Photoshoot.

Den nittenårige, aleneboende fotograf og college-studerende Darren er vant til at leve som en rod og leger med piger som det passer ham bedst, og han er bestemt ikke vellidt. I hans klasse går fyren Liam, som alle kan lide, og de to bryder sig ikke just om hinanden. Liam har en lillesøster, som han bor sammen med, ved navn Maemi på sytten år, som er noget drenget og ikke ligner en pige med meget andet end ansigtstræk. Da Darren en dag søger efter en mandlig model med feminine træk, beslutter Maemi og veninderne, at det kunne være en sjov joke, men da han vælger hende, tør hun ikke fortælle ham om sit virkelige køn, hvilket resulterer i, hun forelsker sig i den unge fotograf, som - noget undrende over en ny opdagelse i sin seksualitet - gengælder dette. Problemerne hober sig efterhånden op, fordi ingen af dem er gode til at skjule det, men det hele eksploderer, da Liam får tilbud om at uddanne sig udenlands og beder Darren lade Maemi bo hos sig.

30Likes
91Kommentarer
6835Visninger
AA

1. 19. februar

 

Solen skinnede fra en ellers diset himmel i Fort Myers, Florida en dag i februar måned. Det var varmt, og eleverne svedte til deres forelæsninger på Florida Gulf Coast University, med den viden at de ville skulle sidde og læse lektier i det gode vejr udenfor. Det var nu ingen nyhed, at det var godt vejr, for området havde generelt høje temperaturer, og folk havde efterhånden vænnet sig til det, men da det ikke regnede, følte de fleste trang til at være uden for, og en forventningsfuld summen begyndte at sprede sig.

Dette skete specielt i salen, hvor der blev afholdt et foredrag af en fysiker, som skulle fortælle om Newtons love, som de fleste af de studerende i øvrigt havde hørt om tredive gange. En af disse elever var Darren Smith. Han sad foroverbøjet og forsøgte at koncentrere sig om de ord, den midaldrende mand nede på gulvet fortalte, men det var svært når der var en sådan summen i lokalet. I modsætning til mange af de andre studier, havde fysikstudiet en stor population af mænd som studerende, og man havde altid set på pigerne som værende de mest forstyrrende til timerne i high school, men Darren tvivlede nu meget på dette. Fyrene omkring ham larmede mindst lige så meget, og de befandt sig endda på et højere uddannelsesniveau.

Med et dybt, irriteret suk sendte han et dræberblik i retning af Liam Jones, som sad og snakkede dæmpet med sin kammerat, mens han tog noter og så interesseret på foredragsholderen. Hvorfor kunne folk ikke bare holde kæft og lytte efter? Selv han længtes da efter at komme væk fra denne kedelige forelæsning, for han havde hørt det alt sammen før. Desuden havde han bedre ting at tage sig til, såsom at arbejde, sådan som han gjorde det hver dag efter skoletid. Han havde nok at lave, for han skulle også sørge for at gøre sin lejlighed ren og være social, og så var der selvfølgelig skoleopgaverne, som han bestemt ikke kunne slække på. Alligevel var det ikke ham, der forstyrrede undervisningen, og det irriterede ham grænseløst.

I en alder af nitten år havde han nået meget og havde lynende travlt. Allerede som sekstenårig var han flyttet hjemmefra og havde arbejdet for at tjene til føden og at bo et respektabelt og ordentligt sted, samtidig med at han havde nået at skrabe penge sammen til sin nuværende uddannelse. Grunden til flytningen var et dårligt forhold til sin far, som han ikke havde problemer med at indrømme. Han brød sig ganske enkelt ikke om den mand, der trods alt havde lagt halvtreds procent af hans gener til, og som han lignede. Hans far var en stor kanon med en god opsparing, men fordi Darren altid havde været mere reflekterende end sine ældre brødre, Daniel og Dalian, og ikke så let havde ladet sig manipulere i sine beslutninger og valg - og faren ikke havde kunnet tage dette - var deres forhold anstrengt og Darren havde ingen interesse i at få del i familieformuen. Således var det blevet overladt til de to ældste børn af Elias og Brianna Smith at overtage familiens imperium bestående af en masse fabrikker, da datteren Daniella ikke blev underlagt de samme forventninger som hendes tre noget ældre brødre.

I modsætning til sine nedladende brødre og sin arrogante far havde Darren altid elsket Daniella. Søsteren fik helt fremmede sider frem af ham, da hun blev født kort før hans fjortenårs fødselsdag. Før han flyttede hjemmefra, tilbragte han mange timer sammen med den lille pige, som han læste for og behandlede næsten som sin egen datter. På denne måde overtog han måske på sin vis faderrollen fra Elias, men den travle forretningsmand havde sjældent tid til sit fjerde barn alligevel, og selv Brianna var begyndt at arbejde igen efter en periode. Så Darren havde haft rigelig mulighed for at elske sin lillesøster, og hun og moren var også de eneste, han savnede, nu hvor han ikke boede sammen med dem længere.

Men at bo for sig selv havde sine fordele. Godt nok boede han på campus og havde alle de ting, han skulle bruge, lige i nærheden, men da han arbejdede inde i byen, blev han nødt til at forlade stedet hver dag og drage til byen. Nogle aftener blev det til vilde fester, selv om han stadig ikke var gammel nok til at indtage alkohol lovligt, og det var ofte endt med, han havde slæbt en pige med hjem og havde ladet hende overnatte i sin seng, mens de ”elskede”, sådan som ældre mennesker udtrykte det.

Samtidig var han ikke forpligtet overfor andre end sig selv. De venner han havde, var ikke de skarpeste, og de adlød hans mindste vink, fordi han havde hjernen til at overtale dem til netop det. Han var udnyttende, havde han fået at vide af en af byens andre små bander engang, men fyren havde haft et anerkendende glimt i øjet og klappet ham på skulderen. Dette resulterede i, han ikke ofte var hjemme, og at han gjorde som det passede ham.

Den eneste, der nogensinde havde set skævt til ham for dette - ud over hans familie, der på forskellige måder viste dette; hans mors bekymring for ham; hans fars forstærkede had til sin yngste søn - var Liam Jones, og med denne kom alle de folk, der fulgte i den populære unge mands kølvand. Men Darren fortrød intet, selv om det ikke gav ham et godt ry rundt omkring på campus. Det var han ligeglad med. Så længe han ikke var lige så bundet på hænder og fødder som Jones, der boede sammen med sin lillesøster, Maemi, som han elskede over alt på jorden. Alle vidste det med, at lillesøsteren boede uofficielt hos sin storebror på campus, selv om hun stadig kun gik i high school.

Derudover havde Darren ikke megen viden om familien Jones, og han kunne ærligt talt ikke være mere ligeglad. Selvfølgelig kunne han godt tænke sig at få fingre i en del af de penge, familien havde til rådighed, men det var ingen nødvendighed for ham, så han havde ikke bedt nogle af sine junkie-venner opsøge dem. Desuden ville det sende ham direkte ind og ruske tremmer, hvis politiet fik besked om noget som dette. Men han vidste godt, at banderne i byen havde en smule kontrol i gadebilledet, der af og til blev taget op i de lokale medier, og som også nåede FGCU. Endnu var han ikke blevet nævnt i den forbindelse, og det skulle han heller ikke nyde noget af. Han foretrak at uddanne sig uden at udsætte sig selv for unødvendige ulejligheder. At Liam Jones skyldte en af hans ”venner” penge, var dog ingen hemmelighed, men det var ikke for stoffer eller andre ulovlige sager. Det var et spil, Liam havde tabt til vennen for længe siden, men som han nægtede at betale til, da han ikke mente, det var alvorligt nok til, at han gad tage tusind dollars på det.

På sin vis forstod Darren godt dette, og han beundrede i det skjulte Jones for at holde sig til det logiske, men samtidig kunne han godt unde sin mindre velstående ven nogle flere penge. Havde han nu haft lyst til at arbejde sammen med uprofessionelle og sandsynligvis gøre dette sort, havde han måske endda hyret vennen til at arbejde for sig, men dette kom aldrig til at ske. Arbejde og fritid var to forskellige begreber, hvoraf det ene betød meget mere end det andet. Hans job var så meget mere værd for ham end noget andet. Måske lige bortset fra uddannelsen.

 

Endelig var foredraget forbi, og han forlod salen som en af de første for at komme ud til sin bil i flyvende fart, vel vidende at folk endnu ikke var holdt op med at finde det besynderligt, han altid var en af de første til at forsvinde sporløst. Han talte med de færreste i skolen, men alle - også dem, der var nået længere i deres uddannelser - vidste hvem han var af navn. Af og til var dette irriterende, da han så måtte døje med de stirrende blikke rundt omkring på campus, når han gik rundt for sig selv i et ledigt øjeblik. Tid var trods alt ikke det, han havde mest af, og han tilbragte som regel den fritid, han endelig havde, med at lave lektier forud, hvis nu der skulle komme en uforudset arbejdsdag, hvor han ikke fik tid til at studere igennem. Og så var der selvfølgelig festerne, som han gerne deltog i inde i byen på diverse barer.

Hans netværk uden for skolen var væsentligt større, og i Fort Myers var der ikke mange, som ikke kendte en eller anden fra hans familie, og derigennem havde hørt om ham på både godt og ondt. Det skete efterhånden sjældent, at han rent faktisk traf sine slægtninge tilfældigt i gadelivet, men da han som sekstenårig ikke behøvede arbejde så hårdt på sine studier og stadig kun havde fritidsjobs om eftermiddagen og ikke sit eget at betale for og vedligeholde samtidig med at være ved at uddanne sig specifikt inden for fysik og vedvarende energikilder, var det hændt et par enkelte gange, og det havde ikke været kønt. Folk i hans omgangskreds tog som regel en vis afstand, hvis han kom i tanke om sin familie, for han havde en tendens til at blive rasende.

Bilen tændte hurtigt, og han susede ind mod byen i lidt for høj fart. I forvejen var han sent på den, og han havde et vigtigt møde med nogle forretningsfolk, som garanteret ikke brød sig om at vente. I forvejen havde mange i branchen fordomme om ham, fordi han var meget ung for en selvstændig og ikke burde tjene i nærheden af de summer, hans kunst og okkupation rent faktisk bragte ind. Det sagde måske lidt om hans talent, både for at brande sig selv, men også for at tage billeder. Som fotograf var dette selvfølgelig essentielt.

Der gik ikke tyve minutter, før han havde fået parkeret sin bil og skiftet sin T-shirt ud med en hvid skjorte og en jakke undervejs til sit studie. Et uventet lettet suk undslap ham, da han opdagede, at han lige havde et par minutter til at se stedet efter i sømmene, inden forretningsfolkene ville ankomme. Derfor skyndte han sig at låse sig ind, tænde for computeren bag skranken, hvor han sædvanligvis mødtes med sine kunder og tog imod deres navne, hvis de havde bestilt tider til fotograferinger. Ude bagved var så mødelokalet, som han havde indrettet selv i egen smag. Det var ikke på nogen måde charmeforladt, selv om det var holdt i sort og hvidt med sort linoleumsgulv og hvide vægge. Et aflangt bord med rundede kanter og en sort bordplade gjorde det ud for midten af rummet, og omkring bordet stod der ti stole med hvide plastiksæder, der var formet kunstnerisk og moderne. Ved den bagerste væg - der i øvrigt ledte ud til et af de tre studier på stedet - var der en smartboardtavle, hvorpå han kunne lave præsentationer af ideer til møder som det, der ville forestå få minutter senere.

En ringen med klokken over døren i forhallen fortalte ham, at han havde fået gæster, og han forlod mødelokalet efter at have placeret et par violette blomster på bordet, bare for at skabe lidt farvekontrast. Så gik han ud og stillede sig bag skranken for at se, hvem der var ankommet. I lyset fra solskinnet, der faldt ind gennem de store vinduer ud mod gadebilledet, så han tre mænd stå, og hans mave slog en kolbøtte, før han fik taget sig sammen til at træde rundt om disken og række hånden frem for at præsentere sig. Ligeledes præsenterede de tre herrer sig, og det overraskede ham lidt, at de virkede mindre stive i betrækket end først antaget.

,,Lad os gå ind i mødelokalet,” foreslog han en anelse nervøst og håbede på, det ikke afspejlede sig i hans udtale eller bevægelser, idet han lavede en fejende gestus mod døren til det tilstødende lokale.

De tre mænd gik forbi ham og videre ind i det sort-hvide rum, han netop selv havde besøgt. De tog hver især plads tættest ved den elektroniske tavle, og Darren selv tændte for en computer, der ville muliggøre en præsentation på tavlen inden for et kort tidsrum. Idet han tastede koden til sit login på computeren, gik det op for ham, at hans hænder rystede, og han bed sig i læben for at give sig selv noget andet at tænke på. Nok var han selvsikker af natur omkring sine venner og andre mennesker, men når det kom til hans kunst og arbejde, var snakken en helt anden. Perfektionistisk som han var brød han sig ikke om at fremvise ufærdige ideer, sådan som disse møder ellers lagde op til, men han følte sig tvunget til det, hvis han nogensinde skulle skabe et navn for sig selv på et større plan end lige i området omkring Fort Myers og en smule længere op ad kystlinjen.

Der var pinlig tavshed et øjeblik, mens Darren fik startet systemet op, og han forsøgte forgæves at formulere en tilgivelig undskyldning, men det virkede dumt at sige, han havde været i skole, selv om det trods alt ikke var nogen løgn. En af mændene, en høj, gråhåret mand ved navn Raymond Johnson, betragtede den unge mand, som arbejdede med computeren og sloges af hvor urealistisk denne knægts fremtidsbillede tegnede sig. Ikke mange ville have muligheden for at leve af deres dybeste interesse, sådan som det var tilfældet med Darren Smith, og da slet ikke med udsigterne til de mængder penge, han kunne skrabe ind allerede nu. Rygtet løb fra by til by om den unge fotograf, og Raymond forestillede sig, at folk snart ville komme fra nær og fjern med forslag til shoots og modeller. Og snart ville friheden til at designe sine egne kampagner indskrænkes for den unge mand, i takt med at de kendte fik nys om ham.

Men der var interessante grunde til, Darren havde fået arrangeret dette møde, og alle var spændte på at høre hans ideer, for han var kreativ. Og dette vidste han også godt selv. Han var sit talent og sin morskab ved fotografi konstant bevidst, og det var en del af hans professionelle karisma, der i høj grad hjalp, når han skulle overbevise kritiske potentielle kunder. Da han så forsiden til den Power Point, han havde lavet som præsentation til sit nye projekt, bredte der sig et lettet smil på hans læber, og han slappede en smule mere af; nok til at have sine hænder under kontrol igen.

Den næste times tid gik med at han fortalte om sine tanker og ideer til det nye projekt, og de tre tilskuere nikkede samtykkende og imponerede til hver lille del. Anerkendelsen udgik fra dem som radioaktivitet fra en atomkerne af den ustabile slags, og det var ingen underdrivelse at sige, de tre mænd alle var klar til at sælge produktet af denne unge fyrs fantasi med det samme, skitser og det hele. Ingen af dem tvivlede på, de ville være i stand til at markedsføre det, billederne kunne gøre, og de vidste, at specielt teenagepiger ville gå helt amok over ideen - og de var trods alt en rigtig stor gruppe af dem, der købte bladene, hvori Darrens billeder indgik, medmindre det var private fotos for mennesker, der havde hyret ham til særlige lejligheder som bryllupper eller konfirmationer eller måske endda julebilleder af hele familien.

Men hvad den talentfulde fotograf i særdeleshed også var blevet kendt på, var sit eget gode udseende. Måske vidste han det ikke, men der var en grund til, teenagepiger blev ved med at købe hans samlede værker som blade månedligt. Mange gjorde det, fordi han hver måned som signatur vedlagde et selvportræt, og den mørkhårede unge mand med de lyse, grå øjne og den forholdsvis solbrune hud var i sandhed en fryd for enhver ung piges øje. Hans lange, slanke muskler solgte godt, specielt hvis han blottede sin overkrop eller havde et intenst udtryk i øjnene.

Da han endelig var færdig, var han helt hæs af at tale, og han tvivlede på, de tre mænd havde fået det hele med. Faktisk var deres tilfredse smil blandet med de ellers udtryksløse blikke, han modtog, svar nok på det spørgsmål. Ingen af dem havde lyttet til alle de små detaljer, han var gået i dybden med, men alle tre havde opfanget den korte opsummering, han havde lavet til sidst i tilfælde af noget sådant.

Han slukkede for sit slideshow og stod lidt og afventede en eller anden form for reaktion fra blot en af de tre mænd. Han ville næsten foretrække kritik frem for den mærkværdige tavshed, der havde bredt sig i lokalet, selv om han vidste, de var solgte og kunne lide hans idé. Spørgsmålet var så bare, om de havde nogle krav til ham, i forbindelse med udgivelse af fotoserien senere hen.

,,Du har jo fantasien, ingen tvivl om det,” sagde Raymond Johnson uformelt og rosende og nikkede endnu engang anerkendende. ,,Og det hele virker meget planlagt og velgennemtænkt.”

,,Jeg har også lagt mange timer i dag,” svarede Darren mere roligt, nu da der i det mindste var lagt op til samtale.

,,De unge piger vil stå i kø for at se projektet færdigt,” indskød James Dawson, en anden af de tre mænd, interesseret og lænede sig fremover for at tage den ganske unge mand i betragtning endnu engang.

James havde haft møder med Darren før, og han vidste, at selv med sine kun nitten år var det en meget erfaren og professionel fotograf, de tre konkurrenter havde med at gøre. Han ville tilbyde rigtig mange penge for at få lov at udgive dette projekt, der virkede så utroligt vovet og samtidig sikkert på at ramme plet. Og det bedste ved det hele var, at Darren ikke selv havde det mindste begreb om, præcis hvor meget hans evner var værd.

Men James havde et problem. Eller rettere, to problemer. For at kunne få lov at udgive Darrens værker, var han nødt til at tilbyde højere betaling end sine to konkurrenter, og han vidste, at de havde lige så mange midler som han til rådighed. Så det ville blive en hård, men interessant og lærerig kamp. Uanset hvem der stak af med sejren og retten til at udgive Darrens færdige projekt, så ville alle tre mænd få noget ud af det - de to tabende ville få erfaringen med en sådan situation, og den sidste ville vinde præmien. Også Darren ville få noget ud af de kommende forhandlinger, for han ville lære et og andet om at vælge og vrage som det passede ham, og forhåbentlig traf han det rette valg.

Også Darren tænkte på dette, nu hvor det var gået op for ham for alvor, at i hvert fald to ud af de tre var oprigtigt interesserede. Nu manglede han bare Alan Hamiltons ytring om et eller andet. Dette var en forhandler, han endnu ikke havde truffet før, og den hidtil stilfærdige mand vakte hans nysgerrighed. Især da denne lænede sig tilbage mod stolens ryglæn og så op på ham gennem sine tyndt indfattede brilleglas.

,,Men hvad har du tænkt dig at gøre med modeller? Dem behøver du nødvendigvis til dette.”

Al usikkerhed forlod Darren, da dette spørgsmål blev stillet, for han vidste nøjagtigt, hvordan han ville bære sig ad. Sådan som han normalt gjorde det, naturligvis. Det havde virket alle andre gange, så hvorfor ikke denne? Der var dog en lille ændring, som han nu delte med de tre mænd.

Nyheden fik alle til at spidse ører, og Raymond Johnsons smil blev triumferende og tilfredst, som om han ikke kunne have ønsket sig mere.

 

Efter mødet havde Darren haft to aftaler med kunder, og han havde taget billeder med dem på lige så professionel vis den dag som enhver anden. Men han var træt og udkørt, da den sidste kunde forlod studiet klokken lidt i otte om aftenen - og han var sulten. Hurtigt pakkede han sammen så alt var klart til den følgende dag, slog alarmen til og låste, og så var han ellers på vej ud til sin bil for hurtigst muligt at komme hjem i seng. Først havde han dog lige nogle lektier, han skulle have klaret.

Aftensmaden blev hjemmebragt franskbrød, som han smurte nogle skiver af, inden han placerede sig ved spisebordet på sit kollegieværelse tilbage på FGCU. I lyset fra den irriterende lavthængende lampe bøjede han sig over reaktionsskemaer og løste dusinvis af disse, skrev så lidt på en rapport, han havde for til en uge senere, alt imens han gumlede på sit franskbrød og følte sin mave blive stillet tilfreds ved det sene, simple måltid.

Da han skønnede, at nu kunne det være nok med arbejdet på fremtidige lektier, vaskede han sin tallerken op, satte franskbrødet væk og slukkede derpå lyset for så at gå i seng og lægge sig fladt på ryggen, stirrende direkte op i loftbrædderne. Men han kunne ikke sove, lige meget hvor mange gange han efterfølgende skiftede stilling. Der var sket for meget på en almindelig dag som denne, og han havde givet sig selv endnu en udfordring - han ville få endnu mere travlt i den kommende tid, men ville så sørge for ikke at tage flere kunder ind, end han mente at kunne klare, når han skulle lave projektet samtidig.

Tanken om projektet fik ham til at smile. Det var ikke noget, han normalt ville have givet sig i kast med, og han var ærligt talt en smule forlegen over sin idé, men de tre mænd havde været ivrige, og informationen om modellerne havde ikke afskrækket dem. Tvært imod var især James Dawson blevet henrykt. Men der var noget ved ham Alan Hamilton, der vækkede hans naturlige nysgerrighed overfor ganske almindelige ukendte ting. Og det havde fået ham til at vælge netop denne fremmede, ukendte mand som forlægger for det kommende projekt.

Med den tanke og et blik på uret på sengebordet, faldt han endelig i søvn, tilfreds med sin beslutning og tilfreds med sin indsats med lektierne. Nu havde han seks timer at sove i, inden hele hans dag startede forfra med vækkeurets ringen klokken syv den følgende morgen, sådan som det altid gjorde det. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...