Photoshoot.

Den nittenårige, aleneboende fotograf og college-studerende Darren er vant til at leve som en rod og leger med piger som det passer ham bedst, og han er bestemt ikke vellidt. I hans klasse går fyren Liam, som alle kan lide, og de to bryder sig ikke just om hinanden. Liam har en lillesøster, som han bor sammen med, ved navn Maemi på sytten år, som er noget drenget og ikke ligner en pige med meget andet end ansigtstræk. Da Darren en dag søger efter en mandlig model med feminine træk, beslutter Maemi og veninderne, at det kunne være en sjov joke, men da han vælger hende, tør hun ikke fortælle ham om sit virkelige køn, hvilket resulterer i, hun forelsker sig i den unge fotograf, som - noget undrende over en ny opdagelse i sin seksualitet - gengælder dette. Problemerne hober sig efterhånden op, fordi ingen af dem er gode til at skjule det, men det hele eksploderer, da Liam får tilbud om at uddanne sig udenlands og beder Darren lade Maemi bo hos sig.

30Likes
91Kommentarer
7293Visninger
AA

21. 12. august

 

Lejligheden virkede underligt dyster, da hun trådte indenfor. Intet lys var tændt, og udenfor dalede solen langsomt mod horisonten og blev en mindre og mindre effektiv lyskilde. Køkkenet henlå i skygger, men Liam sad ved køkkenbordet alligevel og så direkte på hende, da hun kom indenfor. Hans øjne var iskolde og hårde som sten at se ind i. Den brune farve var blevet mørkere, og det hvidglødende raseri kunne ses på lang afstand.

,,Hej, Liam,” sagde hun forsigtigt og påpasseligt, pludselig meget mere end bare bange.

Hun anede ikke, hvad han var vred over. Ikke bevidst, selvfølgelig. Men det eneste, der i realiteten kunne gøre ham så vred, kendte hun jo godt til. Regnede hun med. Og alligevel klamrede hun sig til håbet om, hans vrede i virkeligheden omhandlede noget andet, noget der havde mindre med hende at gøre. Noget der ikke gjorde hende til jordens dårligste lillesøster i hans øjne.

,,Sæt dig,” befalede han skarpt, og hun turde ikke gøre andet end at adlyde.

Den glæde, hun havde følt blot et par minutter tidligere var forsvundet som dug for solen. Tilbage var et kaos af blandede følelser, der gjorde hende både forvirret og irriteret på samme tid. I tavsheden der fulgte ordren og dens udførelse ville det have været muligt at høre en knappenål falde til jorden. I stedet var det eneste forstyrrende element lyden af en dråbe, der røg fra vandhanens hoved og ned i vaskens metalbund.

Det satte Liam i gang.

,,Jeg troede, vi kunne være ærlige overfor hinanden, Maemi,” sagde han ligeud, og ordene føltes som et fysisk slag i mellemgulvet, der fik hende til at gispe efter vejret.

Så tog hun sig sammen.

,,Det kan vi også.”

,,Tydeligvis ikke.”

Hun så forvirret på ham og ledte efter svar i hans ansigt, men det var koldt og præget af raseriet, som han kæmpede for at holde nede.

,,Selvfølgelig kan vi det. Jeg kunne aldrig finde på at lyve overfor dig!”

,,Ikke det?”

,,Nej.”

,,Så det var ikke at lyve, da du ikke fortalte mig, du udgav dig for at være en dreng?”

,,Jeg fortalte dig det ikke. Men hvis du havde spurgt, ville jeg ikke have løjet,” sagde hun, selv om hun tvivlede på netop dette.

,,Den er god med dig,” affærdigede han hende brutalt.

,,Liam, jeg -”

,,Så var det vel heller ikke at lyve, da du ”glemte” at nævne, du havde ansøgt om at blive Darren Smiths model? Eller da du undlod at fortælle, du blev valgt? Og du synes vel ikke, du har gjort noget forkert i ikke at fortælle mig disse ting, før jeg tillod dig at flytte ind hos ham?”

Af en eller anden grund gjorde hans modvilje hende vred, og hun sad i sit stille sind og opbyggede et lager af modbydelige ting, hun kunne slynge tilbage i hovedet på ham, hvis han gik hende tilstrækkeligt på nerverne. Men han var jo hendes bror, og hun var taknemmelig overfor ham, fordi han elskede og beskyttede hende, så hvordan skulle hun nogensinde kunne tillade sig den slags?

,,Du har gjort mit liv til et mareridt, Maemi,” sagde han ligeud, vredt. ,,Du er med vilje gået direkte imod alt, hvad jeg har arbejdet for at holde dig fra. Jeg forsøgte virkelig at beskytte dig, og takken jeg får er så, at du opsøger faren i stedet for!”

Hun kunne godt fornemme, han ikke var nået til hovedproblemet endnu, at han byggede det hele op, for at hun skulle få tilstrækkeligt med skyldfølelse og så knække ved det sidste. Det var en klog taktik at benytte, hvis ikke lige hun havde været hans søster og hørt ham gøre det samme, bare i mere harmløse situationer med opgaveløsninger og fremlæggelser. Alt handlede om strukturen og om at bevare kontrollen og få sine ting sagt, før chancen passerede, eller man blev ledt ud på et sidespor og mistede tråden.

,,Den eneste person i hele verden, jeg har advaret dig om… Og så vælger du lige præcis ham til at udsætte dig for sine grusomheder. Havde det været alle andre, ville jeg måske kunne forstå det, men du ved jo, hvordan han er! Du ved, hvad han gør! At han er et skrupelløst monster ude af stand til at føle den mindste medfølelse overfor sine medmennesker. I trods vælger du simpelthen at udsætte dig selv for alt det, jeg forsøgte at holde dig ude af!”

Han råbte nu, men stemmen knækkede et par gange, og hun kunne høre, at raseriet og den tydelige følelse af at have fejlet og gjort noget forkert sad i ham og gjorde det svært at beholde kontrollen.

,,For det første,” sagde hun stille, ,,så var det din idé at jeg skulle bo hos Darren. Jeg blev aldrig spurgt. Du spørger mig aldrig om noget og er ikke bleg for at træffe beslutninger på mine vegne, selv om du ikke altid ved, hvad jeg ville have sagt eller gjort i den pågældende situation.”

,,Det gør jeg, fordi du ikke altid tænker rationelt. Og tydeligvis er det godt, jeg har gjort det et stykke hen ad vejen, for lige så snart jeg er væk, kaster du dig hovedløst ud i alt muligt, du ikke forstår.”

,,Hvad er det, jeg ikke forstår? At mænd tiltrækkes fysisk af kvinder?! Jeg har set dig savle over Amanda, og selv når jeg har problemer med hende, vælger du ikke at tage mit parti, men forsøger at være neutral for hendes skyld! Kalder du det at beskytte mig?! Eller måske mener du, jeg ikke forstår alkohols indvirkning på mennesker. Det gjorde du heller ikke, før du tog til England. Der var du fri for mig, der kunne du rigtig slå dig løs og vise dit sande jeg, ikke sandt?!” snerrede hun tilbage.

,,Det er noget helt andet! Jeg misbruger ikke andre mennesker! Jeg forfører ikke unge piger for at få tilfredsstillet mine egne behov, hvorefter jeg sender dem bort og aldrig taler til dem igen!”

,,Lad mig minde dig om, at får pigerne er der prestige i at sove sammen med Darren om natten og lave så meget som muligt sammen med ham! Det er ikke kun hans skyld!”

,,Kun et monster ville udnytte dem på den måde, han gør det! Men fordi du er blevet en af disse piger, er du åbenbart ude af stand til at se det!”

,,Vel er jeg ej!” råbte hun og bed tænderne sammen i arrigskab.

,,Maemi, du er faldet for et monster, og nu er du i fornægtelse, fordi du nægter at tro det, du hører! Jeg har været tæt på ham dag ud og dag ind i næsten et helt år! Jeg ved, hvordan han er!”

,,Og jeg har boet sammen med dit såkaldte monster. Du sendte mig selv derhen. Hvis du er overbevist om, han er et monster, er det ikke særlig hensynsfuldt af dig at sende mig derhen! Siger det ikke lidt om hvem der i virkeligheden er monsteret?!”

,,Du skal ikke skyde skylden over på mig, bare fordi du ikke har lyttet til mine advarsler! Jeg fortalte dig, hvordan han var!”

,,Ja, og netop derfor besluttede jeg mig for at finde ud af, om du havde ret. Og ved du hvad? Det havde du ikke!”

,,Selvfølgelig havde jeg ret! Du tænker bare ikke klart, fordi du har været under hans indflydelse så længe!” råbte han desperat og huskede bittert tilbage på Darrens ord dengang de lige var blevet færdig med den fælles fysikopgave: ”Hun deler jo dit gode udseende”.

,,Under hans indflydelse! Prøv at høre dig selv! Den eneste, der har forsøgt at tvinge mig til at have en holdning, er dig! Du blev ved med at fylde mig med negative informationer om Darren! Og nu er du ved at forsøge at overbevise mig om, jeg er påvirket af ham! Jeg kan fortælle dig, at han ikke én eneste gang har forsøgt at gøre noget lignende!”

,,Det er fordi han er ligeglad med dig, Maemi! Jeg gør det for at beskytte dig - fordi jeg holder af dig og har gjort det i årevis! Han kan garanteret ikke engang dit fulde navn.”

,,Det er smukt af dig at bringe netop det på banen! I årevis har vi boet side om side, dig og mig, søster og bror, uadskillelige. Og du har aldrig lagt mærke til, jeg er bange for mørke! Du har altid bare slukket lyset, fordi du har det bedst sådan! Darren bemærkede det for flere måneder siden, efter at have kendt mig en minimal brøkdel af den tid, du har kendt mig! Og han lod lyset stå tændt om natten for min skyld!”

Liam måbede et øjeblik og forsøgte at se igennem den løgn, det tydeligvis var. Men Maemi så virkelig ud til at mene det.

,,Hvad gør du for at gå ham til at kalde dig sin kæreste? Du må have et eller andet trick.”

Hun gloede indædt på ham.

,,Jeg gør ikke noget andet end at være der for ham.”

,,Aha. Være der for ham. Hvor meget har I foretaget jer sammen, siden I kalder jer selv et par?”

,,I har i hvert fald kysset - det har jeg et bevis på.”

Hun nikkede bekræftende og så derefter usikkerheden flakke over hans ansigt. Da han ikke fortsatte bed hun tænderne sammen og hadede at skulle bruge noget så vidunderligt imod ham som et led i et skænderi.

,,Jeg har også været i seng med ham,” sagde hun.

Liam så slået ud. Så rankede han ryggen og rejste sig brat.

,,Det var dråben. Måske ville jeg have tolereret, at I sås som venner, hvis det ikke var mere end det ene kys, men nu sætter jeg grænsen. Du skal ikke se ham mere!”

,,Det bestemmer du ikke! Du er ikke mor og far! Du bestemmer ikke over mig!”

,,Nej, men jeg bestemmer, om du kan blive boende her.”

,,Og du har tænkt dig at smide mig ud?”

,,Hvis du bliver ved med at ses med ham, så ja.”

Han hadede inderligt sig selv for at sige den slags ting, for han håbede virkelig ikke, det kom så langt ud, at han blev nødt til at gøre alvor af sine trusler. Faktisk ville han helst ikke skændes med hende, men når hun på den måde havde behandlet ham, som om han ikke var noget værd, så snart han ikke var hjemme, var der intet andet valg. Hun havde startet det hele ved med fuldt overlæg at forsøge at modbevise ham.

,,Hvis du gør det,” sagde hun fast og roligt, ,,flytter jeg ind hos Darren.”

,,Det vil han aldrig gå med til.”

,,Er du sikker? Jeg kan sagtens pakke mine ting nu og gå derover. Så har du svaret inden for de næste to timer.”

,,Du kan ikke flytte derover. Mor og far bliver rasende, når de hører det her, specielt fra min side. Vi ved begge to godt, jeg er den mest logisk tænkende, og den med den mest rationelle tankegang. De stoler på mig, og når de opdager, jeg ikke kan stole på dig, vil jeg få medhold fra deres side.”

Hun vidste, han kunne finde på at gøre det, da hun så ham ind i øjnene. Liam var stærkt overbevist om, hun virkelig var blevet hjernevasket af Darren, og at han kun havde i sinde at gøre hende ondt. Og det værste var, at han sagde en masse forfærdelige ting, han aldrig nogensinde kunne have fundet på at sige til hende. Liam, hendes højt elskede bror. Hans reaktion havde hun frygtet, men hun havde aldrig forventet en reaktion som denne.

,,Jeg vil ikke have skylden for, du lige pludselig ender sønderknust og misbrugt i en rendesten, Maemi. Jeg advarede dig mod Darren mange gange, og du valgte at gå din egen vej. Så gav jeg ham en chance og stolede på ham, og se hvad jeg fik ud af det: du har bollet med en af de største svin i hele staten. Rendestenen synes uundgåelig hvis du fortsætter på denne måde. Derfor skal du ikke ses med ham mere. Det er til dit eget bedste,” sagde han blidere og rakte ud for at stryge hende blidt over håret.

Hun trak sig væk med et ryk og knurrede for sig selv, mens hun bakkede væk fra køkkenbordet og hen mod døren. Det sved i hendes øjne, dels på grund af den måde, han insinuerede, hun ikke var ved sine fulde fem, at hun virkelig var så dum, at hun lod sig score på samme måde som alle de andre, Darren havde haft sex med. Det i sig selv gjorde ondt. Men det gjorde mindst lige så ondt at høre ham kalde Darren et monster og et svin, en misbruger, når han kunne se, hun havde det helt fint og ikke var blevet misbrugt. Liam, indså hun, havde samme indstilling til Darren, som Darrens egen far havde: de gav ham ikke en chance for at vise sit sande jeg, fordi de forventede, han var en anden.

,,Jeg tager ikke over til Darren, så lad være med at lede efter mig derovre. Og lad være med at forfølge mig, hvis du virkelig vil gøre mig glad og beskytte mig. Beskyt mig mod dig selv!” råbte hun og flåede døren op, mens de første tårer trillede ned over kinderne, og stemmen knækkede da hun tilføjede: ,,Jeg hader dig!”

Så sprintede hun ned ad trapperne og videre ud over campus, indtil hun nåede uden for arealet, der hørte til FGCU. Og så befandt hun sig ude i naturen, stadig ikke langt fra universitetet og sin bror og kæreste, men langt nok væk til at være uforstyrret. Og der satte hun sig ned, slog armene omkring sine ben og gav sine tårer frit spil, mens hun hulkede sine mange frustrationer over magtesløsheden og misforståelsen og mistilliden ud.

Selv da det begyndte at knurre fra hendes mave af sult blev hun siddende. Men hun løftede hovedet og så sig omkring. Det var et fladt landskab med forholdsvis lidt vegetation, der omringede en sti, der snoede sig mod både nord og syd.

 

,,Lad mig være i fred, vi har intet at tale om.”

,,Jo vi har.”

,,Nej, vi har ikke.”

Han lagde på for guderne måtte vide hvilken gang, men telefonen ringede et øjeblik efter og ville blive ved med det, indtil han gav op. Det var i hvert fald hans gæt. Med et suk besvarede han opkaldet og priste sig lykkelig for at have givet alle i forbindelse med arbejdet fri denne aften, da han bare havde planlagt at sortere papirer og den slags.

,,Jeg mener det,” advarede han køligt. ,,Lad mig være i fred.”

,,Lad min søster være i fred, så lader jeg dig være i fred.”

,,Jones,” sagde han træt. ,,Jeg er din søsters kæreste. Hvordan synes du lige, det skulle fungere, hvis vi ikke kan ses?”

,,Slå op med hende. Lad være med at fjolle rundt og lade, som om hun er dit livs kærlighed, hvis hun ikke betyder noget for dig.”

Han sukkede igen og satte sig ned, udmattet. Det var ikke ligefrem fordi han havde sovet længe, da telefonen ringede første gang. Men manglen på søvn var ikke længere den eneste årsag til hans udmattelse. Beskyldningerne tærede lige så meget på ham, og tanken om ikke at kunne ses med Maemi var uudholdelig.

,,Jeg fjoller ikke rundt,” sagde han skarpt.

,,Hold da op. Vil du virkelig have, jeg skal tro på, at med alle de sexede unge kvinder, du har at vælge imellem, ville du stadig vælge Maemi?”

,,Ja.”

,,Hold dig fra hende alligevel. Ellers kunne det godt være, din skolegang fremover ikke blev så sjov.”

,,Truer du mig?”

,,Det er som man ser på det. Hvorfor? Er der noget, du gerne vil indvende?”

Han tænkte sig grundigt om.

,,Ja. En ting. Åbn øjnene, Liam Jones. Se på din søster. Ser hun såret og efterladt ud? Se på os sammen. Ser jeg ud, som om jeg kunne finde på at såre hende? Se på hende igen. Ligner hun en femårig, der ikke kan tage vare på sig selv? Spørgsmålene har ét fælles svar. Nej. For, Liam, din søster er ved at blive voksen. Hun har ikke brug for, andre træffer beslutninger på hendes vegne, og hun er ikke let at påvirke, hvis hun først har sin egen mening. Lad hende dog vokse op - og gør hende i øvrigt kunsten efter. Og lad så være med at ringe til mig igen, eller jeg sørger for et polititilhold.”

Dermed lagde han på uden at forvente en reaktion.

 

Connor stoppede langsomt sin løbetur for at se nærmere på den sammenkrummede skikkelse, der sad på jorden et stykke derfra. Den virkede noget bekendt. Og i samme øjeblik den tanke slog ham, vidste han, hvem det var, han havde med at gøre. Forvirret og en anelse skræmt joggede han væk fra stien og nåede frem til Maemi, som han satte sig på hug overfor.

Hendes kinder var stribede af den sorte makeup, tårerne havde efterladt, og hendes øjne var opsvulmede og røde. Ikke som ved et tilfælde af allergi, men typisk for en, der har grædt.

,,Hvad er der sket?” ville han vide.

Hun så op på ham. Tårerne var for længst holdt op med at løbe, og hun ville ikke kunne få flere ud, om hun så havde anstrengt sig til det yderste. Hun var færdig med at græde nu.

,,Det er en længere historie,” sagde hun ærligt, men var alligevel glad for Connors selskab.

,,Helt i orden,” erklærede han og satte sig i skrædderstilling. ,,Du behøver ikke fortælle mig det.”

,,Tak. Det har jeg ikke rigtig lyst til.”

,,Fint nok,” sagde han afslappet og lænede sig tilbage, så han støttede fra jorden med hænderne strakt bagud.

Maemi så lidt vurderende på ham. Hun havde aldrig set ham i træningstøj og løbesko.

,,Jeg vidste ikke, du dyrkede sport.”

Han lo.

,,Nej, det gjorde jeg heller ikke. Men så opdagede jeg, hvor lidt der skal til, før jeg bliver forpustet, så jeg må hellere tage mig sammen.”

,,Er du i dårlig form?”

,,Det er jeg blevet.”

,,I forhold til hvad?”

Han tænkte sig om.

,,Når man løber rundt på en gård hver eneste eftermiddag, kommer konditionen helt af sig selv.”

,,Ah. North Dakota, var det ikke?”

,,Jo.”

,,Hvorfor flyttede du egentlig hertil?”

Det var faktisk et godt spørgsmål, og et øjeblik sad han stille og fortabte sig i tanker. Der var flere grunde til, han havde forladt sit barndomshjem for at lave noget andet.

,,Der er ikke så mange, der har brug for hjælp med teknikken i North Dakota når først det hele virker. Og jeg var træt af at bo i en lille flække langt væk fra civilisationen. Desuden er vintrene i ND ikke ligefrem de varmeste.”

Hun smilede ad de ganske almindelige grunde til, Connor havde handlet, som han nu engang havde. Det kunne hun godt bruge, eftersom hendes liv det næste stykke tid sikkert blev præget af noget lidt andet end almindelig samtale.

,,Bliver du boende her?” ville hun vide.

,,Måske,” svarede han. ,,Det regner jeg med.”

,,Så du kan være sammen med Aminah?”

Han lo mildt.

,,Blandt andet.”

,,Hvad mere?”

,,Så Darren kan herse rundt med mig og ikke skal besvære sig med at finde andre medarbejdere.”

Hun grinede. Hun havde hørt Darren og Connor diskutere lysets placering i studiet, lysstyrken og en masse andre ting, og hvis Darren kommanderede rundt med nogen, måtte det være Connor, som ikke lod til at have noget imod det. Faktisk syntes han at nyde at få instrukser og føre dem ud i livet.

,,Apropos Darren så nævnte han i går aftes, at din bror er kommet hjem.”

Maemi nikkede og sank en klump.

,,Det er rigtigt.”

,,Du virker ikke særligt glad,” konstaterede han bekymret og rakte ud for at ugle hendes hår.

Der var stille et øjeblik, mens hun besluttede sig for, hvad hun skulle sige. Så kiggede hun ind i øjnene på ham og rankede ryggen.

,,Jeg er glad for, han er hjemme igen i god behold. Men han brød sig i forvejen ikke om Darren, og nu har han fundet ud af, vi er sammen og at jeg udgav mig for at være ’Alex’, og det får ham til at hade ham i stedet. Og mig er han vred på. Vi har skændtes… og nu er jeg ikke så glad for, han er kommet tilbage. Han forhindrer mig i at ses med Darren.”

Ordene kom væltende ud af munden på hende, inden hun kunne nå at stoppe sig selv, og Connor så først overrasket ud. Så blev hans ansigt en maske af forståelse og afklaret ro. Han brød sig selvfølgelig ikke om at høre den slags komme fra hende, for Maemi af alle mennesker fortjente at være glad. Efter alt det, hun havde gjort for Darren. Det var som at have fået en ny chef, efter at Darren og Maemi var begyndt at komme sammen. Darren var glad på gode dage, og han var langt væk og irritabel på dage som den forrige. Når tingene gik skævt.

,,Det er lidt af et problem,” sagde han langsomt.

Hun hævede øjenbrynene.

,,Synes du virkelig?” spurgte hun tørt.

,,Mon ikke. Men der må være en løsning af en eller anden art. Kan du ikke forklare din bror, hvordan tingene hænger sammen?”

,,Helt ærligt, så tvivler jeg på, han vil lytte til noget af det, jeg siger, lige nu. Måske om et par dage eller en uges tid.”

,,Så må du jo bare gå stille med dørene indtil da. Din bror kan umuligt forhindre dig i at ses med Darren, hvis du virkelig ønsker det. Han skal bare ikke vide, I ses.”

,,Det ville være at lyve for ham.”

,,Ja.”

,,Det kan jeg ikke… det er jo blandt andet det, han er vred over,” klynkede hun ulykkeligt.

,,Fint. Så fortæl ham, du skal være sammen med mig. Det kan han ikke forbyde dig. Måske behøver du ikke fortælle ham, vi skal ses i studiet. Jeg skal nok sørge for, Darren er der. På den måde lyver du ikke.”

Hun så lidt på ham og hans måde at dreje tingene på. Den var udtænkt lidt i samme stil som hun fandt frem til at bruge navnet Alex, når hun arbejdede sammen med Darren, Connor og sminkørerne i studiet, for så løj hun ikke direkte, men udelod bare nogle detaljer.

,,Tak, Connor,” sagde hun og rejste sig langsomt, rakte en hånd ned mod ham og trak ham på benene.

,,Selvfølgelig, Maemi. Det skylder jeg dig, efter jeg så dig i undertøj.”

Det fik hende til at grine.

,,Du skylder mig ikke noget. Du kompenserede for det ved at holde på min hemmelighed.”

,,Okay,” opgav han og gav hende et klem. ,,Så skylder jeg dig det for at have gjort Darren til et mere fornuftigt menneske, der ikke længere kommer på arbejde med tømmermænd.”

Igen grinede hun.

,,Det er jo hans egen beslutning. Men hvis du insisterer på, vi skal være kvit, kan vi godt sige det.”

,,Lad os det.”

Maemi så sig om i mørket og undrede sig over, hvor længe hun mon havde siddet på jorden. Alt for længe til ikke - trods hans vrede - at gøre Liam bekymret. Hun måtte hellere se at komme tilbage. og hun følte sig en smule bedre stillet, eftersom han lod til at have stolet på hende og ikke var fulgt efter hende udenfor, da hun løb sin vej. Så stolede han alligevel lidt på hende.

Og efter samtalen med Connor og den aftale, de havde lavet, var hun rolig og faktisk næsten glad igen. Det hjalp meget at tale med Connor, selv om han af og til havde en lidt hård og direkte måde at sige tingene på. Samtidig havde han situationsfornemmelse og var intelligent og snu. Det var en farlig kombination, men hun var glad for, han besad disse egenskaber. Hun kunne altid regne med at få hans ærlige mening, og i enhver situation havde han et forslag til, hvad hun skulle gøre, hvis hun ikke selv vidste det.

Nogle gange ignorerede hun hans forslag, men denne gang var det næsten den eneste udvej, hun kunne finde, hvis hun ikke havde lyst til at gå fra Darren.

,,Tak,” sagde hun igen. ,,Jeg må nok hellere se at komme indenfor igen.”

,,Jep. Vi ses snart, Maemi. Kom forbi når du har lyst. Men ring lige først, så kan jeg få fat i Darren.”

,,Aftale.”

De krammede hinanden til farvel, og så løb hun tilbage til Liams lejlighed.

Den var ikke tom, men der var så stille, at hun først ikke lagde mærke til sin bror, der sad på sofaen foran fjernsynet. Så lydløst som muligt listede hun sig forbi ham og ind på sit værelse. Det føltes både fremmed og velkendt på én gang.

Hun smed sig på sengen med alt tøjet på og lå og stirrede blankt opefter uden rigtig at tænke på noget. Ikke til at begynde med, i hvert fald. Men i takt med at dråberne fra en sommerbyge prikkede på vinduet blev hun mindet om Darren og lukkede øjnene for at give sig hen til minderne fra de mange timer, de havde tilbragt sammen; ham i afslappet hverdagstøj; ham på vej til møde med Alan Hamilton, den mand, der havde fået lov til med sit firma at udgive bogen med billederne fra projektet; ham med pjusket morgenhår og en kop kaffe i hånden; ham med armene hvilende mod bordpladen og hovedet liggende ovenpå de foldede arme; ham med armene omkring hende og et drillende glimt i de grå øjne; ham med havet i baggrunden, mens de gik hen ad stranden ved Lover’s Key.

I løbet af mindre end et halvt år var hele hendes verden kommet til at dreje sig om ham. Som om han var selve meningen med, hun var til, og at uden ham ville hun ikke være noget værd. Sandt, deres forhold havde givet hende problemer, både med skolen og nu med Liam. Men det var det værd at betragte, hvordan hans ansigt lyste op, når hun slog øjnene op og så på ham som den første ting om morgenen. Det var det værd at vide, han elskede hende på samme måde, som hun elskede ham. Som ingen andre elskede hende.

Liam og hendes forældre elskede hende selvfølgelig højt. Men det var næsten obligatorisk, eftersom de var i familie med hinanden. Og det var på en anden måde, der ikke helt var i stand til at gøre hende lige så glad, som når hun mærkede kærligheden fra Darren. Han havde aldrig fortalt hende, han elskede hende, men det behøvede han heller ikke. Hun kunne mærke det, og specielt kunne hun tolke sig frem til det ud fra andres meninger om deres forhold.

Den eneste, der var af en anden mening, lod til at være Liam, som tydeligvis ikke ønskede sig at tænke anderledes om dem. Det knuste hende at vide, men hun kunne ikke græde, fordi Liam var vred på hende. I stedet besluttede hun stædigt, at før eller senere måtte han finde ud af, hvordan tingene i virkeligheden forholdt sig. Han skulle se det før eller senere.

Hun skulle bare lige finde en måde at vise ham det på først.

Darren kom frem til præcis samme konklusion, mens han vendte sig rundt på maven og forsøgte at falde i søvn. Han havde så småt opgivet virkelig at sove og håbede på i det mindste at døse hen, når han fandt en behagelig stilling. Men sådanne stillinger var åbenbart ikke lette at finde længere, og han vidste, at han ville ligge med åbne øjne længe endnu, hvis han ikke valgte at slå sig selv helt ud med sovepiller. Og så langt ville han ikke gå.

Liam skulle overbevises om, han var alvorlig omkring sit forhold til Maemi, og at han ikke forsøgte at misbruge hende og så vrage hende, når han blev træt af at lege. Sådan foregik det jo ikke, og alle andre syntes at kunne se det. Bare ikke den stædige, stolte unge mand, der var Maemis egen bror.

Og på trods af dette kunne Darren ikke få sig selv til at hade Liam. Han vidste, han ville have svært ved at acceptere det, hvis Daniella om mange år besluttede sig for at gå bag om ryggen på ham og sågar være sammen med det eneste menneske på jordens overflade, han ikke brød sig om. Bortset fra at han ikke var ligesom Liam og faktisk ikke brød sig om særligt mange mennesker, og han kunne aldrig finde på at fylde hende med fordomme og fortælle hende, hvad hun måtte og ikke måtte.

Det var selve princippet. Bekymringen for en, man holdt af. Den kunne han sagtens relatere til. Og på sin vis var han glad nok for, Liam havde ringet og bedt ham holde sig fra Maemi. Ikke fordi han havde tænkt sig at gøre det - han kunne ikke bare ignorere sine følelser for hende - men fordi det betød, Liam i det mindste ikke var holdt op med at tage sig af sin søster, og at han kun ønskede hende det allerbedste. Om Darren var ”det allerbedste” var så spørgsmålet. Måske var han ikke det, men han arbejdede på at blive det. Hvis bare Liam ville indse det…

Men det ville han ikke, medmindre de gjorde et eller andet. Noget, der havde indflydelse på Liams stædige tankegang. Samtidig skulle han finde ud af en måde, hvorpå han kunne ses med Maemi. For hvis Liam havde truet ham, så havde han garanteret været endnu strengere overfor sin søster.

Samtidig med at den tanke slog ned i hovedet på ham, ringede hans mobil på bordet, og han rakte ud for at få fat i den.

,,Hallo?” knurrede han uden at kigge på, hvem der ringede.

,,Sov du?”

Det var Connor.

,,Nej.”

,,Godt. Jeg skal fortælle dig noget,” erklærede lysteknikeren og fortalte så om det, der var sket kun et kort stykke tid forinden.

Det gav Darren lidt ro, og han faldt omsider i søvn. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...