Tokyo, min Tokyo

Amaya og hendes forældre vinder to millioner kroner og flytter derfor fra lille Danmark til Tokyo i Japan, så Amaya nu kan komme på den fineste og dyreste skole i hele Tokyo, Miyami Academy.
Men Amayas familie er ikke velhavende, kun heldige, så hvordan skal en almindelig pige klare sig blandt alle millionærernes døtre og sønner, som alle er snobbede og forkælede.
Meget hurtigt får Amaya både skabt sig venner og fjender. Måske er nogen mere end venner?
Men ikke nok med at hun skal tænke på skolen, skal hun også sørge for sin mor, som er alvorligt syg...

9Likes
25Kommentarer
2534Visninger
AA

5. Med bankende hjerte

 

Han ser lige så overrasket ud, som jeg føler mig. Jeg kan mærke at mine kinder igen bliver varme. Hurtigt, rejser jeg mig op igen. Men før jeg når helt op mærker jeg en hjælpende hånd omkring min arm, som uden problemer hiver mig op. Jeg glemmer helt at trække vejret.

”Øh,” starter stakåndet ud, helt paf, da jeg endelig kommer op at stå. ”Arigato.”

”Kom du noget til?”

”Nej, jeg-jeg har det helt fint,” skynder jeg mig at sige og han slipper taget omkring min arm. Jeg ser op i hans brune store øjne og i nogle få sekunder kigger vi bare på hinanden uden at sige noget. Jeg kan ikke rigtigt læse hans blik. Han er som en lukket bog.

”Er der noget galt?” spørger han, undrende.

”Jeg skal – jeg skal skynde mig til time,” siger jeg endelig helt uden rigtig at vide, hvad det er, jeg siger. Jeg er bare fanget af hans øjne, hans mund, hans hår og jeg mærker kun at jeg bliver varmere og varmere i ansigtet og i hele kroppen. ”Jeg er allerede for sent på den! Undskyld ulejligheden!” Og med de ord løb jeg forbi ham uden at se tilbage.

Tanken om at jeg løb ind i hans hårde mave og de stærke hænder om min arm kildrede i maven på mig og gjorde mig bange. Det er en fantastisk lettende følelse, da jeg endelig kommer ud i gårdhaven igen, ud i den friske luft. Det føles stadig som om mit ansigt brænder. Efter en lille pause, for at få styr på vejrtrækningen, tager jeg en sti til højre for mig, som forhåbentlig ville føre hen til bygning E.

Jeg når endelig op på anden sal i bygningen og finder lokale 244 for enden af gangen. Jeg kigger på klokken. Jeg er 15 minutter for sent på den. Det kan da vidst ikke blive meget værre? Jeg venter nogle få sekunder for at få styr på mig selv igen. Retter lige på uniformen og håret, som i dagens anledning er sat op i en hestehale, før jeg banker på døren og åbner  op. Jeg kigger forsigtigt ind.

Der bliver helt stille i klassen, da jeg kommer ind. Jeg hører nogle få hviske lavmeldt til hinanden og jeg føler mig pludselig skidt tilpas.

”Ohayou Gozaimasu,” siger den mandlige engelsklærer. ”Du er lidt sent på den.”

”Sensei, Ohayou Gozaimasu.” siger jeg og bukker. ”Undskyld jeg kommer for sent. Jeg kunne ikke finde herhen.”

”Hvad er dit navn?” spørger læreren, for at notere det i sin protokol.

”Kiyomizu Amaya, Sensei” svarer jeg stille til læreren.

”Værsgo og find en plads, så vi kan komme i gang med undervisning.”

Jeg kigger stille, med hovedet let foroverbøjet, gemt bag mit pandehår, op og rundt i klassen. Alles blikke er rettet mod mig og nogen læner sig over sin skoledisk, for at hviske noget i sin vens eller venindes øre. Der opstår et øjebliks forvirring, da jeg leder efter en ledig plads. Den eneste ledige plads, der er tilbage, er helt foran i midten, tættest på læreren. Great. Jeg skynder mig at sætte mig på min plads og finde mine engelskbøger frem. Nu hvor jeg har givet så dårlig et førstehåndsindtryk på læreren til første time, ved at komme for sent, prøver jeg engageret at følge med i timen. Læreren uddeler den første tekst. Det er et kort digt og vi får en lille halv time til at læse den igennem. Det er nem tekst og jeg får den derfor hurtigt læst igennem. Jeg har ingen problemer med engelsk, faktisk er jeg rimelig godt til det. Da klassen bagefter taler om teksten på engelsk, hører jeg blot efter og tager noter, men deltager ikke i samtalen. Til min fordel, er mit engelsk ikke så påvirket af en japansk accent, som de fleste af de andres i klassen er.  Men jeg tør ikke deltage.

Da læreren endelig er tilfreds med analysen af teksten er der stadig en smule tilbage af timen, og læreren kommer pludselig med en fantastisk idé!

”Amaya,” siger han og henvender sig til mig, som sidder lige foran ham. ”Vi har stadig en masse tid tilbage. Hvorfor ikke bruge dem på, at du lige fortæller lidt om dig selv. På engelsk selvfølgelig.”

Overrasket kigger jeg på ham med store øjne og sidder helt spændt i stolen. Jeg kan mærke at mit hjerte igen begynder at slå hurtigt og jeg får en smule varme i kinderne.

”Eh –” starter jeg usikkert. Helt tom for luft og tør i halsen, men fortsætter efter få sekunder, efter at have samlet tankerne. ”Mit navn er Kiyomizu Amaya og jeg er 16 år gammel. Jeg er lige flyttet til Tokyo. Jeg kommer oprindeligt fra Danmark og har kun boet her i to uger. Min mor er dansker og min far er japaner. Min søster har boet her i tre år…” fortæller jeg på flydende engelsk. Læreren er imponeret.

”Hvad arbejder din far som?” spørger læreren, for at holde en samtale med mig.

Til dette spørgsmål bliver jeg igen nervøs. Hvis jeg nu bare kunne nå at finde på et eller andet sygt, højtlønnet job, så folk ikke tænker jeg er en fattig idiot, der bare vil mænge sig med de rige.

”Han er læge!” svarer jeg imens hjertet sidder oppe i halsen på mig, bange for at de alle sammen kan se igennem min løgn. Han er rigtigt bilmekaniker.

”Og din mor?”

”Hun arbejder ikke,” siger jeg en smule nedtrykt.

I det samme er jeg redet af klokken. Pyh.. Så er de første to timer overstået. Alle rejser sig og siger tak til læreren, hvorefter de i deres små kliker går ud af klasselokalet og kigger nedladende på mig, idet de går forbi. Jeg giver mig god tid til at pakke mine ting ned. Næste time er i lokale 250 i bygning C til japansk. De timer glædede jeg mig ikke til. Nok kan jeg tale japansk, men jeg kan ikke skrive det. Jeg opdager at der stadig er en tilbage i klassen. Det er den lyshårede fyr fra tidligere i morges. Hvad hed han? Jun. Jeg lagde ikke mærke til at han var i min engelskklasse. Han står og er optaget af at skrive en sms på sin dyre smartphone, sikkert ude af stand til at gå imens han skriver. Han kigger op og opdager at jeg stirrer på ham.

”Undskyld, men ved du hvor lokale 250 i bygning C ligger?” spørger jeg.

”Vi har åbenbart de samme fag,” smiler han. ”Jeg skal i samme lokale. Vi kan følges derover.”

Jeg bliver enig med mig selv om, at Jun faktisk er en meget rar person, som ikke er helt forpestet. Det letter om hjertet og jeg smiler for første gang oprigtigt i dag.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...