Venskabet på bænken

Kamma har ingen venner, men hun har tilgængel nogle fjender deriblandt Dina, vil Kamma få en ven?

1Likes
1Kommentarer
1109Visninger
AA

3. Bænken

I starten prøvede min mor at følge efter mig, men da jeg gik ind i skoven, og hun ikke kunne se mig mere måtte hun til sidst opgive, jeg humpede af sted, jeg vidste ikke hvorhen, bare væk, jeg stoppede først da jeg kom til en lille sø, der stod en lille slidt træbænk. Jeg gik hen til bænken, den stod der helt alene. Den var ligeså ensom som mig, jeg satte mig på den. Det dunkede i min fod, den gjorde vildt ondt. Jeg begyndte stille at græde. Pludselig hørte jeg en stemme bag mig, først troede jeg det var mor, der var kommet for at hente mig hjem. ”Kom nu storesøster.” sagde en stemme bag mig, jeg vendte mig om og fik et chok, der stod Dina og en lille pige, på cirka 6 år, hun havde langt lyst hår, store blå øjne og en lyserød jakke. Dina kiggede forskrækket på mig og mumlede noget i stil med: ”hvad laver du her?” Dina så slet ikke så kæphøj ud, nu hvor hun stod der i sin store vinterjakke med hendes lillesøster i hånden, hun så næsten helt uskyldig ud. Dinas lillesøster løb over mod bænken jeg sad på, hun satte sig ned ved siden af mig, Dina løb hen til os "sæt dig ned storesøster." sagde Dina lillesøster glad, Dina satte sig modvilligt ned. "går du i Dinas klasse?" spurgte Dinas lillesøster, hun havde en sød lille pigestemme, jeg ville aldrig have troet at Dina havde sådan en sød lillesøster, for Dina var jo ligesom alt andet en sød. Jeg nikkede til Dinas søster spørgsmål "jeg hedder Malene." sagde Dinas lillesøster, jeg var selv enebarn. Jeg smilede til Malene og fortalte hende så hvad jeg hed, Dina kiggede flovt væk "er det ikke hende du syntes er pæn?" spurgte Malene, jeg kunne se Dina rødme, kunne det virkelig passe? Dina syntes jeg var pæn? Nej det kunne da ikke passe ”Er det virkelig rigtigt at du syntes jeg er pæn?” Dina kiggede flovt på mig, men nikkede så ”Malene kan du ikke lige gå hen og plukke blomster derhenne.” Dina pegede på et sted lidt længere væk, men stadig tæt på til at vi kunne se hende, Malene grinte og løb over hvor Dina havde peget. ”av!” råbte jeg min fod gjorde pludselig vildt ondt, jeg trak min sko og sok af på højre fod, min fod var stadig helt lilla og meget hævet ”Hvad er der lige sket?” spurgte Dina ”Da du skubbede til mig i dag vred jeg om på foden.” sagde jeg, Dina blev pludselig ret bleg ”Øh… undskyld jeg har bare været så led mod dig jeg var bare jaloux du er pæn, klog og har en rigtig sød familie.” sagde Dina trist, jeg tænkte på mor, jeg havde været så led mod hende hun ville jo bare hjælpe mig ”Det gør ikke noget.” sagde jeg ”Du er bare så sød jeg er virkelig ked af det, kan du tilgive mig.” sagde Dina, jeg smilede til hende og sagde så: ”selvfølgelig kan jeg tilgive dig, skal vi være venner?” det så ud som om Dina tænkte lidt, men så smilede hun og sagde: ”ja selvfølgelig” vi krammede, inden under alt sminken og det seje tøj var Dina faktisk ret sød. Tænk at noget så kedeligt som en bænk, havde fået mig og Dina til at blive venner.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...