hjemme igen

en novelle jeg først are skulle skrive til skolen, men som endte som en rigtig interessant historie.
en mand kommer hjem fra foretningsrejse og opdager at hans unge smukke kone er blevet gal og har "ommøbleret" huset, efter sine helt eget hoved.

1Likes
0Kommentarer
691Visninger

1. hjemme igen

hjemme igen

Han havde været væk for længe, bare en dag, måske en time for længe. Han kunne mærke det allerede da han stod og fumlede med nøglerne uden for den sortlakerede hoveddør i skumringens halvmørke, en som-meraften i slutningen af september. Hun havde haft det dårligere end sædvanligt dagene før han tog af sted, hun havde ikke rigtigt været sig selv. Han burde være blevet.

Men han skulle jo arbejde, ellers havde han jo ikke råd til at forsørge og forkæle hende, og hvordan skulle en mand som ham, ellers holde på en kvinde som hende. Og han gjorde alt for at holde på hende, han elskede hende så meget at det nogle gange gjorde helt ondt i hans hjerte. At hun havde gidet ham i første omgang forblev et mysterium. Han havde intet at tilbyde, han var ikke nogen flot eller smuk mand, snarere lidt klumpet at kigge på. Han var hverken charmerende, morsom eller populær, og mange penge ejede han heller ikke. Han var i øvrigt en hel del ældre end hende. Men han havde takket gud og hver mand hver eneste dag i de sidste seks år, for at hun havde valgt lige netop ham. Og nu hvor hun var blevet syg, var han den der skulle passe på hende og sørge for hende, og så var han bare taget væk. En hel uge. Alt for længe.

 

Hans hænder svedte da han endelig fandt frem til den rigtige nøgle og stak den i låsen. Langsomt åbnede han døren, trådte ind over dørtærskelen og famlede efter lyskontakten. Han tændte, og troede et øjeblik at den ikke virkede. Rummet han stod i var næsten lige så mørkt som før, kun den nøgne pære i loftets lys af-slørede at både vægge, loft og selv gulvet var malet kulsort. Møblerne i det, der engang havde været en lys og luftig entré, med sandfarvede vægge og en gammeldags stumtjener, var fjernet. Og tilbage var kun det sorte som på en gang gjorde rummet trangt, og ufatteligt stort.

Han spærrede forskrækket øjnene op. Noget var helt galt. Han kaldte hendes navn, men der kom intet svar. Han lukkede døren bag sig og fortsatte ind i huset, ind til det der engang havde været et dyrt samtale-køkken. Rødt over det hele, på samme måde som i entréen, ingen møbler, selv komfuret var væk. Nu ramte panikken ham. Han råbte hendes navn igen. Der kom stadigt intet svar. Han løb, ind i stuen, hvor han knap bemærkede dem skriggule farve der dér prydede væggene, og videre ind i soveværelset. Her stoppede han op. soveværelset var helt hvidt, men ikke uden møbler. Den store himmelseng stod, hvor den altid havde gjort. Og midt i den, i en bunke af hvide lagner sad hun og betragtede ham med sine lyseblå øjne. Hun havde natkjole på, og hendes blonde hår var pjusket og stod til alle sider. Han sukkede dybt.

    ”Dér var du skat, hørte du ikke at jeg kaldte?” han forsøgte at lyde rolig, hun var uskadt, hun var her, hos ham.

   ”Hvem er du?” spurgte hun, og spærrede øjnene en anelse op.

   ”Hva… hva.. hvad mener du skat?” han havde ellers ikke stammet i over et år. Han gik nærmere sengen, men hun veg tilbage og kiggede bare forskrækket på ham. ”Hva.. hvad er galt?”

   ”Gå væk fra mig,” Hun rystede over det hele.

   Næsten som en refleks skyndte han sig over imod hende, for at trøste og berolige hende. Hun udstødte et lille skrig sprang ned fra sengen, og løb over i den anden ende af rummet. Han kunne se en enkelt tåre løbe ned af hendes kind. Han rakte bare en hånd frem, men hun gispede og styrtede væk fra det hvide sove-værelse og ind i stuen med de giftgule vægge. Han stod et øjeblik helt stiv og i chok, før han forsigtigt fulgte efter hende.

 

Han blev stående i dør åbningen ind til stuen, hun stod i midten af rummet, med ryggen til ham. De gule vægge og loftet lyste næsten neonagtigt i skæret fra loftslampen. Hendes hvide kjole og hår syntes også at antage en gullig farve, som han stod dér og stirrede på hende. Da han endelig tog sig sammen til at tale igen, lød det som en afbrudt hvisken.

   ”me.. me.. men skat dog, j.. j.. jeg er jo d.. di… din mand”

   ”HA” udbruddet var så pludseligt, så højt og så tynget af skadefro, at det for ham blev hængende i rummet længe efter. Hun vendte sig langsomt om mod ham, alle tegn på frygt var væk, hendes smil var bredt og hendes øjne onde. ”Det kan godt være at vi er gift, men en mand har du aldrig været.”

Han så overrasket på hende, hun havde aldrig talt sådan til ham, men hun fortsatte.

   ”Du er ikke andet end et skvat, kig på dig selv. Tror du virkelig at jeg giftede mig med dig for at få en mand? Du er jo ikke andet end en nyttig idiot,” Hun spyttede det sidste ord ud, og grinede ondskabsfuldt over hans fortvivlede ansigt. Hun begyndte at gå hen imod ham ”Troede du virkelig en som mig, kunne elske en som dig? Men du kan ikke forlade mig vel? Det har du alligevel ikke nosserne til.” Hun var kommet helt tæt på ham, og prikkede ham hårdt i brystet med en lang og skarp fingernegl. Han måtte kigge hjælpeløst op på hende, da hun lænede hovedet tilbage og skreg af grin. Så vendte hun sig rundt og spankulerede rolig ud af rummet. Han stod grædefærdig tilbage, men tog sig sammen tumlede efter hende ud i køkkenet.

 

De røde vægge fik ham, om muligt, til at føle sig endnu mindre. Hun stod lidt væk fra ham, med krydsede arme, og munden som en smal streg.

   ”Hvorfor tog du væk?” hendes stemme var bestemt, kommanderende nærmest. Han så et øjeblik forvirret på hende, hvor var spydigheden og latteren?

   ”ja… jamen…,” prøvede han, men blev hurtigt afbrudt.

   ”Hvordan kan det være at du forlod mig, da jeg havde brug for dig? HVA?” Hun råbte det sidste.

   ”j… j… jeg skulle jo arbej…”

   ”SÅ ARBEJDET KOM FØR MIG?” Hun skreg af ham, og han sprang et hurtigt skridt tilbage.

   ”Sådan er det jo altid, jeg er altid i anden række, ikke? JEG HAR SPILDT MIT LIV MED AT VENTE PÅ DIG” hendes hoved var snart rødere end væggene, og hendes øjne brændte hans til aske. ”DU HAR ØDELAGT MIT LIV,” tårer sprang frem i hendes øjne, og syntes at slukke branden et øjeblik, så vendte hun sig rundt og løb ud i den sorte entré. Denne gang blev han stående, og kiggede bare på gulvet, indtil han hørte hendes lavmælte hulken, som et stille kald.

 

Han nærmede sig forsigtigt det sorte rum. Hun sad i et hjørne i fosterstilling, med tårerne rindende ned af begge kinder. Men da han nærmede sig flyttede hun sig ikke. Hun veg ikke tilbage, eller sendte ham onde blikke. Hun sad bare dér, og lod ham sætte sig ved siden af hende, lod ham holde om hende. Mens hendes tårer blandede sig med hans.

   ”Det hele er forbi” hviskede hun, han modsagde hende ikke. ”Jeg kan ikke mere” hulkede hun ”Det hele er forbi”

Så, efter alt for længe, og alt for kort, rejste hun sig op og lod ham falde om på gulvet bag sig, hun gik ud af døren, ud til den askegrå gade. Og han fik stablet sig på benene, for at følge efter hende for sidste gang. Da han kom ud på gaden, var hun allerede på vej væk. Han kaldte hendes navn med sin sidste stemme. Og hun vendte sig om, sendte ham et lille næsten usynligt smil, før hun gav ham et luftkys og mimede ordene: det hele er ligegyldigt nu. Og han blev stående i den mørkegrå sensommeraften, og så hende gå videre, væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...