Photoshoot.

Den nittenårige, aleneboende fotograf og college-studerende Darren er vant til at leve som en rod og leger med piger som det passer ham bedst, og han er bestemt ikke vellidt. I hans klasse går fyren Liam, som alle kan lide, og de to bryder sig ikke just om hinanden. Liam har en lillesøster, som han bor sammen med, ved navn Maemi på sytten år, som er noget drenget og ikke ligner en pige med meget andet end ansigtstræk. Da Darren en dag søger efter en mandlig model med feminine træk, beslutter Maemi og veninderne, at det kunne være en sjov joke, men da han vælger hende, tør hun ikke fortælle ham om sit virkelige køn, hvilket resulterer i, hun forelsker sig i den unge fotograf, som - noget undrende over en ny opdagelse i sin seksualitet - gengælder dette. Problemerne hober sig efterhånden op, fordi ingen af dem er gode til at skjule det, men det hele eksploderer, da Liam får tilbud om at uddanne sig udenlands og beder Darren lade Maemi bo hos sig.

30Likes
91Kommentarer
7353Visninger
AA

12. 24. april

 

Maemi kom gående direkte mod ham iført en lidt for stor T-shirt, løst hængende uden på et par lidt for store bukser, og med det korte hår redt lidt til den ene side. Ingen makeup. Hun smilede en anelse, men så også nervøs ud, som om der var noget, hun gerne ville tale med ham om. Og han var ikke sikker på, han var klar til at tale med hende om ret meget, for hans håndflader var en anelse fugtige, hans puls steg og hans ansigt blev langsomt mere og mere rødt, var han meget opmærksom på.

Den måde hendes smil tiltalte ham var som hvis enhver anden flot ung kvinde havde set i hans retning, men han var stadig ikke helt fortrolig med, han skulle holde på hendes hemmelighed. Alligevel skulle han nok gøre alt hvad der stod i hans magt for at overholde sit løfte til hende.

Men han var ikke forelsket i hende. Han var interesseret i hende som ung kvinde, og han syntes, hun var en rar person, men forelsket var han bestemt ikke. De ville ikke blive mere end venner. Desuden var han mere end sikker på, hun var vild med Darren, uanset om hun ville indrømme det eller ej. Så at de mødtes på cafeen nede i byen denne fredag eftermiddag var ikke for at ses som et fremtidigt par. Han skulle møde hendes veninde, Amanda, så han i det mindste havde nogen at dele sine tanker med angående Maemi. For udover Maemi selv var der ingen i hans omgangskreds, han kunne tale om hende med. Og hun forstod det så udmærket. Så for hende var der ingen ben i at præsentere Connor og Amanda for hinanden.

Selv om Amanda havde Matthew - og en masse andre fyre i byen, hvis det kun kom an på den rene opmærksomhed og beundring fra deres side - så var veninden oprigtigt interesseret i at træffe nogle af dem, Maemi arbejdede sammen med. Hun ville gøre meget for sin veninde, men hjælpe hende med jobbet kunne hun jo ikke, af den grund at hun så ville udsætte Maemi for den fare at blive afsløret af Darren. Hun kunne altså ikke møde fotografen i egen person endnu, men Maemi havde foreslået, hun mødte lysteknikeren, manden bag alle spots og lamper i fotostudiet. Og Amanda havde sagt ja tak.

Nu da hu kom gående ved siden af Maemi kom det slet ikke bag på hende, at fyren der sad ved et cafébord i et hjørne dækket af hegn fulde af stokroser arbejdede for Darren Smith. Han var høj og tynd og ikke overdrevet muskuløs, havde lysebrunt hår på grænsen til de blonde toner, og et meget intenst, koncentreret blik. Men hvad der øjeblikkelig fangede hendes opmærksomhed ved manden var, at han smilede varmt til dem, da de kom nærmere, og det udviste en vis lattermildhed. En naturlig glæde og varme, som hun følte sig draget af - selv om han måtte være mindst tre år ældre end hende.

Også Connor var yderst tilfreds med hvad han så ved siden af Maemi, som i sig selv var lidt af en mundfuld. Han havde før set blå øjne, der var dybere end det dybeste hav, havde set rødhårede personer, han kunne finde på at forveksle med Disneys havfrue Ariel, og han havde set mavedanserinder med kurver så flotte, at ingen mand kunne holde blikket væk, uanset hvor glad han måtte være for sin ægtefælle eller kæreste, hvis han da havde en sådan.

Men aldrig havde han set en kombination så unik som Maemis venindes. Hun havde det hele, og han bemærkede med utilsløret begejstring hvordan alle af hankøn drejede hovederne og så efter hende, selv en gruppe homoseksuelle siddende i det modsatte hjørne. Maemi blegnede lidt ved siden af sin veninde, syntes han, men måske var det netop meget nyttigt som situationen var. Det havde været lidt risikabelt at invitere de to piger på kaffe lige før han og Maemi tog på arbejde, fordi Fort Myers ikke var vant til at se ”Alex” på gaden. Folk kunne finde på at stille spørgsmål. Så at Amanda overstrålede sin veninde var i dette tilfælde ganske godt.

,,Halløj,” hilste han muntert og rejste sig for at række en hånd frem mod Amanda.

,,Hej med dig,” fnisede den rødhårede pige og trykkede hans hånd, ,,mit navn er Amanda. Rart at møde dig.”

,,Fornøjelsen er skam helt på min side,” sagde han oprigtigt og smilede muntert igen, ,,jeg hedder Connor.”

,,Ja, det sagde Alex.”

,,Du skulle have set hende,” sagde Maemi og anstrengte sig for at lade sin stemme lyde så mandig som muligt, ligesom når hun arbejdede. ,,Hun troede ikke på, du havde opdaget mig. Og da hun fandt ud af hvordan, var hun ved at falde død om.”

Det var sandt. Amanda var blevet helt tavs og havde bare stirret ud i luften længe, så længe at Maemi var begyndt at frygte, hun måske var besvimet med åbne øjne. Men så var veninden begyndt at grine hysterisk og havde udbrudt i latter hvor sjovt det var, at en mand havde set Maemi i undertøj. Så højt at Maemi havde været nødt til at dæmpe samtalen for at Darren ikke skulle høre dem ved et uheld inde ved siden af.

Han var generelt meget tolerant med hendes larm på værelset, og hun måtte gerne være over det hele i lejligheden - med undtagelse af hans soveværelse, men der kunne hun alligevel aldrig finde på at sætte en fod uden direkte mundtlig tilladelse - men han skulle ikke vide, at en mand havde set hende i undertøj. Heller ikke selv om den mand var Connor og det havde stor betydning for hendes andet jeg, ”Alex”. Den detalje ville hun undlade at fortælle ham, når hun engang afslørede sin sande identitet for ham. Hvis hun da gjorde det.

Connor lo.

,,Sid ned,” befalede han venligt og gjorde en fejende gestus mod bordet med de fire stole, en tilovers.

De gjorde, som de fik besked på, og han satte sig overfor med et menukort i hænderne, vendte det så om mod pigerne og betragtede dem med hovedet en anelse på skrå.

Ikke mange minutter efter de havde bestemt sig for hvad de ville drikke, besluttede en tjener at slå forbi deres bord og tage deres bestillinger, sikkert draget af Amandas unikke skønhed, tænkte Maemi med et smil og var ikke den mindste smule misundelig. Det var kun godt for hende, at hun stod i skyggen af sin veninde, og hun sørgede for at holde blikket for sig selv. Hendes øjne betragtede hun som værende blandt de ting, der kendetegnede hendes naturlige udseende.

Tjeneren havde tydeligvis heller ikke interesse for andet end Amanda, og både Connor og Maemi diskuterede efter dennes afgang hvordan den lidt akavede, spinkle tjener ville bære sig ad med at give Amanda sit telefonnummer. For spørge hende havde han tydeligvis ikke tænkt sig at gøre.

De fik deres svar da de bad om regningen. Tjeneren rakte Amanda den lille tallerken med kvitteringen på deres betaling samt byttepengene fra betalingen, og under kvitteringen lå så den lille seddel med telefonnummeret. Maemi kunne næsten ikke styre sit latterudbrud, og Connor måtte se væk for ikke at fornærme den unge tjener, der hverken var flot eller charmerende af personlighed. Der kunne man bare se.

Amanda var den eneste, der ikke rigtig vidste, hvad hun skulle gøre. Med et høfligt smil tog hun sedlen og stak den i bukselommen, rejste sig så og forlod stedet med Maemi og Connor. Så snart hun var uden for cafeen rev hun dog sedlen i stykker og lod diskret de små papirstykker falde ned mellem alt det grønne i hegnet omkring cafeen. Derefter kastede hun et blik over sin skulder og drog et lettet suk, da tjeneren ikke så ud til at bemærke noget og bare tog et andet bords bestilling, med et flygtigt blik i hendes retning.

,,Nå,” sagde hun så endelig og kastede sit røde hår tilbage over skulderen. ,,Det var hyggeligt at møde dig, Connor. Vi må ses igen.”

Connor tænkte sig om, smilede så og rankede ryggen.

,,Tag med hen og se Darrens domæne. Du er garanteret nysgerrig efter at se, hvor Maemi arbejder og hvordan det foregår,” sagde han så.

Maemi gloede på ham.

,,Men hvad nu hvis Darren bliver mistænkelig over, du kommer sammen med mig og Amanda?”

,,Hvorfor skulle han blive det?”

,,Udover at vide, hun har været i hans lejlighed, har han set et billede af hende på min telefon.”

At sige ordene kastede hende mentalt tilbage til den dag, det var sket.

 

Darren var kommet hjem efter at have ryddet op i studiet efter dagens fotografering, og hun havde siddet ved køkkenbordet med sine lektier, da det var det sted i lejligheden, der var bedst plads til netop den slags. Han havde placeret sig overfor med sine egne flere kilometer tykke bøger uden at sige noget, og i længere tid sad de bare overfor hinanden og var fordybede i lektielæsningen.

Pludselig havde Amanda besluttet sig for at ringe til hende, og Darren havde set op ved lyden af den høje ringetone, der brød stilheden mellem dem.

Hun havde været tilstrækkeligt pinligt berørt til at besvare opkaldet endnu før hun fik løftet den lille elektroniske genstand op til øret. I øjeblikket inden hun fjernede skærmen fra hans synsvidde blev skærmen oplyst, og den reflekteredes kortvarigt i hans øjne.

Hun havde gennemført samtalen med Amanda en anelse automatisk og var derefter vendt tilbage for at fortsætte læsningen. Så snart hun sad ved bordet mødtes deres blikke, og han så en anelse interesseret ud, til hendes store overraskelse og glæde.

,,Så ’Amanda’ er altså rødhåret?” havde han bare konstateret og tippet hovedet til den ene side, men ikke ventet på noget svar, før det lyse blik igen blev vendt ned i den opslåede bog.

 

Sådan havde Darren før set Amanda. Når hun havde været på besøg var de to smuttet ind på Maemis soveværelse så hurtigt, at Darren umuligt kunne have nået at se den smukke rødhårede pige. Hvis han havde forventede Maemi også en eller anden form for kommentar på udseendet fra hans side. Og indtil videre havde der ikke været en sådan. Faktisk havde han slet ikke syntes at udvise interesse for hendes liv, udover når det var af ren høflighed eller for at bryde en langvarig, pinefuld tavshed ved de få måltider, de spiste sammen.

,,Vi siger bare, hun følges med mig,” foreslog Connor ubesværet og smilede indsmigrende til Amanda som rødmede og kastede med håret igen, tydeligvis opmærksom på den næsten udelte opmærksomhed hun var genstand for.

,,Fint,” sukkede Maemi, ,,men hvis han finder ud af noget, tager du dig af at skaffe mig et sted at bo.”

,,Det er en aftale,” lo han.

De tre gik sammen væk fra den lille gade med cafeen og styrede mod gaderne der var prægede af butiksruder. Et stilfuldt skilt viste hvor Darrens fotostudie havde hjemme, hvor han var i sit rette element, og vinduerne var prydede af hans kunst, både bestillingsfotograferinger og hans egne små projekter. Og et stykke tekst beskrev i korte vendinger det projekt, han i øjeblikket arbejdede på, og som Maemi var en del af.

Hun skubbede den lette glasdør op og hørte klokken over døren ringe og informere Darren om, han havde fået gæster. Der ville ikke gå mange sekunder før han ankom til indgangspartiet, og hun ønskede at undgå hans opmærksomhed så meget som muligt når Amanda var med. Så i stedet for at blive hængende - og se hans kæbe falde og hans øjne blive store ved synet af den kønne pige i Connors selskab - skyndte hun sig ned ad gangen mellem de forskellige rum til fotograferinger og garderoben.

Han måtte have opholdt sig i mødelokalet bag disken, for hun hørte hans fodtrin mod gulvet og hans stemme da han høfligt hilste på Amanda i baggrunden, men hun stødte ikke selv på ham. Planen havde virket. I omklædningsrummet lå en bunke med tøj, han havde bestemt til dagens fotografering, og hun klædte om hurtigt og rutineret, sikker på tøjet passede perfekt. Darren var god til at have den rette størrelse klar uden at måle hendes former op først.

Da hun så sig i spejlet blev hun overrasket over, hvor meget hun lignede en pige. Hun var iført et par shorts der gik til midt på lårene, en hvid skjorte med store, lange ærmer og en bordeaux sløjfe fastgjort til kraven på skjorten. Når denne var bundet kunne hun gå for at være en meget høj femårig dreng. Tanken om dette fik hende til at rødme, inden hun bevægede sig videre i teksten.

Rosita, en af de kosmetologer han havde hyret til projektet, ventede på hende i et tilstødende rum med spejle og alt inden for makeup. Den mexicanske kvinde arbejdede ikke særligt længe med hendes makeup, for der skulle ikke tilføjes så meget, at hun rent faktisk lignede en pige. Kun så meget at huden ikke glimtede eller lavede genskær i lyset fra projektørerne. Men alligevel lignede Maemi mere en pige nu end da hun kom, og hun blev en smule nervøs over dette, selv om Darren i reglen ikke kommenterede hendes udseende. Det ville måske også være akavet for ham, eftersom hun jo skulle forestille at være en fyr.

Inde i det mørke lokale fandt hun Connor i færd med at rette på et par projektører, Amanda siddende på en kasse med bunden i vejret og et sultent blik rettet til højre for sig, og Darren, som stod bag et af sine mange kameraer og testede lyset. Langsomt rettede han sig op og så hen mod døren, hvor Maemi stod og skævede ned mod sine fødder, forlegen over det tøj, han havde valgt til hende.

,,Alex,” sagde Darren friskt og krydsede gulvet, ,,så kan vi godt gå i gang.”

,,Hvad står på dagens program?” spurgte hun og så op på ham, smilende.

Han gengældt hendes smil.

,,Jeg havde egentlig tænkt mig, vi skulle tage nogle lidt ”tættere” billeder i dag,” sagde han uden at se ud, som om den høflige formulering kostede ham anstrengelser. ,,Men hvis du hellere vil slippe når vi nu har fået tilskuere, skal du bare sige til.”

Amanda fnisede henne på kassen, og Maemi så forbi Darren og hen på sin veninde. Darren ikke så meget som drejede hovedet ved lyden.

,,Du bestemmer,” erklærede Maemi afslappet, ,,du er jo chefen.”

Han skar en grimasse og trak så på skuldrene.

,,Fint. Jeg slutter mig til dig om lidt. Stil dig hen til stolen, så tester jeg lige igen,” beordrede han.

Hun gik hen til den stol, der stod på en lille platform badet i lys fra projektørerne, og satte sig på den, så maskulint som muligt. Det føltes anderledes at posere når Amanda også var til stede, og hun kunne ikke helt slappe af og koncentrere sig om at skifte til den stilling, Darren af og til ønskede af hende når han udtalte noget internt, hverken Connor eller Amanda forstod.

Efter et kvarters tid koblede Darren udløseren til kameraet til, stoppede den i lommen på sine slidte jeans og trak en lædervest over den hvide T-shirt han var iført. Uden tøven sluttede han sig til Maemi på platformen og indtog en stilling, der ikke var alt for tæt på hende fysisk. Han ville komme tættere, vidste hun, men det ville tage tid, og han pressede ikke hendes grænser.

Amanda så fascineret til og betragtede den hjemmevante måde, Darren bevægede sig på, hvordan hans hænder rørte ved Maemis skuldre og arme og hår og ansigt, uden at det så kunstigt ud, som om han virkelig nød kontakten. Hvad han umuligt kunne gøre. Darren Smith var ikke homo, så hvordan kunne han nyde at lægge sine hænder på ”Alex”? En tanke slog hende, mens hun sad på den komfortable, brede kasse og så på sin veninde og den kendte fotograf.

Hans hænder burde være på hendes - Amandas - krop i stedet for Maemis. Som par ville hun passe meget bedre til ham, for hun var både udadvendt og glad for opmærksomhed, og hun var ikke bange for at sige sin mening og give udtryk for hvordan hun havde det. Det kunne hun heller ikke forestille sig, han havde. Darren virkede som en mystisk person, men hun var sikker på, hun nok skulle finde ind til hans dybeste hemmeligheder hurtigt - det plejede hun jo. Maemi var akavet i fyres nærhed og turde dårligt snakke med ham derhjemme. Den blonde pige rødmede hver eneste gang hun fik øjenkontakt med en af hankøn, og hun brød sig ikke om at skille sig alt for meget ud fra mængden.

Som Darren Smiths kæreste måtte man vænne sig til rampelyset og de konstante spørgsmål fra journalister til de blade, der forgudede den unge mands arbejde og desuden gav bladenes købere informationer om hans liv. At han fik en kæreste var væsentligt, og denne ville behøve en ordentlig portion selvtillid for at kunne holde til at komme i mediernes og fansenes søgelys. Det var Maemi slet ikke gearet til, og som hendes bedste veninde var det Amandas job at sørge for, hun ikke blev udsat for den slags.

,,Alex,” hviskede Darren dæmpet, en anelse bekymret, mens han kløede sig i nakken, ,,se på mig i stedet for. Lad være med at tænke på, hun kigger på dig.”

,,Jeg -”

,,Gør som jeg siger,” sagde han og forsøgte at lyde tålmodig.

Sandheden var, at den piges, Amandas, tilstedeværelse var mildt irriterende, fordi han af en eller anden grund følte sig overvåget. Han var vant til opmærksomhed i gadelivet, og han brød sig ikke om at færdes alene - i ædru tilstand - men dette grænsede til det groteske. Og så vidt han vidste kendte Maemi Jones denne Amanda særdeles godt. Så måske forklarede det hendes stille adfærd, måske havde Liams lillesøster i virkeligheden også lyst til at nidstirre ham på samme måde som sin veninde.

Nej, besluttede han og rystede svagt på hovedet. Maemi var bestemt ikke som denne åbenlyse pige med det røde hår. Hun var stille og lod til at undskylde for, hun levede, hvad han ikke forstod meget af. I hvert fald når hun var i hans nærhed. I lejligheden var hun så stille at han nogle gange blev overrasket over at se sig omkring og opdage tegn på hendes tilstedeværelse. Hun havde lovet ikke at gå i vejen, og det overholdt hun i høj grad. Faktisk havde han aldrig skullet bede hende rydde op efter sig selv, og han havde ikke endnu oplevet, at hun frivilligt gav sig til at småsnakke.

Han måtte tvinge sætninger ud af hende, hvis han ville have noget at vide. Men ligesom hun var han tilbageholdende. Han ville ikke have, hun krøb ind under huden på ham med de der altseende brune øjne. Som om det ikke var nok, Alex vidste det med hans far. Maemi skulle ikke vide noget om hans familie. Ikke tilstrækkeligt til at komme med gode råd i hvert fald. Trods det faktum at han frygtede, hun på den ene eller den anden måde ville finde ud af hans familieforhold, så var han ikke rigtig nervøs for, hun ville spørge ind til det, medmindre han indbød til en længere diskussion, hvad der naturligvis var udelukket. Alt i alt generede hendes tilstedeværelse i hans liv ham ikke.

Han tog nogle flere billeder, men Alex koncentrerede sig ikke så meget, som han burde, og Darren heller ikke. Det opmærksomme blik rettet mod ham fik hans hånd til at tøve ved udløseren i lommen, og han opgav flere gange at tage mange billeder af en bestemt stilling. Efter en times tid, hvor han forsøgte at ignorere det par store, stirrende øjne, der betragtede ham, besluttede han, at han havde fået nok.

Maemi var lykkelig da Darren flyttede sig og erklærede, at det måtte være nok for denne gang. Lysten til at række ud efter ham, at omfavne ham og trykke sig ind mod hans varme krop, greb hende i skuldrene og ruskede hende mentalt, da han nåede ned til Amanda og kameraet. Hendes bedste veninde var på fødderne med det samme og henne ved siden af, mens Darren gennemgik billederne med et koncentreret ansigtsudtryk.

,,Må jeg se?” spurgte Amanda indsmigrende, næsten barnligt.

Darren drejede hovedet og hævede et øjenbryn.

,,Nej,” sagde han bare og vendte blikket mod kameraet igen.

Maemi kunne ikke lade være med at smile for sig selv. Amanda var lige blevet afvist, og det kunne tydeligt ses på hendes ansigtsudtryk. Den rødhårede pige med det eksotiske udseende så skuffet og forulempet ud. Som om han havde slået hende, uden at det var slaget, der gjorde ondt.

,,Kom nu, jeg vil se!” tiggede hun videre, mens Maemi krydsede gulvet.

,,Maemi har ikke engang set mange af dem endnu,” svarede han køligt.

Dette fik den blonde pige til at stoppe midt i et skridt og se forbløffet ud. Han havde altså fundet ud af hvem hun i virkeligheden var? Der var ikke anden forklaring.

,,Maemi?” spurgte Amanda og lød undrende.

,,Maemi?” gentog Darren og så pludselig selv forvirret ud. ,,Sludder, jeg mente Alex.”

,,Tak, jeg er glad for, du kan huske mit navn,” sagde Maemi og sendte ham et dårligt skuespillet fornærmet blik.

,,Undskyld, jeg tænkte lige på noget andet. Maemi er min sambo i øjeblikket,” forklarede han og så forlegen ud.

Hvad han i dén grad også var. At indrømme i Amandas nærhed, at han tænkte på noget, der resulterede i, han kaldte Alex for Maemi, var lidt pinligt. Ordene var sluppet ud af munden på ham, og han havde ikke nået at stoppe sig selv, før han fik det sagt højt.

Amanda rynkede på næsen og himlede med øjnene. Det var typisk. Hvordan i al verden kunne Darren komme i tanke om Maemi når han var i selskab med hende! Ingen skænkede nogensinde Maemi en tanke i hendes nærhed, medmindre det var hendes bror eller Peter. Men selv ikke Peter ville feje hendes tilnærmelser af på den måde. Han var ligesom alle andre fyre, hun havde mødt, og hvis han fik tilbuddet, var hun sikker på, han også ville vælge hende frem for Maemi.

Og Darren af alle mennesker, der gik så meget op i kvinder, burde da vide, at der intet specielt var ved Maemi, og at hun ikke havde godt af, han tænkte på hende. Tænk nu hvis han kom til at udsætte hende for noget, hun ikke brød sig om. Tænk nu hvis han pludselig brasede ind på hendes værelse, mens hun stadig stod i undertøj, og hun blev så flov, at hun aldrig kunne se ham i øjnene igen. Hvad nu hvis han spurgte ind til noget, hun ikke ville tale om. Og hvad nu hvis han bragte hende ud i mediernes søgelys.

Det kunne Amanda ikke lade ske. Hun ville acceptere den uudtalte udfordring der var i den distance, han fremlagde for hende. Hun ville lære ham at kende og holde ham væk fra Maemi, til den mere skrøbelige, uerfarne venindes eget bedste.

 

,,Darren!” kaldte hun smilende og småløb hen mod ham.

Det var egentlig ikke med hans gode vilje, at han drejede hovedet ved lyden af sit navn, men han valgte at lade det forblive drejet mod den unge pige med kurs mod ham. Havde han kunnet lyve for sig selv ville han have sagt, han syntes godt nok om Amanda til ikke at ønske sig at ignorere hende, men da det ikke var tilfældet kunne han kun forsøge at dulme sit ubehag en smule.

Hun gik ham i dén grad på nerverne. Mest fordi hun hele tiden holdt øje med hver eneste lille bevægelse, han lavede. Da hun så var gået ud gennem glasdøren et par minutter før i selskab med Connor havde han troet, han var sluppet af med hende. Senere ville han tage en snak med Maemi om at have veninden på besøg. Det var fint nok, hun var der, så længe han ikke skulle have noget at gøre med dem.

Hvis Maemi da endnu engang havde tænkt sig at invitere den insisterende, fastholdende pige med hjem. Han kunne kun håbe på, det ikke var tilfældet. Men han ville tale med hende om det for en sikkerheds skyld.

I mellemtiden stod han og så afventende på den forstyrrende faktor, der forhindrede ham i at marchere hen til sin bil og køre hjem. Og bag hende kom endnu en forstyrrende faktor til, opdagede han, da han så hen over hovedet på Amanda og opdagede Cameron. Den karakteristiske røde hættetrøje, hans ven altid bar - han havde købt utroligt mange af samme slags for at gøre den til sit kendetegn - sprang ham i øjnene i lyset fra den nedadgående sol mellem bygningerne.

,,Jeg tænkte på, om du kender et godt sted at gå i byen,” sagde Amanda ligeud, og han så ned på hendes ansigt i tide til at opfatte hendes glippende øjenvipper.

,,Det gør jeg,” svarede han bare kort og låste døren ind til studiet.

,,Vil du vise mig det?” vedblev hun bag ham.

Han sukkede.

,,Du kan ikke komme ind. Du ligner ikke tilnærmelsesvis nogen på enogtyve.”

,,Hey, Smithie,” kaldte Cameron pludseligt, da han havde opdaget sin kumpan henne ved studiet.

Han var gået den vej for at se, om han ved et ’tilfælde’ kunne komme til at støde på Darren og få lokket ham med i byen. Det var ikke for at sælge ham stoffer eller lokke ham ud i misbrug, Cameron ønskede at få sin ven med i byen. Men faktum var, at når Darren var i nærheden, var der masser af kvinder til at sværme omkring dem, i det håb at de ville fange fotografens blik og holde hans opmærksomhed.

At han ikke var nummer et på listen plejede at irritere Cameron, men efterhånden havde han affundet sig med at blive godtaget som nummer to, og han kunne få næsten hvem som helst han ønskede, så længe det ikke var hende, Darren kastede sine øjne på. De to havde forskellig smag i piger, og han vidste, Darren holdt af dem med kurver og naturligt udseende, mens han selv mere var til modeltypen, der var høj og tynd og tog sig fantastisk ud i bikini. Denne type sværmede for Darren, levede og åndede nærmest kun for ham.

Men selv for Cameron, der ikke var til forfærdeligt mange kurver kunne se det attraktive ved den pige, der holdt hans ven fanget ved døren til studiet. Hun var enhver mands drøm, den ultimative kvinde med det flotteste udseende og den bedste udstråling. Hende gad Cameron godt have fingrene i, selv om det betød, han skulle anstrenge sig for at overgå Darren.

,,Cameron,” svarede Darren bare og nikkede en enkelt gang.

,,Kom med i byen! I dag er det min tur til at give!” erklærede Cameron muntert og stillede sig ved siden af Amanda, som tog den attraktive, tydeligt selvtilfredse unge mand i betragtning.

Denne Cameron måtte være en smule ældre end Darren. Bare en lille smule.

,,Ikke i aften, mand. Jeg skal virkelig gøre rent i dag,” løj Darren og så hen ad gaden.

Han vidste godt, han allerede havde tabt på forhånd.

,,Du har røven fuld af penge - ansæt nogen til at gøre din lejlighed ren for dig. Slå dig lidt løs, hav det lidt sjovt. Jeg troede, det var det, du havde i tankerne, da du flyttede væk hjemmefra,” pressede Cameron.

,,Jeg lovede Jones at holde øje med søsteren, du ved,” forsøgte Darren igen, sikker på han ikke ville komme nogen vegne med den undskyldning. ,,Det er fredag aften. Hun burde ikke sidde alene derhjemme og kukkelure.”

,,For I to taler jo rigtig meget sammen, når I begge er til stede,” kommenterede Amanda tørt og en smule bedrevidende.

,,Desuden er hun jo for helvede ikke din kæreste. Hun har vel også venner selv, du behøver ikke sidde derhjemme og underholde hende,” tilføjede Cameron utålmodigt.

Darren sukkede.

,,Fint.”

 

Det var tættere på solopgang end midnat da Maemi vågnede. Hun var faldet i søvn med en bog i hænderne og ovenpå sin dyne. Lyden af fodtrin i køkkenet havde vækket hende, og hun væltede ud af sengen med hjertet siddende helt oppe i halsen af skræk. Det måtte naturligvis være Darren, der kom hjem fra en bytur, men hun kunne ikke være sikker medmindre hun tjekkede det. Så hun rejste sig langsomt, gabte og slæbte sig søvndrukkent gennem det mørke værelse og ud i stuen.

Nu kunne hun høre hviskende stemmer og se omridset af nogen ved køkkenbordet. En rutsjende, skrabende lyd og et højlydt kvindestøn senere, og lyset over spisebordet blev tændt. Maemi stod bare og kiggede med sammenknebne øjne og forsøgte at lade sine øjne vænne sig til det pludselige lys.

Darren stod med den ene hånd rakt ud mod lyskontakten og den anden viklet ind i totter af langt hår. Rødligt hår, bemærkede hun forbløffet, men sukkede så bare. Først da han vendte sig halvt og så i hendes retning kunne hun se den person, han havde bragt med hjem, og et stik af misundelse og smerte gennemborede hendes inderste. Over hans skulder kiggede nemlig Amanda, som havde armene viklet omkring den mørkt klædte krop. Hun svajede en anelse, og han svajede med, tydeligvis ikke helt ved sig selv. Men på den anden side, Maemi havde jo set ham fuld før, så dette var intet nyt.

De to ved køkkenbordet slap hinanden og Darrens ene hånd fløj ned for at gribe fat i bordkanten frem for væggen eller det røde hår. Hans ansigt var blegt og hans øjne en anelse glasagtige at se på, mens et bøvet smil spillede omkring hans læber. Amanda så ovenud lykkelig ud og havde ikke fået nær så meget at drikke som ham, selv om hun spillede lidt på det. Hendes øjne var nærværende, triumfen helt tydelig i dem, da hun smilede til Maemi. Amanda var lykkelig, og hun var ikke bange for at vise det.

Desuden mente den rødhårede pige, hun havde gjort Maemi en stor tjeneste ved at sikre sig, det i hvert fald ikke blev hende, der fangede Darrens opmærksomhed. Så hun forstod slet ikke det fortabte blik, Maemi sendte hende i det øjeblik, og det gjorde hende fuldstændig mundlam. Så forbavset, at hun ikke kunne tilkalde sig Darrens grå øjne igen.

Han stod bare og stirrede på Maemi over sin skulder.

,,Amanda,” sagde han så og vendte sig igen mod hende.

Den underlige klang, hans stemme pludselig havde fået, fik ham til at lyde mere end hundrede procent ædru, og han stod pludselig og så fokuserende ind i ansigtet på Amanda, hvilket gjorde hende rød i kinderne.

,,Jeg tror, det er bedst, hvis du går hjem nu,” tilføjede han roligt.

Amanda gloede.

,,Hvorfor?” lallede hun og trådte nærmere hans varme, slanke krop. ,,Vi havde det lige så sjovt.”

Darren bøjede sig ned, og Maemi lyttede med vilje ikke til hvad end han havde at fortælle hendes veninde. I stedet vendte hun ryggen til og gik ind på sit soveværelse igen, krøb ned under dynen og lukkede øjnene.

Så snart den brusende lyd af det bløde stof forsvandt, hørte hun lyden af døren der smækkede, og Darren gik gennem lejligheden og ud på badeværelset. Han lukkede åbenbart døren efter sig, men hun kunne sagtens høre gennem de tynde vægge, at han kastede op. Det varede ikke længe, før døren igen gik op og hun hørte ham gå gennem den lille lejlighed igen, smide tøjet og derefter indtage sin egen seng. Lyset stod stadig tændt i køkkenet, og det mindede Maemi om, hun slet ikke havde skænket det totale mørke en tanke, da hun vågnede ved lyden af andres tilstedeværelse.

Desuden havde hun haft tændt lys da hun faldt i søvn. Hun rakte ud og trykkede på kontakten til sengelampen. Den virkede ikke. Pæren måtte være gået. Den slags skete jo engang imellem.

Da hun lukkede øjnene kunne hun se Darren og Amanda for sig, sammen i køkkenet med armene omkring hinanden. Stående op ad hinanden. Kyssende, med tunge og det hele, og små pauser til vejrtrækninger. Og vejen gennem lejligheden til Darrens seng, hvor de faldt ned i hinandens arme, klædte sig af og…

Maemi rystede på hovedet, åbnede øjnene og sukkede. Hun vidste jo godt, Darren var iskold angående sit privatliv, og at han ikke tog hensyn til nogen, bare fordi der var udsigt til at ødelægge andres glæde. Desuden havde hun jo vidst, han gjorde det. Tog piger med hjem, altså. Og hun havde intet gjort for at vise ham, hun ikke brød sig om det - ikke fordi han ville have lyttet, men hun kunne da have forsøgt. Han havde gjort det mange gange før, med en ny hver gang, endt i sengen afklædt og beruset.

Igen lukkede hun øjnene og trak vejret roligt for så at trille om på siden.

Denne gang vendte billederne tilbage i kraftigere format, med den forskel at de to nu ikke lå i hans men i hendes seng, ovenpå hendes tøj. Mens hun stod uden for døren og ventede på at komme ind. Så begyndte hun at banke på døren og råbe, at de skulle stoppe, at hun ikke kunne lide det. Men de to lyttede ikke, og Darren trak bare et par høretelefoner over ørerne, inden han igen bøjede sig ned over Amandas krop og lukkede Maemi ude af sin verden.

De to i sengen grinede over hele hovedet, højlydt, af hende, mens hun fortsatte sin desperate banken på døren, og hun begyndte at græde højlydt, magtesløs og tilsidesat af sin veninde, men også såret over Darren latter. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...