Afhøringen

Mikkel skal afhøres efter en tragisk hændelse.

7Likes
5Kommentarer
1042Visninger

1. Afhøringen

 

 

 

Mikkel var ved at blive utålmodig nærmest panisk over, at det skulle tage så lang tid inden han skulle afhøres. Det skulle jo bare overstås, han kunne ikke klare mere. Livet betød nærmest ikke mere noget for ham. Ikke efter hvad der skete den dag. Han husker det hele igen, blodet skrigene. Han vil gerne glemme det, men han kan ikke, og han er godt klar over at han aldrig vil glemme det...

 

Der går lidt tid, Mikkel ved snart ikke hvad han skal gøre af sig selv. Han kan ikke holde det ud længere, og før han går helt ned, åbnes døren.

 

- Ja så er det vidst ved at være din tur Mikkel, følg efter mig, siger betjenten.

 

Han fulgte efter betjenten selvom han ikke havde lyst. Han undrede sig over hvorfor kiggede på ham som om det var ham der skurken, eller måske var de bare nysgerrige? Han kigger ud af et af vinduerne, imens de går. Han savner verdenen udenfor. Selvom han kun har siddet på stationen i et par timer, føltes det som flere år for Mikkel. Der var jo intet han havde kunnet give sig til da han ventede, kun ham og hans tanker. En af betjentene som går forbi smiler til ham, men Mikkel kigger bare ned i jorden. Selv ikke et venligt smil kan redde ham fra sorgen over hans venner.

Mikkel forstod ikke helt hvorfor han skulle afhøres, for fanden han var da ikke den eneste der var til stede. Han tænkte at nu må vi da snart være ved stedet hvor han skulle afhøres. Da han endelig fik taget sig sammen til at spørge betjenten afbrød betjenten ham, og fortalte ham at de var ankommet. Betjenten lukkede Mikkel ind i et rum der lignede endnu et venteværelse. Betjenten fortalte til ham, at han ikke skulle vente så lang tid. Betjenten siger farvel til Mikkel, som nervøst vinker tilbage. Mikkel begyndte så småt at blive mere og mere vred, han havde mest af alt lyst til at kaste stolen ind i væggen, men hvad skulle det nytte? Ville han få det bedre med sig selv hvis han smadrede hele rummet? Han kom frem til at det nok ikke vil hjælpe meget på hans situation, så i stedet satte han sig ned på stolen og ventede endnu engang...

 

Det hele kom tilbage igen, manden, og hans våben. Heldigvis havde betjenten ret, der gik højst 5 minutter inden døren blev åbnet, og Mikkel glemte det hele igen, men kun for en kort stund. Det var en lille tyk mand med ølmave der tog imod Mikkel, de gav hånd, og manden fortalte Mikkel at han hed Jens. Jens viste Mikkel hen hvor han skulle sidde, det var en spinkel lille stol der slet ikke så lige så behagelig ud som den Jens sad i.

 

- Det er tragisk, hvad'? Sagde Jens.

 

Mikkel nikkede, og fik en tåre i øjet.

 

- Har du lyst til at fortælle mig hvad der skete? Altså fra din synsvinkel, spurgte Jens. Vi her på stationen mener nemlig at du ved noget ingen andre ved. Passer det ikke at du så hans ansigt?

 

Mikkel nikkede igen og tænkte, at det nok var det bedste at fortælle det, så han måske kunne glemme det.

 

- Vi var bare ude i centret, og så stod han der lige pludselig.

 

Mikkels stemme knækkede over, og blev til gråd.

 

- Du bliver nødt til at fortælle os det, ellers finder vi ham aldrig, sagde Jens. Prøv at gå lidt mere i detaljer, jeg ved det er svært, men det er nødvendigt, for der går ikke lang tid inden han er ude af landet, og så finder vi ham aldrig.

 

Mikkel forsøgte igen at fortælle hvad der skete.

 

- Dagen før havde mig og vennerne aftalt at vi skulle mødes i centret, hygge lidt og måske se en film senere. Den næste dag mødes vi alle ved busstoppestedet som aftalt, vi glædede os. Alt gik fint nok i starten da vi kom derud. Vi går lidt og kigger i butikkerne, spiser frokost, men...

Mikkel tøvede.

 

- Han kom ind i restauranten, i starten lagde jeg ikke mærke til ham, før jeg så at han var maskeret. Han havde en trench coat på, som gik helt ned til hans blank polerede italienske sko. Jeg begyndte så småt at blive nervøs, og jeg kunne se at jeg ikke var den eneste der var det. Alle inde i restauranten var stivnede, ingen sagde eller gjorde noget. Jeg kunne mærke at der snart skete noget, og det var ikke en god følelse. Det skete. På et splitsekund lå alle livløse på det ternede gulv, der var kun mig og ham tilbage i restauranten. Før skyderiet havde jeg lagt mig under bordet som undskyldning for at jeg havde tabt noget. Heldigvis havde han ikke set mig, og imens folk styrtede ud af centret stod han bare der helt kold, tog sin maske af, og det var der jeg så hans ansigt.

 

Jens tog sin telefon, og ringede efter en portrættegner.

 

 

Mikkel følte sig lettet over at have fortalt historien, og han indsete at det var noget han skulle havde gjort noget før, selvom han stadig føler skyldfølelse over at han ikke trak sine venner med ned på gulvet, men i stedet valgte kun at redde sig selv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...