Hidden from the memories •1D•

Den 18-årige Maya Anderson bor til dagligt i den egnelske by Oxford, hvor hun bor med sin mor og brødre. Maya og hendes brødre bliver inviteret på ferie hos deres bedsteforældre i Bradford. Hun ser enormt meget frem til turen, da hun længe har savnet synet af hendes bedsteforældre. Maya håber enormt på, at turen til Bradford vil live hendes liv lidt op. Hun har længe været plaget af en uendelig skyldfølelse fra en barndoms ven, som hun ikke har kunne slippe af med.
Vil turen til bedsteforældrene hjælpe, eller forværre hendes i forvejen ustabil tilstand? Og hvad sker der, hvis hun møder nye mennesker, hun ikke vil møde?

51Likes
98Kommentarer
9281Visninger
AA

13. Kapitel 12.

Det gik langsomt op for mig, at jeg havde sagt ja til en umuglig opgave. Først skulle jeg finde rundt i Bradford, hvilket var en umuglig opgave, når jeg knap kunne finde rundt i vores hus. For det andet, så vidste jeg ikke, hvilken butik jeg skulle ind. Og sidst, jeg vidste ikke, om han havde betalt for det. 

Jeg stod nu udenfor vores hus, og prøvede febrilsk at få fat på Sam. Han svarede ikke på sms'er, og han tog den ikke. Det samme med Daniel. Jeg sukkede højlydt og slog mig ned på fortovskanten. Jeg skulle finde det skateboard. Jeg ville ikke skuffe ham. Ikke efter alt det han og Daniel, havde gjord for mig. Han havde længe plapret om et nyt skateboard af et bestemt mærke, men han kunne aldrig finde det rigtige. Og så når han finder det rigtige, så stopper hans egostiske søster det. Det var så typisk. 

Solen skinnede, så jeg greb fat om mine solbriller og tog dem på. En stor sort bil kom kørende. Den kørt ikke forbi mig, men stoppede foran Zayns hus. Ud steg fem drenge. De samme, som jeg løb fra i går. Var det dem, Zayn var i et band med? I morgen.Orden fløj gennem hovedet på mig, da jeg så Zayn. Med de ord havde jeg vel egentlig sagt, at jeg ville forklarer ham alt i morgen. Eller retter sagt i dag. Ville jeg det, eller var det bare en undskyldning? Det var bare en undskyldning. Selvfølgelig var det det. 

Jeg rejste mig hurtigt op og gik med faste skridt mod huset. "Maya?" Zayns stemme lød bag mig. Jeg ignorerede den. Jeg havde ikke hørt den. Vel? Nej, det havde jeg ikke. Jeg tog fat i dørhåndtaget, åbnede døren og gik hurtigt ind. Døren blev hurtigt lukket, og jeg løb mod mit værelse. Da jeg kom ind på værelset, l'b jeg hurtigt hen til vinduet. Derfra kunne jeg se ud på Zayn, hans venner, bilen og deres hus. Jeg kunne se, at Zayn snakkede med to af drengene. Så begyndte Zayn pludselig at gå mod vores hus. Nogle træer stod i vejen, og jeg kunne ikke se ham mere. Havde jeg låst døren? Jeg kiggede mig hurtigt omkring, for at finde en flugtvej, et gemmested eller en anden undskyldning. 

Jeg kunne hører trin på trappen. "Maya? Hvor er du?" Det var Zayn, der kaldte. Jeg kiggede desperart rundt efter et gemmested. Jeg kunne gemme mig under sengen! Jeg løb forsigtigt og stille mod sengen og kravlede ind under den. Nu skulle jeg bare være helt stille. "Maya?" Der blev banket på døren til mit værelse. Jeg kunne svagt se, at den blev åbnet et par centimeter. "Maya?" Jeg holdt vejret. Mit hjerte bankede afsted. Det skulle ikke undre mig, at han fandt mig ved lyden af mit hjertes galoperende lyd. Døren blev lukket igen, og der blev stille. Jeg ville ikke kravle ud endnu. Hvis han nu kom tilbage. Jeg ville først komme ud, når jeg havde kørt hoveddøren smække i. 

Et smæk lød under mig. Han var gået. Jeg kravlede hurtigt ud fra mørket. Da jeg kom op og stå, var mit tøj en anelse gråt og hvidt af støv. Jeg børstede det hurtigt af mig, inden jeg med tøvende  skridt gik mod vinduet. Jeg ville lige tjekke, om han stadig var der. Til mit held var der ingenting at se, så jeg begav mig mod stuen. Da jeg kom ned i gangen lå en lille seddel på det lille bord. "Du glemte din mobil på fortorvet. Kunne ikke finde dig. Zayn" Under det lille papir lå min mobil. Hvordan kunne jeg glemme den? Og havde jeg virkelig taget den med ud? En lille vibration kom fra mobilen, der lå i min hånd. 

#Skriv lige,  når du har fundet din mobil. Jeg vil være sikker på, at der ikke er sket noget. Zayn# Et smil formede sig på mine læber, da jeg igen læste beskeden op i hovedet. Han ville være sikker på, at der ikke var sket noget. Sket mig noget. Det gjorde mig helt var indeni, at han gad tænke og bekymre sig om mig. Men det gjorde mig også en anelse irriteret. For han skulle ikke bekymre sig om mig. #Har fundet den# svarede jeg kort tilbage. Jeg vidste, at det nok undrede ham, at jeg svarede så hurtigt, når han jo ikke har kunne finde mig. En lille vibration kom igen fra mobilen. #Det var hurtigt.. Du skriver bare, hvis du har brug for hjælp#Brug for hjælp? #Brug for hjælp?#Hvad skulle jeg have hjælp til? Intet.

Jeg løsnede grebet om mobilen en anelse og slukkede den. Jeg havde ikke lyst til at forklarer eller hører forklaringer lige nu. Jeg ville bare have lidt ro. Stilhed, ro og tanketid. Jeg måtte finde en løsning på alt, og den skulle ikke være fuldstændig ondsvag. Noget realistisk. Men hvad? Det havde jeg ingen idé om. 

Jeg gik med tunge skridt ind i stuen og kastede mig i sofaen. Jeg ville ikke gå nogle  steder, før jeg havde fundet en løsning. Alligevel rejste jeg mig for at hente min musik. Ikke engang det lille løfte kunne jeg holde. Jeg var ynkelig, svag og dum. En klump i halsen voksede, og jeg kunne mærke en smerte i mine øjne. Jeg trak vejret dybt og ignorerede det. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...