Tokyo, min Tokyo

Amaya og hendes forældre vinder to millioner kroner og flytter derfor fra lille Danmark til Tokyo i Japan, så Amaya nu kan komme på den fineste og dyreste skole i hele Tokyo, Miyami Academy.
Men Amayas familie er ikke velhavende, kun heldige, så hvordan skal en almindelig pige klare sig blandt alle millionærernes døtre og sønner, som alle er snobbede og forkælede.
Meget hurtigt får Amaya både skabt sig venner og fjender. Måske er nogen mere end venner?
Men ikke nok med at hun skal tænke på skolen, skal hun også sørge for sin mor, som er alvorligt syg...

9Likes
25Kommentarer
2541Visninger
AA

11. Irritation

 

Da Jun i frokostpausen vil have mig med i kantinen og sidde hos de andre, har jeg ikke rigtigt lyst. Mit hoved gør stadig ondt og jeg er ikke tryg ved at skulle ignorere Shinas trussel. Jeg havde siddet ude på toilettet rimelig længe, da jeg var nødt til at fjerne det meste af min mascara, som sad på mine kinder i stedet for mine vipper, for at vente på, at mine øjne ikke var røde af gråd længere, inden jeg havde bevæget mig ud fra toilettet. Jeg havde siddet der så længe, at timen næsten var slut og Jun undrende havde spurgt mig, hvor jeg havde været så længe.

Jeg sætter mig ned på den samme plads, som i går, med Kiyoshi på min ene side og Jun på den anden. Intet har ændret sig. Deres tilhængere stirrer, som de plejer. Jeg kan ikke lade være med at tænke, hvad der får Jun til at vælge mig frem for alle de andre piger i klassen. Og de fire andre virker til bare at have accepteret, at jeg sidder ved deres bord, selvom de har flere hundrede andre tøser, der tydeligvis hellere vil sidde her end mig.

Igen har jeg ikke lyst til at spise min mad, men denne her gang føler jeg mig heller ikke sulten.

”Hvad synes du om skolen, indtil videre, Amaya-kun?” spørger Kiyoshi.

”Det er fint,” svarer jeg uden de store følelser. Det er det værste, der nogensinde er sket. Jeg vil hjem til Danmark igen.

”Hun er virkelig klog,” siger Jun. Jeg kan ikke lade være med at kigge overrasket på ham, en smule smigret. ”Hun er helt sikkert den bedste i klassen til både matematik og engelsk! Jeg har fundet min redningsmand for Yamato-senseis timer!”

”Fantastisk, så kan skyldfølelsen fra mine skuldre lettes lidt, når du går hen og dumper i matematik til sommer,” joker Kiyoshi og blinker til mig. Jeg kan ikke holde et lille smil tilbage.

”Yay, så kan det være at du også kan hjælpe os med vores matematik, når Kiyoshi-san ikke har tid, fordi alle hans matematiske kræfter går til matematik-idioten, Jun!” siger Ryo, som om der lige er sket et mirakel. ”Måske dumper vi heller ikke matematik i år, Oniisan!” siger han muntert til Taro.

Jeg smiler til Ryo. Han virker altid så glad.

Men jeg bliver en smule distraheret af, at Seiji slet ikke ser på mig. Han ser bare ned i bordet, vender ryggen til mig, som om han ikke kender mig. Som om jeg slet ikke eksisterer. Igen begynder Seiji og Juns telefoner at bippe på skift. Jeg bliver utrolig såret og irriteret. Hvorfor skriver de sammen på mobilen, når de begge to er fuldt ud i stand til at bruge deres stemmer? Hvad skriver de om? Skriver de om mig? Tvivlen er nervepirrende og jeg bliver mere og mere urolig for hver eneste sms, der bliver sendt.

I det samme kommer en lyshåret pige hen til bordet. Hun ser lidt forvirret ud.

”Taro-san?” spørger hun og begge tvillinger vender sig om.

”Sayuri!” siger Taro og de begge smiler til hende. Hun ved tydeligvis ikke, hvem der er hvem. Det er heller ikke fordi hun ser ud til at være den skarpeste kniv i skuffen. Nok nærmere blank, men meget uskyldig. Jeg kan huske, fra samtalen jeg hørte i går, at Sayuri er pigen, som Ryo var på date med, hvor hun troede det var Taro. Og hvis Ryo talte sandt i går, kyssede de vidst.

”Taro-san?” Spørger hun igen, for at Taro skal give sig til kende.

”Hvem af os tror du det er?” spørger Ryo med et charmerende smil. Det er tydeligt at se, at Sayuri bliver skræmt ved tanken om at gætte sig til det. Jeg kan mærke irritationen over hele det her fortagende ved dette bord bare blive større og større.

”Sådan behandler man altså ikke en pige!” siger jeg forarget inden jeg kan nå at holde mig tilbage. ”Jeg bliver nødt til at undskylde på deres vegne, Sayuri-kun,” siger jeg og henvender mig til Sayuri. Selvom hun er en uvidende uskyldig pige, fortjener hun ikke sådan en behandling. ”Det er Taro-san og det er Ryo-san.”

De stirrer bare alle sammen overrasket på mig. Men jeg er ligeglad. Jeg er ligeglad med alles blikke på mig. Jeg er ligeglad med alle de vrede blikke. Og jeg prøver at være ligeglad med, at Seiji ignorerer mig og kun hemmelighedsfuldt skriver med Jun, men jeg er bare – såret, svigtet?

”Og hvad angår jer to, så ved jeg ikke, hvad det er I har gang i. Men hvis det er på grund af mig, I ikke kan tale frit til hinanden, så vil jeg ikke forstyrre jer yderligere,” siger jeg såret til Seiji og Jun. ”Hvor er førsteårselevernes kantine, Jun-san?”

”Øhm… Lige nedenunder,” svarer han konfust. Jeg kan se, at Shina er på vej herhen. Jeg rejser mig op.

”Arigatou,” siger jeg og bukker hovedet i tak. ”Find en anden pige, der kan sidde ved jeres bord. Skolen er fyldt med piger, der vil gøre alt for at få lov til at overtage min plads,” siger jeg stille. ”Vi ses til næste time, Jun-san.”

Og med de ord går jeg min vej. Af en eller anden grund, gør det ondt i hjertet, at tage de skridt væk fra bordet.

”Sikke en freak,” hører jeg lige netop Shina sige. Ud af øjenkrogen ser jeg, at hun står bag Seiji, med armene omkring ham. Hendes ondskabsfulde blik følger mig imens hun smiler et sejrsrigt smil.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...