Beating Hearts |One Direction|

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 apr. 2012
  • Opdateret: 20 feb. 2014
  • Status: Igang
Forestil dig dette: Du er 18 - snart 19 år, men du ved at du ikke når at blive 19. Du ligger på hospitalet - med kræft, uden nogen familie eller nogen venner. Din eneste drøm er at have en, til at sidde ved siden af dig - til at støtte dig, holde din hånd når du bliver bange, og sidde ved din seng til det er slut. Dette er Amelia's eneste ønske - selvom sygeplejersker og læger bruger den tid de kan, er det aldrig nok.
En dag kommer Niall Horan, hans bedsteven's mor ligger på samme stue - men hun har ikke samme udsigt som Amelia, hun vil overleve. Ved synet af alt den kærlighed - bliver det for meget for Amelia og hun bryder sammen. Niall opdager det - og lover at sidde ved hende til det er slut. Men, hvad sker der når 2 mennesker bliver forelskede i hinanden og kun har nogle få uger tilbage at være sammen i?...

157Likes
224Kommentarer
16307Visninger
AA

3. Kapitel 2

Jeg vågnede næste morgen til en snorkende silhuet der lå i den ekstra seng. Jeg vidste jo godt, at det var Niall, der havde pareret ordre, og lagt sig til at sove. Sygeplejersken havde stillet en bakke med morgenmad, og det så ud til, at hun også havde taget højde for Niall. Jeg satte mig roligt op, og stak benene uden for sengen. Jeg vaklede de få skridt over til den anden seng, og strøg blidt hans hår.

"Der er morgenmad" sagde jeg lavt da jeg så han bevægede sig. Han satte sig op i sengen, og kørte en hånd igennem de uglede, blonde hår. Jeg vaklede tilbage til min egen seng, og fandt den ene tallerken.

"Det ser godt ud, hvordan har du det i dag?" spurgte han og tog imod tallerkenen. Jeg satte mig på min seng og begyndte at spise.

"Overraskende godt" svarede jeg med et smil, og tog endnu en bid af det rundstykke jeg havde smurt. Den dag smagte maden godt, men det var nok også fordi jeg næsten intet havde spist i to uger.

"Så, er du slet ikke i behandling?" spurgte han da vi havde spist

"Nej, alt håb er ude for mig, det eneste de kan gøre er at lindre mine smerter" svarede jeg og kiggede ned. Han svarede ikke, men jeg fornemmede at han nikkede. Han havde indtaget sin plads på stolen igen, og tog min hånd.  

"Niall? Kan du ikke spørge sygeplejersken om jeg må komme lidt ud i dag. Jeg er så frisk?" spurgte jeg til sidst, og kiggede ham i øjnene.

"Jo selvfølgelig, jeg er straks tilbage" sagde han smilende og rejste sig op og gik ud af stuen. Jeg lænede mig tilbage i sengen, og lukkede øjnene lidt. Tankerne fløj rundt, deres eneste fællesnævner var mit mareridt. Jeg ville helst ikke tænke på det, men min hjerne hørte som sædvanlig ikke efter, og afspillede hver en scene, der gemte sig i min hukommelse. Det var længe siden jeg havde haft et mareridt, og der måtte gerne gå lang tid inden det skete igen.

"Det må du gerne, vi skal bare have dit drop på et gangstativ, og så skal du have noget tøj på" sagde han begejstret da han nærmest løb ind på stuen igen med et kæmpe smil plastret på ansigtet.

”Ej hvor dejligt! ” svarede jeg og gengældte hans smil. Jeg tog fat om en af de metalstænger, der skulle sørge for jeg ikke faldt ud af sengen når jeg sov, og prøvede at sætte mig op, det lykkedes ikke rigtig. Jeg havde en tendens til at glemme, at min muskelmasse ligeså stille forsvandt jo mere jeg lå i sengen.

"Her, lad mig hjælpe dig" han tog blidt fat i min arm, og trak mig indtil ham, inden han løftede mig ned på gulvet. Jeg havde ikke været oppe af sengen i flere uger, og jeg var rimelig svimmel. Jeg faldt ind i ham.

"Ups, undskyld" sagde jeg og rødmede, mens jeg prøvede at rette mig op.

"Det er i orden" sagde han og smågrinte en smule. Jeg kunne mærke hans kropvarme, og den gjorde mig på en eller anden måde tryg.

Han fandt en badekåbe til mig, og efter vi fik ordnet mit drop gik vi først ned i opholdsstuen. Jeg måtte støtte mig til ham, for ikke at falde, men hans stærke arme kunne godt bære det.

"Vil du have noget at drikke?" spurgte han, efter han havde hjulpet mig ned i en stol.

"Ja tak" svarede jeg og smilte. Han var så betænksom, og selvom jeg aldrig havde været vant til den slags opmærksomhed, vidste jeg, at jeg godt kunne lide det. Han satte sig ned over for mig, med to glas saftevand. Der lå et stykke papir og en blyant på bordet, og jeg begyndte at tegne. Jeg tegnede ham, i en halv time sad han bare og betragtede mig mens jeg tegnede. Da jeg var færdig tog han den og holdt den op.

"Du er virkelig god Amelia" sagde han, og gav mig den igen.

"Du må få den" svarede jeg, og skubbede tegningen over til ham.

"I så fald, vil du gøre mig den ære at signere den til mig?" spurgte han så, og jeg skrev: ”Til min sidste ven. Amelia” han smilte let da han så mine ord, og tog tegningen.

"Skal vi ud i haven eller er du for træt?" spurgte han lidt efter.

"Jeg vil ud i haven, hvis du kan klare at støtte mig" svarede jeg. Niall nikkede og rejste sig op. Jeg blev blidt trukket ind til ham, og han lagde den ene arm rundt om mig, inden vi gik.

Vi gik rundt og rundt i den indhegnede have, indtil vi satte os på en bænk midt i et stort blomsterbed. Haven så så flot ud, med alle de blomster og den trimmede græsplæne. Jeg lagde mit hoved på hans skulder, og betragtede alle de mennesker der gik rundt i haven. Alle de, der ville komme ud derfra igen - og fortsætte deres liv. Jeg opdagede ikke jeg græd, inden jeg så at hans t-shirt var våd.

"Hey, er du okay?" spurgte han så, og tog igen min hånd. Han kiggede på mig med de blå øjne, der havde en tåge af bekymring.

"Jeg vil gerne ind igen" sagde jeg og løftede hovedet. Mine øjne var våde, og han tørrede en tåre væk fra min kind.

”Okay” svarede han og rejste sig op. Han tog blidt min hånd, og da jeg kom op at stå lagde jeg igen mit hoved på hans skulder.

"Du skal vel hente noget tøj, så kan jeg sove lidt imens" sagde jeg, da jeg igen lå i min seng, i vante omgivelser.

"Nej nej, jeg henter tøj i aften - ikke nu" svarede han, og satte sig i stolen igen. Jeg lagde hovedet på puden og trak vejret dybt. Mine kræfter forsvandt hurtigere og hurtigere for hver dag, der gik. Mine øjne lukkede i, og jeg mærkede hvordan min kro blev tungere og tungere indtil jeg flød ind i søvnens behagelige tåger.

"Babe? Jeg har samlet lidt frokost til os, hvis du stadig er sulten" jeg vågnede til hans stemme, han var så tæt på mig at jeg kunne mærke hans ånde, han hviskede til mig. Kaldte han mig lige babe?!

"Jo, tak" svarede jeg, og mærkede, hvordan mine kinder blev varme "Vil du ikke lige hjælpe mig op?" jeg følte mig så hjælpeløs da jeg endnu en gang prøvede at rejse mig op selv. Han hjalp mig op at sidde, og vi spiste i stilhed, en stilhed der på intet tidspunkt blev akavet, den var der bare. Min appetit fejlede intet i dag - måske fordi jeg havde nogen at spise med, det var yderst sjældent nogen gad spise med mig, men nu var Niall her, og jeg ville ikke bekymre ham yderligere. Han havde haft en konstant rynke i panden siden jeg så ham første gang, og noget sagde mig, at den nok ikke gik væk igen.

Efter vi havde spist, sad vi bare og sagde intet. Vi tændte tv’et, for at have noget at lave. Efter at have zappet rundt på alle de kanaler, vi kunne finde faldt vi over en kanal der sendte "Friends", min yndlingsserie. Niall grinte af hver eneste punchline, og der er mange. Han formåede at løfte stemningen i mit sind, hans grin trængte ind i hver trist, mørk krog og tændte et varmt lys. Jeg havde på fornemmelsen, at jeg godt kunne blive afhængig af det grin.

Det var bælgmørkt, men jeg kunne alligevel se, at Niall var væk. Jeg måtte være faldet i søvn. Der lå en seddel i min hånd: "Du skal ikke være urolig, jeg skal bare hente en masse tøj. Niall" jeg smilte, han havde altså ikke efterladt mig. Jeg vendte mig om og kiggede i retning af døren. Mine øjne var tunge, og lige inden jeg faldt i søvn igen, så jeg lyset fra gangen, og en lang skygge der listede ind på stuen. Niall.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...