Min død

Historien handler om en psykisk syg pige, som har været på at sindssyg-hospital i 4 år, og er ved at blive godt træt af det. Hun har været igennem en hel masse i sit liv. Sorg og tab. Og hun syntes ikke at det her gør det bedre. Hun har forsøgt at flygte et par gange, men uden held. Hvad skal hendes liv blive til? Skal hun tilbringe de næste 80 år i det her hul? Én ting er i hvert fald sikker. Ingen skal slippe godt af sted med det. Hun vil hævne sig. Selv hvis det bliver på en fremmed. Men hvad for nogen konsekvenser vil det få? Og vil hun overhovedet leve til hun bliver 80, hvis hun lader det gå ud over en fremmed? Der er kun en måde at finde ud af det på.

3Likes
3Kommentarer
1052Visninger

1. Min Død

 

Jeg havde altid troet at jeg levede et normalt liv. Gik i gymnasium og gik ud med venner. Jeg var bare en almindelig 18-pige. I mit hoved. Det hele foregik i mit hoved. Jeg havde en hel verden i mit hoved. Utroligt ikke? Men sådan var det. I virkeligheden var jeg en psykopatisk pige, som gjorde skade på sig selv og andre. Jeg endte på et sindssygehospital efter 2 år med at have skåret i mig selv og blevet smidt ud af flere skoler pga. overfald på andre elever. Jeg vidste ikke hvad der foregik i mit hoved 90 % af tiden. Det var bare tåget og jeg gjorde en masse ting som normale teenagere ikke ville have gjort. Nogensinde. Ja, det er grunden til at jeg endte på det her sindssygehospital, da jeg var 14 år gammel. Jeg havde været der i fire år, da det hele kørte af sporet. Jeg var ved at blive godt træt af at være her. Det var den samme rutine hver dag. Morgenmad, tilbage til cellen. Frokost, tilbage til cellen. Mellemmad, tilbage til cellen. Aftensmad og så i seng. Hver dag. Du kan godt forstå at jeg blev træt af det til sidst ikke? Nå, men jeg forsøgte at flygte. Jeg ved at det var dumt, for jeg var jo syg i hovedet, ikke? Alle var bange for mig, mine venner, mine forældre, selv min fireårige lillebror. Jeg var ikke ulykkelig. Tværtimod. Jeg kunne godt lide at folk var bange for mig. Jeg følte mig stærk. Jeg var heller ikke så meget for andre mennesker. Jeg hadede når der kom en sygeplejerske ind for at se hvordan jeg havde det. Engang havde jeg prøvet på at overfalde en. Hun var kommet ind for at give mig mad, og jeg havde gået på hende som en løve. Det var lige i starten, da jeg var kommet herind. Jeg kunne ikke klare andre mennesker. Efter blev jeg bedøvet med en indsprøjtning og transporteret til en isolationscelle.

Mit flugtforsøg var heller ikke alt for gennemtænkt. Vil du høre om det? Det var en klar nat, men fuldmåne og stjerner, det var omkring midnatstid. Jeg havde ringet med klokken og der var en sygeplejerske på vej. Da hun kom ind i min celle efter at jeg havde fortalt hende at jeg gerne ville have noget at drikke. Vandautomaten var lige et par celler nede af gangen. Da hun kom ind med vandet, skubbede jeg hende ind i min celle, og løb. Jeg løb ned ad gangen og ud i forhallen, forbi receptionen og ud på gaden. Jeg vidste ikke hvor jeg skulle løbe hen, så… Jeg løb bare. Smart ikke? Nå, men jeg blev jo fanget. Jeg gik rundt på en gade, som jeg ikke kendte. Der var vel gået en halv time eller mere. Jeg satte mig på en bænk, for jeg var blevet træt efterhånden. Der kom to biler kørende forbi. De stoppede. Jeg blev blændet af lyset fra billygterne. Efterhånden gik det op for mig at de havde fundet mig! Jeg måtte væk. Jeg ville ikke tilbage. Jeg løb, løb ud i natten. Væk fra de ondskabsfulde mennesker, som havde holdt mig fanget i to år. Jeg nåede halvtreds meter væk, da jeg kunne mærke et lille stik i siden. Hvad var det? Jeg havde ikke tid til at bekymre mig om det. Jeg løb bare. Jeg nåede et par skridt videre, da mit blik blev svagere. Jeg blev svimmel og jeg kunne mærke at mine fødder blev tungere. Til sidst stoppede jeg og faldt om på jorden. Alt blev sort.

Da jeg endelig vågnede, fandt jeg mig selv i min gode gamle celle. Pokkers! Var jeg virkelig ikke kommet længere? Jeg råbte og skreg. Det var ikke fair. Det kunne de ikke gøre mod mig. Jeg havde også frihed.

Efter den aften, har jeg forsøgt mange gange at slå mig selv ihjel. Men du kan vel forestille dig at det ikke er lige nemt, når man bor i en celle, som ikke indeholder andet end en seng, og ellers bare en masse puder på væggene. Men jeg var ikke værre end nogen af det andre på sindssygehospitalet. Nogen af dem sad i isolationscelle hele tiden og kunne ikke snakke. De  blev ved med at slå sig selv og skulle bruge ble og hjælp til at gå i bad. Så hvad er grunden til at jeg er som jeg er? Du vil blive overraket over, hvor meget jeg er gået igennem i løbet af mit liv. Det vil du. Jeg blev voldtaget som 10-årig. Min 16-årige storbror blev myrdet samme år. Han var en engel. Jeg savnede ham så meget dengang. Min far døde i en bilulykke, da jeg var 11 år. Så du kan godt forstå at jeg blev syg i hovedet til sidst? Jeg havde så meget sorg inden i mig dengang. Jeg kunne ikke få det ud, og til sidst… Brød helvede løs. Da jeg var sytten og havde været her i tre og et halvt år, blev det bare for meget. Jeg ville hellere dø. Eller dræbe nogen. Det skulle gå ud over nogen. Al min vrede og sorg. Jeg måtte have det hele ud. Det var ikke nok, at jeg havde overfaldt samtlige leve på alle de skoler jeg har gået på. Nej, jeg skulle hævne mig på nogen. Det var lige meget hvem. Nogen skulle det gå ud over. Det gjorde det også. Jeg ved ikke hvem det var, men det var et levende menneske, og det var nok. Jeg skulle på toilettet en dag, men der var optaget. Jeg blev sur. Jeg kan blive sur over det mindste. Men det var en fremmed. Måske en besøger, jeg ved det ikke, men han var ikke herfra. Jeg bankede på døren. ”Ja?” svarede stemmen. Jeg spurgte om han snart var færdig. Det var han. Det var min chance. Han skyllede ud og jeg stillede mig klare. Han låste døren op, og jeg gjorde mig klar. Da han åbnede døren, flåede jeg den op. Han fik et forskrækket udtryk i ansigtet og jeg skubbede ham ind på toilettet. Da vi begge to var inde, låste jeg døren, og gik på ham. Jeg kradsede og bed i ham. Jeg fik ham ned på jorden og sparkede ham så hårdt i maven som overhovedet muligt. Jeg tissede på ham og brækkede mig ud over ham. Da jeg var færdig gik jeg ud, som om intet var sket, og efterlod den kvæstede mand på toilettet. Jeg håbede at han ville sladre. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg ville gerne have at folk skulle vide at det var mig. Jeg ville gerne have at folk skulle blive bange for mig. Efter den dag ved middagstid skete der ikke flere overfald. Jeg blev låst inde. Det var for mit eget bedste, sagde de. Hvordan ’mit eget bedste’? Så jeg kunne blive endnu mere deprimeret? Nej tak. Men jeg kunne jo ikke flygte, så der var jo ikke noget at gøre ved det. Jeg hadede mig selv. Ikke fordi jeg fortrød de ting jeg havde gjort. De havde haft en grund. I mit hoved havde de i hvert fald. Et par uger senere, fik jeg at vide at manden, som jeg tæskede havde anklaget mig. Jeg havde set det komme, og jeg blev heller ikke overrasket. Jeg var jo blevet dømt psykisk syg en gang. Så han kunne ikke anklage mig for noget. Jeg kunne jo ikke gøre for det. Det var bare min tankegang.

Han endte også med at trække anklagen tilbage.                                                                                 

Jeg gik meget og tænkte på hvad jeg levede for, hvis min familie var bange for mig og jeg ingen venner havde. Jeg skulle jo bare sidde og glo ud i luften hele dagen. Hvad var meningen med det? Jeg gik ind og ud af den samme rutine hver dag. Jeg levede som en zombie. Dag ud. Dag ind. Det er ved at æde mig op. Jeg er heller ikke så køn, som jeg har været. Jeg har efterhånden prøvet at slå mig selv ihjel, altså, sådan at jeg slår mig selv i ansigtet. Jeg er gul og blå. Mit ansigt er fyldt med ar og mine arme er fyldt med bidemærker. Jeg ser efterhånden så herrens ud, at jeg er ret ligeglad. Folk må glo, det kan rage mig en skid. En dag var det så slemt at jeg blev puttet ned i en spændetrøje. Dér sad jeg. Jeg kunne ikke røre mig ud af stedet. Det var jo helt håbløst, det her. Jeg bad om aktiv dødshjælp. Også selvom det jeg væmmedes ved tanken, men når jeg ikke kunne dræbe mig selv, var det den eneste mulighed. Jeg blev godtaget. Jeg måtte gerne dø. Jeg var jo også syg i hovedet. De sagde også at det nok var det bedste for mig. Jeg var enig. Jeg ville ikke leve mere. Det kan du nok forstå, ikke?

Efter et par dage skulle jeg med en læge ind og tale med dem, der skulle give mig sprøjten, som skulle ende mit liv. Jeg skulle se rummet, som jeg skulle dø i og dem der skulle dræbe mig. Jeg glædede mig. Efter de fire år i en celle har jeg haft masser af tid til at spekulere på hvordan det ville være at dø. Hvordan helvede var, og hvordan himlen var. Jeg kunne jo ikke vide det, men i den syge verden, som jeg levede i, havde jeg også skabt en dødsverden. På dagen, hvor jeg skulle dø, var jeg overlykkelig. Lykkeligere havde jeg ikke været, siden jeg var 9 år gammel. Mit liv havde været et helvede, og det helvede skulle der gøres en ende på. Og det skulle gøres nu. I dag. Jeg kom ind i rummet. Det var stort, rundt og hvidt. Der var et stort lærred i loftet. Underligt. I midten stod en seng. En ret høj seng, faktisk. Jeg lagde mig over på den. Sommerfuglene blafrede rundt i maven på mig. Jeg var færdig. Det var slut. Jeg blev spurgt om, hvad jeg helst ville se, mens jeg lå dér og havde fået sprøjten, for der gik lige en halv time, før den fik effekt. Jeg sagde, at jeg helst ikke ville se noget. Lyset lev dæmpet i rummet. Det havde en vis effekt, synes jeg. Der lå to sprøjter på bordet. Lægen forklarede at han ville give mig sprøjterne og derefter gå igen. Han spurgte om jeg var klar. Det var jeg. Han fyldte sprøjterne, og gav mig den ene. Det gjorde helvedes ondt, men det var det værd. Den anden var endnu værre. Da han var færdig, gik han. Jeg havde det endnu fint. Gad vide, hvordan det ville føles? Jeg lå der. Og ventede. Jeg kunne mærke at jeg langsomt blev svagere. Til sidst følte jeg, at jeg kunne falde i søvn, hvert minut. Min krop føltes tung og slap. Lige pludselig lukkedes mine øjne. Uden at jeg gjorde det selv. Farvefulde figurer og billeder fra min barndom viste sig på min nethinde. Så blev alt hvidt. Der viste sig er billede af et ansigt. Jeg ved ikke hvem det var, for jeg havde aldrig set ansigtet før. Det var underligt. Jeg havde ikke min krop længere. Jeg kunne ikke se den. Så begyndte mit hus at forme sig for mine øjne. Var jeg hjemme igen? Var jeg virkelig død eller var jeg bare flygtet fra sindssygehospitalet, og så var foregået noget andet i mit hoved? Jeg vidste det ikke, men jeg gik ind alligevel. Min mor stod i køkkenet og lavede mad til min far og min lillebror. Jeg var åbenbart usynlig. Alligevel havde jeg lyst til at gå over at kramme hende. Jeg lagde mærke til en ting. Mine tanker. De var normale! Jeg tænkte ikke længere de underlige tanker eller gennemgik hele dage i mit hoved på ti minutter. Det var væk alt sammen. Jeg var normal. Jeg var død.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...