Lad os lege en leg

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 apr. 2012
  • Opdateret: 26 apr. 2012
  • Status: Færdig
En meget kort one-shot gyser :) På engelsk: http://www.movellas.com/da/book/read/201204252228303700

14Likes
19Kommentarer
1994Visninger
AA

1. Alene i mørket

Lad os lege en leg Lily. Ligesom i de gamle tider, kan du huske?

Kælderen er mørk og fugtig. Hvordan er jeg kommet herned? Nu ser jeg den, en æske chokolade, ved siden af døren. Den æske Merci chokolade jeg skulle ned at hente. 

"Jeg skal nok hente den mor, er tilbage om to sekunder!"

 De er oppe. Mor, far og Anthony. Kan de ikke høre stemmen? Svaret, som jeg allerede kender, er nej.

Det kan de ikke. Døren er lukket, og kælderen er så godt isoleret,at du ikke kan høre noget fra oppe. Fantastisk idé, far. Helt fantastisk. Hvis jeg er hurtig nok, kunne jeg så nå hen til døren? Hvis jeg skriger, ville min familie høre det, og løbe ned for at hjælpe? Eller vil det give min position væk, mellem stakke af gamle ting fra min baby tid?

Jeg trækker vejret i korte stød, da jeg prøver at bevæge mit ben, som sidder fast i en barnevogn. Jeg exhalerer så stille som muligt, mens jeg gnider lidt på hudafskrabningen. Der er lidt blod på min finger, og jeg dækker min mund med min anden hånd. Selvfølgelig var det mig der skulle ende i en kælder. Sikkert den eneste i 16 km radius med blod fobi. Det er meget lidt blod, næsten ikke til at se i mørket, men jeg dækker alligevel min mund med hånden, så jeg ikke hyperventilerer,

Kom så, Lily. Hvor er du?

Hendes stemme river mig væk fra mine tanker, og fjerner fokus fra de små dråber blod. Jeg føler tårer rende ned af kinden på mig. Der er ingen ord, til at beskrive min frygt.

Jeg får et til schock, da jeg ser en silhouette bag nogle flyttekasser. På grund af chocket, placerer jeg mine hånder på gulvet, for at komme op. Lyden jeg laver, ved at trække mig selv op i siddende position, går ikke ubemærket over Cecilias hovede.

Pludselig er din bedste veninde ikke god nok til dig?!

Hun snerrer ordene. Jeg er tilbage i fosterstilling. Dråber af sved lander på min kind, og bliver blandet med mine tårer. Det her er sikkert rette øjeblik for at råbe om hjælp, siden Cecelia kommer langsomt tættere på og ved hvor jeg er. Men jeg kan ikke. Min hals er snørret sammen.

Jeg har fundet dig, Lily...

Hun er tæt nok til at jeg kan se hendes ansigt. Hun ser manisk ud. Hendes øjne glimter, og hendes læber er trukket i et sukkersødt smil af ondskab. I hendes hånd holder hun en simpel slagterkniv.

Jeg håber du er glad nu Lily! Med dine nye venner, på dit nye gymnasium!

Vær nu sød..

Var alt der slap gennem mine læber. Jeg hulker nu, og ser sikkert lige så dårlig ud som jeg føler mig.

Hvorfor?

Jeg ved ikke om jeg spurgte for at gøre hende langsommere, eller fordi jeg faktisk var interesseret i at vide hvorfor. Jeg indrømmer, at vi til sidst ikke var helt så gode venner, men det her??

Åh, du ved ikke hvorfor? Har du da allerede glemt mig? Bedste venner for evigt, betyder det ingenting?? 

Vi voksede fra hinanden.

Min stemme knækker.

Jeg prøvede at forklare. Er det ikke det hvad de altid gør i CSI? Snakker venligt til den sindsyge? Nej, i virkeligheden, ved jeg udmærket godt hvor de siger sådan noget. I gyserfilm, lige før hovedpersonen dør. 

Jeg prøvede at tænke klart, men ved tankerne over hvordan jeg muligvis kunne ende, hulkede jeg bare endnu mere.

DU LOVEDE AT INTET VILLE KUNNE SKILLE OS AD!

Hun råber. Da vi først mødtes, troede jeg vi ville være venner for evigt, BFFs. Jeg kendte ikke hendes anden side. Denne side. 

Jeg når lige at se noget i hendes øjne, ikke anger eller sorg, bare ren og skær sindsyge. Så springer hun mod mig. Mit skrig er forsinket. Kniven rammer mig i maven, og jeg krøller mig sammen. Hulker og græder endnu mere nu. Jeg ønsker så inderligt, at mor og far kommer ned for at lede efter mig, men de har allerede glemt alt om mig og æsken med Merci chokolade.

Blodet er over det hele. Det gør så ondt.

Men hun er ikke færdig.

Ved du hvad du er? En LØGNER! EN FORRÆDER! DU FORTJENER IKKE AT LEVE! 

Min hulken stopper med det samme, da hun stikker kniven ind i mig, flere gange, altid samme sted. Mine skrig er ved at dø ud, da jeg gispende prøver at få luft i mine lunger. Fordtrinnene fra oppe er svære at høre, men det er umuligt at ikke at høre mine mors skrig efter mig.

Jeg ser op i Cecelias ansigt, hendes musebrune hår er viltert og fedtet, hendes blå øjne stirrer på mig, mens hendes røde-læbestift dækkede læber tegner en farlig, smilende linje på hendes blege ansigt.

Cecilias ansigt er det sidste jeg ser, før blodtabet bliver for stort, og mit hjerte stopper.

Merci, fordi du er til.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...