Glasmedusa

Cathy er på vej til sin skole for psykisk let ustabile unge. Hun støder ind i nogle store drenge, der prøver at tage hendes penge, men kommer ved et uheld til at forvandle dem til glas, og de går i stykker.
Det hele bliver dog lidt bedre, når den let mystiske mekaniker Joe kommer og hjælper hende, men hun får hurtigt nogle følelser for Joe, som hun hellere ville være foruden.
Hun indser at hun er bedre tjent uden hendes plejeforældre, og de bliver dernæst et barn fattigere.
Og oven i alt det rod skal hun også tage stilling til sine nyopdagede kræfter, hun ikke engang tror helt på selv.

0Likes
1Kommentarer
832Visninger
AA

1. Ren morgenhygge

Jeg mærker hans ånde mod min nakke. Han knuger mig ind til sig. Han er forpustet.

"Cathy, uanset, hvad der sker nu, skal du fortsætte! Du skal fortsætte og love at du aldrig ser dig tilbage! Aldrig nogensinde! Lover du det? Følg med Joe!"  Han vender hovedet mod Joe, der står bagved os og tripper, "Og du passer på hende, uanset, hvad der sker okay?"

"Det skal jeg nok, mester!" Svarer Joe men sin lettere koreanske accent og teenage attitude, "Af hele mit hjerte!"

Jeg ved bare, at det aldrig kommer til at ske. Han vil nemlig bare sende mig til en plejefamilie og leve sit eget liv.

"Cathy! Du skal op nu!" En fjern, hæs stemme river mig tilbage til virkeligheden. Den grå, kedelige virkelighed. Jeg sætter mig op og gnider søvnen ud af øjnene. Jeg trækker silkeforhænget fra min seng.

"Jeg er på vej!" Råber jeg, så højt jeg kan, mens jeg trækker i et par mørke jeans og en stribet, løs t-shirt. Jeg sætter mig hen til spejlet og reder mit hår op i en knold. Jeg finder et par fede øreringe og tager dem i. Jeg tager deo på og skynder mig ned af trappen. På anden etage banker jeg hurtigt på både min storesøster og storebrors dør inden, jeg spæner resten af vejen ned til første. Jeg er kun lige nået hen til trappen, før jeg hører en lyd, der umiskendeligt lyder, som når man smider en sko megt hårdt på døren. Jeg skynder mig videre,  jeg når til sidste trin inden stueetagen, stikker min søster hovedet ud af sin dør.

"Din lede mide! Hvor mange gange har sagt, at du ikke skal gøre det, når jeg sover? Du får hævn den dag, du skal møde sent!" hvæser hun ned til mig. Hun tramper tilbage til sit værelse. Og smækker døren. Jeg ler af hendes reaktion. Jeg får tit meget mere at vide om, hvor led jeg er eller bliver kaldt noget meget mere imponerende end mide. Jeg fortsætter ud i køkkenet. jeg får et afmålt nik af min plejefar, der sidder og læser avis med en cigar i munden. Min plejemor sidder ved siden af og sender små, onde blikke mod hans cigar indendørs.

"Godmorgen, lille skat." Siger hun koldt med opmærksimheden rettet mod sin te.

"Hm." Siger jeg som svar. Jeg hiver nogle cornflakes frem fra toppen af skabet og hælder dem i en skål med mælk og sukker på. Jeg snupper et glas i det hvide skab og hælder juice i. Jeg rynker på næsen af cigarrøgen, han puster ud i rummet. Jeg sætter mig hen til bordet og spiser morgenmad i stilhed. Ingen af os siger noget, men det er på an eller anden måde ikke akavet. Det er nok, fordi det er sådan her næsten hver morgen.

Ren morgenhygge!

Jeg spiser færdig i en fart og smutter så ud igen. jeg finder min taske, jeg pakkede igår og skynder mig så ud af døren. Skolen hedder Elwrights skole for forstyrrede unge, men det er mest af alt nogenlunde almindelige, der går der.

Jeg svinger rundt om hjørnet og fortsætter hen til skolen. Jeg går mod indgangen, men dér står bøfflerne. En gruppe på cirka syv niendeklasser, der ofte spærrer for hovedindgangen. Dér står de så og afpresser de mindre for deres kantinepenge. Egentlig nok til at blive bortvist fra skolen, men de har en utrolig tendens til, at være rigtig flinke, når der er lærere i nærheden.

Jeg bukker hovedet og stirrer kun på jorden foran mig, mens jeg går med taktfaste skridt forbi dem. Jeg tager i dørhåndtaget, da jeg mærker en hånd på min skulder.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...