Photoshoot.

Den nittenårige, aleneboende fotograf og college-studerende Darren er vant til at leve som en rod og leger med piger som det passer ham bedst, og han er bestemt ikke vellidt. I hans klasse går fyren Liam, som alle kan lide, og de to bryder sig ikke just om hinanden. Liam har en lillesøster, som han bor sammen med, ved navn Maemi på sytten år, som er noget drenget og ikke ligner en pige med meget andet end ansigtstræk. Da Darren en dag søger efter en mandlig model med feminine træk, beslutter Maemi og veninderne, at det kunne være en sjov joke, men da han vælger hende, tør hun ikke fortælle ham om sit virkelige køn, hvilket resulterer i, hun forelsker sig i den unge fotograf, som - noget undrende over en ny opdagelse i sin seksualitet - gengælder dette. Problemerne hober sig efterhånden op, fordi ingen af dem er gode til at skjule det, men det hele eksploderer, da Liam får tilbud om at uddanne sig udenlands og beder Darren lade Maemi bo hos sig.

30Likes
91Kommentarer
7351Visninger
AA

7. 26. marts

 

Darren lagde kameraet fra sig og lukkede computerskærmen på arbejdscomputeren ned, idet han satte sig ned i mødelokalet og stirrede ud i luften med hængende øjenlåg og en rynke mellem brynene derover. Med de lange fingre gned han sine tindinger og sin pande, inden han lagde sig fremover med hovedet i armene.

Connor havde forladt studiet tidligt den dag for at tage til noget fødselsdag, og fordi Darren ikke så nogen grund til, arbejdskraften blev hængende når der intet var at lave, havde han godkendt forespørgslen. Nu hvor klokken nærmede sig seks på en ganske almindelig torsdag aften, og han og Liam skulle aflevere opgaven den følgende dag, var det ved at være sidste udkald. De havde haft halvanden uge til at lave den store opgave. Og de var ikke nået særlig langt med planlæggelse af fremlæggelsen. Derfor havde Darren følt sig tvunget til at tilsidesætte arbejdet og sin tid alene for at blive færdig, og han havde inviteret Liam hen til studiet, hvor han mente de ville få mere fred og ro end på campus, hvor folk havde det med at løbe fra lejlighed til lejlighed om aftenen og spørge efter notater og gamle opgaver. Opdagede folk dem sammen, ville de begynde at stille spørgsmål og invitere sig selv indenfor. Sådan var mentaliteten. Det skulle Darren ikke nyde noget af.

Hans interesse var at blive færdig med samarbejdet hurtigst muligt. Men han måtte indrømme, at over de sidste par dage, hvor de havde arbejdet i fysiktimerne og pauserne, havde hans opfattelse rykket sig en lille smule. Han havde aldrig direkte troet om Liam, at han var arrogant, og det var da heller ikke tilfældet. Nærmere tvært imod. Liam virkede uselvisk i alt, hvad han foretog sig og hjalp gerne andre, selv om de to var hamrende stressede selv for at blive færdige. Han indvilligede gerne i privat samtale og virkede oprigtig.

Der var dog én ting, Darren havde værdsat meget i løbet af den tid, de havde arbejdet sammen på opgaven. Denne ting var den andens strålende intellekt. Under de blonde lokker gemte der sig utroligt megen viden, som de i opgaven havde draget fordel af. Desuden havde Liam en fantastisk hukommelse og kunne sige ordret hvad Darren havde sagt dagen før, hvis han mente det var tilstrækkeligt vigtigt for opgaven. Og det havde han benyttet sig af. Darren var godt selv klar over, han ikke havde lagt op til lige så megen positiv omtale om sig selv i den seneste tid, men alle ting havde en årsag, og hans job var en af disse årsager.

Alex var blevet en fantastisk model i løbet af ingen tid, og de to arbejdede godt sammen. Som et led i at lære modellen at kende først, havde Darren valgt at tage billeder af ham alene et par gange først og udføre solobillederne til at starte med, indtil de lærte hinanden at kende. Efterhånden syntes han, de kendte hinanden tilstrækkeligt til, han kunne forsøge at tage fotos parvist. Og dog tøvede han.

Hver eneste gang han så på Alex, virkede han bekendt, og det irriterede Darren, fordi han ikke vidste, hvor han havde set de ansigtstræk før. Eller i hvert fald mindede han om en, det ikke var sjældent, Darren så. Problemet var bare hvem det kunne være. Og når han forsøgte at komme ind på, om de havde nogen fælles bekendte, trak Alex ligesom lidt i land og blev meget privat. Det virkede lidt, som om den lille blonde fyr ikke brød sig om Darrens spørgsmål og ikke havde lyst til at besvare dem. Som om han gemte på en hemmelighed. Men hvad skulle det dog være?

,,Smith?” kaldte Liam Jones pludselig ude fra indgangen, og Darren rejste sig hurtigt fra stolen, han havde siddet i, og forlod mødelokalet.

,,Hey,” sagde han en smule dumt og kløede sig i nakken, mens han lænede sig mod dørkarmen.

Jones smilede over hele hovedet som han stod der i døren, og latteren spillede i hans brune øjne. Darren undredes kort, men Liam var ligeglad med det forundrede udtryk. Han havde tilbragt lang tid med at studere rutebeskrivelser for at finde frem til det rette sted, på trods af at han boede i byen og var vant til at færdes i gaderne. Han havde ikke haft den ringeste anelse om, hvor Darrens studie lå, og da han fandt det, var han blevet overrasket. Mest fordi han gik forbi der ofte og aldrig havde skænket det en tanke, at hans medstuderende kunne eje et så professionelt udseende sted, men også fordi studiet ikke rigtig afspejlede den side af Darren, han havde oplevet.

Godt nok var Darren en god fotograf, og han lod til at elske det, han lavede. Men Liam havde aldrig forventet at se så mange fotografier af smilende mennesker vende ud mod gadebilledet gennem de store glasruder, på det sted, Darren ejede. Ingen, som ikke kendte den mørkhårede unge mand godt, ville have set det komme, tænkte Liam ved sig selv, ikke for at finde trøst i tanken, nærmere for at give sig selv en smule mere grund til faktisk at gide samarbejde med den ellers lidt negative studerende.

,,Så det er her, du tilbringer din tid efter skole,” kommenterede Liam blot og rullede et par gange med skuldrene.

,,Tja,” sagde Darren og kløede sig en anelse forlegent i nakken, inden han hastede med hovedet i retningen af det lokale, han havde gjort klart til at arbejde i. ,,Skal vi se at komme i gang?”

Liam fornemmede tydeligt, der lå noget under bratte måde, Darren skiftede emne på. Det var tydeligt, han ikke brød sig om at tale om sig selv, og det respekterede den blonde unge mand fuldt ud. Der var jo også ting, han ikke brød sig om at diskutere med Darren - for eksempel det faktum, at hans lillesøsters veninder alt for ofte gav sig hen til dagdrømme om den høje, mørkhårede fotograf.

Amanda, Peter og Matthew holdt nemlig i det øjeblik Maemi med selskab i det lille køkken, hun sædvanligvis brugte til at tilberede den mad, hun spiste. Hun nød vennernes tilstedeværelse og fandt det som værende en god måde at tilbringe tiden på. De fire high school elever snakkede om alt og intet, mens timerne fløj af sted. Det var blevet mørkt udenfor, men det forhindrede dem ikke i at snakke videre, og fyrene var begyndt at komme med hentydninger til, de kunne tage hjem til en af dem og overnatte frem for at alle gik hvert til sit når Liam kom hjem.

Selv om det var hyggeligt, så var Maemi ikke så sikker på, hun havde lyst til at tilbringe natten sammen med de to fyre og Amanda. Ikke fordi hun frygtede for, hvad der kunne ske hende selv, men fordi hun var bange for, der ville ske Amanda noget ubehageligt i løbet af natten. De to piger udvekslede da også sigende blikke når forslaget blev taget op, og det blev ret tydeligt for dem begge, at ingen af dem havde lyst til at gå med til forslaget. Det forhindrede nu ikke de to af det modsatte køn i at klø på med overtalelsen.

Peter var dog mere tilbageholdende end den skruppelløse Matthew. De skulle jo alle op og i skole den følgende dag, og han ville garanteret ikke få megen søvn hvis Amanda lå så tæt på, at han havde mulighed for at røre hende. Samtidig ville han have ondt af Maemi, fordi det var helt tydeligt, Matthews bestræbelser kun var rettede mod Amanda, men da han ikke følte, han direkte kunne invitere hende med i seng sådan lige umiddelbart, blev han jo nødt til at camouflere sine forsøg. Og dette havde Peter gennemskuet med det samme. Desuden, hvis han skulle overnatte sammen med Amanda, skulle det kun være de to. Han var bedste venner med Matthew, men de konkurrerede også begge indbyrdes om den tiltrækkende, formfagre piges gunst, og det nagede den ældste af dem.

Selv om hun ikke havde lyst til at overnatte sammen med begge fyre, hældede Amanda mest til den udadvendte, sprudlende og interesserede Matthew, og hun kunne sagtens se sig selv sammen med ham. Desuden var det kommet hende for øre, at han var en fantastisk sengepartner, og hun ville gerne have lejlighed til at bekræfte dette rygte. Men det skulle ikke være i Peters eller Maemis selskab. Dertil var hun alligevel for blufærdig og værnede en del mere om sin uskyld end hun lige gav udtryk for.

Også Matthew var bevidst om Amandas tanker og følelser omkring emnet, og derfor blev han ved med at presse på, indtil han indså, han måtte finde en ny strategi. Hvis han bare kunne få Amanda for sig selv, ville han være glad og tilfreds, ligeglad med han måske ville såre sin bedste ven og Amandas bedste veninde. Han kunne mærke, at noget rørte på sig i hans lyske, hver gang han så på den streg, der viste sig mellem Amandas bryster i hendes bluses udskæring, og hendes smil fik ham på underlig vis til at rødme. Specielt den aften var det slemt, og han vred sin hjerne i et desperat forsøg på at finde et påskud til at stikke af sammen med hende.

Maemi kunne tydeligt se på Matthew, hvad hans tanker var, og hun ville ikke gøre det vanskeligt for ham, fordi hun trods alt kendte sin venindes følelser for charmøren. Hun forstod dog ikke Amandas interesse, fordi hun selv fandt Peter langt mere indtagende end Matthew, uden at hun nærede andre følelser for fyren end venskab. Men hun var ikke sikker på, det var det rette at distrahere Peter så de to andre kunne slippe væk, for det ville såre ham senere hen, og det var hun ikke interesseret i. Hvis blot Amanda kunne finde ud af at afvise den ene af de to, hun ikke brød sig så meget om, ville alting være bedre. Men sådan forholdt tingene sig desværre ikke, og Maemi var ked af netop dette.

,,Maemi, ved du egentlig, hvad din brors hovedfag er?” spurgte Peter en smule opgivende, da han så de lange blikke, Amanda sendte Matthew hen over bordet.

Hun vågnede med et sæt af sine tanker og rettede sig lidt op i stolen.

,,Jeg tror, det er fysik,” svarede hun, lettere pinligt berørt over ikke helt at være sikker.

,,Ved du, om det er en god underviser, han har?”

,,Det er det. En lærer med styr på tingene og et ret personligt forhold til sine elever.”

Hun kendte Sean Tyson og var glad for, Liam havde ham som lærer, for han var en god mand og en type, hun godt kunne forestille sig gjorde timerne lidt mere underholdende end mange andre. Han havde en vis sans for humor og kunne nærmest lugte potentiale på lang afstand, hvad han ofte ikke veg tilbage for at udtrykke åbenlyst.

,,Hvilke fag har han ellers, din bror?”

,,I hvert fald kemi,” sagde hun og tænkte sig om. ,,Og jeg tror også, han har en eller anden form for geografi. Og psykologi.”

,,Hvordan passer psykologi lige sammen med resten af fagene?” lo Peter og morede sig over den tilsyneladende tilfældige tilføjelse.

,,Jeg har ingen anelse,” indrømmede hun og lænede sig uvilkårligt lidt ind over bordet, idet Amanda og Matthew hævede stemmerne en anelse for at kunne føre deres egen samtale.

,,Spøjst. Men jeg tror, psykologi er et interessant fag, så måske er det bare ren interesse?” gættede Peter.

,,Måske. Jeg ved det faktisk ikke.”

Peter sad lidt og tænkte, så lod en tanke til at slå ham, og han så helt forbavset ud.

,,Er det ikke også her, ham fotografen studerer? Darren Smith?” spurgte han pludseligt.

Maemi sukkede, himlede med øjnene og smilede, fordi det var hendes sædvanlige reaktion når nogen nævnte Darren. På det sidste havde hun dog været meget bevidst om, hun skulle reagere sådan på navnet, fordi det ellers ikke ville være hendes første reaktion længere. Navnet kunne - hun indrømmede ikke helt dette overfor sig selv i samme grad, som hun måske burde - fremkalde et smil på hendes læber, nu hvor hun havde lært ham lidt bedre at kende.

Han sagde mange rosende ord af en så stille og nærmest sky person at være, og han nævnte stort set aldrig sine vilde fester og byture, ligesom hun aldrig havde hørt ham omtale sin familie. Faktisk ikke med et eneste ord. Og hun startede ikke frivilligt en samtale om familie, da hun så havde en chance for at komme ud på dybt vand. Hun havde en mor, en far og Liam, som hun elskede højt, men det havde Alex ikke, for Alex var en lodret løgn, en falsk ven, hvis sande jeg disse såkaldte venner aldrig ville komme til at kende, hvis alt da gik efter planen.

Amanda havde flere gange luftet sin bekymring for, hvad der så ville ske i fremtiden. Ville Maemi måske rent faktisk blive glad for at være Alex og helt omskabe sin egen identitet? Eller ville hun blive nødt til at flytte væk, fordi folk ville genkende hende på gaden? Hvad ville Liam desuden sige, hvis han så billederne? Han var jo hendes bror, så han burde kunne genkende hende hvor som helst og når som helst. Ville han blive så rasende, at han smed hende ud fra sin lejlighed så hun måtte finde et andet sted at bo?

Hver gang veninden opstillede sine værste forestillinger frem for Maemi, grinede den blonde pige bare og sagde, at ingen af delene ville komme til at ske med sandsynlighed. Når hun var færdig med at arbejde med Darren, ville hun sige, at han ikke skulle kontakte hende lige foreløbigt, fordi hun havde fået tilbudt et job i Alaska og derfor måtte flytte derop. Om han ville tro hende anede hun ikke, men hun håbede inderligt på det. Og hun regnede heller ikke med, han ville have kontaktet hende efter projektet under alle omstændigheder.

,,Jo,” svarede hun endelig Peter.

,,Kender din bror ham?”

,,De har fysik sammen.”

Hun mærkede det vende sig i maven, hver gang hun tænkte på, Liam var sammen med Darren i netop det øjeblik, også selv om hendes dårlige fornemmelse måske til dels var ubegrundet. Hun kunne jo ikke vide, at de timer, hun havde tilbragt sammen med sine venner, havde skærpet hendes brors respekt for fotografen betragteligt, mens de arbejdede på fremlæggelsen af deres fysikopgave.

Klokken var lidt i elleve da de to endelig blev færdige og tilfredse, og mens de pakkede stakke af papirer med notater ned i mapper og tasker, spekulerede Liam i al hemmelighed på, hvordan det måtte være at føre en livsstil som Darrens. Det kunne bestemt ikke være kedeligt, så meget som han havde at gøre hele tiden, men måske var det på sin egen vis en smule ensformigt at gøre det samme dag ud og dag ind og aldrig rigtig få en pause, der veg helt ved siden af de aktiviteter, han foretrak i sin fritid.

På samme måde undrede det ham virkelig, Darren var så skarp og præcis i sine udtryk, som han var, og at han var lynende intelligent og vidende om det uden at være alt for arrogant. Det lod til, han - Darren - spillede alle sine kort rigtigt og aldrig gættede forkert. Han vidste, hvad han gjorde, og han var god til det. Måske endda lidt for god, men det skulle respekteres alligevel, mente Liam. Hvor mange af deres jævnaldrende havde lige den tilværelse, Darren havde? Hvor mange af dem var hundrede procent selvforsynende, betalte selv mad, skolegang, husleje, benzin til bilen, lejen af en bygning i byens centrum og alle de faciliteter, der hørte til såsom el og vand? Liam kendte ingen ud over fotografen, der i det øjeblik bøjede sig ned for at læse et par linjer på et stykke papir, skrevet med dennes egen svungne, lettere utydelige håndskrift.

,,Smith?”

,,Bare Darren,” rettede han uopmærksomt, mens Liam betragtede ham læse teksten.

,,Darren?”

Han følte sig fristet til at drage et dybt suk, men tog sig dog i det og rettede sig i stedet op, mens han samlede flere papirer sammen.

,,Ja?”

,,Bliver det aldrig ensomt for dig?” ville Liam vide, da netop dette spørgsmål havde krydset hans tanker mange, mange gange.

,,Hvad mener du?” spurgte Darren, forbløffet over det direkte spørgsmål.

,,Jeg mener, at selv om du tilbringer dine weekender med dine kumpaner - i mangel på bedre formulering, selvfølgelig - så handler jeres samvær jo kun om druk, og derudover er du aldrig sammen med nogen fra skolen, fordi du arbejder så meget. Du er selvfinansieret ned til mindste detalje, det har du selv sagt, hvilket må betyde, du heller ikke kan tilbringe ret meget tid med din familie,” gættede Liam, som var ude af stand til at sætte sig ind i den tankegang, at Darren ikke lod til at savne sin familie, da han aldrig havde omtalt denne i hans nærhed.

For Liam var familien en så vigtig ting, at han følte, han ville dø uden den. Desuden betalte hans forældre jo også hans dyre uddannelse, hvilket også var en væsentlig faktor. Og han havde Maemi boende hos sig. Hun lavede ofte mad til ham og gav ham den kærlighed, man forventede som et værdigt medlem af en familie. Så hvordan bar Darren sig ad? Besøgte han i virkeligheden oftere sin familie, end folk lige gik og regnede med?

Darren rystede blot på hovedet som en start. Han brød sig ikke om at tale om sin familie, for der var meget at fortælle, når han skulle forklare, hvorfor han ikke havde så megen kontakt med sine søskende og sine forældre som så mange andre. Og han ville da slet ikke fortælle det til Liam Jones, fordi den blonde mand ikke havde den mindste smule mulighed for at forstå, hvad han tænkte og følte med hensyn til sin familie. Men han skyldte alligevel et svar. Det var for mistænkeligt af ham at lade være med at sige noget.

,,Du har ret. Jeg ser ikke min familie så tit,” indrømmede han bare uden følelse og tænkte et øjeblik på sin fars behandling af ham.

Liam lod sig åbenbart ikke sådan affærdige med at kort, intetsigende svar, for han fortsatte med endnu et spørgsmål:

,,Du taler heller aldrig om din familie. Er der sket noget alvorligt, siden du ikke gør det?”

,,Ikke alvorligt i den forstand at nogen er døde eller på anden måde ramt af hændelige tragedier.”

,,Ingen ved ret meget om dine familieforhold. Har du overhovedet søskende?”

Det faldt Liam ind at spørge på den måde, fordi Darren virkede så selvfølgelig i alt hvad han gjorde, når han holdt folk på afstand, som om han ikke var vant til at have andre, delvist jævn­aldrende omkring sig. Darren trak kort på smilebåndet, men der var noget forbitret ved den måde, han smilede på, og smilet fortog sig utroligt hurtigt igen.

,,Ja.”

,,Hvor mange?”

Darren tænkte sig kortvarigt om. Det var ikke et spørgsmål om, hvor mange han betragtede som værende sine søskende, men hvor mange søskende han i virkeligheden havde. Dog kunne han godt tænke sig at vende spørgsmålet lidt til sin egen fordel, så han slap for at blive mindet om sine brødre og dermed også sin far. Han fandt det dog imidlertid bedst at svare helt sandt på spørgsmålet.

,,Tre.”

,,Hvilke køn?”

,,To ældre brødre og en lillesøster.”

,,Har du en lillesøster?” spurgte Liam forbløffet, og Darren hævede lettere fornærmet et øjenbryn da tonen lagde op til, han ikke burde have en søster.

,,Hun er dog en del yngre end din egen søster, så jeg kan ikke sætte mig ind i jeres forhold,” gav han igen, fordi han vidste, Liam havde et blødt punkt overfor sin søster, det vidste alle.

,,Kender du min søster?” spurgte Liam og mærkede en pludselig vrede brede sig i ham.

Darren rystede på hovedet, men smilede så djævelsk og trak sin taske over skulderen.

,,Jeg har set hende et par gange på skolen,” svarede han.

,,Hvordan kan du vide, det er hende, du har set?”

Den pludselige blussende røde farve på Liams kinder morede Darren, og han nød at prikke lidt til den ellers så perfekt optrædende unge mand.

,,Hun deler jo dit gode udseende,” sagde han afslappet og gik hen mod døren, men Liam nåede den først og stormede videre gennem indgangspartiet for så at nå yderdøren først.

,,Vi ses i morgen. Kom nu ikke for sent,” afrundede han studst aftenen og forsvandt så.

Darren stod tilbage ved døren til mødelokalet og grinede for sig selv, idet han slukkede lyset. Det havde været sjovt at bringe Liam sådan ud af fatning, efter at han selv havde været skydeskive for et ubehageligt emne. Endnu sjovere var det dog for ham at se, hvor umodent den blonde mand håndterede situationen. Så låste han dørene og satte sig ud i sin bil for at køre tilbage til FGCU og få hvilket ud inden den følgende dags fremlæggelse.

 

Da Liam kom tilbage til sin lejlighed, fandt han Maemi i dyb samtale med en af sine venner, en mørkblond fyr ved navn Peter, som høfligt hilste på, idet storebroren trådte ind i sit hjem under sine studier. Liam var stadig let befippet over det, Darren havde sagt nede i byen, men på vejen hjem var hans forargelse og had blevet afløst af en mild accept af, at det nok havde været ment i spøg. Jo mere han tænkte over det, jo mere tåbelig virkede hans egen reaktion på spøgen, og Darren havde i den grad fået ham ned med nakken. Som om det var en hævnakt efter diskussionen om den andens familie.

Maemi kunne se på ham, der var noget galt, men så længe Peter var i nærheden, turde hun ikke stille spørgsmålet og væbnede sig således med tålmodighed, idet hun så efter Liam, som forsvandt ind på sit soveværelse og lukkede døren efter sig. Peter så forvirret ud, men så lo han en glad latter og slog blødt en hånd i bordpladen, mens han lænede sig tilbage og betragtede Maemi med ny interesse. Efter at have talt rigtigt med hende for første gang, var han begyndt at synes bedre om den spinkle pige, og han indså, at hun måske i virkeligheden var mere hans type. Hendes ligefremme personlighed og glade udstråling fik ham til at overveje, hvorfor han aldrig havde lagt mærke til hende på den måde før.

Så han efter kunne han også godt se, hendes krop tilhørte en pige. Hun havde bryster og en lille bagdel, og hendes talje var smallere end den ville have været på en mand. Desuden havde hun et feminint ansigt med smukke, brune øjne og fyldige, kysseklare læber… Han stoppede sine tanker der og rystede på hovedet. Han var jo vild med Amanda. Det var han nødt til at være, for Maemi var ikke interesseret i at flirte med fyre, og hun forelskede sig ikke åbenlyst i dem, blot fordi de viste, de brød sig om hende. Så hvorfor kunne han ikke lade være med at stirre sådan på hende?

Det undslap heller ikke den sensitive Maemis opmærksomhed, at Peter betragtede hende indgående, men det var ikke ubehageligt. Hun var næsten sikker på, hvad hans blik fortalte hende, og hun havde ikke intentioner om at opmuntre ham i nogen retning. Derfor så hun kort henkastet på sit ur og strakte sig, men uden at det virkede, som om hun kedede sig. Det var blot en lidt ufin hentydning til ham, som Peter tolkede korrekt og dermed rejste sig for at forlade lejligheden inden nogle pinligheder fandt sted.

De to havde siddet sammen et stykke tid og snakket, efter at Amanda og Matthew - under påskud af at skulle tidligt op næste dag - havde forladt stedet sammen i Matthews bil, fordi han ville ”køre hende hjem”. Maemi ventede halvt om halvt at få en længere beretning den følgende morgen om venindens hede nat med flammen, men på den anden side var hun ikke sikker på, hun var interesseret i en sådan beretning, og hun ville gerne forsøge at undgå det.

Hun fulgte Peter til døren og fandt sig i en omfavnelse fra hans side, inden han vinkede efter sig og sprang ned ad trapperne og ud gennem døren til bygningen. Hun stod lidt og betragtede den tomme trappeopgang, før hun lukkede døren og gik tilbage ind i lejligheden til Liam, som var kommet ud fra sit soveværelse igen, omklædt og klar til at gå i seng. Han så oprevet ud, men ikke på en sådan måde at det lod til at tære voldsomt på ham. Forsigtigt sendte hun ham et smil og erindrede, at hun havde gjort det samme tidligere med Peter for at få den akavede stilhed efter de andres flugt lidt af vejen. Og så havde de snakket.

,,Var det slemt?” spurgte hun fattet på vej hen mod badeværelset.

Liam knurrede bare et svar og virkede stadig lidt ved siden af sig selv - og han undgik direkte at se hende i øjnene, hvilket han aldrig nogensinde havde gjort før. Det fik hende til at spekulere over, om hun mon havde gjort noget forkert. Måske var det fordi det kun var Peter, der var tilbage, og hun ikke havde ringet og givet besked om det. Det kunne ligne hendes overbeskyttende storebror at blive vred over en sådan ting, men hun havde en fornemmelse af, det ikke helt var det. Måske var det synet af de to sammen ved køkkenbordet? Måske brød han sig i virkeligheden slet ikke om Peter, men havde kun tilladt hans tilstedeværelse fordi Amanda ville være der også.

Sådan måtte det være. Det gjorde hende ked af det, at Liam ikke havde mere tiltro til hende end at hun kunne sige fra overfor fyrene, og at han åbenbart ikke stolede på, hun ikke ville gøre noget, han ikke bifaldt i hans egen lejlighed. Men samtidig blev hun mildt irriteret, for hun var sytten år gammel og fuldt ud i stand til selv at træffe sine beslutninger og valg. Hvis hun ønskede at være sammen med Peter, ja så gjorde hun det. Så længe det var en person, Liam ikke direkte havde noget imod, skammede hun sig ikke over sit venskab med denne. Til gengæld skammede hun sig over en anden relation, hun vidste, han ikke brød sig særligt om.

Mens hun børstede tænder og vaskede den neutrale makeup af, betragtede hun sit spejlbillede og blev meget bevidst om sin storebrors tilstedeværelse, da han kom ud for også at børste sine tænder. Derpå skyndte hun sig at gøre sig færdig og fandt sin natkjole frem for at trække den på og derpå gå i seng. Den underlige stemning gjorde hende ilde tilpas, og hun ønskede ikke at lægge sig til at sove med den viden at Liam var vred på hende over et eller andet, hun ikke vidste hvad var. For det måtte være noget, hun havde gjort, siden han lod det gå ud over hende på den måde, og det pinte hende ikke at kende årsagen til hans pludselige kolde skulder. Hun var ikke decideret bange for ham, men hun ville helst være på talefod med ham med det samme.

Da han kom ud fra badeværelset kunne han se hende sidde på hendes seng i det andet soveværelse og stirre ned i sine håndflader, og synet trak ham ud af den bekymrede, trancelignende tilstand, han havde befundet sig i få sekunder tidligere. Væk var vreden og fortvivlelsen og selvhadet, fordi han havde troet, Darren mente noget alvorligt med det, han sagde. Han foragtede sin egen ringe evne til at se fotografens humor, fordi det kunne komme til at sætte ham i et dårligt lys hvis det slap ud til folk, at han havde reageret så umodent.

Men Maemis forvirrede udtryk, da hun så op på ham, fik ham til at sætte stoltheden til side og gå hen mod hende. Hvis han ville sikre sig, han havde ret i, det kun var en spøg, måtte han hellere konfrontere hende med det, der nagede ham. Nemlig hvorvidt hun kendte Darren Smith. Stillede man hende et konkret spørgsmål, vidste han, hun aldrig ville kunne finde på at lyve. Ikke direkte. Og han kunne som regel gennemskue det hvis hun forsøgte alligevel. Men han regnede selvfølgelig ikke med, Darren kendte hans søster og omvendt.

Alligevel havde han en fornemmelse af, der var et eller andet galt. Når han på det seneste havde raset over opgaven med Darren, havde Maemi virket underligt interesseret i hans skolearbejde, som om det blev interessant af samarbejdet med fotografen. Som om hun var begærlig efter viden omhandlende den festglade men alligevel ansvarlige unge mand, Liam skulle fremlægge sammen med den følgende dag.

Også Maemi blev ængstelig, for hun havde fået en uhyrlig tanke. Hvad hvis Liam havde set et billede af hende forklædt som ”Alex” i studiet? Han ville uden tvivl have genkendt hende, for som yngre havde hun klædt sig ud som dreng til Halloween, i mangel på fantasi til et bedre kostume. Så hvis han havde set et billede af hende og genkendt hende som sin søster, havde Darren så fundet ud af, hun ikke var den fyr, han troede, hun var? Var hun afsløret og hadet af begge parter nu? Og ville Liam smide hende ud? Var det måske i virkeligheden derfor, han var så kold overfor hende?

Nu virkede det, som om han ville snakke alvorligt med hende. Det kunne hun se ud fra den måde, han gik fremad på, varsomt og velovervejet, som om han forsøgte at formulere sig, mens han kom nærmere. Og hun havde ikke en chance for under et eller andet påskud at slippe væk, idet hun rent faktisk sad på sin seng og var klar til at lægge sig til at sove. Han havde sågar overværet hendes badeværelsesbesøg inden, med undtagelse af da hun ladede vandet inden han kom til.

Idet han nåede døren stod han lidt og kiggede, og hun fornemmede hans tøven. I det samme vibrerede hendes telefon på natbordet, og hun kastede sig ivrigt over den besked, der var rullet ind. Der stod ikke mange ord, men det var nok til, at hun blev endnu mere bekymret:

Fotostudiet i morgen klokken fem. Darren.

Da hun så beskedens indhold, var hun overbevist om, hun havde gættet rigtigt med hensyn til det faktum, at både Liam og Darren vidste, hvad hun havde foretaget sig. Det sagde den korte meddelelse fra Darren hende. Og han havde heller ikke adresseret hende ved navn, sådan som han nogle gange gjorde det, skønt det ikke var altid.

Hun kom pludselig i tvivl om, hvorvidt hun rent faktisk turde stå ansigt til ansigt med Darren den følgende dag, for hun anede ikke, hvordan han reagerede når han var vred. På den anden side havde hun løjet for ham, og havde han fundet ud af sandheden om hende, måtte hun hellere undskylde i egen person frem for at gøre det via en sms eller en e-mail. Det skyldte hun ham trods alt efter at have opført sig så barnligt og bedragerisk.

Idet hun rettede blikket opefter, opdagede hun, at selv om Liam måske havde været skuffet over hende, havde han åbenbart besluttet sig at lade konfrontationen komme senere og var gået i seng. Desuden havde han slukket alt lyset efter sig, og hun var efterladt alene med sin fortvivlelse og frygt i mørket. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...