Photoshoot.

Den nittenårige, aleneboende fotograf og college-studerende Darren er vant til at leve som en rod og leger med piger som det passer ham bedst, og han er bestemt ikke vellidt. I hans klasse går fyren Liam, som alle kan lide, og de to bryder sig ikke just om hinanden. Liam har en lillesøster, som han bor sammen med, ved navn Maemi på sytten år, som er noget drenget og ikke ligner en pige med meget andet end ansigtstræk. Da Darren en dag søger efter en mandlig model med feminine træk, beslutter Maemi og veninderne, at det kunne være en sjov joke, men da han vælger hende, tør hun ikke fortælle ham om sit virkelige køn, hvilket resulterer i, hun forelsker sig i den unge fotograf, som - noget undrende over en ny opdagelse i sin seksualitet - gengælder dette. Problemerne hober sig efterhånden op, fordi ingen af dem er gode til at skjule det, men det hele eksploderer, da Liam får tilbud om at uddanne sig udenlands og beder Darren lade Maemi bo hos sig.

30Likes
91Kommentarer
7292Visninger
AA

5. 13. marts

 

Den følgende fredag var Darren oppe og klar før fanden fik sko på. Allerede klokken syv den morgen forlod han campus for at tage hen til studiet og tjekke op på tingene, der skulle være klar inden fotooptagelsen senere. Af en eller anden grund var han nærmest nervøs over at skulle møde Alex for første gang, og han håbede på, det ville gå godt. Samtidig håbede han ikke, Alex’ personlighed var lige så feminin som hans udseende på billederne.

Resten af dagen gik hurtigt. Den eneste bemærkelsesværdige hændelse bestod i information om en større opgave, de skulle lave parvis, og hvor de ikke helt selv var herrer over partnerne. De skulle bedømme ud fra karakterer og se, hvem deres gennemsnit passede bedst sammen med. Og derudfra skulle de så finde en partner at arbejde sammen med. Darren vidste godt, det ikke var det bedste eller mest optimale for ham. Den eneste, hvis karakterer var i nærheden af hans, var Liam Jones’. Og han brød sig ikke om Jones, men der var ikke så meget andet at gøre. Dog havde han tid til at tænke over andre alternativer indtil opgaven blev offentliggjort.

Det kunne man ikke sige om projektet, han var i gang med at stable på benene. Viste Alex sig at være en skuffelse, så havde han ingen anelse om, hvad han skulle gøre. Han kunne selvfølgelig tage kontakt til en af de andre, hvis navne han havde skrevet ned, men han håbede virkelig ikke, det blev nødvendigt. Han var dog klar over, hans forventninger til amatørmodellen var absolut urimelige, og han forsøgte at forberede sig selv på en katastrofe, vel vidende at der kunne være mange skuffende elementer ved en person.

Men som social person var Darren fortrøstningsfuld. Han behøvede ikke de store sociale færdigheder hos andre for at få noget godt ud af det. Det var så at sige hans evne. Uanset køn og alder kunne han for det meste få et tilsyneladende venskab op at stå, selv om det udelukkende var for sin egen vindings skyld. Manipulation var et nøgleord, når man havde med andre mennesker at gøre, og eftersom han var sig dette bevidst, skyede han heller ingen midler for at benytte sig af det, som regel uden den andens vidende om dette, da manipulation i reglen fungerede bedst på den måde. Og så hjalp det selvfølgelig, at han ikke på nogen måde var genert. Han brød sig ikke om at være i rampelyset hele tiden, men opmærksomhed havde aldrig fået ham til at føle sig direkte akavet og utilpas. Denne kvalitet var også meget essentiel, og den gjorde, at folk som regel kopierede hans afslappede væremåde i et selskab.

Vigtigst for ham var dog hans job, og det skulle gøres ordentligt. For ham var det ikke så meget et spørgsmål om, hvor godt en person så ud. Var fotografen god nok, ville denne kunne skabe noget smukt uanset motivet. Udstråling betød meget mere end udseendet. En hæslig person kunne have den bedste udstråling, man ville kunne finde på jordens overflade, hvis denne hvilede i sig selv, og det ville komme til udtryk på billeder, hvis altså fotografen var erfaren og dygtig nok til at fange netop dette. Det handlede alt sammen om at læse menneskelige udtryk og omsætte dem til noget via en linse. Og kreere sin egen fortolkning af en given følelse, selvfølgelig.

Det var derfor med blandede følelser at Darren afventede Alex’ ankomst den eftermiddag. For at optage sine tanker og beskæftige sine hænder, der dirrede af længsel efter at holde et kamera, hvilket han ikke rigtig havde gjort den uge på grund af planlægning, gik han rundt og rettede på tingene så alting var klart og parat og fotooptagelsen kunne gå i gang. Hans sminkører og teknikere tjattede drillende til ham, når han gik forbi dem og så sig omkring for at sikre sig, alting var som det skulle være.

,,Du burde næsten tage en smøg, Darren,” drillede Connor, hans næsten jævnaldrende, meget nyttige lystekniker.

,,Hold dog op,” sagde han afslappet og stoppede i gangen mellem studierne.

,,Du opfører dig næsten, som om præsidenten kommer på besøg,” vedblev den anden unge mand.

,,For du ved helt sikkert, hvordan folk opfører sig i sådanne situationer,” lo Darren.

,,Det ved jeg da. Præsidenten kommer ofte forbi i min hjemby,” løj Connor muntert.

Darren vidste i grunden meget lidt om den anden fyr, ud over at han godt kunne lide det venskab, de to havde rent professionelt. Der var i det hele taget en god stemning i studiet, og det kunne han til dels takke Connor for. Den ranglede unge mand med den lidt bondske accent kom fra en lille landsby i North Dakota, ingen i omegnen med sandsynlighed nogensinde havde hørt om. På trods af det faldt Connor utroligt godt ind i miljøet i byen, nøjagtig ligesom Darren, hvis familie også boede længere ude på landet. Forskellen var bare, at hans far var en stor kanon, og at de fleste vidste, hvem manden var. Det kunne Connor ikke prale af eller promovere sig selv med, og det gjorde han skam heller ikke. Faktisk var landsbydrengen alt andet end overfladisk og fordomsfuld på trods af sine meget ringe erfaringer med storbyen. Det var i hvert fald Darrens vurdering.

,,Det siger du jo,” sagde han og gik dermed med på spøgen. ,,Så ved du vel også, hvordan man adresserer manden?”

,,Det gør jeg da. En dag må jeg give dig en demonstration. Måske kan jeg endda introducere dig for ham. Det ville trods alt ikke skade dig at have lidt politisk medgang med de ting, du foretager dig i weekenderne.”

,,Nå, så det mener du ikke? Eller måske er du bare misundelig.”

,,Det tror jeg ikke.”

,,Vel er du så. Men ved du hvad, Connor? Næste gang jeg skal slå mig løs, må du hellere end gerne komme med. Vi kunne lave det til en lille medarbejderfest?” foreslog han drillende.

,,Betaler du?”

,,Jeg trækker hele gildet fra din løn.”

,,Så kræver jeg lønforhøjelse, det er helt sikkert!”

Denne erklæring var selvfølgelig kun ment i sjov, for Connor var sig meget bevidst at han fik en løn, der langt oversteg hans egen personlige mening om, hvad man skulle betale en tyveårig i løn for et mindre krævende arbejde. Han havde endda påtalt dette for Darren, som blot havde trukket på skuldrene og sagt, at han da lige så godt kunne forsøge at sikre sig, hans medarbejdere blev hængende.

Det var et af de træk, Connor fandt tiltalende ved sin unge chef. Næsten ligegyldigt hvad der blev sagt eller gjort, så ville Darren stå inde for sine beslutninger. Han lod sig ikke så let præge af andre. Og manden var stædig som et æsel. Samtidig vidste han præcis, hvilke knapper, han skulle trykke på, når han havde med mennesker at gøre, og det betalte sig i sidste ende. For ingen ville nogensinde kunne finde på at skifte deres arbejde hos Darren ud med et andet. Heller ikke selv om rygterne om ham måske ikke var så gode. Han var en passioneret fotograf, og interessen for arbejdet afspejledes overfor medarbejderne.

,,Drøm du bare videre.”

Connor svarede ikke lige med det samme men så i stedet i en anden retning.

,,Darren, jeg tror du har fået gæster,” sagde han så endelig, og Darren drejede blikket i retning af indgangen.

Og ganske rigtigt stod der en fremmed og så hen mod det sted, hvor skranken med computeren og aftalerne befandt sig. Udtrykket i ansigtet var så forvirret og uskyldigt, at Darren næsten ikke kunne lade være med at stirre. Det var fuldendt og harmonisk og smukt at se på fra første øjekast, men det, der virkelig snurrede hans hjerne et par gange rundt var spørgsmålet, han mere eller mindre havde forsøgt at stille dengang han læste Alex’ mail. Netop dette spørgsmål stillede Connor også, blot lidt højere end det var i hovedet på Darren.

,,Er det ikke en pige?”

Landsbydrengen kløede sig i nakken med en langfingret hånd og så forvirret på personen, hvis ansigt nu skiftede retning og blev drejet direkte mod ham selv og Darren. Han var oprigtigt i tvivl. Godt nok vidste han, Darrens eneste aftale den dag var med den fyr, der skulle medvirke i projektet, men denne person lignede bare så meget en pige, at han blev i tvivl om kønnet og om, hvordan han skulle tænke om denne. Skulle han tænke hun eller han?

Og der var noget andet ved personen, Connor med det samme bemærkede. Nemlig at han fik en underlig trang til at beskytte den vildt fremmede. Uanset køn eller alder. Der var noget skrøbeligt over de feminine ansigtstræk og de spinkle arme, der stak ud af skjortens opsmøgede ærmer. Han måtte tage sig selv i at stirre på en meget upassende måde flere gange, og da det endelig lykkedes ham at løsrive sig helt fra synet, var Darren allerede på vej frem med lange skridt og rank ryg.

Maemi stivnede på stedet, da hun så den smukke unge mand komme stridende frem mod sig med karisma strålende ud af hver eneste celle i hans krop. Det var første gang, hun på denne måde havde set ham, og det gjorde hende mere nervøs end hun havde troet. Måske var hun ikke en fan af ham, og hun tilbad ham ikke som andre piger, men hun kunne ikke nægte at han var en flot fyr. Ej heller ville hun forsøge. Men hans afslappede smil gjorde hende på en eller anden måde usikker på sig selv. Den ranglede unge mand bagved havde fanget hendes opmærksomhed med sit spørgsmål, og hun var bange for, Darren måske kunne gennemskue hendes køn på trods af den drengede påklædning og hendes anderledes styling af hår. Måske kunne han endda genkende nogle af Liams træk i hende. Eller direkte hendes udseende, for det tilfælde at han havde set hende på FGCU og lagt mærke til hende. Hvad han selvfølgelig ikke havde, da han nok kun interesserede sig for sexede kvinder med store bryster og let påklædning.

,,Hey,” hilste han med en dyb stemme. ,,Du må være Alex.”

,,Hey,” svarede hun og bestræbte sig på ikke at lyde alt for piget og nervøs. ,,Ja, det er mig.”

,,Hej Alex. Mit navn er Darren. Jeg er glad for, du kunne komme.”

,,H-Hej Darren,” stammede hun nervøst og blev øjeblikkelig klar over netop dette.

Darren kunne selvfølgelig sagtens se usikkerheden aftegnet i Alex’ ansigt, og han ville gerne have opløst den nervøsitet, han kunne fornemme, så hurtigt som muligt så de kunne komme i gang. Det var hans erfaring at nerver ikke gjorde noget godt for resultaterne af en fotooptagelse. Tvært imod. Og så var der selvfølgelig det ved det, at han gerne ville vinde Alex’ tillid, sådan så han bedst muligt kunne skaffe sig selv adgang til de positurer, han gerne ville have ud af shootet.

,,Er du nervøs?” spurgte han derfor indledende, venligt.

Maemi gjorde store øjne og så op i det unge, maskuline ansigt.

,,Ja,” nærmest hviskede hun. ,,Meget.”

Med det samme forbandede hun sig selv. Det var en meget piget ting at sige, og det var endnu mere tøset at blive så rød i kinderne, som hun kunne mærke, hun blev. Men Darren lod til at ignorere den slags meget konsekvent og fastholdt hendes blik med et par grå øjne.

,,Lad være med at være det,” sagde han mildt. ,,Det er der ingen grund til.”

,,Okay.”

Darren blev først lidt overrasket over udtalelsen, der var så kort og adlydende, at han ikke kunne lade være med at grine. Dernæst skammede han sig lidt over at have grinet ad Alex, som heldigvis lod til at løsne lidt op. Så latteren havde haft en bonus effekt ud over at give udtryk for hans morskab, han ikke lige havde forventet. Et bredt smil bredte sig over det brune ansigt med de store, brune øjne i fokus under det blonde hår. Og en sagte latter undslap mellem de neutrale læber.

Interesseret og nysgerrig efter at stifte bekendtskab med denne Alex nærmede Connor sig med udstrakt hånd til hilsen. Han følte sig en smule akavet under det blik, de brune øjne værdigede ham, og han rødmede svagt, hvilet han ikke lige havde forventet. Dog gik det meget hurtigt over. Han kunne lige så godt vænne sig til at have Alex i nærheden. Den lille, spinkle fyr med de feminine træk ville sandsynligvis komme ofte i den næste tid, og han glædede sig allerede til at se de billeder, Darren ville tage. Det kunne ikke blive andet end interessant. Samtidig var der noget tilbageholdt og genert over Alex’ væremåde, Connor sjældent havde set hos sit eget køn. Det tilhørte som regel mest helt unge piger, som endnu ikke havde den store erfaring seksuelt.

,,Hyggeligt at møde dig, Alex. Mit navn er Connor, jeg er stedets lystekniker,” præsenterede han sig hurtigt og venligtsindet, og Maemi blev helt paf ved den udadvendte hilsen fra den ranglede mand.

Der var dog noget ved den måde, de to mænd behandlede hende på, der fik hende til at føle sig godt tilpas, og hun glemte hurtigt alt om at være kejtet og genert, da Darren trådte et skridt tilbage og afslappet lænede sig tilbage mod skranken på en sådan måde, at det blev helt tydeligt for hende, han ikke bekymrede sig om hendes mening, men at han ikke var arrogant.

,,I lige måde, Connor,” sagde hun helt af sig selv og skiftede stilling så hun stod med mere spredte ben og hænderne i bukselommerne.

I det øjeblik, hun gjorde dette, bemærkede hun Darrens skiftende udtryk, og et øjeblik var der noget næsten begærligt over glimtet i hans grå øjne. Noget sultent. Så passerede det igen og hans smil blev roligt. Dette var allermest fordi han havde kontrol over sig selv og kendte sine tendenser. Den måde, Alex havde stillet sig på i det øjeblik, fik ham til at ønske, han havde haft et kamera på sig og havde kunnet tage et billede.

Sådan havde han det ofte, som regel på meget upassende tidspunkter, hvor han måske fangede et par sidde på campus med armene omkring hinanden når de ikke troede, nogen så dem. Tilfældige reaktioner på ytringer eller fremvisninger var andre ofre for hans imaginære billeder. Det kunne sågar være en fugl siddende på vejbanen, når han kørte forbi, der fangede hans opmærksomhed. Mere end én gang havde Cameron stillet han til regnskabet for spørgsmålet om, hvorfor han så ikke bare satte et shoot op og tog billeder der, så han ville føle sig tilfredsstillet og ikke forbigået. Dertil havde han svaret, meget elementært, at det ikke ville blive det samme, hvis han satte det op som noget kunstigt og ventede på, der tilfældigvis landede en fugl på vejen - hvis det da nogensinde kom til at ske igen.

En af disse gange havde Jeremy været vågen og havde spurgt, hvorfor Darren så ikke bar et kamera rundt med sig hele tiden. Og igen havde Darren et svar. Det havde han engang gjort. Han følte, at han så anderledes gennem en linse, og at han ved at tage et billede af noget stillestående kunne udslette begreber om tid og sted. Men han var holdt op i takt med, hans popularitet i medierne steg, fordi folk kunne finde på at stoppe ham på gaden og spørge, om han ikke ville tage et billede af dem. Folk var ikke blufærdige eller tilbageholdende på det punkt, og det havde generet ham så meget til sidst, at han havde droppet sit forbedrede kunstneriske syn.

Som tingene var, havde ingen på FGCU virkelig set ham i aktion med et kamera. Når han stod med det mellem hænderne, kunne han fortabe sig i det som enhver anden kunstner kunne i en tekst eller et maleri. Fotografi var også en kunstform, der måske var mindre værdsat end nogle af de andre former. Ikke desto mindre kunne folk som regel relatere til fotografier. De kunne nemlig gøre noget ved folk. En afspejling af noget virkeligt taget med et kamera kunne røre ved folks følelser og fremprovokere følelser, de aldrig nogensinde havde kendt til før det øjeblik, hvor noget grænse-overskridende eller smukt gjorde dette. Darren forstod at gøre dette - og det var han konstant meget bevidst om.

Maemi spekulerede over noget i samme retning, mens hun betragtede den unge mand. Hendes tanker udgik dog til den måde, han selvsikkert og signerende lagde et selvportræt ved, når han udgav en ny fotoserie, og hvor mange unge kvinder og piger han gjorde glade ved netop dette. På sin egen facon gjorde han altså andre så uendeligt lykkelige ved blot at være til, at hun fik helt mindreværdskomplekser. At et menneskes eksistens kunne betyde så meget for andre, forekom hende også ret storslået. Og bemærkelsesværdigt. Han måtte være noget for sig selv, når piger blev ved med at forgude ham, selv om han i realiteten måske ikke behandlede dem så godt. Hun havde sine fordomme om hans type menneske, men det var svært ikke at blive revet med i den gode stemning, han tilsyneladende skabte omkring sig. Denne Connor virkede i hvert fald mere end overbevist om Darrens værdi som menneske.

Hun fik dog ikke længe til at dvæle ved disse tanker, for de skulle jo også i gang med det, hun egentlig var kommet for. Begge de unge mænd ledte hende ind i et lokale, der var småt møbleret, men det så på ingen måde tomt ud. Ude langs den ene væg var der et par stole, men ellers bestod møbleringen af en sofa stillet frem i et oplyst område med hvid baggrund og sort underlag som gulv. Foran dette kontrastprægede område stod et kamera og flere forskellige kasser indeholdende dimser, hun aldrig i sit liv havde set før.

Darren forklarede, hvad dagens fotooptagelse gik ud på, og hun slappede endnu mere af, da hun fandt ud af, det kun drejede sig om testfotos for at se, om det kom til at fungere mellem dem, dette samarbejde. På den anden side var det jo en mulighed for hende at gøre sig så lidt fotogen, at han måtte finde en anden at gøre det sammen med, men det var synd. Sådan var hun ikke indrettet, at hun ville kunne gøre den slags med god samvittighed eller smag i munden. Og så var han jo en del af hendes undersøgelse af, hvem der havde ret omkring fotografen.

Erfarent pillede han lidt ved kameraet - justerede linsen og rettede på vinklen - inden han bad hende stille sig med ryggen til sofaen og stirrende ind i kameraet. Han testede bare lyset, kom med nogle små kommandoer til Connor, som førte befalingerne ud i livet uden så meget som at blinke. Det hele virkede meget professionelt, og da hun så testfotoet, kunne hun ikke lade være med at måbe. Hun genkendte ikke sig selv, men det var heller ikke nødvendigt. Det var helt tydeligt, at han vidste, hvad han gjorde, og at han kunne få enhver til at se godt ud ved blot at tage få midler i brug.

,,Se ikke så forskrækket ud,” sagde han venligt og klappede hende på håret. ,,Det er jo bare et testbillede.”

,,Men det er godt,” forsvarede hun sig og blev belønnet med et smigret smil.

,,Tusind tak, Alex. Men hvis du tror, dette afspejler mine evner, er jeg ikke sikker på, jeg ikke er fornærmet.”

Hun rødmede dybt.

,,Det var ikke for at -”

,,Glem det,” afbrød han venligt og strøg sit mørke pandehår tilbage, før han med et skuldertræk trådte væk fra kameraet. ,,Det var kun for sjov.”

Igen kunne hun mærke blodet suse i årerne, og hun blev så pinligt berørt, at hun ikke turde se på ham et godt stykke tid efter. Da alting så var klart, sendte han hende ud i omklædningsrummene, hvor han fortalte at kosmetologer og påklædere ventede på hende med det rigtige udstyr til at gøre hende klar til optagelsen, der i denne omgang kun ville omfatte hende. Hvis det fungerede, sagde han, ville de gå lidt mere dristigt og seriøst til værks den følgende gang.

Og mens han så hende følges med Connor ud til garderoberne, kunne han ikke lade være med at krydse fingre og håbe. Denne Alex virkede utroligt piget, men der var noget charmerende ved ham, samtidig med at den lille, spinkle fyr udstrålede en fantastisk livsglæde, der kom til udtryk i alt, hvad han gjorde. De lette udtryk, der ikke viste nogen form for reservation, de elegante bevægelser hvormed denne bevægede sig og det strålende smil, der nåede helt op til de brune øjne. Darren var imponeret og fascineret.

Men ligesom Connor havde han besvær med at beslutte sig for, hvad han virkelig skulle tænke om Alex’ køn. Det faldt ham utroligt og skræmmende nært at omtænke modellen som ”hun” på trods af, denne gav sig ud for at være hankøn og sikkert også var det. Nu, hvor han først havde mødt denne specielle person, ville han næsten have været ligeglad med kønnet. Han havde den fantastiske model, han skulle bruge. Han havde det udseende, der passede Darren bedst med henblik på projektet, og de gik forholdsvis godt i spænd allerede efter den første times tid. Men selvfølgelig kunne han kun bruge en fyr. Kom det frem i medierne, at han havde overvejet en pige til et yaoi-shoot, ville folk ikke så gerne se gennem fingre med det. I hvert fald ikke i første omgang.

Yaoi, tænkte han, var måske lidt dristigt i sig selv. Mange ældre, mere konservative mennesker så ikke med milde øjne på mand-mand-forhold. Yaoi havde sin bund i japansk tegneseriekultur, hvor det oftest var erotiske scener og forholdet mellem en meget maskulin og en mindre maskulin mand, der var i fokus. Hans version ville blive mere uskyldig, men med samme grundprincip, nemlig dette forbudte forhold, som mange unge piger fandt meget tiltalende, uden at han kunne sige hvorfor.

Ikke engang Maemi kunne have besvaret et spørgsmål om, hvad det var ved genren, der tiltalte hendes eget køn. Selv var hun ikke så meget til den slags. På samme måde var der en anden ting, der pressede hende. Noget, hun ikke kunne se sig ud af. Hvis Darren beordrede hende til at have bar overkrop, ville hun blive afsløret med det samme. Det var ikke almindeligt for fyre at gå med tøj i flere lag, og siden en sports-bh pressede hendes barm ind til den stort set ikke var tydelig længere, ville det afsløre hende med det samme. Fyre gik jo ikke med bh.

Men der var også noget andet, der plagede hende, idet hun trådte ind i garderoben, der var stor og holdt i lyse farver med forskellige små rum med forhæng for. Disse var garanteret små omklædningsrum til modellerne. Desuden var der en lang række spejle med en bordplade i samme længde, hvorpå der var stillet adskillige kasser med sminke og hårgrej frem. Hvis hun skulle skifte tøj, og en af påklæderne pludselig stak hovedet ind, ville hun ikke kunne forklare, hvorfor hun havde skjult sit køn for at deltage. Og hun havde intet at tilbyde en mulig hemmelighedsbærer. Absolut intet. Så hvis hun blev opdaget, ville det være slut. Det var stadig tidligt i forløbet, og hvis Darren fandt ud af det, burde han skifte hende ud hurtigst muligt. Det ville blive akavet at bo hos Liam efter det, fordi hun ville frygte, Darren muligvis nævnte det.

Faktisk skræmte tanken hende fra vid og sans, og hun fortrød et øjeblik sin beslutning. Men samtidig var hun fast besluttet på selv at danne et indtryk af den unge fotograf, som havde det store talent i sin besiddelse. Og det kunne hun kun, hvis hun lærte ham at kende. Fandt han ud af hendes hemmelighed, ville han med garanti aldrig kendes ved hende igen. Så hun besluttede sig for at gennemføre det hele og klædte om og fik lagt makeup uden de store problemer. Det var ikke engang tæt på, hun blev opdaget. En af sminkørerne ved navn Jeanne nævnte dog, at hun havde utroligt pigede træk, hvortil hun som svar blot trak undvigende på skuldrene.

Da hun vendte tilbage til studiet, forklarede Darren igen, hvad hans plan var, og derefter fik hun lov at posere foran kameraet, vejledt af hans instrukser og delvist spontant deltagende. Hun måtte indrømme, at det var sjovt at få lov at prøve, og Darren var meget simpel i sine forklaringer, sådan så han ikke fremstod som meget højerestående i forhold til hende. Af og til udtalte han sig på en måde, hun vidste var vanlig for de studerende på FGCU, men det var ikke sådan, at hun ikke kunne følge hans pointer. Således havde Maemi en formidabel eftermiddag, hvor hun ikke på nogen måde fik sat sig selv i den situation, hvor det kunne blive risikabelt at være pige, hvis man ikke ville opdages.

Den måde, modellen bevægede sig på foran kameraet forekom helt naturlig, og det gjorde Darren ualmindeligt glad, fordi han på den måde ikke behøvede anstrenge sig. Selvfølgelig var det tydeligt, han var den erfarne af de to, når det kom til den slags arbejde, og han måtte da komme med nogle gode råd og forslag af og til - og rette lidt på positionerne, men det var i småtingsafdelingen og han var mere end tilfreds da Alex havde forladt studiet den aften og han kunne pakke sine ting sammen og gøre sig klar til at mødes med Cameron senere.

 

,,Det, du gør, er ulovligt, Darren Smith,” påpegede den latinamerikanske kvinde, som havde taget plads på hans skød.

Han nikkede og tømte resten af en ølflaske i et drag.

Lokalet var varmt og fugtigt, og Darren følte sig mindre godt tilpas end ellers. Han kunne dog trøste sig selv med tanken om den skønne kvinde, der havde fundet ham interessant på denne aften, på trods af at et par andre piger på nogenlunde samme alder fulgte ham i hælene hele tiden. Det var lettere irriterende, og han kunne ikke rigtig slappe af. Hende, han nu havde ladet slå sig ned, var mindre fanatisk og støjende, og han kunne holde hendes nærhed ud.

Til sidst fik han dog nok og slæbte hende med tilbage til sit kollegieværelse, hvor de overnattede sammen, og da han vågnede om morgenen, var hun væk. Sådan skulle det helt være hver gang, besluttede han sig for, da han vågnede den følgende morgen til en tom lejlighed og med usigten til at kunne passe sig selv og arbejde gennem nogle mindre storartede tømmermænd. Så mens han stod ved køkkenbordet og ventede på, brødristeren blev færdig med hans toast, lænede han sig frem og kiggede ud ad vinduet med tankerne andetsteds. Han tænkte sig tilbage til studiet, og overvejede de ting, han ville gøre med Alex på de forskellige billeder. Og ideerne flød gennem hovedet på ham.  Samtidig var han uvidende om, at der et andet sted lige i nærheden var en person i næsten samme stilling.

Maemi stod nemlig også og skuede over den del af campus, der var synlig gennem Liams vinduer. Og hun følte sig mærkeligt til mode. Der var noget ved den tilsyneladende naturlige måde, Darren havde behandlet hende - eller nærmere Alex - på, der gjorde hende en smule nysgerrig og mistænksom. Som om han udstrålede noget andet end det, han ønskede at give et indtryk af. En underlig følelse af medlidenhed havde overvældet hende, da hun om aftenen havde sagt farvel til ham og var taget hjem. På det tidspunkt havde han afsløret, hvad hans planer for den aften var: at tilbringe tiden med at drikke og måske finde sig en pige, han kunne tage med tilbage på værelset og hygge sig med. Måden, han havde sagt det på, virkede på en eller anden måde forkert i forhold til hans ytring om intentionerne. Som om han i virkeligheden skammede sig over at gøre den slags. Og som om han i virkeligheden ikke havde lyst til at drikke sig fuld. Hun havde dog ikke været i nogen position til at spørge ind til netop dette, da hun selv skulle foregive at være en fyr. Derfor havde hun blot påpeget, at han da måtte leve det liv, enhver fyr drømte om - og at hun selv gjorde det, hvilket selvfølgelig var en lodret løgn.

Så hun var måske lige så slem som Darren. Han forførte unge kvinder og legede med dem, han drak sig fuld, selv om han var to år yngre end grænsen for alkoholindtag i staten og han tjente sorte penge inden for en verden, hun aldrig ville sætte sine ben i, nemlig den verden, hans ven Jeremy tilhørte: narkoverden. Derfra fik Darren ofte penge, fortalte kilder hende, selv om det aldrig var blevet påvist, han havde noget med nogen af de omtalte sager at gøre. Hun kunne forestille sig det. Og det i sig selv var skræmmende nok, ligesom det viste, han var en ufattelig dygtig taktiker og havde hovedet med, hvis det viste sig at være sandt. Men hun var også slem. Hun havde løjet overfor ham - hun havde skjult sit køn og hele eftermiddagen foregivet at være en fyr. Og hun havde indirekte med sine udtalelser givet sin godkendelse af det, han foretog sig. Var det ikke lige så slemt?

Fortvivlet lod hun hovedet hvile mod ruden og lukkede øjnene, og hun håbede, at disse ting ikke ville komme til at plage hende i fremtiden, men at hun ville vænne sig til de forskellige versioner af og meninger om Darrens personlighed. Ellers ville samarbejdet med ham nok ikke vare særligt længe. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...