At falde i en drøm

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 apr. 2012
  • Opdateret: 21 apr. 2013
  • Status: Igang
Den 10årige Evy kan ikke placeres i samfundet. Hun er hverken klog eller stærk, og har absolut ingen koncentrationsevne. Hun kan intet, bortset fra at drømme. Dette opdager børnepsykologen Ambrosius Fernan, da han bliver trukket ind i den besynderlige og indelukkede piges drømmeverdener der når ud over alle grænser.

Historien foregår i et univers der både minder om vores, og samtidigt har helt andre værdier. Effektivitet er over alt andet, og barndommens glæder er meget få.

God læselyst ^^

30Likes
141Kommentarer
4383Visninger
AA

41. Begravelse

En svag brise bevægede sig hen over gravpladsen, hvor de mange grå sten stod i lige rækker, ret op og ned af hinanden. Himlen var uden en eneste sky, og Ambrosius tænkte ved sig selv at Evy nok ville have nydt en dag som denne. Foran ham stod den ene sten, af alle de mange, som betød noget for ham lige nu. Der var gravet et lille rundt hul i jorden, og foran det stod en anonym urne. Foran urnen stod en billede i en sort ramme. Det forestillede en skræmt udseende pige, som stirrede lige ind i kameraet med lysende blå øjne. Evys registerfoto. Ambrosius kunne lige forestille sig hendes rædsel, ved lige pludseligt at blive genstand for opmærksomhed på den måde. Det var næsten det samme blik hun havde givet ham, den allerførste gang de mødtes på hans kontor. Så længe siden. Steffan stod ved Ambrosius’ side. Han havde ikke sagt et ord, men havde nikket kort da Ambrosius ankom. Han stod bare og kiggede på billede af Evy, og ind imellem gled en tårer ned af en af hans kinder. De to var de eneste på stedet. Ingen havde været på gravpladsen siden bedemanden var gået for at lade dem være alene. Der var kun de to mænd, der stod i tavshed med blikkene rettet mod det lille billede.
En bevægelse opfattet ud af øjenkrogen, fik Ambrosius til at vende blikket opad. En kvinde kom gående imod dem. Hun var i sort, diskret tøj, men hendes store røde hår og fyldige læber var trods alt bemærkelsesværdige. Hun gik direkte hen til Evys grav, og nikkede til Ambrosius. Hendes strålende grønne øjne var rødsprængte, og sorgen stod klart i hendes ansigt. Hun kiggede også over på Steffan, som dog ikke reagerede, hvorefter hun også vendte blikket mod graven.

Ambrosius undrede sig over hvem kvinden mon var, indtil han lagde mærke til endnu to skikkelser der nærmede sig dem. En mand og en kvinde. De gik ved siden af hinanden, men vekslede ikke et ord. Kvinden var spinkel, og hendes mørkeblonde hår, var sat op. hendes næse var lidt for lang, og da hun kom nærmere kunne Ambrosius se en tårer der hang og dinglede på spidsen. Manden var også ganske ordinær, med brunt hår og fregner. Han var yngre end kvinden men hans ansigt viste ikke mindre sorg. Også de to nikkede til Ambrosius og stillede sig over ved graven.

Ambrosius kunne ikke begribe hvem disse mennesker var, men de så alle ud til at nærer dyb sorg over tabet af Evy. Og nu kunne han se endnu fire mennesker nærme sig, og det optrin var bestemt til at bemærke. Tre mænd i hvide kitler gik tæt omkring en midaldrende kvinde med sort hår, og gråligt, institutionelt tøj. Da de var tyve meter fra graven vendte hun sig mod mændene, og så ud til at diskutere med dem en lille tid. Endelig så det ud som om hun fik dem overbevist, og de blev tilbage mens hun fortsatte over til Evys grav. Hendes læber var tynde, og øjnene brune og fulde af tårer. Hun stillede sig op ved siden af de andre.

Og sådan stod de dér. Seks mennesker der virkede fremmede for hinanden, men delte et fælles tab. Og det gik op for Ambrosius at de måske alle – sandsynligvis undtaget Steffan – delte ikke bare tabet af en person, men tabet af de uendelige verdner som Evy havde kunnet frembringe, tabet af den lykke og uendelige frihed hendes ord indeholdt. At han nok ikke var den eneste der havde set lyset i hende. At de måske alle delte den særlige sorg han følte, ved at have fundet en så uvurderlig skat, og så se den falde til jorden, før man har nået at opfatte hvad det egentlig var man havde været vidne til.

Steffan blev på det tidspunkt tilstedeværende nok til at se op, på sin datters andre efterladte. Han nikkede til dem alle, og det lille skæve smil han sendte dem, var så sørgmodigt og mindede så meget om Evys, at Ambrosius i starten havde svært ved at se manden i øjnene. Steffan syntes dog at genkende alle, selvom det vist ikke var noget nært bekendtskab. Og som de andre præsenterede sig, begyndte brikkerne at falde på plads. Børnepasningsmedarbejderen, børnehavepædagogen, skolelæren og familiesociologen. Alle havde de været tæt på Evy. Alle havde de opdaget en lille bid af hendes evner. Alle var de forsøgt at fører dem videre. Måske var Evys gave ikke helt tabt endnu. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...