Tretten sekunder til Himlen

Mhh, duften af den forbudte kærlighed snor sig i luften som en giftig røg. Men nogen gange er trangen til hævn større en kærlighedens røde bånd. Gør dig klar til et velskrevet og uhyggeligt trekantsdrama, hvor det ikke altid er kærligheden, der er stærkest!

55Likes
112Kommentarer
4503Visninger
AA

1. Tretten sekunder til Himlen

 

”Det gør mig ondt, Mrs Morley.” Med de ord blev det endelige bevis lagt på bordet, og jeg mærkede stilheden runge i hvert atom i mit legeme, som var det et uendeligt hulrum kun reserveret til denne stilhed. Hele verdenen blev vendt på hovedet i det øjeblik, det afslørende billede blev lagt frem for mine øjne. Chokket ramte mig som en flodbølge, der med sin store kraft efterlod mig blødende med hjertet langt væk fra mine lemlæstede lemmer. Jeg var paralyseret af dette moment, bedøvet af den sandhed, jeg så længe havde jagtet. Fornægtelse ville være naturligt, men dette var forventeligt. Forudsigeligt – ja, næsten skæbnebestemt. Sandheden var foran mig og ikke til at benægte.

Der gik 4 dage, inden jeg forblødte og døde indvendigt. Ingen kunne redde mig – ingen prøvede. Jalousi blev langsomt blandet med den blodtørstige trang til hævn i en giftig cocktail. Min mund blev inden længe som lammet af en kanyle fyldt op med had og ord, der ikke var onde nok til at beskrive følelserne, der endelig brød ud fra deres fængsel. De fortrængte følelser var blevet låst inde i Pandoras boks, fordi fornægtelse var lettere end at omfavne dem, men nu kom de frem. Jeg samlede mit hjerte op og rev det i stykker; gav plads til et nyt og koldt af sten.

Jeg mærkede mit rigtige jeg træde til, som jeg alt for længe havde gemt væk. Det havde suget næringen fra Pandoras boks til sig, som var det ren oxygen; levet og derved vokset sig mægtige end alt andet. Jeg har altid været den lydige og uskyldige pige, men der gemmer sig en koldblodig hævner i alle. Havde han dog blot læst sin bibel, ville han vide, at utroskab var en af de syv dødssynder. Jeg skal nok lære ham det. Jeg skal nok lære ham det...  

 

Jeg giftede mig med ham, Brandon, for 9 år siden. Vi var lykkelige fra dag et; som to engle med kun én vinge hver: Alene ude af stand til at flyve, men sammen lette som fjer. Alting kunne lade sig gøre, når jeg så ham i øjnene. De dybe mørke øjne, der dragede mig tættere. Intet kunne overgå følelsen af den tryghed og beskyttelse, han gav mig – den kærlighed jeg aldrig havde fået, gav han uden en eneste præmis. Han var mit skjold, mit sværd og min rustning; han gav mig viljen til at gribe chancerne og leve mit liv - han åbnede nye døre og viste mig nye verdner. Jeg var som i paradis!

Men havde jeg dog bare vidst, at han var djævlens ledsager i forklædning, kunne jeg have skånet denne jord for hans vold langt tidligere… Jeg kunne… Jeg kunne have straffet ham! Penslet hans onde gerninger ud på væggen, tvunget ham til at se; se mig male med hans eget blod. Men døve ører hører jo ingen råb om hjælp…

 

Vores forhold var stilhed før stormen, lykke før ulykke. Efter klimaks ramlede det hele: Han forstod mig ikke, forstod ikke min verden. Han respekterede den ikke længere. Det var et mareridt. Hans mørke øjne blev pludselig forvandlet til sorte skygger, der slog mig ihjel indefra. Vi var aldrig enige længere. Det blev nærmest et spil, hvor der ingen regler var – ingen grænser for, hvor grusom man måtte være.

Tingene faldt fra hinanden; skænderierne blev længere, grovere og oftere. Vi var Venus og Mars i samme rum - men vi var afhængige af hinanden – den ene den andens narkotika. Vi var hinandens bedste venner og værste fjender på samme tid. Det var som om, jorden kunne slå revner hvert øjeblik, det skulle være; opsluge mig og sende mig direkte til helvede. Som om éns morder stod rundt om ethvert hjørne og ventede…

 

Og så, som foråret begyndte, syntes nye tider at snige sig ind på os. Stille og roligt, som foråret selv, begyndte blomster i alle nuancer at springe ud og byde os velkommen – åbne deres kronblade og berige os med deres dufte. Himlen skiftede farve fra grå til den dejligste blå og skiftede til en varm farvepalette sidst på døgnet. Jeg ved ikke, hvor det kom fra; det var som om, magiske kræfter tillod os at starte på en frisk, viske tavlen ren og gøre plads til lidt mere blå himmel.

Men det hele var bare lidt for blåt - lidt for godt til at være sandt. Det blev en falsk, kvalmende, sukkersød verden, som han syntes evig fanget i. Jeg begyndte at blive mistænkelig; jeg havde aldrig fået så mange blomster, aldrig så mange kys, aldrig så meget beundring og aldrig havde jeg fået så mange smil. Det begyndte at blive sygt og forkert.  

Jeg ledte efter et motiv – hvorfor? Spørgsmålet kørte rundt i mit hoved og tillod mig ikke at vige fra det et enkelt øjeblik. Jeg forsømte arbejdet - forsømte ham. Uvisheden gnavede i mig, og den holdt ikke op - det blev nærmest en besættelse! Men til sidst blev søvnløse nætter afløst af fornægtelse; jeg ville ikke tro nogle af delene; jeg ville leve i det sukkersøde eventyr forevigt, leve i illusionen, fordi det var det nemmeste; fordi det ikke sårede mig - fordi jeg ikke kunne tåle at gå i stykker en gang til.

Der var bare det, at den gnavende uvished, det illusionen dækkede over, ikke forsvandt. Den krævede sandheden – og ligeså gjorde jeg. Jeg fortjente den. Jeg måtte vide det - om jeg så skulle grave en uhyggelig sandhed frem.

Illusioner holder jo ikke længe, når virkeligheden banker insisterende på...

 

Billedet af min mand i tæt omfavnelse med en anden kvinde havde for længst brændt sig fast på min nethinde. Det blev konstant spillet som en spottende film i mine drømme og mine tanker. Hadet til denne ”anden kvinde” voksede for hvert sekund. Jeg genskabte hendes lidende ansigt i mine tanker; forestillede mig, hvordan jeg skulle straffe hende, klemme livet ud af hende med mine bare hænder, skære sjove mønstre i hendes ansigt med hendes egen køkkenkniv – sætte pistolen for hendes hoved: Kun én lille fingerbevægelse. Bang.

 

Jeg måtte have beviser. Jeg var ikke i stand til at afsløre ham alene, men Mr. Mole vidste, hvad der skulle gøres. Han var en eftertragtet og erfaren privatdetektiv, kendt for at ”huske sine tricks” bedst, når kasseapparatet var fyldt op. Penge har jeg aldrig manglet, så det var intet problem at hjælpe hans hukommelse på rette vej.

Jeg havde hele tiden håbet, at jeg tog fejl, og selvom jeg vidste, at den læbestift på hans skjortekrave ikke var min, håbede jeg på en anden forklaring end den, jeg havde frygtet så meget. Men det billede var ikke til at tage fejl af: Jeg var blevet vraget for en anden kvinde; holdt for nar af min egen mand, ham, jeg havde sagt ja til at dele resten af mit liv med.

Jalousi og hævn overtog min sjæl og tanker, og blev en del af mig. Det var en smal sag at bryde ind i hendes hus, endnu lettere at skaffe en pistol. Jeg var klar.

Soveværelsesdøren var ikke låst – det havde jeg heller ikke forventet. Jeg vidste de sov; klokken var 03 om natten. Blondinen var nem at overmande; hun stod pænt og stille, når bare pistolen var rettet mod hende. Brandon var også en smal sag; han valgte helt frivilligt at blive der, hvor jeg ville have ham af bar skræk for, at jeg trykkede på aftrækkeren. Han holdte vist meget af sin lille elskerinde. Hvor kært.

 

”Føler du overhovedet smerte? Har du overhovedet sjæl og følelser som jeg? Hvem tror du egentlig du er, Brandon?” Mine spydige spørgsmål, som kun er en hvisken, fylder hele rummets atmosfære; runger dybt i sjæl og marv. Han er bange; jeg kan se det på ham. Panikken breder sig hastigt i hans øjne, men han kan ikke flygte. Han ligger som han har redt.

”Tror du, du er verdens herrer, Brandon? Tror du jeg vil ligge på knæ og kysse dine beskidte fødder? Tror du, du kan snyde mig nu, Brandon!?” For bange til at ryste på hovedet, for lammet af frygt til overhovedet at reagere. Hans fingre bevæger sig ukontrolleret i krampende, spastiske bevægelser; prøver at holde fast på lidt af virkeligheden, ved at vride lagnet i sine svedige hænder. Han er trængt op i en krog; fanget på fersk gerning i elskerindens seng. Døden kommer uventet; ligeså gør jeg. De så ellers så søde ud; sovende med armene tæt viklet omkring hinanden. Forbrydere.

”Er hun mere værd end mig? Jeg troede du sagde, at jeg var det eneste, der betød noget! Hvad fanden er det her så!?” Jeg råber nu; strammer mit greb om blondines hals og rusker i hende som den usle tøjte hun er. Jeg holder hende fast og sætter pistolen til hendes tinding. Et klik. Et ryk i fingeren til og hun vil falde til jorden.

Jeg kan se skrækken i hans øjne; se hans værste mareridt blive realiseret. De små ryk i hans ansigtsmuskulatur er det hele værd. Jeg er ikke en morder, jeg er en frelser.

”Gør det ikke! Det er ikke hendes skyld!” Får han fremstammet.

”Undskyldninger! Det er, hvad jeg får - det er, hvad du altid har givet mig! Jeg har givet dig alt, men du har INTET givet mig tilbage!”

”Du er ikke dig selv, Clarise!”

”Løgner! Jeg er præcis, hvem jeg vil være!”

Alkohol flyder i mine årer og giver mig modet til at fuldføre min mission. Det her er mig - det er sådan jeg vil være - det er den hævn jeg vil tage! Og han kan ikke stoppe mig nu!

Pistolen bliver trykket hårdere ind mod pigens tinding. Små hvin og bønner tigger mig om at lade være. Hun har ikke en chance for at flygte. Ærgerligt, ikke?

Panisk prøver han at nærme sig, gribe om min hånd i håb om, at han kan vriste pistolen ud, men nej. Jeg giver ikke flere advarsler.

Braget efterlader kun 4 øjne tilbage. Den lille fingerbevægelse jeg havde drømt om så længe, er endelig blevet taget. Hun falder til jorden med det samme.

”Du fortjente hende ikke, Brandon. Du fortjener ikke livet!” Jeg retter pistolen mod ham. Han er på kanten til at besvime.

”Du har aldrig været god nok til mig.” Sekunder vender op og ned på min plan. Jeg indser, at døden ville være for let for ham. Han skal lide; traumerne skal forfølge ham så længe og så intenst, at døden bliver hans valg.

Jeg venter ikke, men retter pistol mod min egen tinding, ser hans brune øjne, hans mund, der mimer et ”nej,” og trykker så.

 

Men bare rolig, der er kun tretten sekunder til himlen…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...