Farlig

16-åriget Katrina bliver i sidste sekund reddede fra at blive kørt ned. Drengen der reddede hende vender en dag tilbage i hendes liv, og Katrina er besat af at lærer ham at kende. Hun føler sig tiltrukket af ham, men samtidig ved hun, at han også er farlig.
De er slet ikke ens, og kommer for to forskellige verdener. Alligevel bliver Katrina mere og mere opsat på at være sammen med drengen der reddede hendes liv. Hvilket hendes familie og venner, ønsker en stopper for.
Han er alt for farlig for den stakkels lille søde Katrina.

7Likes
22Kommentarer
1249Visninger
AA

3. Brune øjne

 

”Hallo! Katrina!” råbte Rosie. Jeg kiggede over på hende. ”Skal vi køre eller hvad?” spurgte hun utålmodigt.

Jeg løftede hovedet igen, og kiggede over mod drengene ved muren, men drengen med de brune øjne havde vendt sig væk, og stod nu med ryggen til mig. Med et suk åbnede jeg døren og satte mig ind foran rettet.

Jeg startede bilen og kørte forsigtigt af sted. Vi kørte forbi drengene, og ud af øjenkrogen så jeg de brune øjne kigge i min retning. Den mærkelige følelse af varme og kulde skød gennem min krop. Hvem var han? Vi kørte af sted gennem skoven som førte til den del af byen hvor vi begge boede. Rosie snakkede om alt og intet, mens vi kørte, og jeg lod som om jeg hørte hvad hun sagde.

Efter ti minutter parkerede jeg i hendes indkørsel. Hun åbnede døren og steg ud.

”Kommer du med ind i dag?” spurgte hun. Jeg rystede på hovedet.

”Nej, jeg skal have ordnet nogle lektier,” sagde jeg og smilede skævt. Hun nikkede og vendte sig for at gå. Jeg så efter hende da hun gik op mod hoveddøren, med sit lyse hår svingende efter sig. Et øjeblik fortrød jeg, at jeg ikke var gået med hende ind. Nu hvor jeg var alene, var det næsten umuligt ikke at tænke på drengen. Bare jeg dog vidste hvad han hed.

 

Da jeg var kommet hjem gik jeg i krig med lektierne, men selv ikke det kunne få mig til at holde op med at tænke på drengen. Da min mor kom hjem spurgte hun om jeg havde haft en god dag, og jeg sagde at det havde jeg. Som sædvanligt hørte hun kun ordene og ikke mit tonefald. Hvis hun havde kigget på mig og været interesseret i mit svar vil hun måske havde opdaget, at ikke alt var som det skulle være. Men det gjorde hun ikke, og sådan havde det været længe.

Siden mine forældre gik fra hinanden, havde min mor befundet sig i en slags boble, hvor ingen kun trænge ind til hende. Hun stod op hver morgen, spiste, arbejdede, kom hjem, og sov.

Hvis jeg en dag kom hjem, med kort klippe hår og havde farvet det pink, vil hun ikke gøre andet end at kigge op mig, og intet se. Min far derimod var meget anderledes. Han boede nogle kilometer fra byen, med sin nye kæreste. Når jeg havde tid kørte jeg ud og besøgte dem.

Siden han forlod min mor, han min far været utrolig glad og lykkelig. Han havde givet min mor skylden for alt det der gik galt i deres ægteskab. Økonomien, min bror Trays dårligere karaktere og alt hvad der ellers var at brokke sig over. Men efter han mødte Naomi, hadve han smilet næsten uafbrudt. Naomi er meget sød og jeg holder meget af hende. Hun er en god mor for min lillesøster Zoey og så længe hun gør min far glad er hun den rigtige. Jeg ser hende selv som min reservere mor. Hun har været der for mig alle de gange min egen mor ikke har.

Jeg overvejede engang at flytte ud til dem, i stedet for at bo i byen hos min mor, men jeg vidste at hun vil bryde sammen hvis jeg gjorde, så jeg valgte at blive her. Men hvis jeg kom hjem til min far, ville han straks fornemme hvis der var noget galt, og han ville ikke stoppe med at spørge mig, før han havde fundet ud af hvad der plagede mig.

Hvis jeg havde brug for at græde og blive trøstet var der min far og Naomi jeg først kørte ud til – altså efter Rosie.

 

Da aften faldt på ringede Rosie til mig.

”Hallo?” sagde jeg.

”Du er nødt til at komme her over hurtigt!” vidnede hun.  

”Hvad sker der?” spurgte jeg og holdt mobilen et godt stykke væk fra øret.  

”Jeg siger det når du kommer!” sagde hun inden hun lagde på.  

En smule irriteret gik jeg i gang med at trække jakke og sko på. Jeg råbte til min mor at jeg gik ud, og som forventet, havde hun ingen indvendinger. Da jeg havde sat mig ind i bilen og bakket ud af indkørslen, begynde en let sne at flade. ”Typisk,” mumlede jeg og satte vinduesviskerne til at køre. Siden ulykken havde jeg været rædselsslaggende for sne. Jeg afskyede at kører i det, og kiggede mig altid for tyve gange inden jeg gik over vejen, hvis jeg var ude at gå. Efter fem minutters kørsel, begyndte bilen at hoste og hakke. Efter få meter stoppede den helt op.  

”Nej!” jeg hamrede hånden ned på rattet. ”Din dumme møgspand!” råbte jeg hidsigt.  

Jeg kiggede ud af vinduet. Sneen faldt så tæt at jeg havde svært ved at se hvor jeg var. En ting var dog sikkert. Hvis jeg ikke fik starten bilen i en fart vil jeg sne fast her. Fortvivlet gemte jeg ansigtet i hænderne, men så hurtigt op da nogle bankede på ruden.

Et par brune øjne så ind på mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...