Photoshoot.

Den nittenårige, aleneboende fotograf og college-studerende Darren er vant til at leve som en rod og leger med piger som det passer ham bedst, og han er bestemt ikke vellidt. I hans klasse går fyren Liam, som alle kan lide, og de to bryder sig ikke just om hinanden. Liam har en lillesøster, som han bor sammen med, ved navn Maemi på sytten år, som er noget drenget og ikke ligner en pige med meget andet end ansigtstræk. Da Darren en dag søger efter en mandlig model med feminine træk, beslutter Maemi og veninderne, at det kunne være en sjov joke, men da han vælger hende, tør hun ikke fortælle ham om sit virkelige køn, hvilket resulterer i, hun forelsker sig i den unge fotograf, som - noget undrende over en ny opdagelse i sin seksualitet - gengælder dette. Problemerne hober sig efterhånden op, fordi ingen af dem er gode til at skjule det, men det hele eksploderer, da Liam får tilbud om at uddanne sig udenlands og beder Darren lade Maemi bo hos sig.

30Likes
91Kommentarer
7321Visninger
AA

13. 25. april

 

,,Maemi!”

Hun mærkede, hvordan hendes krop kastede sig selv ned mod madrassen igen, de salte tårer på sine kinder og gråden siddende i halsen, endnu før hun fik åbnet øjnene til lidt af en overraskelse.

,,Hm?” spurgte hun og tørrede sine kinder af med bagsiden af en hånd.

Darren sad på sengekanten og så virkelig ud til at have det skidt. Sollys faldt i en stribe ind mod hans ansigt fra en åben sprække mellem gardinerne, og hun kunne se hans hud være bleg selv i det tidlige lys. Hun måtte efterhånden have sovet længe, for hun var faldet tidligt i søvn med bogen aftenen før, da hun havde indset, Darren ikke ville komme hjem. Så havde der selvfølgelig lige være episoden med ham og Amanda, men den havde ikke varet længe, og nu skinnede solen udenfor.

,,Du… øh… lå og sagde mit navn, mens du græd, så jeg…”

,,Gjorde jeg?” spurgte hun forskrækket og mærkede sine kinder blive røde.

,,Ja.”

,,Det må du undskylde. Det var bare et mareridt.”

Han trak let på skuldrene og anede ikke, om han skulle sige mere.

Det var ikke første gang, hun havde grædt i søvne, men det var første gang hans navn var blevet nævnt på den måde, udtalt nærmest som et skrig af desperation og inderlig smerte. Han havde ikke kunnet bære at høre det, og på trods af de heftige tømmermænd, han døjede med, var han bekymret for hende og hvad der kunne få hende til at græde på den måde. Nok var han hverken overtroisk eller arrogant nok til at tro på, det var hendes underbevidsthed, der havde fået hende til at sige hans navn, men det var alligevel lidt sådan, han havde det.

Bortset fra tonefaldet, som han ikke anede hvor kom fra. Han havde dårligt talt til hende, men på den anden side heller ikke ignoreret hende. Han havde forsøgt at være lige så lidt i vejen for hende, som hun var for ham, og han ønskede at være en god vært for hende, så hun i det mindste fik en lidt positiv overraskelse ud af det faktum, at hendes bror var rejst uden hende. De havde ikke skændtes, han havde ikke kritiseret eller generet hende, hun havde ikke givet udtryk for direkte ubehag ved noget.

Men den frygt og desperation og smerte, han havde hørt, kunne næsten umuligt være et produkt af den direkte underbevidsthed.

,,Hvad drømte du?” spurgte han langsomt.

Maemi stirrede på ham.

,,Lige meget,” sagde hun hurtigt og kastede benene ud af sengen. ,,Du ligner noget, katten har slæbt ind.”

,,Tak,” mumlede han og trak en anelse på smilebåndet, hvilket fik Maemi til at rødme endnu dybere.

Det var første gang, han havde smilet til hende som værende Maemi og ikke hans dyrebare ”Alex”. Og øjeblikket var specielt, selv om det føltes en smule akavet og pinligt at sidde på sengen sammen med ham.

,,Var det en hård omgang?” lo hun og kunne høre den fremtvungne klang i sin egen stemme, uden at hun helt vidste, hvor den præcis kom fra.

,,Taget i betragtning at jeg ikke rigtig havde lyst, tror jeg nu alligevel, det lykkedes Cameron at få fyldt en del på mig,” indrømmede han og løftede sigende en hvid spand, han havde placeret hængende i en hånd mellem sine ben.

,,Skal det drikkes væk i aften?” gættede hun.

,,Ellers tak. Jeg skal også sove på et tidspunkt, ved du nok.”

Hun nikkede, og en akavet tavshed spredte sig mellem dem. Hver især forsøgte de at finde på noget, der kunne starte eller ende samtalen helt, og som ikke ville være alt for mærkeligt eller pinligt for nogen af dem.

,,Jeg kom til at kalde min model Maemi i går,” sagde han så endelig og smilede ved tanken.

Hun så ned i dynen, pludseligt mindet om gårsdagen og natten igen, selv om det ikke helt havde forladt hendes tanker endnu. De små hænder lukkedes omkring det lette stof i dynen. Tavsheden var tilbage igen, og Darren indså, at hvis han ville have en samtale i gang måtte han anstrenge sig lidt mere. Hvad ragede det overhovedet hende, at han var kommet til at kalde Alex for Maemi?

,,Jeg tror min lystekniker, Connor, faldt pladask for din veninde i går,” erklærede han ærligt og tilføjede lidt efter: ,,Han tog hende med hen til studiet.”

,,Hvor du mødte hende første gang, går jeg ud fra?” mumlede hun bare, men kendte allerede svaret på forhånd.

,,Ja.”

,,Og så faldt du også pladask for hende i går,” konstaterede hun.

Han så undersøgende på hende og abstraherede fra sin hovedpine. En lille rynke havde vist sig mellem hendes øjenbryn, og han var ikke sikker på, hvordan han kunne komme til at glatte den ude igen. Men hun havde lydt vred, da hun fastslog at han var vild med Amanda, hvad han selvfølgelig ikke forstod meget af.

,,Ikke rigtig.”

Først så han til sin store tilfredsstillelse et nærmest håbefuldt, forvirret udtryk i hendes brune øjne, idet deres blikket mødtes, men så hævede hun bare et øjenbryn og så skeptisk ud.

,,Det så da ellers sådan ud,” sagde hun tørt og mente det.

Hun vidste, Darren ikke altid var bevidst om andres ideer om hvad han lavede, og at han umuligt kunne nære stærke, inderlige følelser for alle de piger, han tog med hjem efter byture. Dertil var simpelthen for mange forskellige, nogle slet ikke i sammenligning med andre. Fælles for dem var kun skønheden, som fotografen selvfølgelig kiggede efter, selv uden et kamera mellem hænderne til at tage billeder af dem.

Men med Amanda var det noget helt andet. Amanda var hendes bedste veninde, og hun var ikke en pige, fyrene kun ønskede et one-night-stand med, hende datede man og blærede sig overfor andre med så længe som muligt. Hende forelskede man sig i, og den smukke, rødhårede pige vidste det udmærket. Hun var dygtig til at komme i kontakt med fyrene og skaffe sig netop én udvalgt persons opmærksomhed, og - hvis han var ligesom de fleste - holde den i umenneskelige tider, selv efter hun var blevet træt af ham. Maemi så det hele tiden på skolen.

Desuden kunne Darren lige vove på at lege med Amanda som han gjorde med de andre piger, man hørte om i Fort Myers. Hvis han gjorde det ville Maemi hade ham for altid, blot fordi han var som han var. Ingen skulle såre Amanda på den måde, ingen skulle plante falske forhåbninger i Maemis bedste veninde, udover Amanda selv, selvfølgelig. Det lod til, hun ikke ville få sin vilje med Darren, så vidt Maemi vidste, og selv om hun burde tage venindens parti, kunne hun ikke lade være med at føle et stik af tilfredsstillelse. Så snart Darren havde opdaget hende stående døråbningen, havde han bedt Amanda gå hjem. Betød det ikke noget?

,,Amanda er en smuk pige, ingen tvivl om det. Hun får alle af hankøn til at dreje hovedet uanset hvor hun går. Og hun er da også rigtig sød,” sagde han endelig og justerede lidt på sin stilling, inden han så på hende igen og atter blev slået af hvor meget hun lignede Alex. ,,Men jeg er altså ikke forelsket i hende. Langt fra, faktisk.”

,,Så hun er bare endnu et stykke nyt legetøj til samlingen?”

Han sukkede og stillede spanden fra sig på gulvet for at rejse sig.

,,Hvad er dit problem? Der skete jo ikke noget,” mumlede han og vendte ryggen til hende.

Hun sad lidt og så på ham, mens han gik hen mod døren. Han ville gå fra hende, irriteret over hvor meget hun blandede sig i hans privatliv, og så ville der ikke være mere at tale om i lejligheden længere, for så ville han slet ikke ønske at lære hende at kende, hvis han da havde ønsket det tidligere. Tanken fik hendes øjne til at svide underligt, men hun rystede blot på hovedet. Det var utroligt selvisk af hende at begynde at græde over noget så simpelt som dette.

,,Vent, Darren, jeg -” Hun gik i stå og så bare på ham med bedende øjne et øjeblik, så hans ryg drejes væk fra hende og hans ansigt komme til syne igen.

,,Hvad?”

Han var iskold. Maemi skulle ikke komme og tro, hun kunne se lige igennem ham, se hvordan han legede med pigerne fordi han ikke ønskede at binde sig. Der var grunde til dette, og han var delvist bevidst om det. Han var ikke så dum, at han ikke vidste, der var en psykologisk forklaring på hans opførsel i kvindeligt selskab. Det måtte der jo være, og han havde også en idé om, hvad denne forklaring kunne være, selv om han ikke ligefrem nød at undersøge sin egen personlighed.

Selv om han ikke var bange for at indrømme det overfor sig selv, så var det noget helt andet at forklare andre hvordan tingene hang sammen. Og som landet lå skyldte han ikke den blonde pige på sengen noget som helst, hvis ikke det måske var at have stoppet ham om natten. Det havde aldrig været hans mening at score Amanda på den måde, selv om det hele tiden havde været åbenlyst, den rødhårede pige gerne ville scores. Hellere end gerne, faktisk. Til sidst havde han bare givet efter, ladet hende få sin vilje.

Men da han så Maemis chokerede ansigtsudtryk, havde han haft en fornemmelse af, han lige så godt kunne have stukket sin sambo en lussing som have taget hendes veninde med hjem. Opfyldt af lyst kunne han sagtens have ignoreret den følelse, men så stort et røvhul kunne han alligevel ikke tillade sig at være overfor Maemi, syntes han, hvilket i sig selv var lidt underligt. Han havde aldrig tøvet med sine ”fangster”, selv om han havde vidst, det ville såre nogen i sidste ende.

Det sårede altid nogen, nogen meget tæt på ham.

,,Jeg gik over stregen,” mumlede Maemi på sengen og vred sine hænder. ,,Undskyld.”

,,Øh… Det er okay.”

,,Nej det er ikke. Det kan jeg se på dig, det ikke er. Jeg snagede og jeg tog fejl i mine antagelser. Undskyld. Det skal jeg nok lade være med i fremtiden.”

Han så lidt på hende, gik så tilbage til sengen og satte sig.

,,Jeg burde også undskylde,” sagde han langsomt.

,,For hvad dog?”

,,Amanda er din bedste veninde, ikke?”

,,Jo.”

,,Jeg kan ikke love, tingene vil blive præcis som før. Forhåbentlig vil de. Men hvis de ikke gør, så har du al mulig grund til at bebrejde mig og hade mig.”

Hvad der fik ham til at sige den slags  kunne han ikke helt afgøre. Det lignede slet ikke ham at sige den slags til andre. Det lignede i det hele taget ikke ham at undskylde, medmindre det var overfor hans mor eller Daniella. Og det var sjældent, det krævede en undskyldning at tale med dem.

Hans mor var endelig begyndt at forstå, han ikke ønskede at tale om sin far, og da slet ikke med ham. I hvert fald i en periode. Hun plagede ham i hvert fald ikke med det, og han nød at kunne tale med hende om noget andet, at kunne holde af hende uden at være irriteret hele tiden, og at han ikke snerrede ad hende. Daniella var ikke helt i stand til at forstå, hvorfor han ikke ville tale med deres far, men overfor hende havde han en smule mere tålmodighed. Han elskede sin lillesøster over alt på jorden, og han forstod kun alt for godt, hvorfor Liam ønskede Maemi det bedste.

Måske var det i virkeligheden derfor, han var opsat på at Maemi havde det godt under sit ophold hos ham? Han forsøgte at sætte sig i Liams sted og tænkte på hvordan det ville blive når Daniella engang blev så gammel, at hun også selv var med til at træffe beslutninger. Han ville også kun ønske hende det bedste, og han ville have hun var glad. Det ønskede han allerede nu. Liam var på ingen måde anderledes på det punkt, han var bare ikke bange for at indrømme det overfor alle andre, og han skiltede nærmest med, hvor glad han var for sin lillesøster.

Darren var mere diskret og omtalte aldrig rigtig Daniella frivilligt. Mange anede sikkert ikke, han havde en søster. Kun dem, han stolede på, vidste det, og de vidste også, at han holdt af hende som meget få.

,,Jeg hader dig ikke. Og det kommer jeg ikke til.”

,,Vær ikke så sikker på det.”

,,Helt ærligt. Hvis ikke man hader dig for alt det, man hører om dig udefra, inden man møder dig, så kommer man ikke til at hade dig. Specielt ikke efter at have mødt dig.”

Han gloede uforstående på hende.

,,Hm?”

Maemi grinede.

,,Når man hører om alt det lort, du render rundt og laver, ville det være naturligt at hade dig. Men når man taler med dig virker du slet ikke sådan. Du virker rar, selv om du ikke har talt så meget. Og de fleste ved sikkert ikke, du har samvittighed,” forklarede hun langsomt og så forsigtigt på ham for at sikre sig, hun ikke gik over stregen denne gang.

,,På hvilken måde er det lige, jeg virker rar? Jeg har trukket din bedste veninde med hjem fra byen, jeg har ikke talt til dig, jeg har ladet dig være alene her på weekendaftener mere end en gang, og jeg har været meget væk.”

,,Hvis man ser på det forhold, du har til min bror, synes jeg det er utroligt af dig, du så meget som overvejede at lade mig bo her. Og da det jo i høj grad er tilfældet gør det dig vel til et rart menneske. Desuden har du hjulpet mig med fysik og du har ikke brokket sig over mit rod, hvis jeg ikke lige har fået ryddet op. Du brokkede dig ikke engang over, jeg lå og råbte i søvne lige før. Det gør dig til et rart menneske i mine øjne,” opremsede hun med et lille smil.

Selv om det var svært for ham at give hende ret, kunne han ikke lade være med at gengælde smilet.

,,Så nu har jeg lidt at leve op til?” gættede han.

,,Leve op til?”

,,Ja. På trods af alle de ting, jeg har gjort, synes du stadig, jeg er rar. Det er ikke så tit, folk jeg ikke har ansat eller scoret, siger den slags. Ikke når de har mødt mig. Det giver mig da lidt at leve op til.”

,,Eller du kunne fortsætte på samme måde og se, hvordan tingene udarter sig.”

Han lo og gabte så, nu med overskud til at bemærke den svimlende hovedpine, han havde.

,,Darren?” spurgte hun og så ned over dynen til hvor han sad.

,,Ja?”

,,Er du homoseksuel?” ville hun vide, ikke sikker på hvordan han ville tage det.

Det var et meget pludseligt spørgsmål at stille, vidste hun, men hun var ikke sikker på, det ikke var sandt, selv om hun håbede på det. At han var homoseksuel ville være noget helt nyt, noget der kunne få alle hans fans til at græde tårer af skuffelse. Håbet på hans opmærksomhed, fantasierne om et forhold til ham, var noget af det, der holdt skaren af unge piger nær ham hele tiden.

Til hendes store lettelse lo Darren, men der var noget nervøst ved hans latter. Som om han ikke helt var sikker på, han burde grine.

,,Hvorfor tror du dog det?” spurgte han så, stadig leende.

,,Jeg ved ikke… Dit nyeste projekt siges at handle om et homoseksuelt forhold mellem en maskulin mand og en mere feminin af samme køn. Og så kunne det være en forklaring på, du ikke bider dig til nogle af de piger, du tager med hjem fra byen. Pigerne kunne jo være et forsøg på at skjule din sande seksualitet,” sagde hun stille, fremlagde de ting, hun havde samlet som kunne lede til spørgsmålet.

Han tog sig sammen og holdt op med at grine, mens han betragtede hende indgående, bekræftet i den teori at hun var eftertænksom, og at hendes hoved var skruet ganske godt sammen, præcis som hendes brors, selv om det måske var på en anden måde. Hvad han skulle svare var dog lidt sværere at finde et klart svar på. Omsider besluttede han sig for at fortælle sandheden og trak det ene ben op til sig på sengen.

,,Det er gode grunde til at tro, jeg er til fyre,” roste han mildt, ,,men det er forkert. Jeg er ikke bøsse. Jeg tror, der er en grund til, jeg tager piger med hjem og ikke binder mig til dem, men jeg er faktisk ikke sikker. Men jeg kan fortælle dig at jeg er tiltrukket af kvinder, og at det ikke er et dække over en helt anden sandhed. Og alligevel har der været noget på det sidste…” Han holdt en kort pause og så ned på dynen mellem dem.

,,Noget?” spurgte hun ledende.

,,Ja.” Han så op. ,,Den model jeg arbejder sammen med… han er måske lidt en undtagelse. Jeg ved ikke, om det er fordi, han virker meget feminin og i høj grad opfører sig som en pige, men jeg har flere gange taget mig selv i at tænke på ham - du ved - som en pige. Specielt efter du er flyttet ind. I to minder så meget om hinanden, at jeg nogle gange bytter rundt.”

Selv om det måske ikke virkede udpræget positivt at Darren lod til at have følelser for ’Alex’, så mærkede Maemi en behagelig varme brede sig indeni ved hans ord. Det betød nemlig, hun var i stand til at gøre indtryk på ham, at vække følelser i ham. Og at han havde set ligheden mellem de to versioner af hende, han havde truffet, gjorde hende glad, for det viste, han var opmærksom på, hvordan hun så ud og hvordan hun opførte sig. Men det betød også, hun skulle være forsigtig, uden at ændringerne blev foretaget så pludseligt, at han blev mistroisk.

Hvis han havde følelser for ’Alex’, havde det så også betydning i hendes virkelige forhold til ham? Havde han så følelser for hende? Og ville hun have en chance for at se disse følelser udvikle sig til forelskelse? Forelskelse… Hvad ville det så medføre fra hans side? Sikkert distancering, siden han tydeligvis ikke brød sig om at indgå i forhold til kvinder. Ville distancering ikke være værre for hende end at gå rundt med ugengældte følelser, han nægtede at acceptere?

Turde hun overhovedet håbe på, han forelskede sig i hende som den hun var? I tilfælde af, noget gik galt, ville tingene så ikke blive akavede mens de boede under samme tag og arbejdede sammen? Ville hun være i stand til at skille sine to personligheder ad? Hvis ikke hun kunne det, kunne hun lige så godt droppe det hele nu og flytte ud, inden han fandt ud af sandheden. Desuden, hvis der opstod noget mellem dem, ville det så ikke bare gøre løgnen endnu værre? Ville hans vrede mod hende ikke vokse, når han fandt ud af det, hvis han virkelig havde følelser for hende på den ene eller den anden måde?

Han ville hade hende.

,,Så du har følelser for din model?” opsummerede hun og fremtvang et smil.

,,Det er jeg bange for,” svarede han og gengældt smilet.

,,Gengælder han dine følelser?”

Hun vidste, han ikke kunne give hende et præcist svar, og at han løj hvis han blot svarede ja eller nej med sikkerhed, for hun havde intet fortalt ham om den slags. De havde ikke snakket om det på noget tidspunkt, og hun havde kun næret et fjernt håb om, de to måske kunne etablere et bånd mellem sig på den måde. Hun havde ikke anet, han virkelig havde følelser for hende.

,,Det ved jeg ikke. Jeg mener, jeg har selvfølgelig min mistanke, men han har ikke sagt noget, og han ved heller ikke noget om det,” forklarede han ærligt.

Hvad der fik ham til at være hudløst ærlig overfor Maemi anede han ikke. Han ønskede heller ikke rigtig at vide det. Alt hvad han vidste var, at ligesom med Alex var der noget over hende, der fik ham til ikke at ønske at lyve. Han ville vise sit sande jeg, fortælle dem sandheden og kun sandheden, hvis han kunne. Selvfølgelig var der nogle ting, han ville holde for sig selv, men han havde opdaget at Maemi var ret dygtig til at grave efter det, hun gerne ville vide. Og at hun ikke var bange for at danne sine egne teorier. På en måde irriterede det ham, men han kunne ikke synes dårligt om hende af den grund. Faktisk lige omvendt.

Hun så skrøbelig ud, lignede faktisk lidt et lille barn - ligesom Alex - og alligevel var det netop det, der fik hendes mod til at udmærke sig. Og han vidste, han også havde en trang til at beskytte hende, lidt ligesom Daniella. Lidt ligesom Liam ville beskytte sin søster, bortset fra at Maemi ikke var hans søster. Hun var ikke rigtig noget til ham, andet end en sambo. Men han håbede, de kunne blive venner, nu hvor de havde fået en ordentlig samtale op at køre. Nu hvor han havde lært noget om hende og hun noget om ham.

,,Har du tænkt dig at være single for evigt?” spurgte hun pludselig.

Dette spørgsmål fik ham til at stirre på hende, knibe øjnene sammen og så sukke.

,,Det håber jeg ikke. Jeg har bare endnu ikke mødt nogen, der har været i stand til at fange min interesse på det punkt. Sex er godt, men det er og bliver bare sex. De fleste overgiver sig frivilligt til mig, og jeg må gøre med dem præcis hvad jeg vil. Nogle foregiver at være trodssige, men det er altid kun for sjov. Ingen af delene gider jeg,” fortalte han.

,,Er du kræsen?” spurgte hun i et forsøg på at påvirke samtalen i en mere spøgefuld retning.

,,Nej da, hvad tror du om mig? Er intellekt, livsglæde og viljestyrke sjældne kvaliteter at søge?”

,,Nej, kun hvis de hører sammen i én person.”

,,Jaså?”

,,Ja.”

Han smilede og rullede med øjnene, inden han lænede sig bagover og støttede fra sengen med armene, mærkende hovedpinen igen, nu hvor han ikke behøvede koncentrere sig så meget om samtalen.

,,Jeg hører dig ikke nævne ydre skønhed,” påpegede Maemi og slog dynen til side for at sætte sig i skrædderstilling.

Han blinkede.

,,Det er det indre, der tæller.”

,,Helt ærligt,” sukkede hun drillende og puffede lidt til ham.

,,Hvad?”

,,Du er fotograf. Du må da gå op i folks udseende.”

,,Egentlig ikke. Jeg kunne ikke være mere ligeglad med, hvordan mine venner så ud.”

,,Hvorfor så alle de smukkeste og mest sexede kvinder?”

,,Hvad mener du?”

,,Rygtet siger, det er dem, du bringer med dig hjem.”

Han lod sig falde ned på ryggen og smilede op til hende.

,,Faktum er, at jo flere gange en person er blevet komplimenteret for sit udseende, jo mere selvtillid har denne. Og denne selvtillid giver folk modet til opsøge mig,” sagde han videnskabeligt, drillende.

,,Så du går ikke efter skønhed?”

,,Jeg går ikke efter noget,” mindede han hende om.

,,Men skønhed står ikke på listen over kvaliteter, du søger hos en kvinde.”

,,Jo.”

,,Men sagde du ikke lige, at -”

,,Indre skønhed tæller.”

Hun sad lidt og tænkte over det, nikkede så og lagde sig ned ved siden af, men med en god afstand mellem dem, forsigtig med at komme for tæt på ham. Ikke fordi hun var bange for ham, men fordi hun ville give ham plads og ikke opføre sig som de fleste andre af sit køn, han mødte i byen. Det lå slet ikke i hendes personlighed at vælge folk ud i en mængde, og hun var slet ikke typen til at forsøge at score folk. De fleste bemærkede hende ikke engang, hvis der var skolefester eller noget lignende. Hun blandede sig med mængden, og der var intet særligt ved hende.

,,Hvad med ydre skønhed? Synet på den er vel individuelt. Ser du aldrig på nogen og tænker, at den person må være den smukkeste, du nogensinde har set?” spurgte hun.

,,Selvfølgelig gør jeg det. Det gør alle vel engang imellem.”

Hun nikkede tænksomt og gav ham derved ret - specielt eftersom alle kvinder og piger syntes at føle sig tiltrukket af netop hans udseende.

,,Så hvad er du tiltrukket ved hos en kvinde? Udseendemæssigt mener jeg.”

,,Smukke øjne,” svarede han ærligt og så rundt i værelset. ,,Du ved, den slags, man kan se ind i hele tiden og stadig opdage noget nyt. Den slags der afspejler den andens personlighed.”

,,Så du tror på den klassiske ’øjnene er sjælens spejl’?” gættede hun.

,,Som regel, ja. Tag nu din veninde Amanda som eksempel. Hun er tydeligvis tiltrækkende, det vil jeg ikke engang forsøge at benægte. Hun har en helt speciel hårfarve og blå øjne i kontrast til det, hvilket får dem til at fremstå endnu tydeligere. Men hun har ikke dybe øjne, og når jeg ser ind i dem føler jeg kun, jeg ser overfladen.”

Selv om det måske ikke var så pænt gav hun ham i sit stille sind ret igen. Amanda havde flotte øjne fordi de stod så meget i kontrast til hendes hår, men man fik ikke indtrykket af at kunne fornemme hendes sindsstemning ud fra dem. Ej heller følte Maemi altid, Amanda så dybere ned i tingene, men at hun levede et liv seende kun det yderste lag.

En pludselig trang til at le løb gennem hende, og hun lukkede den ud. Det virkede i høj grad ironisk at Darren af alle mennesker syntes om at kunne se ind i andre, eftersom det ikke lod til, han var særlig interesseret i, det samme gjaldt for ham selv. Han virkede umiddelbart som en privat person med interesse i at holde på sine små hemmeligheder, og selv om han havde flotte øjne, der afslørede mere, end han måske lige troede, så var de ikke dybe. Der var noget tilbageholdt ved ham, noget kontrolleret. Og hun var overbevist om, det var ganske bevidst i sidste ende.

Hvis han nu gav slip og lukkede helt op for en anden, havde hun en fornemmelse af, hans øjne ville blive lige så reflekterende som Liams var. Når hendes bror var ked af det kunne man se det med det samme, og hans øjne udstrålede altid en eller anden kraft, noget der gav hende en følelser af at blive set lige igennem.

,,Hvad griner du af?” ville han vide.

,,Ikke noget,” løj hun.

,,Du er en forfærdelig løgner, ved du det?”

Ved det vred hendes indre sig, og hendes gode humør forsvandt som dug for solen, idet hun satte sig op med ryggen til ham og kiggede ud ad vinduet. Han skulle bare vide hvor meget en løgner hun egentlig var. Selv om hun ikke direkte havde løjet. Som Alex havde hun aldrig påstået, hun var en fyr, hun havde aldrig løjet omkring sine personlige anliggender - ikke engang navnet var en løgn. Men det var ikke hele sandheden, og det var lige så slemt.

Faktisk var hele hendes forhold til Darren - i hvert fald det, hun havde været håbefuld omkring - bygget op på noget lignende en løgn, og hun spillede sin rolle ganske godt, syntes hun. Også selv om han skulle være meget dum for ikke at opdage lighederne mellem hende og ”Alex”. Darren Smith var på ingen måde dum, tvært imod var han et meget intelligent menneske, og det var stadig kun et spørgsmål om tid for han fandt ud af sandheden. Sandheden… så længe det ikke var den, han kendte til nu, måtte hun altså lyve for ham. Og så var det alligevel en løgn.

Hun ønskede ikke at lyve for ham, men at sige sandheden nu ville ødelægge alting. Hvis nu han smed hende ud - og det var hun ret sikker på, han ville gøre til den tid - ville hun ikke have noget sted at bo, og hun ville blive rent til grin. Alle ville finde ud af det via den mediedækning, der omhandlede Darrens nye projekt. Uden tvivl ville nyheden sprede sig i løbet af få timer, og folk over hele landet ville hade hende for at have løjet. Og så havde hun i øvrigt gjort noget, der kunne få hende smidt halvvejs i fængsel. Var det ikke ulovligt at lyve om sin identitet, at skabe sig en helt anden end den, man var? At leve et dobbeltliv?

,,Ja,” mumlede hun endelig, ,,forfærdelig.”

,,Så hvad var det, der var så sjovt?” pressede han.

Hun sukkede og vendte sig om mod ham igen.

,,Det virker bare underligt, at du af alle mennesker søger efter at kunne se en persons inderste. Givet at du ikke uopfordret fortæller om dit privatliv eller din familie,” forklarede hun nedslået.

Først forstod han ikke helt, men udtrykket i hendes ansigt fik ham til at skamme sig lidt, idet han satte sig op og tog sig til hovedet, øjeblikkeligt svimmel. Den måde hun slog blikket ned på og den måde, hendes ansigt ikke var vendt helt mod hans gav ham dårlig samvittighed, selv om han ikke havde gjort noget. Var det lykkedes ham at gøre hende ked af det uden at ville det? Og i så fald, hvad kunne han gøre for at rette op på det?

Fortælle hende om sin familie? Udelukket. Der var allerede for mange, der kendte til hans private sager, og han havde ikke brug for flere til at fortælle ham, han skulle være den modne af ham og hans far og tage det første skridt til genforening. Det ville ikke komme til at ske alligevel, så han forstod ikke, hvorfor folk plagede ham med det. De få, der kendte til hemmeligheden, naturligvis. Og Maemi - altseende med sine brune øjne - skulle ikke have endnu en kilde til flere teorier om ham.

Ikke når han nu havde fundet ud af, han faktisk havde gjort et godt indtryk på hende, og at hun syntes om ham. Det var han overraskende nok utroligt glad for, og bare tanken om, hun havde sagt det frivilligt, fik hans indre til at stige i temperatur. Ikke nødvendigvis fordi det var hende, men fordi det var nogen. De færreste fortalte ham sandfærdigt og oprigtigt at de syntes, han var et rart menneske, som gjorde gode ting for andre, og mange mente - efter hans mening var dette meget korrekt antaget - at han var kynisk og egoistisk. Så hvis denne ene pige syntes, han var værd at bruge rosende ord om uden intentioner om sex eller indtagelse af mediernes rampelys ville han ikke forsøge at ændre det.

Forudsat hun mente det, selvfølgelig. Han kunne ikke være sikker, for så godt kendte han dog ikke Maemi, men han var ret sikker på, hendes personlighed fungerede på samme simple måde som hendes brors. Liam var aldrig svær at læse, og det var Maemi åbenlyst heller ikke, selv om han ikke kendte årsagerne til hendes humorskift.

,,Du ved,” sagde han stille, ,,der er nogle ting om andre, man ikke har lyst til at vide. Mit forhold til min familie - til privatliv i det hele taget - er noget rustent. Hvis jeg da har et privatliv. Det eneste sted, jeg ikke bliver forfulgt af presse og medier er her, og selv har er der nogle, der ville elske at kunne udlevere den nyeste sladder.”

,,Men føler du dig ikke indespærret, når du ikke fortæller folk om dine ’rustne familieforhold’?”

,,Nej.”

,,Hvorfor ikke?”

,,Fordi det er den ene lille del af mig, der sørger for, jeg holder afstand.”

,,Afstand?”

,,Ja.”

,,Som i ’folk skal ikke for tæt på’?”

,,Ja.”

,,Hvorfor ikke?”

,,Det er lige meget.”

,,Nej, hvorfor ikke?”

,,Kan du ikke bare lade det ligge og være glad for, jeg i det mindste har fortalt dig lidt om mig selv?!” snerrede han pludseligt, irriteret over hendes manglende forståelse for hvornår hun krydsede grænsen.

Og hun følte sig slået fysisk, som havde han igen stukket hende en lussing med sine ord. Derefter kom skammen. Hun havde ingen ret til at snage i hans private sager eller at presse svarene ud af ham. Faktisk skulle hun bare prise sig lykkelig for, han havde ladet hende bo der, for at han havde udvist venlighed og faktisk havde forsøgt at tage sig af hende. På sin egen måde, selvfølgelig.

,,Jo,” hviskede hun langsomt. ,,Undskyld.”

Darren rejste sig brat og tog spanden med sig, idet han forlod værelset med lange, hastige skridt. Grundet den åbne dør kunne hun høre ham  stikke i sine sko, finde sine nøgler og forlade stedet, smækkende døren hårdt i efter sig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...