Øen og Kontinentet

Efter den anden guldalder og de store vandringer er verden forandret. I citadellet Bomtal, lever de koneksede majstroer. Tæt forbundet i en fælles bevidsthed. Udenfor citadellets mure og nede ved havet ligger Firkanten. Her lever gamerne. Dem som majstroerne fra Bomtal bruger i det eneste spil, der kan få de koneksede til at føle sig som et mennesker igen.

1Likes
1Kommentarer
958Visninger
AA

1. Martin

 

Jeg vågner til lyden af opkast der plasker mod stål. En smal stribe lys på væggen. Hun har ikke lukket døren helt i. Slår det varme tæppe til side, går over gulvet og banker forsigtigt tre gange og åbner døren. Hun står bøjet over stålkummen. Håret hænger i tjavser og klistrer til hendes blege hud og der stinker surt af maveindhold. Hun drejer hovedet og ser op med trætte øjne. Min lillesøster.

”Bare gå i seng,” siger hun så lavt, at jeg næsten ikke kan høre det.

Detektoren i kummen er slået fra. Det er fint, for den er dyr at bruge, og vi behøver ikke flere analyser. Vi ved hvad der er galt, og hvad der er brug for. Ny lever og nyt hjerte. Det er bare ikke sådan at skaffe, når man bor i Firkanten. Jeg tænker på vores konto og injektionsampullerne. Vi har svært nok ved at skaffe bárre til nye ampuller, så tanken om at købe adgang til ren cellekultur og en organprinter, er lige så fjern som Citadellet Bomtal.

Kluden er fugtig og jeg lægger den på hendes varme pande. Hun har tabt sig, og trøjen med de falmede børneandroider virker alt for stor. Jeg gav hende den i fødselsdagsgave, da hun fyldte otte. Det var den første fødselsdag, som vi fejrede alene.

”Så lille mus,” siger jeg og stryger hendes pandehår til side og lægger det om bag øret.

”Martin …?” Hendes stemme piber.

”Ja,” svarer jeg.

”Når jeg er død.”

”Schh ...”

Jeg lægger en finger på hendes læber, men hun fjerner den. Ordene får mig til at visne, for hun er den eneste, jeg har tilbage.

”Vil du ikke sørge for, at lille Bea kommer med mig?”

”Selvfølgelig.”

”Hun kan ikke lide at være alene.”

Lille Bea er en dukke, som hun fik af fars venner, dengang hun blev født, så den har altid været hos hende.

”Og vil du ikke osse … jeg vil gerne have den sang, du ved.”

Jeg nikker og lægger endnu engang den viltre lille lok hår om bag hendes øre. Jeg blinker og synker. Bea har allerede vænnet sig til tanken, og som hendes storebror, må jeg være stærk.

”Færdig?” spørger jeg.

”Ja.”

Hun skyller munden, og jeg hjælper hende gennem vores lille stue, tilbage i sengen og putter tæppet godt ned om hende og lille Bea.

”Sov nu,” siger jeg og tænker på ampullerne. Der er lige nok til en uge.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...