Hidden from the memories •1D•

Den 18-årige Maya Anderson bor til dagligt i den egnelske by Oxford, hvor hun bor med sin mor og brødre. Maya og hendes brødre bliver inviteret på ferie hos deres bedsteforældre i Bradford. Hun ser enormt meget frem til turen, da hun længe har savnet synet af hendes bedsteforældre. Maya håber enormt på, at turen til Bradford vil live hendes liv lidt op. Hun har længe været plaget af en uendelig skyldfølelse fra en barndoms ven, som hun ikke har kunne slippe af med.
Vil turen til bedsteforældrene hjælpe, eller forværre hendes i forvejen ustabil tilstand? Og hvad sker der, hvis hun møder nye mennesker, hun ikke vil møde?

51Likes
98Kommentarer
9292Visninger
AA

20. Kapitel 19.

Zayns læber. Mine øjne var lukkede, og det eneste jeg forstillede mig, var Zayns læber. Jeg sad endnu i Liams arme, og det eneste der plagede mine tanker, var Zayn. Jeg skænkede ikke Liam én eneste tanke. Hvorfor? Jeg sad hos ham. Jeg burde tænke på ham, og kun ham. Han fortjente mine tanker. Han fortjente, at plage min forvirrede hjerne. Men det gjorde han ikke. Han var en biperson, der var blevet parkeret nederst. Han ventede på mine tanker om ham, men det ville ikke komme. Lige meget hvor meget jeg prøvede, ville Zayn ikke forsvinde. Han var groet fast. Jeg svor, at jeg havde lyst til at rive min hjerne ud, råbe af den, trampe på den og få Liam derind. Det var ham, jeg skyldte mine tanker. Han havde været i mine tanker de sidste mange år, så hvorfor var han der ikke nu? 

"Jeg har savnet dig" Hans viskende åndedrag ramte mit øre, og det fik et stød til at gå gennem min krop. Hårrejsende. Mit hjerte begyndte at banke hurtigere og hurtigere. Jeg kunne ikke klare det. Ville ikke klare det. Måtte ikke. Det var som om, alle mennesker jeg havde mødt i løbet af de sidste dage, bare ville gøre mit liv lidt mere forvirrende end det var. Alle jeg så gav mig indtryk, der forvirrede mig. Deres ord, bevægelser, væremåder. Alt. Der var for meget at  holde styr på. For meget at tage stilling til. For mange at tænke på. 

Jeg skulle anstrenge mig meget, for at holde mine klynk inde. Jeg vidste, at jeg kunne holde dem inde. Jeg stolede på, at min krop ville holde dem inde. Min krop skulle lytte til mig. Det skulle den. Jeg ville ikke virke mere svag, end jeg var. Mere ynkelig. 

Jeg trak mig væk fra Liam. Væk fra hans betryggende arme og varme. Handlingen kom bag på os begge. Han kiggede på mig med et såret blik. Mit blik var tomt. Jeg var tom. Jeg vidste ikke længerer, hvad jeg skulle gøre. Før havde jeg idéer til handlinger, men jeg var tom nu. Jeg kunne ikke klare at sidde der længerer. Det kunne jeg ikke give Liam. Men jeg skyldte ham at blive. Jeg kunne ikke gå igen, selvom alt i mig skreg på at jeg gik. Gik så jeg kunne finde en løsning, en ren tanke, en idé. Bare noget. 

Min vejrtrækning steg, da han åbnede sin mund. Den blev åbnet få millimeter. Jeg vidste, at han kæmpede for at sige noget. Jeg vidste, hvad han ville sige. Eller nærmere spørge om. Han ville spørge, hvorfor jeg gjorde, som jeg gjorde. Jeg kendte stadig Liam. Selvom vi havde været adskilt, kendte jeg ham. Men han kendte ikke mig længerer. Jeg havde forandret mig. Jeg var engang den mest glade pige i verden. Den mest åbne og smilende pige i byen. Jeg var det modsatte nu. Jeg vidste, at han vidste det. Han vidste, at jeg havde forandret mig. Hvis jeg ikke havde forandret mig, ville jeg lige nu sidde og undskylde. Måske endda græde. 

"Hvor... hvorfor? Hvorfor, Maya? Hvorfor gjorde du det?" Jeg vidste, spørgsmålet ville komme, og jeg havde svaret. Men jeg vidste også, at han ikke ville forstå det. Det var hans hjerte for stort til. Men jeg vidste også, at han ville prøve at forstå det. Jeg var bare bange for, at han ville misforstå det. Bebrejde ham selv. Det var en ting, jeg ville undgå. Men jeg skulle svarer. Om det så skulle være sandheden eller en løgn. Jeg skulle svarer. 

Han blik borede sig ind i mig. Jeg kunne ikke tænke klart. Jeg trak vejret dybt ind og pustede det langsomt og lydløst ud. "Jeg.." Ordene forsvandt. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Skulle jeg forgæves prøve at forklare ham det? Nej. Jeg vidste, at han ikke ville forstå det. Men kunne jeg tillade mig at lyve? Efter alt det jeg havde gjort? Mine tanker kæmpede mod hinanden. 

Jeg åbnede mig mund. Klar til at fortælle ham sandheden. Jeg lukkede hurtigt øjnene, men det gled hurtigt op, da døren blev smækket. op. Liam vendte også sit hoved. I døren stod drengen med krøllet hår. Han så en anelse forvirret ud. "Liam, Danielle har ringet. Du må hellere ringe til hende hurtigt" En lettelse gled ind over mig krop, men også sorg. Jeg kom ikke ud med det. Mit blik gled ned i mine hænder. Jeg kunne mærke Liam bevæge sig, og før jeg vidste af det, var han væk. Væk. Hen til Danielle. Hvem hun var, vidste jeg ikke. Men jeg vidste, at han holdt af hende. Ellers ville han ikke gå. Han var typen, der kun gik fra samtaler og personer der var i gang med noget, hvis det var vigtigt. 

Jeg vidste dog, at han ikke ville lade mig slippe. Han krævede mere af mig, fordi han troede jeg kunne. Måske vidste han det. 

 

 

_________________________________________

OG'OG! Så vil jeg lige sige tusinde tak for alle jeres søde ord! Jeg er virkelig helt paf. Jeg ville ønske, at jeg havde overskud til at svarer på alle jeres kommentarer, men det har jeg ikke. Jeg ville inderligt ønske, at jeg havde. Men I skal vide, at jeg virkelig sætter pris på dem! Om jeg så svarer eller ej. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...