Aldrig mere glad(1D)

Jessie er 15 år. Hun har lige mistet sin far, hendes mor døde da hun var helt lille. Hun er alene i verden og det har hun været siden faderens død for 2 måneder siden. De to måneder har været helved, men hun har en plan... en plan om selvmord... uden nogle bliver berørt... men lykkes det?

13Likes
11Kommentarer
1252Visninger
AA

1. Kørt ned

 

Jeg samlede mit lille barber blad op og lagde det mod mit håndled. Jeg skar forsigtigt, men langt. Det var faktisk det længste jeg havde lavet. Det lignede næsten et armbånd. Hele vejen rundt om håndleddet. Det havde jeg gjort siden min far døde for næsten to måneder siden. Jeg havde lagt en plan. På to måneders dagen ville jeg tage op til min far og mor. Præcis en uge endnu så skulle hele dette helvede slutte. Jeg glædede mig. Jeg tænkte dog nok på alle andre til ikke at hoppe ud foran et tog eller en bil. Det ville bare give dem traumer resten af livet. De var sikkert glade og tilfredse med det liv de havde og så ville jeg da ikke ødelægge det.

 Dagene gik alt for langsomt og det gjorde at jeg bare fik mere og mere lyst til bare at gøre det nu. Bare få det overstået. Det var det jeg ønskede mest. Jeg tog min elskede halskæde på. Med et billede af mor, far og mig som lille. Den var mit kæreste eje. Jeg tog mine sko af, af en eller anden grund havde jeg altid hadet sko virkelig meget. Jeg tog min lette sommerjakke på og gik ud i, ja nu gætter i sikkert på det var sommer, men ak nej det var skam vinter, jeg havde bare ikke anden jakke. Jeg gik langsomt ned mod havnen. Det var det nemmeste, havde jeg fået mig selv med på. Jeg gik langsomt ned af en meget utrafikeret vej og gik helt i mine egne tanker midt ude på vejen. Jeg gik og nynnede en lille melodi. Klokken var næsten elleve. Jeg mærkede jorden ryste lidt under mine fødder. Jeg vendte mig lidt om for at gå ind til siden, men for sent. Bilen ramte mig. Pokkers, stakkels mennesker i bilen. Jeg kurrede hen over asfalten, godt og vel 10 meter før jeg lå stille. Jeg ville bevæge mig og fortælle personen i bilen at jeg var okay, men intet skete. Jeg kunne ikke bevæge mig. Jeg glippede lidt med øjnene og så direkte ned på mit venstre ben der godt nok lå nederst. Jeg skreg et lydløst skrig. Det var flænset hele vejen fra foden til hoften. Min første tanke var at hvis de endelig skulle køre mig ned så kunne de vel have gjort det ordentligt. Men den næste tanke var bare at jeg var taknemmelig for ikke at kunne mærke smerten. Først derefter opdagede jeg en dreng med de sødeste krøller stå over mig. Dårlig timing. Det var altså ikke nu man skulle tænke på om drengen der lige havde kørt en ned var lækker. Smerten kom listende. Pludselig var den der bare. Hvad der for mig føltes som timer, kom en ambulance. Lægerne så ikke ligefrem glade ud for hvad de så. Jeg følte mig helt vågen, men alligevel så træt. De blev ved med at snakke til mig. Jeg var bare træt. Jeg ville bare sove. Langsomt begyndte mine øjne at lukke, stemmerne om mig forsvandt. Jeg gled ind i min egen lille verden. Indelukket som om væggene i det rum jeg var i kom tættere og tættere. Jeg vågnede og opdagede at jeg nu var ankommet til hospitalet. Drengen som havde ramt mig fulgte stadig med. Han havde røde øjne. Jeg forsøgte at sende ham et smil, men det gik ikke så godt og det endte mere som en grimasse end et smil. Han talte i telefon. Langt væk kunne jeg hører hans stemme. Den lød så trist. Han lignede en der normalt var glad.

 Jeg blev ført ind på en stue og snart kom der læger for at finde ud af omfanget af skaderne. Da en sygeplejerske så kom hen til mig for at spørge efter mit navn, så hun kunne ringe efter pårørende, svarede jeg ikke. Jeg havde jo ingen familie. Mine læber bevægede sig, men der kom ingen lyd. Jeg forsøgte igen. ”Jessie... Harlins..” min stemme var hæs og meget lav. Men sygeplejersken må have opfattet det for hun gik hurtigt igen.  Der gik ikke lang tid før hun kom tilbage. ”Jeg kan desværre ikke finde dig i systemet. Hvor gammel er du?” spurte hun med et lille smil. ”... 15,” svarede jeg igen meget lavt. ”Kan du dine forældres telefon numre?” Jeg måtte ryste på hovedet. ”Hvad med jeres adresse?” Jeg blev lidt små irriteret på hende og svarede: ”Så fat det dog....” Jeg måtte lige have vejret igen.. det var anstrengende at tale. ” De er døde..” Jeg mærkede en tåre komme ned af min kind. Sygeplejerskens smil forsvandt hurtigt. ”Ømm..” hun rømmede sig og gik.

I det samme gik døren op og drenge kom ind... 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...