 

Bedstemor kom med åbnede arme mod mig, og holdt om mig. Jeg vidste, at hendes følelser ikke var skuespil. Jeg trak mig forsigtigt ud fra hende, så jeg kunne se dem begge. Jeg trak vejret dybt ned i maven, og sendte dem et bedrøvende smil. "Hvis der er nogle, der kommer og spørg' efter mig, så hver sød at sige, at jeg ikke er her" Jeg holdt en kort pause, for at se deres reaktioner. Bedstemor nikkede forstående, hvorimod bedstefar så forvirret ud. "Jeg har brug for at komme væk og være lidt alene" Inden jeg kunne nå at sige mere, åbnede bedstemor munden. "Du kan tage med drengenes taxa, når den kommer om nogle timer" Nu var det min tur til at se forvirret ud. "Jeg har også været ung, og haft problemer" sagde hun trygt, og sendte mig et smil. 

Jeg nikkede stille, og lod mit blik glide ned på gulvet. Jeg var flov. Flov over at jeg ikke kunne klare en ferie. En sølle ferie, havde forvoldt mig forfærdelig mange problemer, tanker og følelser. En hånd lod sig falde på min skulder. Jeg løftede hurtigt mit hoved, og mødte bedstemors betrygende øjne. "Gå op og pak. Jeg ringer til taxaen, og siger at den skal tage dig med hjem. Der kan du holde din mor med selskab" Holde mor med selskab? Hvad mente hun med det? "Din mor havde brug for at komme væk. Ferien forgik ikke helt planlagt" sagde hun og lavede et hurtigt nik mod trappen, som tegn på at jeg skulle gå op og pakke. 

Måske var det en forhastet beslutning, at tage væk. Flygte fra tingene igen. Men det lå i mig. Det var noget, der lå til min natur. Jeg var en kujon, der ikke kunne klare og løse sine problemer, det vidste jeg. Men hvad kunne jeg gøre? Intet. Det havde jeg ikke temperament, tålmodighed og mod til. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...