Grunden til af græde

Novellen her, handler om en pige der tænker sig tilbage til barndomme, hvor hun prøver af finde en grund til hvorfor hun altid er så ked af det. hun søger igennem hele sin skole gang.

0Likes
0Kommentarer
536Visninger
AA

1. Grunden til af græde

Hun følte det som et sort, og hun blev bare ved med af falde. Nogen gange når hun tænkte tilbage på grundede til disse fald, virkede det tit som om hun selv gjorde det, altså gjorde det helt med vejle, måske var hun grunden til hun ikke kunne være lykkelig længere tid af gangen.  Måske ville hun bare være misforstået, måske ville hun bare have en grund til kunne græde.

 

Men lærer der slog hende i tredje klasse fordi hun ikke kunne læse højt fra læsebogen, var det hendes egen skyld eller læreren, måske ingen, bare en grund til af græde. Der gik jo mange år til hun sagde det til noget, så længe at hun endelig ikke kunne huske om det endelig skete eller om det var endnu en grund til af være ked af det.  Men hun kunne da ikke leve en løgn bare for at kunne føle sig stræk og græde hvis det bliver svært.

 

Hun vidst godt inden i at hun efter den gang blev mere og mere inden på sit værelse for at være sig selv, ingen skulle komme for tæt på. Men var det også en grund til at græde, for det gjorder hun ikke den gang ikke særlig meget, hun havde jo dukkerne og tit behøvede hun ikke engang dem, hun havde sig selv og sin fantasi, og den store drøm om at blive skuespiller, den gang var hun også sikker på hun ville komme til at ligne barbie, men med sort hår selvfølgelig for blond var hun jo allerede selv og det var kun køn til storesøster.

 

 Men det at være alene altid havde sin pris, hun fik hurtigt problemer med at omgås de andre fra klasse, i starten af femte klasse, var de der engang var hendes venner fjerne fra hende og læreren havde opgivet hende, hun forstod intet af skolen. Men måske gav hun bare sig selv en god grund til at græde. Total isolation førte til en træng til at gøre smerte, så det gjorder hun, det bløde fra indersiden af hendes hænder. Men hun var ligeglad, for der var en grund til af græde.

 

Hendes forælder fik nok af skolen så de flyttede hende til et nyt sted med nye elever og nye lærer, ”nu må det blive bedre” sagde de til hende. Og hun troede da også lidt på det. Men inderst inde håbede hun at alle bare kunne lade hende være i fred. Så behøvede inden af forstå.

 

Lærerne og hendes forældre var bekymret da hun ingen venner skaffede og skolen ikke blev bedre. Hendes søskende havde jo begge massere af venner. Hendes mor græd tit over det. Det var det eneste der endelig gjorder hende rigtig ked af det. Intet andet ind mors gråd.

 

De sendte hende til psykolog, hende snakkede hun med resten af året, her græd hun, for minderne gav hende virkelig grund til af græd, for hvor havde det være virkelig synd for hende da læreren slog hende og det, kunne hun jo græde over.

 

Efter 7 klasse skiftede hun skole igen, denne gang en privat skole, og her for første gang prøvede hun at få venner, ikke bare kammerater, nej rigtig venner, der kom helt tæt på der var interesseret i hende og hende fordi, bare det at en tog hende i hånde og sagde at tingene nok skulle blive bedre gjorde hun kunne græde frit og det gjorder hun så, indtil der intet var tilbage af græde over.

 

Hendes lærer var også anderledes de sendte hende til læsevejledere og i slutningen af 9. klasse kunne de fortælle hende at, den gang med læsebogen ikke være hendes skyld, hun var ordblind og endda meget.

Nu blev hun endelig færdig med skole, hun bestod alt og hende lærer var meget stolte. Denne gang græd hun ikke fordi hun var ked at det, men fordi grunden til at græde gjorder hende lykkelig.

 

10 klasse ville hun helst glemme, den var et stort helvede og en god grund til af græde, efterskolerne var ellers for mange et udviklings sted der skal føre dig fremad. Men ikke for hende, hun tog tre skridt tilbage, tilbage til selvmordet til brødet og flere tårer. Hendes forældre fik hende hjem, men det var allerede længe forsent, nu var selv hendes søskende kilde til gråd og hun fik af vide af læget hun var dybt deperemeret.

 

Hun kom på produktionsskole, læreren på det arbejdes hold hun var på, var fire meget forskellige mænd med et godt sammenarbejde, for første gang gik hun i skole og var glad, her lærte de hende om ting hun godt kunne lide og de sende hende endda til ekstra dansk timer så hendes drøm og gymnasiet kunne blive en realitet, hende læsevejleder bad hende snart om flere og flere historier, hun læste dem højt for resten af skolen. Og hende arbejde på holdet blev også vist frem sammen med de andres. Hun følte sig som centrum.

 

Da skole året fra slut var hun et andet menneske, hun havde lært at hun var god nok og at det var helt okay at sige fra. Hun følte sig mere og mere sig selv fra før den gang i tredje klasse.

Den sidste da græd hun og gav lærerne hver et kram, hun ville endelig ikke af sted, selv om drømmen og gymnasiet var blevet virkeligt, og hun skulle aldrig tilbage til den gang..

Nu sidder hun så her, 2.g er næste over, og hun ved nu med sikkerhed at hun ikke kan klarer det, historien fra tredje forsætte, dog har ingen slået hende fysisk denne gang..

 

nu er det sorte mørke større end nogen siden, men hun vil ikke give op denne gang, livet er for værdigfuldt, og hun ved at hende mange nederlag, ikke er nogens skyld, hun skulle bare, en gang til give hende selv grundet til af græde, for det var efter hånde, længe siden. Så derfor græder hun nu alt hvad hun kan, for hun ved at på et tidspunkt, vil der ikke længere være en grund til at græde og så vil det stoppe og tingene vil igen blive bedre.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...