Forelsket eller ej?

Clara er dybt forelsket i en dreng ved navn Anders. En dag får hun et brev hvori der står hvor fantastisk hun er. Nederst i brevet står der at det er fra Anders.
Clara bliver blød i knæene.


Bliver Clara ked af det, da hun finder ud af hvem der har skrevet brevet?
Bliver Clara og Anders kærester?


3Likes
7Kommentarer
895Visninger
AA

1. Forelsket eller ej?

 

”Clara, Clara er du der?” spurgte Hr. Madsen. ”Ja, ja jeg er her, hvad?” svarede jeg tilbage. Jeg sad fuldstændig i mine egne tanker. Jeg sad og tænke på Anders. Hvad mon han tænkte på? Jeg kiggede over mod ham. Han sad med hovedet ned i papirerne og var i fuld gang med staveprøven. Han ser bare så sød ud Tænkte jeg. Gad vide om han kan lide mig? Hr. Madsen kom over til mig for at se hvordan det gik med prøven. Jeg sad igen i mine egne tanker. Han spurgte om jeg var færdig siden jeg var begyndt at tegne. Jeg havde tegnet et stort hjerte hvor der stod Anders + Clara = Kærester. Det var så sindssygt pinligt at selv min pinlige mor ikke kunne blive pinligere! Jeg tog mod til mig og sagde ”Nej jeg er ikke færdig, er faktisk ikke engang begyndt!” ”Clara så har du travlt, du har 20 minutter til at lave hele prøven”.  Lort…” Tænkte jeg.  Jeg er i forvejen ikke så god til dansk, også skal man lave 150 sider med dansk på 20 minutter eller også skal man dumpe. Jeg sad med papirerne i hånden og tænkte på om der ikke var en anden måde man kunne blive færdig på. Men selvfølgelig var der ikke det! Hvad tænkte jeg på? Jeg satte mig til at lave prøven. Anders rakte hånden op, jeg tror han var færdig. Jeg sad og så på ham hele timen. Hvilket betyder at jeg ikke kom særlig langt. Hr. Madsen kom igen ned til mig. ”Hvor langt er du noget Clara?” ”Jeg er ikke noget længere” råbte jeg. Han spurgte mig hvert 5 minut. Men for hver gang han kom, var jeg kun noget en sætning længere. Til sidst sagde han at han måtte tale med mine forældre. Der, brød min verden sammen. Min skolelærer kan ikke bare lige tale med min mor! Det er sgu for langt ude. Min mor vidste godt at jeg kunne lide Anders. Og hvis hun sagde det til Hr. Madsen så var jeg på spanden! Hr. Madsen er en god lærer det er ikke det, men når han hører noget som er nyt og som ville være en god nyhed er han straks i spidsen. Det vil sige at han selvfølgelig ville fortælle det til klassen og de andre lærer på skolen.  Jeg måtte ligge en plan. Men først må jeg altså have mindst 5 minutter til at kigge på skønne Anders.

Jeg gik op ad trappen. Mine ben kunne snart ikke bærer mig mere. Jeg var flov, jeg var træt, jeg var forelsket! ”Åh, hvorfor skal jeg også lige blive forelsket i en SÅ lækker dreng på et SÅ dumt tidspunkt?” spurgte jeg mig selv. Jeg snakkede højt. ”Jamen skat, hvem snakker du med?” sagde min mor. Hun stod i døråbningen, hun var selv på vej ud. ”Skulle vi ikke se fredagsfilm sammen?” spurgte jeg . ”Åh skat, hospitalet har ringet, de mangler læger, der er travlt der inde. Kan du ikke invitere en veninde i stedet?” spurgte hun. Hun kyssede mig på panden. Jeg fiskede min mobil op af lommen. Jeg bladrede igennem mine kontakter. Jeg havde sådan en lyst til at invitere Anders, men jeg ”kendte” ham jo ikke på den måde. Jeg lagde mobilen fra mig. Ude i køkkenet fandt jeg nogle chips og en cola. Jeg satte det på sofabordet, puttede en DVD ind i maskinen og hentede et tæppe, lagde mig godt til rette. Jeg faldt i søvn efter et par timer. Min mor kom hjem, hun lagde tæppet over mig.

 

Det er mandag og weekenden er forbi. Jeg skal i skole som sædvanlig. Jeg har tænkt på Anders hele weekenden. For at være helt ærlig tror jeg ikke at jeg har ladet et eneste sekund være til resten af min familie eller venner!

Jeg kom over i skolen, gik op af trappen, tog fat i dørhåndtaget og åbnede døren. Mit første blik gik til Anders og gutterne. De sad over ved vinduet. ”Hej, Clara!” råbte Teresa der kom løbende hen til mig med en vinkende hånd i luften. Teresa var min bedste veninde! Det havde vi været siden 1.klasse!

Vi sad midt i matematik timen. Jeg dagdrømte. Kan i gætte hvem jeg dagdrømte om? Netop som jeg lige var kommet ind i mit livs drøm, fik jeg et krøllet papir i nakken. Jeg skulle til at råbe op, men jeg lod hver. I stedet læste jeg hvad der stod på papiret.

Der stod:

Kære søde Clara. Jeg har haft følelser for dig siden jeg så dig.

Du er den smukkeste, sødeste, dejligste, lækreste, kæreste blonde pige jeg har mødt!

Jeg har altid haft lyst til at sige det til dig! Og nu fik jeg sagt det!

Jeg håber at du har følelser for mig præcis ligesom jeg har for dig!

I LOVE YOU!

Hilsen DIN Anders

Jeg havde tårer i øjnene! Han kunne virkelig lide mig! Jeg var helt væk, blank for ord! Hvad skulle jeg gøre? Skulle jeg Løbe hen til ham og give ham et kys på kinden, eller skulle jeg skrive på bagsiden af papiret og kaste det tilbage, eller skulle jeg råbe ud over hele klassen ”JEG ELSKER OGSÅ DIG ANDERS” Eller … nej jeg tror bare at jeg lader som ingenting. Jeg kiggede bagud, jeg fik øjenkontakt med ham. Jeg vendte mig hurtigt om igen. Jeg kunne mærke at jeg blev helt varm om hjertet jeg fik helt røde kinder. Jeg bed mig i læben, og tænkte: ”Han elsker mig virkelig! Han elsker mig! Han elsker mig lige så meget som jeg elsker ham!”

Skolen var slut. Jeg var på vej hjem. Teresa indhentede mig. ”Hvad er der galt med dig? Dit smil fylder jo hele dit fjæs!” ”Anders elsker mig!” sagde jeg lige så stille, mens jeg kigge op i luften. ”Ahva gør han!?” råbte Teresa. ”Han elsker mig!” sagde jeg, uden at tænke mere gik jeg stille og roligt hjem ad. Teresa stod et par minutter henne i skolegården og spekulerede. Hun kom straks løbende og lagde sin hånd på min skulder. Jeg stoppede op. Hun pustede og pustede. ”Var det ikke en ide at får vejret?” sagde jeg drillende. ”Clara, hvem fik du det der brev af?” spurgte hun mistroisk. ”Jeg fik det i nakken midt i timen.” sagde jeg stille. ”Så… du ved ikke hvem der har skrevet brevet?” spurgte hun spørgerne. ”Jo, Anders selvfølgelig, hvem ellers?” svarede jeg. ”Ja lige netop, hvem ellers. Det kan være alle! Bare fordi at der står ”Hilsen Anders” er det ikke i betydning med at brevet kommer fra Anders. Jeg så spørgerne på Teresa. ”Hvad snakker du om?” spurgte jeg. ”Jeg snakker om at det ikke er sikkert at det er Anders der har skrevet brevet. Det kunne ligeså godt være en af ”gutterne” kan du ikke se det?” spurgte hun meget selvsikkert. ”Tjo..” svarede jeg. ”Men altså, hvem kunne finde på det?” spurgte jeg. ”Ja, det ved man aldrig.” sagde Teresa.

To uger senere…

Jeg gik stille og roligt hen af fortovet. Jeg var altså forelsket, men han havde ikke sagt noget i mange dage. Jeg gik og spekulerede på, om han overhovedet kunne lide mig. Men hov, Teresa havde jo sagt at det ikke var sikkert at det var ham der havde skrevet det. Var det rigtigt? ”Jeg er forvirret” sagde jeg til mig selv.

Jeg må simpelt finde ud af om det er ham der har skrevet brevet. I det jeg stod og snakkede med mig selv, kom Teresa heldigvis. ”Godmorgen” sagde hun glad. ”Godmorgen” sagde jeg og smilede. ”Teresa, det du sagde med at det nok ikke er Anders der skrev brevet, det tror jeg du har ret i. Han vil ikke snakke med mig, men alligevel, det var jo faktisk hans håndskrift!” sagde jeg mens jeg blev ved og ved med at se at det ikke var ham og med at se at det var ham der havde skrevet brevet.

Hele dagen gik og spekulerede, det kunne da ikke være så svært at finde ud af. ”Jeg invitere ham og gutterne og mine veninde hjem til mig, så laver vi S,P eller K også spørger jeg ham der!” tænkte jeg. Det bliver så godt!

Det er fredag, og vennerne kommer lige om lidt, jeg glæder mig. Jeg glæder mig til at finde ud af om han kan lide mig, eller om han ikke han lide mig!

”Ding Dong” lød det ude fra gangen. ”Jaa, nu kommer de” tænkte jeg. Jeg gik ud og åbnede. ”Hej og velkommen, bare hæng jeres jakker på knagen og skoende ind uden knagen. Vi skal være ovenpå!”

Jeg fulgte dem oven på, Det besluttede at lade Anders starte. Han startede, og spurgte Pia om S,P eller K. Jeg havde i starten håber på at han ville væge mig.

Der var nu gået et par timer, tiden fløj af sted. Det blev min tur. ”Okay” sagde jeg. ”S,P eller K Anders.” Han sagde S. YES! Tænkte jeg. ”Okay, er det dig der har sendt brevet?” spurgte jeg hårdt.” Hvilket brev?” spurgte han. ”Lad nu hver med at spille dum! Du ved det jo godt.” sagde jeg hårdt og cool. ”Nej jeg gør ej, hvilket brev?” sagde han forvirret. Gutterne sad og fnisede, lige pludselig udbrød en af dem en kæmpe latter! ”Det var os, haha, det var os der skrev brevet!” sagde en af dem. Jeg kunne mærke at jeg blev helt rød i hovedet. Jeg løb ud på badeværelset. ”Bip bip, bip bip”

Jeg fik en sms. Den er fra Teresa. Der stod:

Hvorfor gik du?

Det er ikke mig der skal sidde her alene.

Kom ud igen, det er bare en misforståelse!

Jeg sad og så på sms’en. Jeg trykkede ind på ”Ny besked” og skrev en svar-besked til Teresa, der stod:

Nej det er jo ikke en misforståelse.

Jeg kommer ikke ud, bed de andre om at gå. Legen er slut nu!

Vennerne og veninderne var gået. Jeg låste døren op. Teresa stod udenfor og ventede. ”Så havde du ret” sagde jeg og tøvede. Jeg sukkede. ”Så, han kan ikke lide mig” sagde jeg med et opgivende blik.

”Søde, han kan sikkert godt lide dig, som ven. Men kom op på hesten igen, det er ikke så slemt.” sagde hun med en venlig og sukkersød stemme, så man næsten får kvalme af den.

”Jeg er faktisk glad for at han ikke kan lide mig, vi ville jo ikke blive et specielt godt par.” sagde jeg med en tilfreds ånd.

”Det har du fuldstændig ret i, søde.” sagde Teresa. ”Lad os tage hjem til dig.” sagde jeg med et smil på læben.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...