Photoshoot.

Den nittenårige, aleneboende fotograf og college-studerende Darren er vant til at leve som en rod og leger med piger som det passer ham bedst, og han er bestemt ikke vellidt. I hans klasse går fyren Liam, som alle kan lide, og de to bryder sig ikke just om hinanden. Liam har en lillesøster, som han bor sammen med, ved navn Maemi på sytten år, som er noget drenget og ikke ligner en pige med meget andet end ansigtstræk. Da Darren en dag søger efter en mandlig model med feminine træk, beslutter Maemi og veninderne, at det kunne være en sjov joke, men da han vælger hende, tør hun ikke fortælle ham om sit virkelige køn, hvilket resulterer i, hun forelsker sig i den unge fotograf, som - noget undrende over en ny opdagelse i sin seksualitet - gengælder dette. Problemerne hober sig efterhånden op, fordi ingen af dem er gode til at skjule det, men det hele eksploderer, da Liam får tilbud om at uddanne sig udenlands og beder Darren lade Maemi bo hos sig.

30Likes
91Kommentarer
7343Visninger
AA

23. 11. september

 

,,Maemi, jeg er ked af det, men vi kan ikke ses i dag. Jeg skal til et møde med Alan Hamilton,” undskyldte han og mærkede sin stemme forsøge at knække.

Hun forsøgte virkelig at være forstående, for Darren gik op i sit job, og hvis han skulle til møde med Alan Hamilton måtte det virkelig være vigtigt. Men hun var stadig skuffet over ikke at kunne overbringe ham nyhederne i dag heller. Hun ville gerne sige det, når de stod ansigt til ansigt, så hun kunne se hans reaktion på det og ikke måtte nøjes med at høre ham udtale sig. Måske fortjente hun, at han aflyste aftalen denne gang, eftersom hun havde gjort det aftenen før. Det gjorde bare ikke sagen bedre, og hun kunne mærke en klump forme sig i halsen.

,,Det er i orden, Darren,” sagde hun og fremtvang et smil i sin stemme. ,,Jeg finder på noget andet at lave efter skole.”

Som om det skulle være en trøst, tænkte han en smule bittert. Han aflyste ikke for at straffe hende og lade hende smage sin egen medicin, men faktum var, at Alan Hamilton ikke havde tid på andre tidspunkter det næste lange stykke tid, så Darren måtte give sig. Desuden kunne han jo ses med Maemi på alle andre dage. Såfremt hun ikke besluttede sig for at blive væk igen.

,,Godt nok,” mumlede ham. ,,Vi ses. Jeg savner dig allerede.”

,,Jeg savner også dig.”

De afsluttede opkaldet, og hun forberedte sig på at tage i skole. Der gik ikke mange minutter, før hun var helt klar til at tage af sted, selv om det var lidt tidligt i forhold til normalt. Udenfor hang skyerne på himlen som et tæt lag, der blokerede for solens stråler. Men det var stadig varmt og fugtigt udenfor, og hun overvejede et kort øjeblik, om hun måske skulle tage regntøj med, men besluttede sig så for ikke at gøre det.

Cykelturen var ikke lang, men lang nok til at hun kunne nå at gennemleve sin aften med Liam endnu engang. De havde drukket varm kakao og set nogle forskellige udsendelser i tv. Og så havde de snakket. Om alt muligt tilfældigt. Om skolen. Om Darren og om deres forældre. Det var rart at få vendt verdenssituationen med Liam igen, efter at han havde været så fjern en del af hendes liv den sidste måneds tid. Hun var glad for at have ham som en del af sit liv igen, og følelsen var gengældt. Dog vidste hun godt, hun ikke havde været helt retfærdig overfor Darren, og det gav hende dårlig samvittighed at tænke på ham.

Eftersom han ikke var typen, der tog hævn, blev følelsen bare værre, fordi han virkelig ikke havde lydt hverken vred eller bebrejdende, da han ringede til hende den morgen. Han havde været blid og venlig, og ikke engang denne eftermiddags aflyste aftale lød, som om han forsøgte at ramme hende på et ømt sted. Tvært imod lød han virkelig, som om han ønskede det anderledes.

På skolen ventede Aminah på hende, stående ved cykelstativerne, hvor Maemi låste sin cykel.

,,Godmorgen,” sagde Aminah prøvende.

,,Godmorgen,” svarede Maemi en smule nedtrykt.

,,Eller ikke?”

,,Både og.”

Og så fortalte hun, hvordan den forrige aften var forløbet, og hvordan hun havde glædet sig til at fortælle det hele til Darren. Afslutningen blev så telefonsamtalen mindre end en time tidligere. Aminah lyttede uden at gøre indvendinger, før hun vidste, Maemi var helt færdig. Så lagde hun en arm omkring hende og trak den lille, blonde pige ind til sig i et trøstende kram.

,,Bare rolig. Du skal nok for lejlighed til at tale med ham,” forsikrede hun smilende. ,,Faktisk, hvorfor tager du så ikke bare over til ham i aften, nu hvor I kan ses alene?”

,,Hvad nu hvis han ikke er hjemme?”

,,Jeg beder Connor få ham til at tage hjem på et anstændigt tidspunkt,” tilbød Aminah venligt.

Maemi smilede en anelse.

,,Dig og Connor. I er opsatte på, det skal gå godt for os, er I ikke?” grinede hun.

,,Jo. Selvfølgelig.”

,,Hvorfor?”

,,Alt andet ville være en skam.”

,,En skam?”

,,Ja. Dig og Darren har noget helt specielt. Det må I ikke gå glip af.”

De lo begge to, mens de gik ind på skolen. Maemi frigjorde sig fra Aminahs omfavnelse og gik ved siden af hende i stedet for. Folk hilste venligt på dem begge, og hun undrede sig over, hvor meget der havde ændret sig i løbet af sommerferien, hvor alle havde fået en pause fra hende. Amanda var den eneste, der konsekvent ignorerede hende, men det kunne hun virkelig ikke tage sig af. Hun havde ikke intentioner om at være veninder med Amanda nogensinde igen.

Derfor satte hun sig beslutsomt ved siden af alle andre i de fag, de havde sammen. Aminah havde enkelte fag sammen med hende, men ikke så mange som Amanda. Til frokost var det ikke noget problem at holde afstand til den smukke, rødhårede pige, for Maemi og Aminah blev ikke så meget som accepteret i nærheden af cheerleadernes bord i kantinen, og det passede dem egentlig ganske godt. I stedet sad de sammen med en gruppe bestående af alle typer. Der var musikere, skatere og poeter i gruppen, og Maemi var bevidst om, hun aldrig havde haft så mange venner som nu. Folk, der rent faktisk brød sig om hende, og ikke bare sås med hende for at få fat i Amanda.

Peter var et led i den brogede gruppe nu. Han var kærester med en pige ved navn Sally, som Maemi rigtig godt kunne lide, og hun kunne ikke lade være med at smile, når hun så, hvordan han kiggede forelsket sin kæreste hen over bordet. De endte altid med at gå en lille smule før tid, og det kunne hun ikke bebrejde dem. Det gjorde ingen andre. Aminah kom altid med en drillende kommentar, når de forlod bordet, og det var tydeligt, hun tilbragte meget tid sammen med Connor, når hun brugte hans dagligdags vendinger.

Denne fredag blev ikke anderledes end så mange andre. Ikke i skolen, i hvert fald. Men i stedet for at tage ned til studiet den eftermiddag sad Maemi på sit værelse og læste en bog. Det var en typisk kærlighedsroman, og den tiltalte hende faktisk ikke rigtig i øjeblikket, men hun havde ikke så meget andet at give sig i kast med. Ikke før telefonen ringede.

,,Du taler med Maemi.”

,,Mae, det er Liam.”

,,Hej.”

,,Hej, søs. Hvad laver du?”

,,Læser en bog.”

,,Aha. Hør, jeg kommer lidt senere hjem i aften, men jeg tager mad med,” lovede han, og hun smilede ved tanken.

,,Super,” grinede hun.

,,Skal du ikke være sammen med Darren?”

,,Han er til møde.”

,,Aha. Det er jeg ked af.”

,,Det går nok. Vi kan altid ses.”

,,Sandt,” lo Liam og var lettet over, han havde givet Maemi denne kilde til glæde. ,,Jeg må hellere løbe nu.”

,,Jep. Vi ses.”

Han lagde på og stak mobilen i baglommen for så at slutte sig til Jason, som stod og halvsov op ad en lygtepæl lige uden for det store auditorium, hvor de havde været til forelæsning hele dagen. Deres plan var at drikke en øl sammen for at fejre, at de nu var godt i gang med andet år i deres studier. Også selv ingen af dem officielt var gamle nok til at drikke. Så de gik hen til den blok, Jason boede i, slog sig ned ved køkkenbordet, der var placeret samme sted som det, Liam havde.

I køleskabet fandt Jason to kolde Heineken, som han placerede på den brune bordplade og åbnede med en øloplukker. Liam tog den ene og lod en del af den gærede væske skylle gennem sin hals. Jason smed sig på en af de ledige stole og trak fødderne op på stolesædet. Liam havde altid undret sig over, hvordan han kunne sidde på den måde, men Jason så ikke ud til at have noget besvær med at sidde på så lidt plads med både bagdel og fødder, så han havde ikke spurgt.

,,Du!” sagde Jason og lød pludselig frisk.

Liam lænede sig tilbage på stolen og stillede øllen fra sig.

,,Hm?”

,,Du skal i gang med at træne, hvis vi skal til at drikke øl.”

,,Hvorfor det?”

,,Der er mange kalorier i alkohol.”

,,Det ved jeg da godt.”

,,Og du skal være i lige så god form som før, du tog af sted.”

Liam så uvilkårligt ned ad sig selv. Han havde tabt sig en del, siden han var kommet tilbage fra England, og det var vidst også på sin plads, hvis han skulle følges med Jason alle steder. Hans mavemuskler var begyndt at blive mere fremtrædende igen.

,,Så det synes du?”

,,Ja.”

,,Hvorfor så det?”

,,Jeg vil da kunne være bekendt at følges med dig.”

,,Ha-ha. Meget sjovt.”

,,Ja, ikke?”

De grinede lidt. Så blev Jason alvorlig igen.

,,Men vi skal ikke arbejde på at få dig til at tabe dig. Kun udvikle dine muskler,” erklærede han aktivt.

,,Og det ved du, hvordan man gør?”

,,Selvfølgelig. Der er en grund til, jeg blev fitness-instruktør,” grinede Jason og fortsatte forklarende: ,,Fredag og lørdag er mine ugentlige fridage, plus enkelte ferier hist og her.”

Så det var der, alle musklerne og den gode kondition kom fra, tænkte Liam. Det gav ret god mening og kunne forklare, hvorfor Jason virkede sløv det meste af tiden.

,,Hvad fik dig til at tænke på, det skal være muskeltræning?”

,,Smith.”

,,Smith?”

,,Ja. Jeg synes, han har tabt sig på det sidste.”

,,Det har jeg ikke tænkt over.”

,,Selvfølgelig ikke. Det ville jeg heller ikke have gjort, hvis jeg var dig.”

,,Nej, det forestillede jeg mig heller ikke.”

,,Hvordan går det egentlig med din søster? Kommer hun sig over det?”

Liam smilede ved tanken.

,,Jeg besluttede, at hun måske selv skulle have lov til at træffe sine valg. Så jeg blander mig ikke i det længere. Det har jeg lovet hende.”

Jason gengældt smilet og greb sin øl.

,,Skål på det, Liam Jones. Du er blevet voksen,” grinede han.

De to ølflasker klirrede, da de mødtes i luften, og derefter drak begge unge mænd en ordentlig slurk af den bitre væske. Liam undrede sig over, hvorfor han ikke havde indset tidligere, det var det mest modne at gøre. At lade Maemi om at styre sit eget liv og kun hjælpe, hvis han bad om det. For han stolede på, hun nok skulle komme og bede om hjælp, hvis der var noget, hun ikke kunne klare. Det havde hun jo altid gjort.

Chokket var at være blevet holdt for nar havde bare været stort. Men hvad Maemi havde gjort var med fuldt overlæg, og i sidste ende vidste han også, at hvis hun ikke havde arbejdet sammen med Darren, ville hun aldrig havde haft modet til at lære ham at kende endnu engang. Og så var hun ikke kommet nogen vegne. Måske var det sådan, han i sin fantasi havde ønsket sig, tingene skulle være, men i virkeligheden var det noget lidt andet. Hun skulle også vokse op og blive voksen og selvstændig, og det krævede, at hun oplevede noget og ikke blev pakket ind i vat.

Når han tænkte over det, så vidste han godt, det var det, der havde været Mikes formål med at afsløre det hele på stranden den dag. At han skulle indse, han ikke kunne passe på hende for evigt, og at det ville gå ud over hende, hvis han alligevel forsøgte. Og Jason havde været en del af dette, om end han måske havde været mere passiv. Han skyldte dem en stor tak. Ligesom han skyldte Darren en enorm tak, ikke mindst for at have passet på Maemi, men også for at have været et led i det hele.

Darren var imidlertid optaget af andre ting. Han stod foran en hvide skærm i mødelokalet, der viste en forstørret udgave af billedet på hans computerskærm. Alan Hamilton sad i en stol og lyttede med rynket pande og en kuglepen i hånden, der ivrigt skrev notater på et stykke papir. Forslaget passede ham ikke ligefrem, kunne Darren se, men han vidste på forhånd, at han ville kunne få det gennemført, simpelthen ved at forklare sig. Og det krævede, han fortalte en del af den historie, der var blevet hans over de sidste måneder.

Da han var færdig med fremlæggelsen af sine planer foldede Hamilton hænderne og indtog ham vurderende med blikket. Den unge mand, han havde mødt i foråret, var ikke væk, men han var blevet mere moden, mere voksen. Og samtidig havde han - ganske som Jason havde observeret - tabt sig bemærkelsesværdigt. Ikke så meget, at han lignede en hungrende, men det var nok til at få ham til at se en smule mere brugt ud. Mere erfaren. Med tanke på det projekt, han fortalte om, var Hamilton overbevist om, det lige præcis var det, der var sket. Darren Smith havde gjort sig nogle lærerige erfaringer i løbet af sommeren.

,,Hvorfor lige præcis på denne måde?” spurgte han, for at få en dybere forklaring.

Og da han så fik den, smilede han tilfredst. Han havde en fornemmelse af, Darren vidste, hvad han gjorde, og hvordan han skulle få sine ting igennem. Ideen var original og overraskende simpel, men Hamilton var af den overbevisning, at mange ville blive rørte over resultatet i sidste ende.

Darren gav sig god tid med at forklare alle detaljer og gik endda i dybden med farver og vinkler og belysning. Det var intet stort projekt og behøvede bestemt ikke en bog for at kunne rumme de planlagte billeder. Men det var endnu et passioneret projekt, som han ønskede at føre ud i livet. Denne gang var det lige så meget for at glæde sig selv som sine fans.

Hvor længe mødet varede, havde han ikke taget tid på, men da han forlod studiet efter at have taget afsked med Alan Hamilton, var det blevet mørkt udenfor, og Fort Myers’ gader summede af byens eget natteliv, eftersom turistsæsonen var overstået nu. Med hovedet fuldt af tanker om det, han ville skabe, gik han hen til sin bil og satte sig ind. Først da han bakkede ud, mærkede han, at noget var galt. Begge bagdæk var punkteret. Det var ikke et tilfælde, det var han sikker på, men det virkede utroligt barnligt at punktere andre menneskers biler for sjov.

Med et suk steg han ud. Han kunne altså ikke køre hjem, selv hvis han skiftede det ene dæk. I stedet låste han bilen og efterlod den på parkeringspladsen. Der var et godt stykke at gå ud til universitetet, så i stedet greb han sin telefon og fandt en kontakt, han sjældent havde i brug, men som han nu var glad for at have. Efter et par sekunder blev der svaret i den anden ende.

,,Dalian Smith.”

,,Dalian, det er Darren.”

,,Darren?” spurgte hans storebror forbløffet og lød, som om han var ved at dø af grin.

,,Ja.”

,,Hvad kan jeg gøre for dig?”

,,Er du i byen i øjeblikket?”

,,Ja. Hvorfor?”

,,Kan jeg få dig til at give mig et lift hjem? Nogen har punkteret min bil.”

,,Klart. Der går bare lige lidt tid. Jeg skal lige købe ind først.”

,,Fint. Jeg venter bare.”

Dalian lagde på og gik videre ind i supermarkedet. Han var på jagt efter forskellige grøntsager og pasta til aftensmaden, han havde lovet at lave til Vivianne. Mens han bevægede sig rundt mellem hylderne, fik han øje på flere mennesker, der var ubemærkelsesværdige. Der var dog én, han blev interesseret i. Det var en ung mand med lyst, blond hår og brune øjne, og ved første øjekast mindede denne om Maemi, bortset fra at han var større og selvfølgelig en mand. Så rystede Dalian på hovedet.

Men han havde ikke taget fejl, hvis han havde antaget, det var Maemis storebror. Efter at have drukket øllen hos Jason var Liam taget ind til byen for at købe ind til aftensmaden. Så ville han tage hjem til Maemi og lave mad og forsøge at distrahere hende fra tankerne om Darren, hun uden tvivl havde. Han ville ikke forsøge at så tvivl i hende, blot forsøge at få hende i godt humør. Han kunne ikke huske sidste gang, hun havde læst en bog uden at føle sig tvunget til at lave et eller andet tilfældigt.

Da han passerede en mand i midten af tyverne med mørkt hår og blege øjne blev han med det samme mindet om Darren, men det viste sig hurtigt, at denne mand ikke var Darren. Jason havde ret, for normalt ville Darren have været næsten identisk med manden, men han var nu væsentligt tyndere. Desuden var hans øjne endnu blegere og en smule mere reserverede. Denne mand syntes middelmådig sammenlignet med Darren, så han sled blikket væk.

Dalian gik videre med tankerne rettet mod sine indkøb igen, da han kom forbi endnu to personer, der syntes bekendte. Men hvor den blonde mand havde mindet ham direkte om nogen, kunne han ikke placere disse to, ud over at de vistnok engang var venner med Darren. De stod ynkeligt og betragtede udvalget af sprut med glasagtige øjne og dæmpede stemmer. Idet han passerede, spurgte den ene, om han havde nogle penge, de kunne låne, og at de nok skulle betale ham tilbage. Han rystede bare på hovedet.

,,Det var Darrens bror, var det ikke?” hvæsede den ene.

,,Jo,” svarede den anden. ,,Lige så kold og ubetænksom.”

Lyden af netop dette fik Dalian til at smile. Alt tydede på, Darren i det mindste ikke hang ud med de to tabere længere. Så længe det ikke var tilfældet var han godt tilfreds. Og tanken fik ham til at skynde sig lidt med at gå rundt i supermarkedet.

I mellemtiden var Liam blevet færdig med sine indkøb og stod ved kassen og betalte. Han hørte godt samtalen mellem to af sit eget køn bag sig, da den nærmede sig, men tænkte ikke videre over det. Afslappet forlod han supermarkedet og gik ud for at finde sin bil, der var parkeret nede ad en lille sidevej, der var det eneste sted på en fredag aften med frie parkeringspladser. Nærmest med det samme begyndte det at regne fra de grå skyer, der havde hængt over hovedet på alle Fort Myers’ indbyggere hele dagen.

Det ville rense luften og gøre den mere frisk, og som sådan var det meget rart, så han vendte ansigtet op mod de grå skyer på den forholdsvis mørke himmel, mens han stod ude foran sin bil. Regndråberne faldt på hans ansigt i små kølige plask, som han bød velkomne med deres kølende effekt. Dagen havde været alt for varm og nu kom lettelsen endelig. Skyerne ville garanteret bidrage med torden også, nu hvor regnen havde fået frit spil.

,,Liam Jones! Hvilken overraskelse!” sagde en hæs, slesk stemme et sted bag ham, og han åbnede øjeblikkeligt øjnene og snurrede rundt.

Selv om han kun en enkelt gang før havde mødt dem, så genkendte han uden problemer Cameron og Jeremy - ingen syntes at kende deres efternavne - Darrens tidligere venner. Det gav ham en dårlig fornemmelse i maven, og han åbnede bagagerummet for at stille sine indkøb ind i bilen. Derpå lukkede han bagklappen igen og bevægede sig rundt om bilen.

,,Liam, ved du, hvor længe, du har skyldt os penge?” spurgte Cameron.

,,Jeg skylder jer ikke noget,” sagde han fast og vidste, det var sandt. ,,Det sagde I selv.”

,,Selvfølgelig skylder du os pengene for det spil.”

,,Hvor meget skylder jeg?”

Han vidste udmærket, at han havde tabt hundrede dollars, men ville lige være sikker på, de var enige om det. Så kunne han i det mindste bare betale og gå sin vej, selv om han ikke var vild med tanken om at give penge ud til køb af stoffer og sprut, hvad de uden tvivl ville blive brugt til.

,,Et tusind dollars,” svarede Jeremy med et bredt smil.

,,Selvfølgelig skylder jeg jer ikke tusind dollars.”

,,Jo du gør,” vedblev Cameron. ,,Og nu er det tid til at betale tilbage.”

,,Jeg skylder jer kun hundrede. Dem kan I få. Ellers får I slet ikke noget.”

Det syntes at tænde dem helt af, og Liam nåede ikke engang at tage det sidste skridt hen til den forreste bildør, for hans baghoved blev slået hårdt ind mod bilruden, der revnede.

 

Darren, uden rigtig at tænke over det, havde bevæget sig i retning af det største supermarked i nærheden, for det usædvanlige tilfældes skyld, at Dalian måske befandt sig derinde. Han tog de små gader for at undgå at blive genkendt af alt for mange, og gik lidt i sine egne tanker. Han var glad. Mødet med Hamilton var gået som håbet, måske endda bedre. Men han var også underligt tom. At have aflyst aftalen med Maemi havde virket som det eneste rigtige, og han var faktisk træt nu, men af en eller anden grund virkede det forkert nu, hvor han var alene. Han savnede hende. To dage i træk uden at se hende, når de havde mødtes hver eneste dag, var lidt af en prøvelse.

Regnen gennemblødte ham langsomt, og han gik med sin telefon i hånden og holdt øje med, om Dalian måske ringede, eftersom de ikke havde aftalt et sted at mødes. Vandet plejede at give ham en følelse af indre ro og fred, men i dag var det lige omvendt, som om de tunge dråber, der faldt fra oven, var et varsel om noget andet. Han blev overvældet af genkendelse, da han huskede følelsen fra den dag, han så spækhuggerne. De havde endnu ikke forladt stranden, havde han hørt.

Et højt knald fik ham til at blinke heftigt med øjnene og vende tilbage til virkeligheden fra sine tanker. Længere oppe ad den lille, mørke vej, stod to personer i lyset fra en lygtepæl, ved siden af en bil, der glimtede vådt, men væsken på den ene side af bilen var mørkere end vand og sad bedre fast. Et højt brøl af noget, der kun kunne være smerte, piercede sig ind i Darrens hukommelse for evigt. Og ikke nok med det, så kendte han stemmen.

,,Pis,” mumlede han for sig selv, endnu inden han var kommet ud af starthullerne.

Al træthed og eftertænksomhed var forsvundet, da han satte i løb hen mod skikkelserne. Jo nærmere han kom, jo bedre kunne han se skikkelsen på asfalten, der modtog en række spark og slag fra de to andre, men han behøvede ikke kigge for at vide, hvem det var.

Hvor han fik styrken til det fra, anede han ikke, men det lykkedes ham at rive begge angrebsmænd væk fra den beskadigede krop på jorden og placere sig selv mellem dem. Han kastede et kort blik ned på den unge mand på det hårde underlag, og fortrød med det samme. Blodet pulserede ud fra et sår i maven, og han vidste, det var alvorligt. Ligesom han vidste, han ikke havde meget tid, før de to andre kom sig over hans pludselige fremtræden fra skyggerne.

Han kendte dem og spildte derfor ikke tiden. Telefonen havde han stadig i hånden, og nærmest uden at kigge og med rystende hænder fik han trykket 911 og fik opkaldet slået på højttaler. Jeremy og Cameron havde begge genvundet fatningen, og han kunne se Jeremy tøve med pistolen i hånden, den, der havde skabt det dødelige sår hos deres oprindelige mål.

,,Darren, vi er gamle venner. Træd til side, og så undgår du at blive blandet ind i det,” sagde Cameron advarende.

,,Aldrig i livet! I slår ham ihjel.”

,,Sådan er det nogle gange. Når folk ikke kan betale deres gæld, må de lade livet. Det sørger vores eget system endda for.”

Darren var oprigtigt overrasket over, Cameron havde tænkt over samfundet sammensætning, og selv om han havde ret, gav det ham ikke lov til at skyde andre mennesker.

,,Alarmcentralen,” lød det pludselig fra hans telefon, og i det samme kastede Cameron sig fremover for at få fat i den lille elektroniske genstand.

Darren ville have flyttet sig, hvis ikke han havde været det eneste, der forhindrede Cameron og Jeremy i at forvolde yderligere skade på en, han regnede med var mere eller mindre uskyldig. I stedet tog han imod et hårdt slag i mellemgulvet, men fik samtidig placeret sin egen hånd i Camerons kind og tvang hans hoved til siden. De gispede begge to, men Cameron havde prøvet at slås før, og han kom sig hurtigst, hjulpet af Jeremy, som åbenbart ikke syntes, pistolen var værd at bruge mere.

Slagene regnede ned over ham, og Darren forsøgte at få fat i lidt af den styrke, der havde tvunget de to væk fra deres offer i første omgang, men det var nyttesløst. Han kunne have gjort det med dem enkeltvis, men ikke begge to samtidig. Og damen i røret blev ved med at spørge ud gennem telefonen, om der var nogen. Det gav ham en idé.

,,Skudepisode!” råbte han, fordi han ikke kunne tale dæmpet, mens Jeremys og Camerons hænder og fødder støt bearbejdede hans krop.

Dernæst råbte han lokaliseringen, og han hørte damen i røret gispe, inden hun erklærede, at der var både ambulance og politi på vej til stedet. At opkaldet blev afsluttet betød, at han kunne smide telefonen fra sig og ikke skulle bekymre sig om den, og det gav ham mere bevægelsesfrihed. Han ramte Jeremy lige mellem øjnene, og det sendte den alkoholafhængige stofmisbruger i gulvet med et bump.

Cameron kompenserede ikke helt for sin kumpans fravær, og det lykkedes Darren at placere et spark i maven på ham, der sendte ham tumlende baglæns. De mange ukontrollerede skridt gjorde, at den i forvejen alkoholpåvirkede Cameron snublede baglæns over kantstenen på det modsatte fortov og faldt på enden. Det gav Darren tid til at vende opmærksomheden mod den sårede bag sig, og han knælede med siden til de to midlertidigt udslåede slagsbrødre.

Det blonde hår var blevet rødt på den side, der lå ned mod vejen, og tøjet var klistret og vådt, både af regn og blod. I det mindste var han i live. Darren håbede inderligt, at ambulancen ville skynde sig. Jo hurtigere, den kom, jo bedre var chancerne for overlevelse. Indtil da måtte han finde på noget, der kunne forhindre såret i at lade den sårede forbløde. Da han trak sin skjorte af og viklede den stramt omkring den hidtil slappe krop, undslap et støn den anden, og han smilede uvilkårligt.

Skuddet var med vilje ikke blevet placeret i hovedet. Måske mente Jeremy ikke, det var fatalt at live skudt i maven. I så fald burde han spærres inde på livstid. Spærres inde burde han nu alligevel. Manden var tydeligvis utilregnelig og stjernepsykopat. Darren mærkede sit indre vende sig ved synet af blodet, der piblede ned ad hans fingre og hænder, da han havde bundet skjorten stramt fast for at forhindre blodet i at flyde mere end højest nødvendigt. Og han håbede inderligt, det var nok til at gøre en forskel. Bare indtil ambulancen ankom.

,,Darren!” hvæsede Jeremy, som var kommet på benene nu. ,,Kloge, talentfulde, rige Darren, som ikke engang ville hjælpe sine venner i en nødsituation. Du af alle må da have vidst, det ville komme til dette. I hvert fald hvis du er så klog, som alle siger.”

Darren rystede på hovedet og kom langsomt på benene. Alle muskler i hans krop var ømme, og han kunne mærke blodet løbe ned over sin kind fra et sår nær tindingen. Af alle tidspunkter valgte trætheden netop nu at vende tilbage, og han måtte støtte sig til bilen for at kunne holde balancen.

,,I er ikke rigtig kloge,” sagde han og kunne høre frygten og trætheden i sin egen hæse stemme.

Jeremy smilede.

,,Det er vel som man ser på det,” kommenterede Cameron, som nu var kommet på benene igen. ,,Vi skal jo have indkasseret vores penge på en eller anden måde, og hvis du er dum nok til at sætte dig op imod det, så er det dig, der ikke er rigtig klog.”

Darren bandede lavmælt, men blev stående, hvor han stod. Flyttede han sig, ville de være i stand til at komme ubesværet tilbage til det, han havde afbrudt dem i. Den eneste måde, han kunne forhindre dem i det, var at holde ud så længe, at ambulancen og politiet kunne nå at komme. Det handlede om at spare på kræfterne og ikke vige til hverken den ene eller den anden side.

Men han vidste også godt, at det kun var et spørgsmål om tid. Alting afhang af tiden.

 

Maemi lagde bogen fra sig og vandrede ind i stuen, hvorfra hun bedre kunne holde øje med døren. Liam var længe om det, syntes hun, for det var blevet mørkt, og nyhederne kom frem på fjernsynet, da hun tændte for det.

Det var det sædvanlige med hvad der var sket hvor, et overblik over sports og den slags. En vejrudsigt. Hun var egentlig ikke særlig interesseret i vejret, men det fangede alligevel hendes opmærksomhed, da de varslede regn og torden hele natten. Så var der en chance for, der ville komme strømafbrydelse, og så ville hun være alene i mørket, hvis Liam ikke snart kom hjem. Hvor pokker var han?

Efterfølgende var der et indslag, der viste en strand i solskin, og hun genkendte den med en varm fornemmelse i hele kroppen. Det var den, hun havde været på sammen med Darren. Kameraet gled ud over vandet og zoomede ind på spækhuggerne der legede i vandet. Så kom der en reporter på, men hun stod et andet sted, nemlig på Fort Myers Beach. Hun fortalte ivrigt, at spækhuggerne var svømmet nordpå med voldsom fart her til aften, og at de nu var inde på så lavt vand, at man var blevet nødt til at lægge net ud, så de ikke stødte på grund og dehydrerede, selv om det ville blive svært i regnen.

Et undervandskamera viste de store sort-hvide delfiner svømmende langs nettet under vandet. Enkelte prikkede til det med hovedet, men indså at de ikke ville kunne forcere barrieren og opgav så. Hele flokken - bestående af rigtig mange dyr - opholdt sig tæt på nettet hele tiden. Så skiftede man over til en havbiolog, er forsøgte at forklare dyrenes adfærd. Og selv om hans forklaringer var mange og varierede, så lød han langt fra sikker på det, han talte om.

Synet gav Maemi hovedpine og ondt i maven. Frygten væltede ned over hende som en bølge, der knækkede over i brændingen, og hun huskede, hvor glad hun ellers havde været, da hun så hvalerne svømme rundt i Golfen og lege. De legesyge dyr var der ikke længere. Tilbage var der rastløse, seriøse havdyr tæt på land med kun et net mellem sig selv og strandens lave vand, hvori badegæster ofte legede, når vejret var bedre.

Selv efter at billedet på skærmen var blevet et andet sad hun og stirrede på det med store øjne og armene omkring sig selv. Så tvang hun sig til at holde op og rejste sig. Men at stå op gjorde ikke det hele bedre, så hun besluttede at berolige sig selv ved at lave noget, beskæftige sine tanker. Først tjekkede hun køkkenet. Det var pænt og rent, så der var ikke noget at gøre der. I skabet på Liams værelse fandt hun i stedet en støvsuger og gav sig til at gøre gulvet rent med denne. Så havde hun da noget at lave.

At støvsuge tog ikke tankerne fra hende, men larmen gjorde, at intet hang fast, så måske havde det været det helt rigtige at gøre. Efter et stykke tid blev hun mere rolig og begyndte at nynne for sig selv, mens hun gik fra rum til rum og fjernede støv og skidt fra gulvet. Utroligt så meget renere der blev, taget i betragtning at Liam ofte støvsugede. Men de gik selvfølgelig også indenfor med sko på, så i virkeligheden var det måske ikke så underligt igen.

Da klokken efterhånden blev halv ti var hun færdig med at gøre lejligheden klinisk rent, og Liam var stadig ikke kommet hjem. Uroen satte ind igen. Så hun greb ud efter sin telefon og gjorde det eneste, hun lige kunne komme i tanke om, for at berolige sig selv igen. Men da Liam ikke tog telefonen havde hun det bare endnu værre, og en masse rædselsfulde tanker fyldte hende. På den anden side kunne han også bare have glemt hende og være sammen med sine venner. Det hjalp hende ikke rigtig at sidde og stirre på telefonen, mens hun ringede op igen og igen uden at få noget svar.

Hendes hjerte bankede hurtigt i brystet, og hun mærkede sine hænder blive iskolde. Den eneste anden, hun kunne tænke på at ringe til, var Darren, men hvis han nu stadig var til møde… Nej, det kunne han umuligt være. Ikke så længe. Langsomt trykkede hun på ”ring op”. I stedet for at ringe gik telefonen direkte over til telefonsvareren, og selv om lyden af hans stemme var nok til at hun kunne få sin vejrtrækning under kontrol, så var der noget helt galt. Darrens telefon havde altid forbindelse. Han slukkede den aldrig, og han opladede den hver eneste dag, i tilfælde af at skulle bruge den til noget vigtigt den følgende dag. Hvad kunne være årsagen til, den ikke havde forbindelse nu? 

 

Hun tjekkede sin kalender, og det skulle hun aldrig have gjort. Det var godt nok længe siden, og der var ikke sket noget på den dag siden. Men det blev stadig betragtet som en ulykkesdato, og hun mærkede hjertet begynde at banke hårdere og hurtigere i brystet, mens datoen 11. september sprang hende i øjnene. Den dag, der var sket en tragedie i New York. Hvad nu, hvis der på samme dag, mange år senere, var sket en lignende tragedie i Fort Myers?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...