Beating Hearts |One Direction|

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 apr. 2012
  • Opdateret: 20 feb. 2014
  • Status: Igang
Forestil dig dette: Du er 18 - snart 19 år, men du ved at du ikke når at blive 19. Du ligger på hospitalet - med kræft, uden nogen familie eller nogen venner. Din eneste drøm er at have en, til at sidde ved siden af dig - til at støtte dig, holde din hånd når du bliver bange, og sidde ved din seng til det er slut. Dette er Amelia's eneste ønske - selvom sygeplejersker og læger bruger den tid de kan, er det aldrig nok.
En dag kommer Niall Horan, hans bedsteven's mor ligger på samme stue - men hun har ikke samme udsigt som Amelia, hun vil overleve. Ved synet af alt den kærlighed - bliver det for meget for Amelia og hun bryder sammen. Niall opdager det - og lover at sidde ved hende til det er slut. Men, hvad sker der når 2 mennesker bliver forelskede i hinanden og kun har nogle få uger tilbage at være sammen i?...

157Likes
224Kommentarer
16335Visninger
AA

6. Kapitel 5

Jeg vågnede op helt alene i den endnu ukendte lejlighed, der var blevet mit hjem. Jeg vågnede op med en tyk tåge for mine øjne, og forvirringen startede i min hjerne. Det eneste jeg kunne skimte var et par grønne øjne. Grønne? Nialls øjne var da ikke grønne - hvem var det så der sad og holdte mig i hånden?

Jeg blev panisk, men en beroligende stemme talte til mig "Bare rolig, han er bare ude i nogle ærinder, og han ville ikke have du skulle være alene. Jeg er Harry" sagde stemmen, der var utrolig hæs. Gad vide, om han havde halsbetændelse, eller om han bare normalt lød sådan.

Jeg kunne ikke få ordene til at give mening i mit hoved, noget der egentlig tit skete for mig efter jeg var vågnet. Det var som om min hjerne skulle bruge ekstra tid på at starte op, og komme i gang med de basale sociale færdigheder. Jeg lå og tænkte over hvordan jeg skulle få svaret ham i flere minutter inden jeg endelig svarede

"Okay... Jeg hedder Amelia". Jeg var så træt, men efterhånden som jeg havde været vågen i et stykke tid, kunne jeg se, at det ikke kun var Harry der sad der. Der sad også tre andre, de to af dem i den anden side af sengen - den sidste på en stol ved siden af Harry.

"Niall har fortalt os alt om dig" sagde personen ved siden af Harry, "Jeg er Liam, det er Louis og Zayn" fortsatte han, da han så mit forvirrede udtryk, og pegede først på en dreng i stribet bluse, og derefter på en med sort hår. Jeg satte mig op, eller jeg prøvede på det, og de kom mig straks til undsætning. Jeg kom op at sidde, med en hel stabel puder i ryggen, og drengene lod mig ikke ude af syne et sekund, hvilket egentlig var meget sødt af dem.

"Er der ikke en der vil hente lidt vand til mig?" spurgte jeg så, Liam rejste sig op, og skyndte sig ud i køkkenet. Selvom jeg havde haft noget tid til at vågne, følte jeg mig stadig forvirret når han ikke var der.

"Her" han rakte et glas med vand der var så køligt, at der var dug på glasset. Lige hvad jeg havde brug for.  

"Tak" sagde jeg bare smilende og drak grådigt vandet. Min hals havde en vane med at værre utrolig tør når jeg vågnede, men det var nok mest af alt en bivirkning fra min medicin.

Der gik ikke lang tid inden Niall kom hjem igen, og de andre drenge gik. Afskeden var fuld af kram, også til mig - selvom ingen af dem kendte mig, krammede de mig alligevel, nok mest fordi de kendte min skæbne, eller fordi de kendte Niall godt, og de vidste hvem jeg var.

"Niall - lov mig at jeg aldrig skal tilbage til det hospital igen! Det suger livet ud af mig" sagde jeg, da jeg endelig var kommet op. Jeg følte mig godt nok udmattet, men det var som om jeg havde flere kræfter end når jeg lå i den hospitalsseng.

"Det lover jeg dig. Du skal være her, og jeg vil passe på dig - lige til det sidste" sagde han stille og krammede mig, mens han strøg mit hår. Vi stod der i flere minutter, inden jeg stille opløste det, med den undskyldning at jeg blev svimmel.

Egentlig kunne jeg godt lide at være i hans arme, men jeg kunne ikke. Det føltes forkert og selvom jeg elskede ham, kunne jeg ikke, fordi jeg vidste at jeg en dag ville komme til at såre ham, og når man elsker nogen vil man gøre alt for at undgå at såre dem. Jeg ville ikke såre ham.

Omkring middag kom Anne forbi, hun skulle tjekke til mig som vi havde aftalt. Der blev målt blodtryk, og blodsukker, og lyttet på hjerte og lunger - alt var i den skønneste orden. Som hun sagde, de kunne ikke gøre mere for mig, og som jeg havde det nu, kunne jeg ligeså godt være hjemme, og leve min sidste tid fuldt ud, i stedet for at være lænket til en seng. 

"Er det realistisk, at jeg kan være her, indtil det er slut?" spurgte jeg, mens hun var på vej ud af døren, efter hun havde taget sig tid til at få en kop te i sofaen. Hun var mere min ven end min sygeplejerske, og jeg tror hun havde det på samme måde

"Ja, det vil så bare betyde flere besøg fra mig. Men hvis det er det du ønsker, så ja" svarede hun, inden hun krammede både mig og Niall let og gik. Jeg blev med det samme et kæmpe smil fordi, selvom jeg kom til at have nogle lorte dage, var jeg hjemme - eller hjemme ved Niall i det mindste.

"Er du frisk?" spurgte Niall da vi lå på sofaen den eftermiddag og så fjernsyn. Jeg tror aldrig jeg havde set så meget fjernsyn, som sammen med Niall, og vi så alt. Det var lige meget for mig, hvad vi så, for jeg koncentrerede med mere om at være tæt på ham, end at se filmene og serierne.

"Ja… Sådan nogenlunde… Hvorfor?"

"Fordi, jeg ville frygtelig gerne invitere dig ud at spise" sagde han så romantisk, at jeg var ved at få kvalme, jeg satte mig op, lænede mig ind over ham, og kyssede ham som svar og han forstod meningen. Selvom jeg ikke ville såre ham, kunne jeg heller ikke skuffe ham.

Jeg ledte febrilsk efter noget nogenlunde pænt tøj at tage på, mens Niall stod i døren, jeg ejede ikke andet end t-shirts og slidte jeans, og de passede til ikke rigtig til at tage på restaurant med.

"Kan du finde noget?" spurgte han lettere ironisk, som han stod i døren og grinte svagt af min tøjkrise. Aldrig havde jeg troet, at jeg skulle blive en pige, der gik i panik, fordi jeg ikke havde noget tøj at tage på. Jeg vendte mig om, rakte tunge af ham og ledte videre. "Her jeg har noget til dig" og så rakte han mig en af de der papirsposer, man kan få i Victoria’s Secret, bortset fra at den var hvid.

Jeg satte mig ned på sengen og tog posens indhold ud. Det var en lille sort kjole, meget smuk, og lige min stil. Jeg sad længe og kiggede på den, inden jeg skyndte mig at prøve den. Den passede som var den syet til mig, og skal jeg sige det selv så jeg ret godt ud. Det var sødt af ham, at han havde tænkt på det.

”Aww TAK!" jeg sprang i favnen på ham, og græd lidt af lykke. Ingen havde nogensinde givet mig noget før. Han grinte overrasket, og kyssede mig på kinden inden han satte mig ned igen. Jeg satte mit hår op i en hestehale og tog kjolen på, og så kunne man faktisk ikke se jeg var syg, hvilket kom bag på mig. Han kiggede på mig, og ud fra den måde hans øjne lyste, tror jeg han også synes jeg så en smule godt ud.

Klokken halv syv havde Niall også klædt om til en rød polo-shirt og et par sandfarvede bukser. Han så godt ud, men det gjorde han jo altid. Han bar mig ned af trapperne, selvom jeg gjorde opmærksom på at jeg godt kunne gå selv, insisterede han på at bære mig, som den gentleman han var. Vi kørte i 25 minutter inden vi holdte uden for en fin restaurant, jeg mærkede hvordan jeg blev en smule nervøs.

Vi stod ud, og gik indenfor. Han holdt mig i hånden, og klemte den svagt hver gang jeg tog et skridt, det var som om han hvert eneste sekund var klar til at gribe mig, hvis jeg faldt.

Der sad en masse kendte, og det gjorde mig lidt overvældet, men så længe jeg ikke var her alene var det okay

"Niall Horan - bord til to" sagde han kort til tjeneren, der uden et ord viste os over til et afsides bord. Vældig romantisk, med levende lys på bordet. 

Jeg fik stukket et menu kort i fjæset, ret flabet hvis jeg skulle sige det. Der stod en kvindelig tjener og ventede på vores bestilling, mens hun troede hun flirtede med Niall i det skjulte, men jeg opdagede det og bestilte hurtigt. Kylling - det var det eneste min mave kunne tåle, og så en isdessert. Niall bestilte det samme, men jeg ved ikke helt om det var af medlidenhed.

Tjeneren gav mig dræberblikket og gik med æggende hofter. Jeg kunne ikke lade være med at grine over hendes forsøg på at flirte skjult, og Niall stemte i, da hun var uden for høre vidde, og sendte mig derefter et taknemmeligt blik.

"Gift dig med mig" sagde han så uden at ryste i stemmen. Jeg blev helt paf - vi havde kendt hinanden i 4 dage, og så friede han til mig… Lidt sindssyg måtte han være

"Nej" svarede jeg bare, jeg kunne ikke gifte mig med ham, om jeg så havde kendt ham i ti år.

"Hvorfor ikke?" han tog mine hænder, og kiggede bedrøvet i mine øjne.

"Fordi... Fordi du fortjener en pige du har en fremtid med. Ikke en der dør om 2 måneder alligevel. Du fortjener en at blive gammel med. Og desuden kender vi slet ikke hinanden" jeg fjernede mine hænder, og kiggede tavs ned i bordet.

"Men… Det er dig jeg vil have" sagde han opgivende. Jeg smilte forlegent, men jeg undgik stadig hans øjne. Der gik ikke lang tid inden en anden tjener kom gående med to tallerkner og vi spiste i tavshed. Maden smagte godt, men ikke godt nok til restaurantens renommé.

"Niall, undskyld hvis jeg sårede dig før… Det er bare det at... Jeg kan ikke" sagde jeg, hvis jeg havde sagt et ord mere, ville jeg græde, fordi jeg nu havde såret ham og skuffet ham på samme tid. Han nikkede, og accepterede min undskyldning, men sagde ellers ikke noget, min undskyldning havde ikke fjernet den sårede følelse han så åbenlyst havde.

Vi blev nød til at gå midt i desserten, fordi jeg fik det dårligt - eller ikke direkte dårligt, men så træt at jeg faldt i søvn på vej hjem i bilen. Jeg vågnede halvt da Niall bar mig op i seng, og nåede at kysse ham godnat inden jeg faldt i søvn i hans arme på sengen...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...