Hidden from the memories •1D•

Den 18-årige Maya Anderson bor til dagligt i den egnelske by Oxford, hvor hun bor med sin mor og brødre. Maya og hendes brødre bliver inviteret på ferie hos deres bedsteforældre i Bradford. Hun ser enormt meget frem til turen, da hun længe har savnet synet af hendes bedsteforældre. Maya håber enormt på, at turen til Bradford vil live hendes liv lidt op. Hun har længe været plaget af en uendelig skyldfølelse fra en barndoms ven, som hun ikke har kunne slippe af med.
Vil turen til bedsteforældrene hjælpe, eller forværre hendes i forvejen ustabil tilstand? Og hvad sker der, hvis hun møder nye mennesker, hun ikke vil møde?

51Likes
98Kommentarer
9290Visninger
AA

18. Kapitel 17.

Jeg blev trukket ind i et rum af Zayn. Han havde igen fat i mit håndled, så han kunne fører mig. I rummet, jeg nu befandt mig i, var fire personer. Jeg kunne se tre af dem. De stod alle i et hjørne. Den fjerde befandt sig lige foran mig.  Jeg kunne se hans ryg, da han sad i sofaen. Liam. Zayn slap mit håndled og pegede mod sofaen, der befandt sig foran den Liam sad i. Mit hoved og min krop var forvirret. Hvad ville de gøre ved mig? Da jeg med langsomme skridt gik mod den frie sofa, kunne jeg mærke alle fire drenges blik på mig. Jeg tænkte ikke videre over det, da mit hoved var fyldt med andet lort. Lort jeg ikke kunne finde rundt i. 

Jeg stoppede op foran sofaen, med ryggen til dem alle. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Skulle jeg sætte mig? Snakke til dem? Vende mig om? Løbe væk? Skrige og få alt min vrede og fortvivlelse  ud? Den sidste løsning var tiltrækende, men det kunne jeg ikke tillade mig. Ikke efter det jeg havde udsat dem for. De havde alle brugt tid og tanker på mig. Nogle mere end andre. 

"Bare sæt dig" kom det fra en stemme bag mig. En stemme der efterhånden havde sagt en del til mig i løbet af kort tid - Zayn. Jeg gav intet svar, jeg satte mig bare. Mit blik var fæstnet på gulvet. Et gulv, der gjorde, at jeg undslap blikke og spørgsmål med det samme. Det gulv var min redningsmand i nogle sekunder. Nogle dyrebare sekunder. "Maya?" Stemmen var rystende og usikker. Da ordene ramte mig, gik en strøm af følelser genneme mig. Minder, had, kærlighed, fortvivlelse, tilgivelse, samvittighed og mange flere. Min krop blev anspændt, tung og bange. Bange for hvad der ville ske.

Jeg trak vejret dybt ned i min mave, der efterhånden var blevet én stor smerteknude. Mit blik faldt tungt og skyldigt på Liam, der sad med spørgende, afventende og sørgmodige øjne. Da vores øjne mødtes, gik en lyn gennem min krop. Igen kunne jeg mærke små tårer trille ned af mine kinder. Jeg gjorde intet for at skjule det. Liam gjorde heller intet. Der var så mange følelser indblandet i det øjeblik, at ingen kunne stoppe tårene. Det var mening, at vi skulle græde. Men jeg kunne dog ikke bedømme, om det var glædes tårer og tårer af sorg. Mit blik blev sløret, så jeg kiggede hurtigt ned på mine hænder, der masserede hinanden. Et kort snøft undslap mine læber. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. En trang til at gå hen og kysse og kramme Liam, var stor i mig. Men jeg vidste, at jeg ikke kunne. Det kunne jeg ikke tillade mig. 

Jeg ville sige noget til ham. Undskylde, frem for alt. Men min mund og krop var lammet. Orden sad fast i min hals. De kunne ikke presse sig længerer op, så de kunne komme ud. Jeg kæmpede for at få ordene ud, men lige meget hjalp det. Jeg kæmpede en nytteløs kamp. Det samme gjorde Liam. Det kendte jeg ham godt nok til. 

"Så det er altså hende?" En stemme oplyste hele rummet med de ord. De havde været stilhed, indtil han dræbte den. Mit blik faldt hurtigt på en dreng med store krøller og et underligt blik. Det var ham, orden kom fra. Det var ham, der havde slået tavsheden ihjel. Jeg fjernede ikke mit blik fra drengen, men alligevel kunne jeg se, at Liam nikkede. Han vidste, hvem jeg var nu. Jeg havde skjult mig selv for ham nogle dage. Alt for kort tid. Jeg havde set frem til dette øjeblik, hvor jeg igen sad med Liam, men også frygtet det. 

"Hvis det virkelig er dig, hvorfor gjorde du det så? Lige meget hvor mange gange Liam har fortalt det, har ingen af os forstået det" Mit blik faldt på en dreng med brunt hår. Han så oprørt ud. Vred. Jeg sad tav, og kiggede bare på ham. Mit blik var tomt. "Svar os!" kom det igen fra drengen. Denne gang hård og højere. En vrede begyndte at dukke op i min krop. Jeg pressede mine øjne hård i for at undgå et sammenbrud eller raseriandfald. Min krop var fyldt med alt for meget, der pressede på. Det ville ud, men kunne ikke. Mine følelser skulle blive i min krop. Det ragede ikke nogle af de fire drenge, hvorfor jeg havde handlet, som jeg gjorde. Den eneste der fortjente en forklaring, var Liam. 

Jeg ville  give ham en forklaring på stedet, men det kunne min krop ikke klarer, når jeg også skulle tænke på de fire andre. Jeg ville ikke bryde sammen foran dem. Mit blik var hårdt, anspændt og fyldt af følelser. Det var stadig rettet mod drengen, der krævede en forklaring. En forklaring han ikke fik. Mit blik var gengældt. Dog uden så mange følelser.

"Jeg forstår ikke, hvordan du kunne sårer ham" Jeg forstod det heller ikke. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...