At falde i en drøm

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 apr. 2012
  • Opdateret: 21 apr. 2013
  • Status: Igang
Den 10årige Evy kan ikke placeres i samfundet. Hun er hverken klog eller stærk, og har absolut ingen koncentrationsevne. Hun kan intet, bortset fra at drømme. Dette opdager børnepsykologen Ambrosius Fernan, da han bliver trukket ind i den besynderlige og indelukkede piges drømmeverdener der når ud over alle grænser.

Historien foregår i et univers der både minder om vores, og samtidigt har helt andre værdier. Effektivitet er over alt andet, og barndommens glæder er meget få.

God læselyst ^^

30Likes
141Kommentarer
4382Visninger
AA

20. Uventet opringning

Ambrosius gik hen til postkassen, og fandt en lille sølvfarvet nøgle frem. Han stak den i låsen, og tog indholdet ud. Hurtigt bladrede han det igennem, men fandt ikke hvad han søgte. Undrende rynkede han brynene, låste postkassen igen, og gik op ad trappen. Lidt distraheret gik han ind i entréen, og stillede sine sko som det første. Han lagde posten på et lille bord ved siden af hoveddøren, og gik direkte ud i køkkenet. Han smurte sig et par madder, og tog dem med ind i stuen, hvor han lagde sig til rette på sofaen. Et øjeblik lukkede han øjnene. Han var overbevist om at han havde nået et gennembrud med Evy i dag. Hun havde talt direkte til ham - noget hun sandsynligvis betegnede som at blotte sig. Han havde en fornemmelse af, at hun skjulte sig bag et metertykt skjold, og at han kun havde fået kradset lidt i overfladen. Men i dag var det som om hun et øjeblik, i et enkelt ord havde tittet frem bag skjoldet

Der var noget galt med pigen. Smilende havde hun danset lykkelig rundt på marken. Men ikke en eneste gang var hun stoppet op og set rigtigt på landskabet, eller den blå himmel. Hun havde holdt øjnene lukkede, og det var som om hun i virkeligheden, befandt sig et helt andet sted, og faktisk bare dansede rundt i sit eget hoved. Han åbnede øjnene, og satte sig op i sofaen. Han kløede sig på næsen, og rakte derefter ud efter en af madderne. Men da han skulle til at tage en bid, ringede telefonen i den anden ende af rummet. Forbavset kiggede han over mod den, som om han aldrig havde lagt mærke til at der hang en telefon der. Han kendte ingen, som kunne finde på at ringe til ham på dette tidspunkt. Langsomt lagde han maden ned, og rejste sig besværligt fra sofaen. Han gik over, og tog røret,

   ”Hallo?” spurgte han langsomt.

   ”Taler jeg med hr. Fernan?” svarede stemmen i røret. Det var en blid kvindestemme.

   ”Ja, og hvem taler jeg så med?” spurgte Ambrosius tilbage

   ”Jeg er receptionist på Theohospitalet, og jeg har fået besked om at ringe til dig angående din klient Evy Berg”,

   Ambrosius var et øjeblik bange for at der var sket Evy noget, men han havde fulgt hende til hendes hjem kun en time tidligere.

   ”Hvad drejer det sig om?” spurgte han, uden helt at kunne skjule en lille undertone af bekymring.

   ”Hendes far, hr. Steffan Berg faldt om hjemme i deres lejlighed, og befinder sig her på skadestuen. Det er ikke livstruende, men han skal nok blive på hospitalet i lidt tid endnu, og jeg skulle informere dem om at frk. Berg bliver indkvarteret på hospitalet indtil videre. Med mindre altså de kender nogen hun kunne tænkes at overnatte hos?” stemmen tav afventende.

   ”Nej, jeg kender ingen, Evy er først blevet min klient for ganske nyligt.”

   ”Godt, så sover hun her, hun skal nok være på kontoret i morgen tidligt”, stemmen var venlig, men lød også en smule træt.

   ”Hvis det ikke er til for meget til besvær for jer på hospitalet, så må hun gerne blive hos sin far i morgen, hvis hun har brug for det. Jeg har alligevel noget papirarbejde, og et møde senere på dagen, og så er der jo weekend bagefter”. Han sagde det med så meget autoritet som muligt, så hun ikke skulle tro at han bare ville skippe en arbejdsdag.

   Stemmen lød tydeligt opmuntret da den begyndte at tale igen

   ”Det er ikke til besvær, jeg skal nok tage mig af hende”.

   Røret blev lagt på i den anden ende, og Ambrosius gjorde det samme, før han gik tilbage til sofaen. Han sad længe og stirrede på madderne, men skød til sidst tallerknen til side, og gik ind i soveværelset. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...