A dream? - Dakota Goyo

Klassen skal på tur da en dreng spørger om han må få et lift... sara blir kaldt fed og i det hele taget grim. hun har meget lavt selvværd og selvtillid. Men Kan Dakota (drengen) rede hende fra at blive en tom skal?

3Likes
2Kommentarer
1639Visninger
AA

1. Møns Klint

"Hahahahah!" Signe grinte højt, over et billede jeg havde taget af Karoline som står og ser komplet latterlig ud.

"Jep, jeg har perfekt timing!" griner jeg og viser Karoline billedet af hvor hun står og skråler.

"Oh My God!!" hvinede hun højt. "NOOOO!!!" Karoline skreg nærmest, hvorefter hun satte sig ned og skjulte hendes ansigt i hendes hænder. Alle havde gloet på hende, det var så pinligt.

Alle var flade af grin!

"Ouch!" Jeg ømmede mig, efter at jeg var røget ind i sædet foran mig, da bussen stoppede. En lyshåret, rimelig lækker hvis jeg selv må sige det, dreng steg ind i bussen, et stort smilt var plantet på hans ansigt.

Jeg sad helt stille, helt alene, og kunne mærke mine kinder brænde, jo tættere på han kom.

'Gud det ville være så pinligt hvis han satte sig ved siden af mig! Please.. gå forbi, gå forbi, gå for-'

"Øhm hey, sidder der nogen der??" Spurgte han og smilede spørgende til mig. Åh, det smil...

"Ehm sorry, men min fantasi-ven har desværre optaget det sæde?" Svarede jeg for sjov, og smilte skævt tilbage.

Han lo lavt, og vendte sig så til signe, da hun begyndte og hviske til ham, dog højt nok til at jeg kunne høre det! "Du skal ikke tage dig af hende, hun er bare lidt skør! Bare sæt dig dér alligevel!" Hun fniste.

Han satte sig ned, og jeg smilte nervøst til ham, imens jeg prøvede at undgå øjenkontakt. "E-ehm... Hvem er du egentligt?" Spurgte jeg lidt forvirret.

Han lo let, og svarede smilende. "Det' er Dakota. Og dig? Hvad er dit navn?" Jeg smilte. Han virkede meget sød. Så sød, og jeg ikke kunne lade være at drille ham lidt... "Grete!" Svarede jeg sarkastisk, imens et smil dansede over mine læber.

Han kiggede forvirret på mig. Og så af en eller anden grund, ned på min taske, og så tilbage på mig, hvorefter han kiggede undrende på mig og sagde. "Grete? Hvorfor står der så 'Sara' på din taske??"

Signe sad foran os, og var ved at flække af grin. Dakota sendte hende et underligt blik, før han vendte tilbage til mig.

Jeg fniste, måske en smule for piget. "Aj, jeg tager gas på dig, jeg hedder Sara, rart at møde dig Dakota!" Jeg smilte, og mit smil var gengældt.

 

~Ved Møns Klint~

 

Bussen stoppede, og folk gjorde klar til at gå ud. Dakota rejste sig også, og jeg kiggede undrende på ham. "Ehm... Skal du også være her... Dakota?" Jeg smilte skævt til ham, og han smilte stort tilbage, da han hørte jeg brugte hans navn.

"Jep, jeg-... " Han tøvede. "Jeg skal udforske klinten!" Svarede han leende, lidt nervøst syntes jeg.

Vi gik ud af bussen, og hend imod hytten der lå udenfor. Indenfor var der utroligt mange trapper, men jeg lagde nærmest ikke mærke til at vi begyndte at gå ned af dem. Jeg havde for travlt med at kigge på Dakota.. På hans smukke blågrå øjne, hans perfekte læber, og hans vidunde-

*BADAM*

"Åh Gud, Sara er du Ok?!" Spurgte Signe forskrækket. Jeg var faldet 5 trin ned, og blevet afbrudt af mit dagdrømmeri. "Err- ja, det O-" Jeg blev abrudt, da jeg gled igen, og mine læber gav form i et skrig, men ingen lyd forlod mig, da Dakota greb mig. "Er du Ok?" Spurgte han, og smilede ned til mig.

Mine kinder brændte. Hvis bare han var 5 centimeter tættere på, så vores læber-

"HVAD SÅ?!" kom det pludseligt fra Lukas bag os. Jeg bandede mentalt af Lukas, for at have ødelagt øjeblikket. 

"Hva'så Dude, Jeg er Lukas!" Sagde han, og grinte selvcentreret, imens han rakte hånden frem imod Dakota.

Dakota hjalp mig op, hvorefter han vendte sig til Lukas.

"Dakota" Svarede han med et lidt tvunget smil, og rækte hånden frem for at tage imod den. Lukas kiggede hadefuldt hen på mig, hvorefter han smilede skævt til Dakota. "Kom lige med, Dakota-..."

Mine øjne spærrede op, og jeg kiggede nervøst på Dakota og Lukas, som gik væk fra mig. Dakota nåede lige at vende sig om og smile til mig, før de var forsvundet op bag et hjørne.

Der gik knap et halvt minut, før jeg hørte Dakota råbe "NEJ FORFANDEN!!" Så dukkede han op, bag fra hjørnet og marcherede hen imod mig.

Jeg sænkede mit blik. Måske havde de spurgt om han var venner med mig?Og så havde han svaret Nej? Ja, det måtte være det der var sket... Jeg kunne mærke hvor mit blod begyndte at koge, og jeg vendte mig om til Dakota, med et vredt ansigts-udtryk.

"Er det bare en syg joke for dig?!" Spurgte jeg, min stemme vred og rystende.

"Hv-hvad Sara? Hvad mener du??" Han lød forvirret. Han lod som om han var uskyldig. Jeg kunne mærke jeg blev endu vredere, men jeg vendte mig om, og marcherede væk fra ham, med ordene "Ikke noget!"

Jeg kunne mærke hvordan hans blik lå på min nakke, og høre hvordan han begyndte at løbe efter mig. Men-... Selvfølgelig faldt jeg igen, da vi var på vej op af trappen. Jeg skreg, og regnede med at slå ryggen hårdt imod gulvet. Men istedet, landte jeg i nogle bløde varme arme, med de bekymrende ord "Er du Ok?" Jeg åbnede øjnene, som jeg ikke havde lagt mærke til at jeg havde lukket, og så op i Dakota's smilende ansigt.

Jeg var lige ved at græde. Hvorfor lod han mig ikke bare være?! Jeg skubbede ham hurtigt væk, og de tårer der havde presset sig på, løb ned af mine kinder, og skulle til at løbe væk, men han holdt fast i min arm.

"Kan du ikke bare lade mig være i fred?!" Jeg kiggede såret på ham, og så hvordan hans smil blev erstattet med forvirring. Det gjorde ondt.

Mit hjerte gjorde så ondt, så ondt, og jeg følte mig svag og latterlig.

"Hvad mener du med det, Sara?" Han kiggede lidt såret på mig. "Du snakkede med Lukas... D-du er ligesom alle de andre!" Jeg kunne mærke han løsnede sit greb, og han kiggede ned i jorden.

"N-nej, det er-... Du forstår ikke.." Han prøvede at forklare det, men jeg afbrød ham, tårene salt i min mund.

"Nej jeg forstår ikke hvorfor jeg rent faktisk troede at du var anderledens!" Jeg skreg nærmest ind i hovedet på ham, hvorefter jeg rev mig løs af hans greb, og styrtede op på pigernes værelse. Jeg kunne svagt høre ham råbe mit navn, men jeg ignorerede det, og smækkede døren bag mig.

Pigerne, som før havde grinet og haft det sjovt, så mig græde og kom løbende.

"Sara, Hvad er der sket?!" Dette var det sidste Dakota hørte af deres samtale, før han lod de tåre han havde holdt tilbage, løbe ned af hans kinder, og han vendte sig om og gik hen til drengenes sove-sal...

 

Handling af: Sara... <3

Redigeret af: Yaoi~Ichigo

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...