Isabel

Mit bud på en one-shot gyser. Mere siger jeg ikke..

7Likes
9Kommentarer
1240Visninger

1. Isabel

Det var et stort hus. Et stort og gammelt hus, med en kæmpestor tilgroet have. Mine forældre købte huset af et venligt gammelt ægtepar hr. og fru Maxwell, som skulle på plejehjem. De var meget gamle og kunne ikke længere passe det store hus, de havde heller ingen børn til at passe på sig.

Bag haven lå en stor sø. Jeg gik ikke derned, men fra husets vinduer kunne jeg se det stille sorte vand, omgivet af høje tynde træer og stikkende buskads. En svag gysen gik gennem min krop, jeg kunne ikke lide den sø.

Dagen efter vores ankomst skulle vi i gang med at gøre huset i stand. Jeg hjalp min far med at male, mens min lillebror Jacob gik ud for at udforske det nye område. Hen under eftermiddagen kom han ind, med et smil på munden og røde kinder.

”Hvor har du været?” Spurgte jeg.

”Nede ved søen,” svarede Jacob, ”Jeg har fået en ven, en pige. Hun var nede ved søen da jeg kom. Vi har leget sammen.”

 

Næste dag var Jacob igen ude at lege med sin veninde hele eftermiddagen.

Om aftenen var jeg alene hjemme med Jacob. Selvom klokken ikke var meget mere end halv 6, var det allerede ved at blive mørkt. Det var også koldt udenfor og vinden ruskede i de nøgne træer rundt om huset.

Jeg sad i stuen og lavede lektier, mens Jacob legede med nogle biler på gulvet, da det bankede på døren. En svag banken, der blev højere og højere. Undrende gik jeg ud i den kolde hall og skyndte mig at tænde lyset. Jeg kunne mærke mit hjerte begynde at slå hurtigere. Jeg åbnede døren.

En lille pige stod udenfor. Hun var omkring Jacobs alder, lille og tynd, og iført en lidt mærkelig kjole. Hendes lange mørke hår hang ned i ansigtet, og det varede lidt før det gik op for mig at det var vådt. Hun var våd. Hendes hår og kjole, det hele var fuldstændig gennemblødt. Hun lignede en der lige var trådt ud af en bruser, eller havde været ude i kraftigt regnvejr. Det underlige var bare at det slet ikke regnede.

Pigen så op, hendes ansigt var smalt og meget blegt, og hendes store øjne så matte og grålige ud.

”Isabel!” Udbrød Jacob bag mig.

Pigen lyste op i et smil da hun så ham.

”Det er Isabel” Forklarede Jacob glad, ”Det er hende jeg har fortalt dig om, min nye veninde.”

”Må jeg komme ind?” spurgte pigen forsigtigt, og jeg lod hende komme ind.

”Hvorfor er du helt våd?” spurgte jeg undrende, ”Du må da fryse, skal jeg ikke hente et håndklæde?”

Jeg gik ud på badeværelset for at hente et håndklæde til den stakkels pige, men da jeg kom tilbage var både hun og Jacob væk.

”Jacob?” råbte jeg. Hvor var de gået hen? Jeg begyndte at lede efter dem.

”Jacob?” kaldte jeg igen, men ingen svarede. Da jeg gik forbi trappen til kælderen synes jeg, at jeg hørte skridt og stemmer dernede. Kælderen? Hvorfor skulle de være gået i kælderen?

Jeg havde ikke været der før. Det havde Jacob heller ikke. Så hvorfor skulle de gå derned nu? Jeg så ned ad den stejle trappe. Der var mørkt dernede. Mørkt og koldt.

”Jacob?” min stemme lød lille og usikker. Den gav genlyd mod de fugtige vægge. Ingen svarede. Tøvende tog jeg et skridt ned ad trappen. Fumlede i mørket indtil min hånd ramte et spinkelt gelænder. Jeg klamrede mig til det, mens jeg langsomt gik videre. Længere nede kunne jeg se et svagt lys fra et andet kælderrum.

Mit hjerte bankede helt oppe i halsen. Jeg kunne høre mit eget åndedrag, hurtigt og gispende.

Da jeg kom ind i rummet så jeg at lyset kom fra en enkelt nøgen pære i loftet. Selvom lyset var svagt kunne det nogenlunde oplyse det lille kælderrum. Det lignede et opbevaringsrum, hvor en masse gamle ting var stuvet sammen. Ting fra et børneværelse, gik det op for mig. En gammel tremmeseng, gamle bøger, og en masse gammeldags legetøj.

Pludselig så jeg en dør blive åbnet i et af rummets mørke hjørner, og nogen smuttede ud. Jeg nåede lige at se et glimt af Jacobs lyse hoved, inden døren lukkedes. Lyden gav højt genlyd i kælderen.

Jeg ville løbe efter Jacob og Isabel. Jeg gik hen mod døren, men snublede over en lille skammel. Jeg rejste mig fortumlet, og skulle lige til at fortsætte, da mine øjne fangede noget på et lille bord ved siden af. Et avisudklip. Jeg tog det op i hånden. Et falmet gulligt udklip af en gammel avis. Overskriften lød: ”Tragisk dødsulykke.” Halvdelen af siden var dækket af et stort sort-hvid foto.

Jeg holdt avisudklippet hen under lyset for at se. Billedet forestillede en lille spinkel pige. Hun havde langt mørkt hår, og store blå øjne. Hun smilede. Med et chok gik det op for mig at det var Isabel.

 

Tragisk dødsulykke.

Isabel Maxwell led en tragisk skæbne søndag den 3. oktober 1951. Den kun 7 årige pige var gået alene ned til søen bag familiens have, da hun faldt i det dybe vand og druknede. Der var ingen andre til stede, men politiet slår fast at pigens død var en ulykke. Forældrene hr. og fru Maxwell er i dyb sorg.

 

Der var stille i kælderen. Alt for stille. Det eneste jeg kunne høre var mit eget gispende åndedrag. Jeg havde kun læst artiklens underrubrik. Jeg behøvede ikke læse mere. Kunne ikke læse mere. En kuldegysning strømmede gennem min krop. Koldsveden løb ned over min pande. Isabel. Den lille våde pige. Den pige jeg havde lukket ind i huset. Var druknet for mere end 50 år siden!

Al logik sagde mig at der måtte være tale om en fejl. En misforståelse. Og jeg ville så gerne tro på det. Men jeg kunne ikke. For det var ingen misforståelse. Isabel var død. Og lige nu var hun sammen med min lillebror. Da dette gik op for mig gik der en skælven igennem min krop. En kold og klam fornemmelse sneg sig ind på mig. Jeg rystede.

Panikslagen styrtede jeg ud ad døren. Ud i mørket. Jeg knugede avisudklippet i hånden.

Døren førte ud i haven. Det var blevet mørkere udenfor. Skyerne lå som et tungt mørkt tæppe over himlen. Jeg løb. Hurtigere end jeg nogensinde havde løbet før. Den kolde luft rev i mine lunger. Instinktivt vidste jeg hvor jeg skulle løbe hen. Mine ben bar mig helt af sig selv. Ned til søen. 

”Jacob!” skreg jeg. Min stemme var høj og skinger. Fuld af panik. Jeg skreg igen. Blev ved med at skrige. Selvom jeg ikke fik noget svar.

Jeg nåede søen. Det mørke vand lå helt stille. Som et stort sort spejl. En grå dis havde lagt sig over søen. Som en underlig tåge.

”Jacob!” hviskede jeg hæst. Jeg havde ikke luft til at skrige mere. Mine lunger var tomme.

Og der. Midt ude i søen. Midt ude i den tågede dis. Stod Jacob og Isabel. Jeg så kun deres silhuetter svage og utydelige. Omsluttet af tåge.

Jeg begyndte at gå ud i vandet uden at tænke over det. Uden at tænke overhovedet. Vandet var koldt som is. Det gennemblødte mine bukser. Jeg rystede og skælvede. Men jeg fortsatte.

Søen var dyb. Jeg stod hurtigt i vand til livet. Jeg så op. Forsøgte at se hvor Jacob var. Men han var væk. Der var ikke andet end tåge.

”Jacob!” Jeg kastede mig fremad. Ville ikke give op. Måtte finde Jacob.

Jeg snublede. Faldt. Gispede efter luft. Det kolde vand gennemborede min krop. Mine lunger. Jeg sprællede. Sparkede. Men vandet havde fanget mig. Og så… Mørke.

 

Det er længe siden nu. Jeg holder ikke længere styr på dagene, årene. Det holder man op med efterhånden.

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...