Photoshoot.

Den nittenårige, aleneboende fotograf og college-studerende Darren er vant til at leve som en rod og leger med piger som det passer ham bedst, og han er bestemt ikke vellidt. I hans klasse går fyren Liam, som alle kan lide, og de to bryder sig ikke just om hinanden. Liam har en lillesøster, som han bor sammen med, ved navn Maemi på sytten år, som er noget drenget og ikke ligner en pige med meget andet end ansigtstræk. Da Darren en dag søger efter en mandlig model med feminine træk, beslutter Maemi og veninderne, at det kunne være en sjov joke, men da han vælger hende, tør hun ikke fortælle ham om sit virkelige køn, hvilket resulterer i, hun forelsker sig i den unge fotograf, som - noget undrende over en ny opdagelse i sin seksualitet - gengælder dette. Problemerne hober sig efterhånden op, fordi ingen af dem er gode til at skjule det, men det hele eksploderer, da Liam får tilbud om at uddanne sig udenlands og beder Darren lade Maemi bo hos sig.

30Likes
91Kommentarer
7326Visninger
AA

4. 8. marts

 

Søndagen efter lørdagen med de værste tømmermænd, Darren længe havde haft, tjekkede han flere mails igennem, da han kom tilbage fra et smut forbi sit studio. Han havde været nede for at tjekke, at alting var i orden, nu hvor der var lukket om søndagen og han ikke havde været der alt for meget dagen før. Faktisk var det kun blevet til tre timer i selskab med lysmænd og sminkører til det forestående projekt. Ingen havde tilsyneladende bemærket, hvor dårligt han havde det, men af ren og skær medlidenhed med sig selv slog han et smut forbi McDonald’s inden han tog hjem.

Så nu stod den på seriøst arbejde. Tømmermændene var gået over, og han kunne igen tænke helt klart. Men det var kedsommeligt og langsommeligt arbejde at sortere, selv på computeren. Der var kommet utroligt mange mails fra fyre, men enten var de for maskuline, lignede for meget nogle oversminkede homoseksuelle - han havde intet imod homoseksuelle, han ville bare ikke have en dukke-type, han ikke selv kunne holde ud at arbejde sammen med - eller var bare ikke særligt fotogene. Han havde intet imod, hvis folk havde fedt på kroppen, for han skattede helbred højere end så mange andre i sin branche. Der var bare det, at projektet krævede en spinkel model i denne omgang. En anden gang, noterede han for sig selv, skulle han lave noget med kraftigere modeller, der ville give hans branche et chok.

I begyndelsen var han fortvivlet. De billeder, han havde modtaget i minutterne efter annoncens udgivelse på nettet om torsdagen, var amatøragtige og desperate, og de poserende udviste ingen erfaring eller viden om, hvordan man bar sig ad foran et kamera. Nogle smilede overdrevet, andre - han antog, at de nok ikke var heteroseksuelle, medmindre de ville gøre grin med ham - lavede trutmund eller lavede en piget positur. Ingen af disse lod til at hvile i sig selv eller være personer, han gad beskæftige sig med. Men jo flere timer fra udgivelsestidspunktet, han kom jo bedre så det ud. Når han kiggede på ansøgningerne fra high school eleverne rundt omkring, gik det op for ham, at disse gik mere professionelt til værks end de første, han havde modtaget, og han blev en smule håbefuld. Måske var det alligevel en god idé.

Men han fandt længe ikke noget i stil med det, han søgte. Det hang bare ikke helt sammen. Der var dem, der havde gode billeder, men hvis beskrivende tekst var fuld af stavefejl og talesprog, og det virkede ikke som om de var vanvittigt intelligente. Så var der et par piger, som havde sendt billeder af sig selv, og han rystede opgivende på hovedet. Bare fordi de iførte sig hængerøvsbukser og T-shirts og fjernede makeuppen, betød det vel ikke, de lignede fyre. Specielt ikke når de havde både store bryster og langt hår og gik med smykker, han genkendte fra nogle af de blade, sminkørerne, han arbejdede sammen med, lod ligge i studiet.

 Endelig kom en fyr frem. Han var lav, havde mellembrunt hår, grønne øjne og havde sofistikeret tøj på. Hans poseringer var afslappede, og han lignede én, der hvilede i sig selv. Desuden havde han fine ansigtstræk, uden at hans køn blev helt skjult. Hans øjne var udtryksfulde og store og runde, og han virkede erfaren foran et kamera. Darren smilede og noterede sig fyrens navn, indtil han gik gennem teksten, der var blevet skrevet. Den var fejlfri så vidt han kunne se, men der var én ting, der bekymrede ham. Drengen var meget ung. Kun fjorten år gammel, stadig ikke i high school. Det kunne gå hen og blive farligt at arbejde med, så hvis han fandt en ældre person med samme kvaliteter, ville han ikke vælge drengen, Max. Alligevel beholdt han navnet.

Senere fremkom en anden ung mand ved navn Aaden. I modsætning til Max var han sytten år gammel, homoseksuel og godt i gang med sin uddannelse. Han havde halvlangt mørkt hår, brune øjne og en hudtone med et strejf af oliven. Han så næsten eksotisk ud. Han havde muskler i armene, der var bare på billedet, hvor han kun var iført en vest og et par tætsiddende mørkeblå jeans. Men der var et problem, Darren skulle tage højde for. Og i dette tilfælde var det det faktum, at Aaden var næsten alt for tynd. Hans ribben kunne ses tydelig gennem den åbne vest, og selv om han skulle have tøj på til projektet, så var Darren alligevel bekymret over tyndheden. Men han noterede sig alligevel Aaden som potentiel model.

Derefter var standarden sat. Det blev sværere og sværere for Darren rent faktisk at kigge ordentligt på billederne af tydelige amatører. Nogle af dem var ret pæne, indrømmede han, selv om det var en smule grænseoverskridende for ham på den måde at skulle bedømme fyres udseende. Han var godt klar over, det var ganske nødvendigt i forbindelse med projektet, men han var alligevel ikke så behageligt til mode ved netop dette. Han var på nippet til at give op flere gange og bare vælge et af de navne, han havde skrevet ned. Listen var blevet en smule længere, men de vigtigste var der sat stjerner ud for, og der var stadig kun fire navne, hvilket han ikke fandt optimalt. Kunne folk i Fort Myers og omegn virkelig ikke finde ud af at posere og sælge sig selv? Eller rettere, kunne fyrene ikke det? For der var mange drenge og unge mænd i byen,  og en del af de yngre havde sendt billeder, uanset om de var feminint byggede eller ej. Problemet i det var bare, at de ikke virkede, som om de virkelig turde sælge sig selv til en fotograf.

Frustreret rejste han sig fra sin plads og gik hen til køkkenbordet for at skære nogle frugter ud og derefter tage dem med hen til bordet og fortsætte arbejdet. Han var sulten og tørstig, men han længtes mere efter at få gjort udvælgelsen færdig. Og jo mere desperat han blev efter det, jo mindre blev stakken af mails også hurtigere. Forbløffet blev han da også, da han nåede frem til fredagen efter offentliggørelsen af annoncen.

Heller ikke her var der de helt store billeder at lægge mærke til. I hvert fald ikke fra om formiddagen. Som timerne skred frem og de lysende ikoner på skærmen blev færre og færre, blev han også mere og mere fortvivlet. Hvad skulle han gøre, hvis han ikke fandt den perfekte model til sit projekt? Det kunne ødelægge det hele at vælge en, han ikke selv gik i spænd med, men som var aldeles fotogen, på samme måde som det kunne ødelægge det hele at vælge en, han brød sig om, men som ikke var flot på billeder.

Netop som han åbnede den næste mail i rækken, afsendt af en e-mailadresse ved navn ”maj0504@hotmail.com”, ringede telefonen, og han rejste sig for at hente den henne på køkkenbordet. Idet dette skete, slog han benet op i bordkanten og ømmede sig over trælåret, mens han humpede hen til det lange bord med indbygget håndvask, hvor han normalt lavede mad.

,,Hallo,” sagde han uinformerende ind i røret efter at have besvaret opkaldet.

,,Darren, er det dig?” spurgte en glad stemme, som han med det samme genkendte.

,,Hej, mor. Ja, det er mig,” svarede han mildere.

,,Godt, jeg troede måske, du havde skiftet telefonnummer, nu hvor du har udleveret din e-mail i forbindelse med din annonce.”

,,Har du set den?” spurgte han forundret.

,,Ja da. Jeg skal da også følge med i, hvad min søn foretager sig, skal jeg ikke?”

,,Det skal du vel.”

,,Hvordan har du det, min skat?”

,,Jeg har det fint, mor. Hvad med dig og Dani?”

,,Vi har det skam også fint. Dani har fået nogle nye venner længere nede ad vejen, så hende ser vi ikke meget til for tiden.”

,,Du har vel også nok at gøre, kan jeg forestille mig.”

,,Joh, det plejer jeg. Din far er på forretningsrejse i øjeblikket. Daniel kigger på lejlighed og Dalian er ved at flytte sammen med Sabrina, så her er lidt tomt for tiden.”

Darren nikkede og sukkede lydløst.

,,Det er også på tide, de to flytter hjemmefra,” kommenterede han tørt.

,,Darren, de er kun i starten af tyverne, og det er hyggeligt at have dem herhjemme. Din far er meget glad for at have dem boende. Han så også gerne, at du flyttede tilbage og lod os betale dine studier, ligesom vi har gjort det med dem.”

,,Jaså,” sagde han, pludselig kold og mærkede sit indre blive mørkt.

,,Darren, kan du i det mindste ikke prøve at se igennem fingre med din far? Han er et godt menneske inderst inde, det ved du jo godt.”

Hendes bedende tonefald gav ham dårlig samvittighed og trang til at kaste op. Den interne kulde mellem ham og hans far gik ud over hans mor og Daniella i høj grad, og han ønskede ikke at såre dem, men på den anden side ville han ikke opgive sin frihed og selvstændighed for at gøre alle andre end sig selv glade. Og han ville slet ikke give sin far den tilfredsstillelse.

,,Beklager, mor. Det ved du, jeg ikke kan. Jeg er ked af det.”

,,Han ønsker dig jo kun det bedste, Darren. Han har været, hvor du er. Han har erfaring. Og se hvor godt det går dine brødre. De tjener styrt-”

,,Men jeg vil ikke være en kopi af ham, ligesom Daniel og Dalian er det. Tro kopier. Sådan er jeg ikke. Hvis det var det, du ringede for at tale med mig om, så vil jeg smutte nu. Jeg har vigtigere ting at tage mig til end det her.”

,,Nej, Darren, vent -” Hun tav i den anden ende i brøkdelen af et sekund, så hørte han hendes stemme igen: ,,Daniella spørger efter dig hele tiden. Hvornår har du tid til at komme på besøg?”

Han tænkte sig om og tog en dyb indånding.

,,En gang i starten af maj måned,” svarede han stille. ,,Jeg har - som du nok har set - gang i et stort projekt for tiden, som jeg gerne vil være færdig med først.”

,,Hvad er du for en søn?” grinede hans mor nervøst i den anden ende. ,,Du snakker med din mor, som du ikke har set længe, og fortæller hende, at du først har tid til at komme hjem til hende og din søster om to måneder.”

Darren smilede for sig selv og al vrede blev drænet væk, nu da han ikke behøvede forsvare sine motiver for at blive væk fra familien, og nu hvor hans brødre og far ikke længere var samtaleemner.

,,Det er jeg ked af, men jeg har travlt.”

,,Det forstår jeg godt. Det er også helt i orden. Ring til mig snart, ikke?”

,,Jo, det skal jeg nok, mor.”

,,Okay. Vi ses, min skat.”

,,Vi ses.”

Han lagde på og ømmede sig kort igen, inden han gik tilbage til bordet med computeren og lod blikket falde på skærmen. Måbende satte han sig ned og kunne ikke tro sine øjne. Hans hænder spændtes omkring kanten på bordet og hans puls steg en lille smule ved ophidselsen. Og så bredte der sig et triumferende smil på hans læber, allerede inden han havde læst teksten igennem. Trangen til blot at sende en e-mail til denne person med det samme var så stærk, at han frygtede for sin selvbeherskelse.

Billederne var sammensat i en kollage af tre billeder. Det største var længst vertikalt og forestillede en slank, blond dreng iført et par løse jeans og en skjorte, der sad en smule tættere. På fødderne havde han et par Converse-sko. Håret så tilfældigt ud, som det pegede i alle mulige retninger med forskellige blonde nuancer. Kroppen var spinkelt bygget, regnede han ud, da han så hænderne, der var uden smykker af nogen art, og havde en typisk brun glød som følge af det gode vejr i Florida. Skuldrene var smallere end han hidtil havde set på andre fyre end Max, og der var noget meget feminint over ham. Særligt ansigtet var Darren interesseret i.

Det var hjerteformet og sødt, nærmest som en piges, og med buttede, neutrale læber i en farve, der passede til huden. Grundet smilet på billedet, kunne han se denne unge fyrs hvide tænder - som selv ved zoom virkede perfekte og lige - og de små smilehuller i kinderne. Kindbenene var høje og ikke så markerede som ved mange af de andre fyre, men alligevel var der ingen tvivl om, de var der. Huden var glat uden nogen former for urenheder, selv om han havde et indtryk af, noget af det muligvis var en smule makeup. Men selv om der skulle være en del af dette på, var han stadig interesseret, og interessen blev ikke mindre, da han så fyrens øjne. De var fantastiske. Store og brune med tendens til mandelform, selv om de havde nogle små trækninger i siderne, der gav dem et nærmest asiatisk udseende. Disse øjne, meget lig et dådyrs i farven, var omkransede af lange, blonde vipper.

Positurerne var afslappede og så ikke anstrengte ud. På det største stod han bare med armene ned langs siderne og smilede ind i kameraet. Det næste var mere horisontalt og havde kun overkroppen og hovedet med. Denne gang stod fyren lænet mod væggen bag sig med armene over kors og stadig øjnene rettet mod kameraet, men udtrykket var anderledes nu. Nærmest forførende som en piges. På det sidste billede var hans fokus så vendt ud af billedet, og de brune øjne stirrede på noget ubestemt oppe i det ene hjørne. Det hele var i trekvartprofil, selv kroppen. Hænderne, feminine og slanke, greb om kraven ved halsen og gjorde billedet meget skrøbeligt at se på, specielt fordi det var taget så kun lige skuldrene og hænderne var med i billedet, men toppen af hovedet nåede lige at være med.

Tilfreds med billederne gik han ned til at læse teksten. Ud fra beskrivelsen kunne han læse at fyrens navn var Alex, han var sytten år gammel og gik i high school i Fort Myers. Han havde intet fritidsjob, der skulle passes, og fik gode karakterer i skolen, så han havde bestemt overskud til at være model til projektet, mente fyren. Darren blev ved med at stirre længe efter, at han havde læst teksten. Det forekom ham urealistisk, at alting kunne være så perfekt, som det lod til at være. Fyren virkede som det oplagte valg, og han var næsten sikker på, han ikke behøvede lede længere efter dette. Måske var Alex næsten for feminin og lignede til forveksling en pige. Men det var hans bedste bud indtil videre.

Opløftet og glad over at have fundet den, han regnede med at bruge, selv om han måske lignede en pige lige lovlig meget, gik Darren mere entusiastisk til værks. Det blev til underholdning nærmere end arbejde. Mange flotte fyre gled over hans skærm i løbet af de næste timer, og han  sad foran skærmen indtil det blev mørkt og længere endnu. Endelig blev han færdig med at gennemgå billederne, og han var lidt usikker på, hvad han skulle gøre. Egentlig burde der ikke være noget at tvivle på. Men han gjorde det alligevel. Der var et eller andet mystisk over ham Alex, der gjorde ham afsindigt nysgerrig. Og samtidig afskrækkede det ham lidt. Hvad nu hvis der i virkeligheden var noget vigtigt, han havde glemt at medregne ved valget af Alex? Og var Alex i virkeligheden for feminin?

Eftersom han ikke kunne træffe et valg med det samme, besluttede han sig for at lave aftensmad og sove på det, og så tage en beslutning næste morgen. Derfor rejste han sig, gik hen til køkkenbordet igen, fandt en gryde frem og kogte noget pasta, som han hurtigt fortærede umiddelbart efter at have fjernet det fra kogepladen. Det var en let aftensmad, som han egentlig nød, fordi alle former for pasta smagte godt ifølge ham. Næsten uanset hvad man serverede som tilbehør. Han blev stående ved køkkenbordet og spiste, mens han så ud gennem vinduet og ud på de andre bygninger og de rolige omgivelser i mørket.

Så vaskede han sin tallerken op, og mens han gjorde dette, lod han sine tanker få frit løb. Hvis han nu ikke gav denne Alex et job, ombestemte han sig måske i morgen, og så var der ikke længere en mulighed for, han kunne få netop denne model som partner i sit projekt. Eller… model og model. Det var bare sådan, han tænkte på dem, han arbejdede sammen med, fordi de poserede foran et kamera. Dette gjorde dem ikke nødvendigvis til modeller i andres øjne, og han betalte ikke vanvittig meget for det. Men selvfølgelig skulle folk, som arbejdede for ham, have løn.

Han drev en selvstændig virksomhed som så mange andre, selv om det måske ikke helt blev sat i den kategori, når folk opdelte erhverv. Men slet og ret var han selvstændig. Han betalte selv huslejen til studiet inde i byen, hvor det lå meget centralt, og han hyrede selv folk, hvis kompetencer han mente rakte til jobbet, han manglede en medarbejder til. Han betalte selv deres løn og havde overskud fra forretningen, selv i nutidens ret dårlige økonomiske situation verden over. Så hvis forretningen gik ned, ville han ikke være i stand til at blive ved med at arbejde, ligesom hans egen økonomi ville ligge i ruiner. Han ville ikke engang kunne studere, fordi han ikke kunne betale for omkostningerne ved at gå på FGCU. Selvfølgelig ville han måske overveje sine forældres forslag om finansiering, hvis det endelig kom dertil, men det havde han svoret, det ikke ville gøre. Indtil videre havde han været strategisk nok til at sørge for at holde sit løfte til sig selv.

Før han vidste af det, havde han sat sig foran computeren igen og tastet ordene i en mail, som blev sendt til mailadressen ”maj@hotmail.com”.

 

Næste morgen vågnede Maemi og gennemgik samme procedure som hver eneste morgen. Hun gjorde sig klar til at gå i skole, sagde farvel til Liam, som spurtede ud ad døren som på enhver anden mandag morgen. Hun nød at se sin storebror i fuld fart, fordi det betød, han havde tid til at være sløset med nogle ting. For eksempel at komme til tiden. Så kunne han altså ikke være alt for stresset, for han foretog sig ikke rigtig noget om morgenen.

Efterfølgende cyklede hun selv i skole og mødtes med Amanda udenfor. Peter og Matthew sluttede sig til dem, hver med en arm omkring Amanda, hvilket bestemt ikke generede Maemi, som nærmere morede sig lidt over dem. De to fyre havde sværmet omkring den kvindeligt formede pige et stykke tid, og det lod ikke til at gå dem på, hun ikke kunne være kærester med to på en gang. Ej heller gjorde det dem noget, at Amanda stort set hele tiden fandt en lejlighed til at bringe Darren på banen.

Uanset hvad der blev sagt og gjort, havde hun den smukke fotograf i tankerne, og det var hun godt selv klar over. Af og til havde hun endda ondt af sine venner, specielt Maemi, som ikke interesserede sig den mindste smule for ham. Ikke ud over at hun garanteret var nysgerrig efter at finde ud af noget om hans person. Men hvad med hendes forslag om at lege model og sende sine billeder? Afslørede det ikke om den blonde pige, at hun i virkeligheden var interesseret i manden på andre måder end dem, hun lige gad udtryk for? Nok hævdede hun, hun stolede mest på sin bror, men hvorfor så gøre noget, Liam ville blive så stiktosset over?

Altså, konkluderede Amanda ved sig selv, idet hun sendte sin bedste veninde et skævt smil, måtte Maemi i virkeligheden være interesseret i fotografen på en anden måde - også selv om hun ikke var sig det bevidst. For Amanda var det ikke så meget et problem som hvis enhver anden havde udvist en så sjælden interesse. Det pirrede hendes nysgerrighed. Hvis ikke Maemi forgudede den unge fotograf eller forsøgte at bekræfte eller afkræfte folks ideer om ham, på hvilken måde var hun så interesseret i Darren Smith?

Maemi bemærkede venindens forvirrede, smilende ansigtsudtryk, men hun havde af en eller anden grund slet ikke lyst til at spørge ind til det. Hvis Amanda ville vide noget, spurgte hun som regel, når hun ikke længere kunne holde sin nysgerrighed tilbage. Det var et faktum, som alle i den smukke piges omgangskreds kendte til. Og folk udenfor den. Ærligheden var noget af det, Maemi havde det bedst med ved sin veninde, og hun ønskede, at der var flere som Amanda i verden. Så ville hun garanteret have en lang række bedste venner og veninder. Men det havde hun ikke. Amanda var sjælden og en fantastisk veninde, og Maemi undte hende alt godt, selv om de kunne gå hinanden på nerverne af og til. Hvilke veninder kunne ikke det?

Idet hun smed sig ned på en ledig plads i klasselokalet til engelsk, fandt hun sin computer frem og tændte den. Den dæmpede summen af ventilatoren, der luftede systemet igennem og forhindrede overophedning i maskineriet, distraherede hendes tanker og fik hende næsten til at falde ind i en form for trance. Det skete nogle gange, at hun blot sad og stenede, men det havde folk det som regel fint med. Der skete jo ikke noget slemt ved det, og hun kunne godt følge med i skolen alligevel. Så ingen bed særligt mærke i, at hun fra tid til anden hengav sig totalt til sine egne tanker og følelser, og at hun ofte lukkede øjnene, når hun gjorde dette.

Hvorfor var hun ikke selv helt sikker på. Det var noget, hun havde gjort, så længe hun kunne huske. Så simpelt som hendes liv var, kunne det naturligvis heller ikke have psykologiske årsager, og hun havde aldrig for mange uoverskuelige tanker i hovedet. Dertil var hun for direkte og simpelt indrettet. Men der var andre ting ved hende, som folk undrede sig over i stilhed. Nemlig det faktum, at hun lod til at have mere forståelse for mennesker, end hun lige så ud til. Og hun udviste en høj grad af medlidenhed overfor folk, som havde det dårligt.

Selvfølgelig vidste hun det godt selv, men for hende var det meget naturligt at føle sig trist, når hun så noget skidt ske for sine nære eller folk, hun kendte i det hele taget. Men det skete i reglen kun med folk, hun holdt af. Hun blev ikke så ofte trist på andres vegne, og fremmede havde flere gange kaldt hende kold. Heller ikke triste film eller dokumentarer rørte hende synderligt. Selv ikke på den elvte september, hvor der blev udøver terror på blandt andet tvillingetårnene i New York, havde hun grædt. Det havde ikke generet hende dengang, men jo mere hun tænkte over det, jo mærkeligere syntes det. Endnu sjældnere græd hun for sig selv. Kun én ting havde den effekt på hende. Nemlig mørket. Hun hadede mørke.

Som hun sad der og tænkte, tastede hun sin e-mail-adresse og sit password og ventede, mens browseren opdaterede sig selv og skiftede side til en, hun kendte godt. Nemlig den, hvor alle hendes mails kom. Folk havde ofte undret sig over hendes adresse. Nemlig maj@hotmail.com. Det faldt dem ikke ind, at hun rent faktisk havde et mellemnavn, og når hun mindede folk om dette, gloede de for det meste bare uforstående på hende. Ellers gav det heller ingen mening. I hvert fald ikke på det engelske sprog, hun til daglig omgav sig med.

Hvad der forbløffede hende var, at Darren Smith kun havde været få dage om at nå frem til hendes mail og besvare den. Afslaget ville ikke gøre ondt, fortalte hun sig selv, for det var jo trods alt bare for sjov. Dog undredes hun over det faktum, at han i det hele taget havde taget sig tid til at svare med et afslag, når han garanteret havde fået mange mails. Hvad sagde det om personen bag mailen, at han tog sig tid til den slags? spurgte hun sig selv, mens hun åbnede mailen, inden nogen kunne nå at se adressen fra afsenderen.

Men den glade mail, der mødte hende, tog fuldstændig vejret fra hende. Hendes ansigt blev drænet for farve, og hun stirrede målløst på skærmen længe, inden hun kunne foretage sig andet. Hvorfor?

,,A-A-Amanda!” kaldte hun dæmpet, for at ikke alle skulle høre det.

Amanda nærmede sig med det samme, bekymret for venindens ansigtsudtryk.

,,Hvad er der galt?” spurgte hun.

Maemi pegede på skærmen.

,,Prøv at læse det her.”

Med bankende hjerte og svedige håndflader så Maemi på sin bedsteveninde, som læste mailen igennem et par gange, inden hun rettede sig op med et skævt smil på læben.

,,Det havde jeg ikke lige troet,” indrømmede Amanda.

,,Heller ikke her. Det var jo kun noget, vi gjorde for sjov.”

,,Præcis.”

,,Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.”

Amanda så ud til at tænke over det.

,,Du kan jo bare skrive tilbage til ham, at du desværre ikke kan alligevel. Eller du kan skrive sandheden.”

,,Nej!” Maemi så sig forskrækket omkring, overrasket over sit lille udbrud, så dæmpede hun stemmen og fortsatte: ,,Jeg mener, jeg kan da ikke bare skrive til ham, jeg i virkeligheden er en pige. Ydermere Liams lillesøster. Desuden er det synd. Når han er så glad for at have fundet en til sit projekt… er det så ikke tarveligt at tage den glæde fra ham?”

,,Men hvad vil du ellers gøre?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...