Husker du...?

Vi må alle se fortiden i øjnene en dag. (For One-shot konkurencen)

28Likes
22Kommentarer
1718Visninger

1. Husker du..?

Stakåndet hev du efter vejret, mens du stoppede dit hektiske løb. Du var træt af at forsøge at flygte. Det nyttede alligevel ikke noget. Gadelygternes blege lys gav den tomme park et spøgelsesagtigt skær, men du bemærkede det ikke. Din opmærksomhed var vendt mod noget andet. Mod hende.

Du kunne tydeligt se hende nu. Den lille barnekrop i den mørke, slidte kjole. Det mørke hår. Det blege ansigt, der var halvt gemt i skygger. De store tomme øjne, der lyste op med samme farve som månen. Det meningsløse smil, der viste sig på de hvide læber. Gadelygternes blege lys gik lige igennem hende. Hun havde ændret sig så meget siden den dag. Den dag hvor det skete.  Men var der noget at sige til det? Du ville jo næsten være mere overrasket, hvis hun stadig bare lignede sig selv.

”Hvad vil du?” spurgte du hende, men kendte godt svaret.

Hun smilte bare med sit tomme smil. Lagde hovedet let på skrå. Du trådte et par skridt tilbage. Dine hænder var knyttede, og du mærkede dine negle bore sig gennem dine håndflader. Selvfølgelig vidste du hvad hun ville. Du viste godt hvorfor hun var vendt tilbage for at jage dig. For at tage den hævn hun sikkert længe havde ventet på.

Dine øjne søgte langsomt mod den blottede hals. Et langt hvidt ar var tydeligt aftegnet på siden af halsen. Du kunne ikke tage øjnene fra det.

”Husker du den dag jeg forsvandt?” spurgte hun. De månefarvede øjne holdt nøje øje med dig. Du nikkede stille. Anspændt. Selvfølgelig huskede du den. Du huskede hvordan alle folk havde ledt efter hende, men du intet havde sagt. For selvfølgelig havde du vidst hvor hun var. Det vidste du jo altid.

”Husker du også hvor jeg var?” spurgte hun. Igen måtte du nikke. Du kunne ikke tvinge et ord gennem den sammensnørede hals. Du huskede også da de havde fundet hende. Død. Tilsølet i sit eget blod. Det skulle jo bare have været en joke. Hverken du eller de andre havde tænkt jer at det skulle komme så langt som det gjorde. Men det gjorde det. Og derefter var der intet at gøre. I havde holdt jeres skyld hemmelig, i frygt for de konsekvenser der ellers ville komme.

Dig og de andre. De andre der nu også var væk.

Hun smilte sit lille triste smil, som om hun tænkte det samme som du. ”Ved du hvad?” Spurgte hun dig. Du rystede dit hoved. Panik voksede. Jo, du vidste godt hvad. Hun fortsatte. ”Jeg synes vi skulle prøve at tage os en togtur. Eller endnu bedre: Lad os tage hen og se på togbanerne.  Hvad med at se tunnellerne? Var det ikke dem du lovede at du ville vise mig?”

Du stirrede rædselsslagen på hende. Ude af stand til at røre en muskel. Du havde vidst at dette ville komme. Du ville ende ligesom dine gamle venner. Ligesom hende. Engang havde I faktisk været okay gode venner dig og hende. I plejede altid at rende rundt sammen, dengang hun stadig levede. Men som tiden gik, blev du træt af hende. Du begyndte at få nye mere interessante venner, som alle syntes at hun var lidt af en taber. Du begyndte at synes at hun klistrede sig op til dig, og du blev mere og mere irriteret på hende som dagene gik. En dag var dig og dine venner blevet enige om at lave lidt sjov med hende. En lille uskyldig spøg af den klassiske slags. Du sagde til hende at du ville mødes med hende ved en af togtunnelerne lige udenfor byen. Simpelt nok kom du bare ikke. Brændte hende af på den klassiske måde.

Du vidste bare ikke dengang hvad der ville ske. Du vidste ikke at dine handlinger havde konsekvenser. Store konsekvenser.

Naiv som hun var kom hun. Hvad der helt præcis skete der ude ved tunnellen vidste du ikke. Du viste bare at de flænsede rester af hende var blevet fundet på togskinnerne derude. Om det var et uheld, eller om hun selv var sprunget ud foran toget vidste ingen. Noget ved hendes triste smil fortalte dig at hun heller ikke selv viste det.

Noget du vidste, var dog at dine venners sønderrevne lig et efter et, var blevet fundet nær den tunnel. Og at det snart var din tur.

Hun trådte frem mod dig. Du var lammet af skræk. Dine ben var følelsesløse.

Hun rakte en lille spinkel hånd frem mod dig. Lagde den på din rystende skulder. ”Kom,” sagde hun stille.

Den grå gade forsvandt. Gadelygternes lys blev væk. Et kort øjeblik var alt du kunne se de månefarvede øjne.

Så stod I pludselig der foran den dybe tunnel. Hun slap din skulder. ”Det var her, ikke?” spurgte hun.

Du nikkede hæst. ”Jo, det er her,” var dit svar.

Hun var stille et par sekunder, men kun et par. ”Godt så,” lød hendes triste stemme.

”Hvorfor?”

Hvorfor ikke?”

Noget inden i dig forstod, men resten gjorde ikke. Resten ville flygte. Løbe langt væk fra det her sted. Langt væk fra hende. Men du havde allerede løbet for meget. Det var slut med at flygte, det var du klar over. Desuden ville det være nyttesløst.

”Vil du få fred efter dette?” spurgte du hende.

Hun tak på de spinkle skuldrer. ”Det ved jeg ikke”.

Du så på hende mens du ventede på det lille lys i det fjerne, der stille kom nærmere. På den dunkende lyd fra toget, der bevægede sig mod jer fra langt borte af. Så det var sådan det skulle ende. Smilet var forsvundet. De triste øjne genkastede lyset der nærmede sig.

Du fjernede blikket fra hende og vendte det i sidste øjeblik mod lyset der blev skarpere og skarpere, mens det optog hele dit synsfelt. Et øjeblik var hele verden omgivet i et funklende hvidt lys. Så forsvandt lyset og efterlod din verden i mørke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...