Photoshoot.

Den nittenårige, aleneboende fotograf og college-studerende Darren er vant til at leve som en rod og leger med piger som det passer ham bedst, og han er bestemt ikke vellidt. I hans klasse går fyren Liam, som alle kan lide, og de to bryder sig ikke just om hinanden. Liam har en lillesøster, som han bor sammen med, ved navn Maemi på sytten år, som er noget drenget og ikke ligner en pige med meget andet end ansigtstræk. Da Darren en dag søger efter en mandlig model med feminine træk, beslutter Maemi og veninderne, at det kunne være en sjov joke, men da han vælger hende, tør hun ikke fortælle ham om sit virkelige køn, hvilket resulterer i, hun forelsker sig i den unge fotograf, som - noget undrende over en ny opdagelse i sin seksualitet - gengælder dette. Problemerne hober sig efterhånden op, fordi ingen af dem er gode til at skjule det, men det hele eksploderer, da Liam får tilbud om at uddanne sig udenlands og beder Darren lade Maemi bo hos sig.

30Likes
91Kommentarer
7321Visninger
AA

11. 4. april

 

Lørdag morgen havde Liam Jones været der og havde takket for hjælpen, inden han efterlod sin højt elskede lillesøster i Darrens varetægt. Darren var alt andet end oplagt til at have gæster efter endnu en bytur fredag aften. Og endnu mindre var han oplagt til at skulle underholde en syttenårig pige, som pakkede sine ting ud i hans lejlighed. Hans hoved gjorde ondt, og han følte sig lidt som en zombie. Så da Liam gik lettede en del af trykket.

Pigen, Maemi, forsvandt ud af hans synsvidde hurtigere end han havde forventet, og da klokken blev tolv om middagen havde hun endnu ikke forladt det soveværelse, han havde lånt hende. Hun gik rundt derinde, kunne han høre, og af og til nynnede hun, så han kunne høre det gennem den lukkede dør. I mellemtiden placerede han sig ved spisebordet og gennemgik sine e-mails og notater til eksaminationerne, der snart skulle finde sted på FGCU. Og stemningen var underligt akavet i lejligheden, selv om der ikke som sådan var nogen, den kunne være akavet imellem. Han følte sig bare underligt til mode.

Måske hang det sammen med, at han under byturen den forrige aften havde mødt en del af de bandemedlemmer, Jeremy tilbragte sin tid med i gaderne. De havde forsøgt at presse ham til at blive en del af flokken, men eftersom han vidste bedre end at blive involveret i den branche, havde han takket nej til forslaget og i stedet drukket øl med dem for at kompensere for det. Presset havde været der flere gange, jo fuldere folk blev, og han havde hver gang afslået tilbuddene. Jo, at handle med stoffer skaffede penge hurtigt, men det, der virkede som lette penge, kunne ødelægge hans liv for evigt, hvis han begik den mindste fejl, og det ville han ikke have skete. Så da han denne morgen, da han vågnede, opdagede, at han havde fået stoppet et par gram amfetamin i lommen under byturen, skyndte han sig at få det af vejen. Han indtog ikke den slags, så han kunne umuligt i fuldskab have købt det. Desuden manglede der ikke så mange penge, at han kunne have gjort det, i hans pung.

Det generede ham, at banden ikke kunne lade ham være. De havde aldrig forstået et nej, og de blev ved med at presse folk til at være med. Rekrutteringen gik ud på at danne den største bande med de skarpeste medlemmer og den største omsætning i området. Det var et tydeligt tegn på, mennesket var et flokdyr, socialt og totalt afhængigt af andre. Darren var også et menneske, og han kunne lide andre mennesker, men han var ikke et flokdyr og manglede stadig at møde en, han ønskede at tilbringe hvert ledigt øjeblik i selskab med.

Cameron og Jeremy var fine at tilbringe tiden med, og det samme var Mike Way, men ingen af deres personligheder appellerede direkte til Darren om at foreslå, de tilbragte mere tid sammen. Ej heller gjorde personlighederne hos nogle af de piger, han kendte. Med den stigende popularitet af hans billeder fulgte også det faktum at han måtte indse, han nok heller ikke skulle håbe på for mange ægte nye venskaber. Connor var måske en mulighed, men de to var vidt forskellige, og det gik ikke at ses alt for meget, eftersom Darren selv var chefen. Det var ikke godt at blande arbejde og fritid sammen, og som ung studerende tvivlede han på sin egen evne til at skelne hundrede procent.

Men skulle han udnævne den nærmeste ven, han havde, ville det være Connor. Der var meget få han stolede på i samme grad som lysteknikeren, og endnu færre han kunne holde ud at omgås hver eneste dag uden på noget tidspunkt at blive træt af personen. Connor var en helt igennem god person, og han vidste det udmærket godt, hvilket garanteret gav ham selvtilliden til at være den person, han gerne ville være. Det virkede udmærket, vurderede Darren, som havde set den venlige interaktion mellem Connor og Alex. Fredag eftermiddag havde han dog bemærket, de to ikke havde talt meget sammen, og da han spurgte, om de havde diskuteret havde Connor rødmet og benægtet i en fart. Alex havde han ikke turdet spørge. Modellen havde alt for stor interesse fra hans side i forvejen, og han ønskede ikke at teste sig selv yderligere.

Hvilket var godt. Maemi havde ikke ønsket at lyve for Darren, og hvis han var begyndt at spørge ind til Alex’ og Connors underlige samvær om fredagen, ville hun have svært ved at komme med en historie, der kunne dække over virkeligheden. Ydermere skulle hun jo så også have snakket med Connor om en undskyldning, men betragtning af de ikke så godt kunne se hinanden i øjnene ønskede hun ikke at få teknikeren på tomandshånd. Dertil skammede hun sig for meget. Hun havde skjult sig og løjet og været en falsk ven for alle arbejdende under Darren, og så selvfølgelig fotografen selv.

Af samme grund havde hun overvejet at smide billederne fra Darren ud og aldrig mere kigge på dem, men hun vidste også godt, at hun gerne ville mindes om de specielle øjeblikke i fotostudiet senere hen. Når han hadede hende og ikke ønskede at se hende igen. Når Liam også hadede hende, og når hun blev betragtet som desperat og hyklerisk af alle i Fort Myers, der uden tvivl ville få den skræmmende nyhed at vide. I sidste ende havde hun valgt at beholde dem og gemte dem i et mindre benyttet rum af sin skoletaske, hvor hun var sikker på at have dem med sig, selv hvis hun hurtigt skulle få brug for at forlade lejligheden. Og det regnede hun med, når først Darrens vrede blev udløst.

Hun kiggede på sit ur. Klokken var fem nu, og hun havde ikke sagt et eneste ord til fotografen siden hun gik ind på soveværelset. Det var utaknemmeligt og uhøfligt, men hun anede ikke, hvad hun skulle sige, og han virkede ikke ivrig efter at lade hende at kende  - som om hans tanker var et helt andet sted. Og det bebrejdede hun ham på ingen måde. At han havde et liv og noget at tænke på var måske det vigtigste ved hans personlighed, for det havde alt sammen noget at sige. Når han talte, var det med et erfarent glimt i øjnene og en afslappet, vidende kropsholdning, en indre ro der informerede hende om, han vidste, hvad han talte om. Uden erfaringer og ting at tænke over, ville han aldrig være i stand til at tage tingene på den måde. Specielt ikke hvis det var vigtige ting, måske endda beslutninger, han talte om. Råd, han kunne give.

Men hun havde ikke tid til at tænke på Darren så meget, som hun gjorde. Hun var næsten blevet lige så besat af tanken om ham som sine veninder, endda som Amanda, men det ønskede hun ikke. Tiden var ikke til det. Hun havde tons af lektier at lave op til eksamener i skolen. Hun skulle studere for at bestå og besad ikke det samme intellekt som Liam, frygtede hun, selv om hun også klarede sig nogenlunde. Hun var intet geni og behøvede konstant repetition for at huske nogle ting. For eksempel fysik, som hun havde en afsluttende eksamen i inden for forholdsvis kort tid. Så det var med at læse når hun havde tiden.

Denne tanke fik hende til at stuve det sidste af sit tøj af vejen og gribe sin skoletaske. Hun rodede rundt med den et stykke tid for at finde sin fysikbog - og var ved at gå i panik, da det i første omgang ikke lod sig gøre i det sædvanlige rum i tasken. Endelig slog tanken hende; hun skulle tjekke i rummet med billederne af hende og Darren. Forsigtigt lempede hun billederne op og lagde dem på sengen, som hun havde redt. Et øjeblik betragtede hun dem smilende, så rystede hun på hovedet, lod sin hånd dykke igen og fiskede den forholdsvis tynde bog med det tørre stof op.

I det samme bankede det på døren, ganske let.

,,Ja?” sagde hun stille, tillod dermed at Darren - som sandsynligvis var den, der bankede på - kunne tale til hende.

I stedet åbnede han dog døren, og hun skyndte sig at samle billederne op og knuge dem ind mod sit bryst, håbende på hendes hænder i det mindste dækkede for hans copyright-mærke bagpå. Hendes hjerte sad oppe i halsen. Men han så ikke ud til at bemærke noget og fortrak ikke en mine: hans ansigt var alvorligt og en smule tvivlende.

,,Min aftensmad står på salat med kylling. Skal jeg lave til to?” spurgte han og lød overraskende venlig.

,,Det må du gerne… Hvis det ikke er til for meget besvær.”

,,Okay.”

Han vendte rundt og lukkede døren efter sig, efterlod hende alene med sine tanker og sin fysikbog igen. Piger, skønnede han, ville han aldrig blive helt klog på. Måske kunne han aflæse deres sexlyst i øjnene på dem, og måske vidste han, hvordan han tilstrækkeligt ignorerede dem og derved fastholdt deres interesse. Men i hverdagen havde han ingen anelse. Maemi, for eksempel, havde siddet på den bløde seng med en fysikbog foran sig og knuget nogle billeder eller lignende ind mod sig - han havde kunnet se, hvad det var, på strukturen af materialet, hun holdt ind mod sin krop.

For at aflede sine egne tanker gik han ud i køkkenet og begyndte at snitte salat, peberfrugt, løg, tomat, agurk og andre ting til at komme i aftensmaden. Da han havde blandet alle disse ting i en stor skål, tog han en bakke kyllingefileter, der stod i det ene hjørne og tøede, og begyndte at skære i strimler, inden han stegte dem på panden til de havde en tør, men ikke brændt, kulør. Derpå lod han kyllingen køle af i køleskabet, drak noget vand og spiste lidt brød, hvorpå han blandede kyllingestykkerne i salaten.

Hans mave knurrede på samme måde som altid, når han havde været i byen, og han besluttede i det øjeblik, at han måtte have noget mere brød. Eller noget andet stivelseholdigt. Derfor gav han sig til at koge noget pasta, som han puttede i køleskabet til at køle af hurtigt. Da dette var sket, blandede han også pastaen i salaten og stod lidt og så på den. Så nikkede han tilfredst, fandt et par skeer frem til at øse op med, og fyldte en tallerken med blandingen.

,,Maemi,” kaldte han og blev overrasket over sin egen handling, ,,hvis du vil have salat er det færdigt nu.”

Som sådan forventede han ikke et svar og satte sig bare hen i sofaen med sin tallerken og en gaffel. Dovent tændte han for fjernsynet og gav sig til at se nyhederne.

 

Ved nitiden gav hun op, fordi hendes mave knurrede forfærdeligt af sult. Hun forstod simpelthen ikke teorien bag grunden til, hun ved målinger af tryk og temperatur i vand fik et resultat på -273 grader celsius. Det irriterede hende voldsomt, fordi hun ikke havde lyst til at spørge sine venner til råds - hvis hun gjorde det, ville de vide, hun ikke længere boede sammen med Liam, som til enhver tid kunne hjælpe hende med lektierne, specielt i det fag.

Forsigtigt listede hun ud i køkkenet og så sig omkring, åbnede skabene og forsøgte at finde en tallerken, hun kunne spise af. Da det endelig lykkedes, havde hun nær væltet stablen på gulvet med sine rystende hænder. De rystede af frustration over lektierne og forlegenhed over at være i samme lokale som Darren, som bare sad med hovedet lænet til den ene side, en bog i hænderne og lukkede øjne foran det tændte fjernsyn. Hans lange krop klædt i sort faldt næsten i ét med den mørke lædersofa, og hun havde ikke kunnet lade være med at smile, da hun så på ham på vej til køkkenet.

Hendes larm med tallerkenerne havde imidlertid vækket ham, og da hun usikkert så sig over skulderen, stod han med skulderen lænet afslappet mod en metalstang, der kreerede en slags buegang med loftet. På den anden side af stangen var en halvmur, der adskilte tv-stue fra køkken. Han så ikke vred eller irriteret ud, mere nysgerrig.

,,Sulten?” spurgte han dæmpet, men uden at bevæge sig ud af stedet.

Hendes kinder blussede, og hun måtte vende sig om igen.

,,Lidt,” svarede hun forsigtigt.

,,Men ikke kun?” gættede han.

,,Nemlig.”

Der var stille mens han fordøjede den information, men han følte ingen grund til at snage. Han kendte ikke Maemi Jones endnu, var ikke engang sikker på, han burde opføre sig så afslappet i hendes nærhed. Hvorfor skulle han så interessere sig for hendes liv? Hvad der bekymrede hende? Hvad der fik hende til at rødme så dybt, at det var tydeligt at se?

,,Darren?”

Han glippede forbløffet med øjnene, men rankede så ryggen og stak hænderne i lommerne.

,,Ja.”

,,Gider du ikke forklare mig noget? Det er noget fysik-halløj.”

,,Øh… Jo, hvis jeg kan.”

Hendes indre føltes som et stort festfyrværkeri af glæde og lettelse. Måske ville hun så få indsigt i, hvad der var problemet, hvorfor hun ikke forstod resultatet, hun skulle analysere til den rapport om tryk og temperatur, hun skulle skrive i nær fremtid. Og at Darren hjalp hende kunne hun kun tolke på en god måde. Så brød han sig altså om hende som pige også. Bare en lille smule, i hvert fald, ellers ville han nok have sagt nej. Ville han ikke?

Inden han kunne nå at ombestemme sig ignorerede hun sin protesterende mave og klemte sig forbi ham - hun var omhyggelig med ikke at røre ham - for at komme ind på soveværelset og hente sin fysikbog samt en blok til notater, så hun kunne skrive ned, hvad han fortalte hende. Hvis han da kunne fortælle hende noget. Men eftersom dette var fysik på et forholdsvis lavt niveau, kunne hun ikke lade være med at forvente, han vidste, hvad problemet var.

En lille del af hende var også bevidst om klicheen i det, hun var i gang med. Lektiehjælp med den flotte, intelligente fyr i byen. Det var den klassiske kærlighedshistorie om og om igen, men hvad kunne hun gøre ved det? Hun skulle vide det for at få en god karakter i fysik, og det var faktisk ikke en undskyldning for at få lov at være i kontakt med Darren. Selv om det nok også var en del af klicheen; benægtelse. Ingen, hun kendte, ville stå ved det faktum, at de udnyttede alle muligheder for at være sammen med den, de kunne lide. Ikke engang Amanda.

Da hun vendte tilbage til køkkenet sad Darren ved bordet med hagen hvilende i håndfladen og et tomt, stirrende blik rettet direkte ud i luften, som om han ikke helt var til stede. Overfor ham, ved en anden stol, stod en tallerken med kylling og salat samt en gaffel og en halv liter vand i en flaske, der var så kold, at det duggede på ydersiden af plastikken. Et lille smil bredte sig over Maemis læber, da hun så det, for det var betænksomhed i hen skala, hun endnu ikke havde set eller regnet med fra hans side. Ikke engang overfor Alex. Og tanken om, han faktisk havde gjort noget for hende og ikke ”Alex”, gjorde hende virkelig glad og varm indeni. Selv om det var dumt og tøset og typisk.

,,Hvad er problemet?” spurgte han og blinkede en enkelt gang, tilbage i virkeligheden igen efter at have siddet og tænkt.

Maemi så ud, som om han havde givet hende et chok, med røde kinder og nedslået blik, der dog sneg sig hen på ham af og til, det lange, lyse hår hængende ned over skuldrene og fysikbogen blokken trykket ind mod sin krop. Han lagde hovedet en anelse på skrå og vippede dette en enkelt gang for at kalde hende nærmere - hun var gået i stå ved halvmuren.

Der gik yderligere et par sekunder før hun syntes at have fanget ideen med hans handling. Det mindede ham et øjeblik om den måde, Alex syntes at tænke over tingene, inden han traf et valg, uanset hvad det handlede om, men specielt når han skulle stå foran kameraet. Som om han først ikke rigtig vidste, hvad han skulle gøre, eller hvor han skulle placere sine lemmer. Så da Maemi endelig krydsede gulvet havde Darren forventet det og set det komme.

Nej, Maemi var ikke Alex, men de havde nogle unægtelige ligheder. Han måtte huske at spørge hende, om de to var i familie på et tidspunkt. Hvis han nogensinde kom til at kende hende så godt, at han kunne tillade sig at stille den slags spørgsmål.

,,Problemet er, at jeg skal forklare, hvordan tryk og temperatur hænger sammen ifølge denne kurve, og derefter forklare, hvorfor resultatet bliver, at linjen skærer y-aksen i -273 grader celsius,” sagde hun stille og satte sig overfor ham, mens hun rakte bogen frem.

Han tog imod bogen og studerede det nøje et øjeblik, så bredte der sig et vidende smil på hans læber, og Maemi åndede lettet ud. Det lod til, han vidste, hvad han skulle svare på spørgsmålet. Heldigvis.

,,Der står her, at temperaturen originalt er målt i Kelvin,” sagde han indledende og strøg sit mørke pandehår ud af øjnene inden han fortsatte: ,,Nulpunktet for Kelvin svarer til -273 grader celsius. Kelvin er en anden temperaturenhed, hvor den afviger fra celsius-skalaen med 273.”

,,Hvorfor det?” spurgte hun og skrev ivrigt ned, nu hvor han faktisk sagde noget, hun kunne bruge.

,,Det er sådan skalaen er. Jeg tror ikke, der er en grund til, der er en forskel på det antal grader,” svarede han ærligt.

,,Okay,” Maemi tog bogen tilbage og klappede den sammen omkring blokken med noterne, hvorpå hun gav sig til at spise sin mad.

Det var rart at have hørt ham tale til hende på den måde, tålmodigt og selvsikkert, som om han virkelig vidste, hvad han snakkede om - hvilket han uden tvivl gjorde, nu hvor hun tænkte over det. Darren virkede ikke som typen, der satte sig ned og hjalp folk med lektierne, havde Liam sagt, og tilføjet, at han garanteret hånede folk bag deres rygge fordi de ikke var lige så hurtige til at opfatte og havde lige så god hukommelse som Darren selv. Hun havde været tilbøjelig til at give sin bror ret.

Men i løbet af det korte stykke tid, han havde taget til at forklare hende hvordan det hang sammen, havde hun lært en masse, både om det, hun skulle skrive rapport om, Liam og så selvfølgelig Darren. Liam havde forventet det værste af Darren og havde ikke snakket direkte positivt om ham ret ofte. Det smittede af på den måde, han udtrykte sin beundring af fotografens evner, og det påvirkede selvfølgelig Maemi, som ikke på det tidspunkt, hvor Liam havde talt mest om Darren, havde noget andet kendskab til denne end det, hun hørte fra Amanda og sin bror.

Men Darren havde vist sig at være anderledes overfor hende end Liam havde sagt. Hans stemme havde været rolig, kontrolleret, men stadig afslappet og tålmodig, som om han intet havde imod at forklare. Som om han gerne ville hjælpe. Der var selvfølgelig den minimale chance for, det kun gjaldt for hende, at han var hjælpsom og betænksom. Men hun regnede ikke med det. Hvorfor skulle hun have særbehandling af ham, bare fordi hun belemrede ham ved at optage plads i hans lejlighed? Nej, han gav hende ikke særbehandling. Men måske havde han ikke haft lejlighed til at hjælpe andre i forbindelse med sine studier. Måske var de fleste lige så kloge som ham og Liam.

Måske… Hun regnede ikke med det, men det var den eneste duelige teori, hun havde, hvis hun ikke ville tilbage til det faktum, at hun havde fået særbehandling, før eller senere. Hun ville finde ud af det en dag, spørge ham eller en anden og håbe på, hun fik et logisk svar, der nogenlunde passede til det, hun nu havde fundet frem til. En dag. Men ikke denne aften.

,,Tak for mad,” smaskede hun, stadig med munden fuld af sidste mundfuld fra tallerkenen.

,,Velbekomme,” sagde han uden at se på hende, idet han havde fundet en lille paperback bog frem og sad og læste.

Da hun hørte hans ord, kunne hun ikke lade være med at undre sig. Det burde ikke undre hende, at han lod til at more sig, men det svage strejf af latter i hans stemme forbløffede hende alligevel. Nok skulle de vænne sig til at omgås hinanden høfligt og forhåbentlig venskabeligt, men der var ingen, der havde bedt ham udvise denne form for glæde ved hendes selskab. Latter var for hende et af de bedste tegn, man kunne få, specielt fra en person som ham. For selv om han ikke til daglig gik og så direkte nedtrykt ud, så var der noget dystert og plaget over ham så snart han ikke troede, folk så på ham.

Noget hun ikke havde turdet spørge Connor om. Lydteknikeren så desuden ikke ud til at bemærke det når Darren tog et øjeblik for sig selv til at dvæle ved hvad det end var, der nagede ham. Kun Maemi virkede opmærksom på dette. Selv Darren var bevidst om, der var noget over den spinkle, lyshårede person, han ikke havde mødt hos andre før. En anden form for skarpsyn. De der brune øjne gav ham en følelse af at blive set direkte igennem, læst som en åben bog. Og han forsøgte at være forsigtig, men det var som om det ikke rigtig ville virke for ham. Som om Alex absolut skulle fange ham hver gang han glemte at skjule sine tanker for omverden.

Det var ikke lige så irriterende som det var pinligt. Han var en voksen mand, han kunne passe på sig selv og kontrollere sin krop, sit kropssprog, sine ord og til en vis grad også sine tanker. Han kunne bare lade være med at tænke på det, han ikke ville lade andre se. På den måde fungerede hans forsvar bedst. Og så alligevel var en lille, spinkel, sårbar, blond model i stand til at se lige igennem ham, som var han en glasrude.

Maemi smilede ved tanken om, at hun kunne se dybere end bare den blanke overflade, Darren leverede, afpudset og slebet ned indtil alle synlige fejl og mangler var væk. Og hun var sikker på, han gjorde det med vilje.

Så måske skulle hun forsøge at grave dybere i løbet af den tid, hun alligevel boede sammen med ham. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...