Elsker dig helt til månen og tilbage igen – Kasper <3

Jeg mistede min bedsteven som lille, og skal aflevere en stil omkring det i skolen. Derfor lægger jeg den herind hvis nogen kunne have lyst til at læse den og så min veninde kan se den. :-)
ALT I DENNE MOVELLA ER SANDT, JEG HAR IKKE OPDIGTET NOGET :)

16Likes
14Kommentarer
1858Visninger

1. Kasper.

 

Findes der virkelig en gud? Det spørgsmål stiller jeg mig selv ofte, muligvis alt for ofte men der er dog en grund. Hvis han fandtes hvorfor ville han så tage dig fra mig? Ingen ville da dræbe en ni årig uden grund, eller ikke prøve at forhindre det, det er grunden til at jeg tit overvejer om der ér en gud eller ej. Siden jeg var ni har jeg tænkt over dette, og som tretten årig fylder tankerne stadig en del, men det er jo bare en lille del af frustrationerne over din død.

Jeg husker da vi var små, solen skinnede og hele livet var foran os. Vi sad i sandkassen og legede  hunde. Det har jeg et billede af, og det hænger lige over min seng, så kan jeg se dig vær’ eneste dag, for til tider kan det være svært at huske dit udseende helt præcist, nu når det er så længe siden. Jeg puttede mit hår op i en hætte, for så lignede jeg jo mere en hund, og jeg lignede også mere dig. Du havde ikke noget hår, kun små stubbe og dengang syntes jeg det var utroligt cool! Du var virkeligt mit helt store forbillede så jeg ville også ligne dig. Da jeg spurgte om du havde klippet det, svarede du bare at det vidste du ikke, og det troede jeg faktisk også på, der skete jo nogle gange underlige ting ikke?

En dag da jeg spurgte min mor, sagde hun at du godt vidste det, men måske ikke ville fortælle mig det. Hun vidste at du var min bedsteven Kasper, og det var du så også, inderst inde er du det stadig. Det viste sig at alle havde skånt mig for den hæslige sandhed, men nu var det tid til at jeg fik det at vide. Jeg var seks år og rigtig forvirret, hvorfor kiggede alle så trist på dig?  Hvorfor havde du ikke noget hår? Og hvorfor var der weekender hvor  du skulle ud på det store hospital? Min mor tog min hånd og begyndte en lang forklaring, det hele lød som en mumlen, men jeg lagde dog mærke til sætningen; ”Kasper er meget syg, men lægerne gør hvad de kan.” Jeg rystede på hovedet og så dumt på min mor, jeg krammede hende og så at hun næsten fik tårrer i øjnene. ”Moar, det er okay, jeg er jo også tit syg og det går over igen!” Smilte jeg, lidt lettet over at  han ”bare” var syg.

Jeg vidste slet ikke at der var noget der hed leukæmi.. Min mor snakkede ikke med mig om det mere i et stykke tid, men jeg lagde mere og mere mærke til at du faktisk ikke var helt som de andre drenge. Din mor og far holdte godt nok facaden godt! De græd ikke foran os børn, og var utroligt stærke overfor alle andre, men selvfølgelig var de knuste, det var vi alle, og det ER vi stadig.

Den sidste ferie vi var på sammen, var fantastisk. Du virkede nærmest rask! Vi var begge otte og lige i vores bedste alder, haha som vi kunne lege alt muligt ved hjælp af fantasi, det var ret vildt. Det var en af de maaaaaaaange ting jeg elsker ved dig. Der var sne udenfor, og når vi skulle i seng sad du med store øjne og et skævt smil på min sengekant og fortalte mig lange historier om hvor meget du elskede sne, hvordan dig og Mille byggede snemænd da hun kun var to år gammel, og at du engang tæskede din far med sne. Jeg elskede dine historier og kunne lytte til dem hele natten, hvis vi ikke var blevet sendt i seng.

Åh gud nu når jeg nævnte Mille, din elskede lillesøster, får jeg for alvor tårer i øjne. Eller nej det har jeg haft gennem hele min historie, men det gør virkelig ondt. Hun går i skole nu og du kan godt være stolt af hende, hun er den sødeste tøs på jorden, og hun ligner dig helt vildt. Nogle gange ringer hun til mig og vil gerne høre historier om hvordan du var, men vil ikke spørge jeres forældre så de ikke bliver kede af det. Så sidder vi tit og snakker i flere timer om dig, hun savner dig helt forfærdelig meget, og du skal vide at hun elsker dig SÅ højt, jeg ville ønske at vi kunne fortælle dig det. Hun sover faktisk med et billede af dig i sin seng. Et år efter din død, skrev vi på balloner og sendte dem op til dig, jeg vidste jo godt de aldrig nåede nåede op til dig i himlen, men det fortalte jeg hende ikke. Det var rart at vide, at hun troede du så dem, så kom der da et lille smil frem på hendes læber.  Og ved du hvad?! Du har fået en lillebror, han hedder Jesper og er fire år gammel nu. I ligner hinanden en hel del, og han er en sand charmetrold ligesom du var, hans største ønske er at møde hans storebror…

En aften kom min mor ind til mig og sagde noget der gjorde mig fuldkommen lykkelig, den bedste sætning i verdenen ”Kasper er blevet rask!” Jeg skreg af glæde da jeg efterhånden var tæt på at være ni og nu forstod at det VAR meget farligt. Desuden havde du været syg i 3 år og det var jo på tide ikke? Samme aften tog hele min familie hjem til dig, og du mødte mig med åbne arme. Vi dansede og grinede hele aftenen, og her i dag fire år senere smiler jeg stadig af minderne. Vores humor var jo genial, og det var endnu en af de ting jeg elskede ved dig. Når jeg så på dig fattede jeg det næsten ikke, du var rask! Det var fantastisk, og noget jeg tit havde næsten opgivet ville ske. Jeg skulle i skole dagen efter så vi skulle hjem en time efter, men det slog mig ikke ud, vi ville jo ses snart igen? Så sagde du sætningen du sagde til alle dine venner og familie så tit ”Jeg elsker dig helt til månen og tilbage Anne!”  Smilende sagde jeg iligemåde, vi krammede alle sammen og vi tog hjem. Det var sidste gang jeg så dig nogensinde…

Jeg husker den 26. april 2008 så klart som var det i går, jeg var ni år og det var fredag aften. Jeg sad i mit badekar og sang bøllebob sangen, da min mor kom ind med helt røde øjne. Hvad skete der dog? Hun stammede nogle få ord jeg kan huske noget med; Misforståelse, Sygdommen, de gjorde hvad de kunne.  Men til sidst tog hun sig sammen og sagde alvorligt ”Anne, du ved jo godt Kasper var meget syg ikke?” Jeg nikkede betuttet og hun fortsatte ”Han blev syg igen i sidste uge, og kunne ikke klare mere, han døde her i aftes.”

Dér brød min verden for alvor sammen, nu er jeg tretten og tænker stadig konstant på dig. Du skulle jo være her nu! Vi skulle dele vores hemmeligheder, ønsker, og oplevelser med hinanden. Du er her ikke, men jeg sidder stadig ude hos di, og ser på din smukke grav, og snakker til dig. Måske kan du høre mig? Det håber jeg da, selvom det nok ikke er sandsynligt. Ved du hvad? Jeg lagde faktisk en klump sne ud på din grav i sidste uge, det frossede jeg ned i vinters kun for din skyld, du elsker det jo så meget. Jeg håber du har det godt deroppe kasper, vi ses engang ikke? Din mor sagde engang at du ville vente på os, og det stoler jeg på. Du er min bedste ven, det vil du altid være.

 

”Jeg elsker dig helt op til månen og tilbage igen Kasper” <3 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...