Da de bestemte, hvem jeg skulle elske

De bestemte over min krop. Hvordan jeg skulle gå, hvad min mund skulle sige og hvornår.
Jeg var prinsesse, og hvem jeg var, var allerede skræddersyet før min fødsel.
De strammede mit korset ind, så der kun var plads til, hvad de ønskede.
Jeg kunne ikke trække vejret.
Når jeg lo eller græd, slog de mig, for det var ikke noget, de havde planlagt, jeg skulle gøre.
Men så mødte jeg Kiks. Han gav mig lov til at græde og le. Han passede på mig.
For de kan ikke bestemme over mit hjerte!
Eller?
Skrevet til konkurrencen: Forbudt kærlighed

103Likes
150Kommentarer
5999Visninger
AA

7. Det rene hjerte må ingen besmitte

 

Den varme sol var borte. Grå skyer hang som små onde vatklumper på himmelhvælvingen.

Hun var blevet rykket op i et tårnværelse.

Der var kun et vindue, og det havde udsigt til haven og den kedelige himmel.

Indeni skælvede hendes hjerte hele tiden en smule. Hun var en falden prinsesse, og de der i skjul havde kigget skævt til hende før, gjorde det nu så åbenlyst, at hun ikke følte sig som andet end en lille ubetydelig myre. Det eneste der opmuntrede hende var, at Kiks ville leve et godt liv uden hende.  

Værelset havde to malerier foruden det dekorerede loft. Et billede forestillede hendes tip-tip-tip-oldefar og hans kone. De stod begge stolte med ranke rygge og stirrede nidstirrende på hende i de vage, middelalderlige røde og blå farver. Hun så på det andet billede. Det var ældre og havde svagere lyse farver. En konge stod på et skib med hagen opad. Han værdigede hende ikke engang et blik.

Hun havde lyst til at skule ondt op til ham igen, men hun var bange for, at hun i stedet ville bryde ud i gråd. Dronningen, kongen og hendes storesøster trådte ind af den buede dør. Den lukkede sagte bag dem med et lille klak.

Et fint broderet stykke stof dækkede hendes storesøsters mund. Det var i stil med tandlæger og sygeplejerskers hygiejne-mund-forklæder.

Der stod på det blå stof med små, stikkende sting: Det rene hjerte må ingen besmitte. Hun havde som altid rank ryg og værdigede ikke engang Isabella et blik, men stirrede med respekt på deres far.

Isabella kunne have skreget af hende.

Hendes storesøster havde undgået hende siden, hun fandt ud af, at hun havde været inde i byen. Hun holdt sig på en radius af 5 meter fra Isabella og undgik at se hende i øjnene – og i dag også at indånde hendes luft.

Hendes far havde fortalt hendes storesøster, at Isabella var blevet smittet med klæbrige pletter af dårligdom, der kunne formere sig med lynets hast. Hans datters rene sjæl var blevet formørket af bøndernes dårlige indflydelse.

Det gjorde at selv tjenestepigerne nidstirrede hende, når de kom for at rede hendes seng og vaske hendes gulv. Nu var det nemlig endnu vigtigere at få brylluppet hurtigt op at stå.

Kun en ting kunne redde hans datter;

En hurtig forening med et rent hjerte kunne muligvis frelse Isabellas så fortabte hjerte og sjæl.

Men kun hvis det var et rigtig rent hjerte, havde kongen fortroligt sagt til prins Edward med et glimt i øjet. Det gjorde, at prins Edward var meget mere selvisk end ellers, og det drev alle omkring ham til vanvid.

Tjenestepigerne sled både dag og nat. De vandrede rundt med poser under øjnene og gav Isabella hårde blikke, imens de undgik prins Edward og hans snak om sig selv og bisoner.

Isabella tænkte bittert, at alle ville blive glade for at slippe af med den besmittede prinsesse og hendes bisonmand. Hun var på bunden af bunden, og den eneste tanke der var opmuntrende var, at Kiks ville få et forhåbentlig lykkeligt liv. Og at han ikke ville forsøge at befri hende.

Hun havde ikke advaret ham, for hun ikke havde troet, han ville være så dum at forsøge. Det lignede ikke ham. Men hun begyndte at blive nervøs. Hvis han var lige så desperat som hende, kunne han måske finde på at gøre noget dumdristigt.

Kiks havde 7 drenge, der kunne slås i hans bande. Slottet havde 41 toptrænede elite soldater + en forstærkning på omkring 300 frømænd og et par tusind kampklare soldater. Det ville blive hans død.

Hun blev svimmel. Hun kunne mærke, at det sortnede for hendes øjne, så hun skyndte sig at slå tanken fra sig.

Hun var så langt væk, at hun ikke hørte sin fars spørgsmål.

”Hvad?” Spurgte hun og blinkede forvirret. Hendes far sendte et sigende blik til hendes mor og søster.

Isabella slog ydmygt blikket ned og hendes skuldre faldt en anelse sammen.

”Jeg kan ikke begribe, at min egen datter er blevet så skadet,” sagde han og rystede sørgeligt med hans bekronede hoved.

”Bare rolig min lille skat. Om få dage vil du blive hel igen,” sagde hendes mor fortrøstningsfuldt.

”Imens må du øve dig på brudevalsen. Jeg kom skam bare for at aflevere bøgerne til dit hoved,” sagde han og lagde an til at gå igen.

”Og jeg kom for at sige farvel,” sagde hendes søster pludselig.

Isabella kiggede op fra hendes hænder. Hun havde aldrig gået så meget op i hendes negle som i denne uge.

Hun stirrede direkte ind i hendes blik, men hendes søster så ikke tilbage. Hun fokuserede på noget utydeligt bag Isabellas hoved.Hun ville ikke engang se hende i øjnene mere. Nu hvor hun forlod hende.

Hun kunne mærke, at hun begyndte at skælve voldsomt. Alt den fortrængte sorg lå i et allerede overfyldt glad. Hun vidste, at bare en dråbe mere ville få det til at flyde over.

Hun havde altid set op til hendes storesøster. Nogle gange ville Isabella ønske, hun ikke ville gøre oprør mod de snore, der bandt hende til at være prinsesse.

Hvis hun bare havde rettet ind, ville hende og hendes storesøster måske have fået det hyggeligt sammen. Alt ville være så meget lettere, hvis bare hun rettede ind.

Men hun vidste også, at hun ville leve et liv i blindhed.

Hun ville acceptere den dybe grav, der allerede var gravet før hendes fødsel. Hun ville være fanget i en lille mørk firkant uden at vide, hvilket mørke hun sad i, for hun ville aldrig have set lys.

Kiks havde fået hendes hjerte til at lette op af graven. Hun havde følt friheden og set lyset.

Hun havde set sollyset skinne ned på gravens mure, når hun havde Kiks i tankerne. Og lyset afslørede vægge af skinnende brune kakerlakker og behårede edderkopper.

Hun ville ikke være i graven, og hun vidste hvor meget hun længtes efter lyset, friheden og sommerfuglene.

”Jeg skal beskyttes mod … en uheldig aura, der lige nu huserer på slottet,” forsatte hendes søster.

Isabella kunne mærke tårerne lægge sig i kanten af hendes øjenvipper og begynde deres rejse ned af hendes kinder. Hun følte sig som om, hun havde pest. Hun havde ikke troet, at hendes storesøster ville gå så langt. Hun vidste godt, at hun aldrig havde været storesøsterens yndlings, men det her virkede overdrevet.

Tanken strejfede hende, at hendes storesøster måske var jaloux på hende, uden at hun helt selv vidste det? Men hun slog hurtigt tanken fra sig.

Alle elskede hendes storesøster. Hun var altid perfekt. Kongen og dronningen gav hende altid ros. Isabella havde virkelig gjort sig umage for at få samme respons, men af en eller anden grund var alting gået galt for hende.

”Hun har altid været klodset,” havde hun hørt hendes mor hviske til en anden dronning. Dronningen havde svaret:

”Ja, men så er det godt, at De har Deres anden datter.”

Isabella var løbet ud til Kiks og gemt sig i hans arme. Hans varme arme. Hun mærkede et sug af længsel. Hvis bare han kunne beskytte hende mod den ydmygende sorg, der bølgede igennem hende nu.

Hendes storesøster anså hende som en lus. Så meget at hun skrottede hendes egen søsters bryllup. Hun så knap hendes familie gå ud af det lille rum.

Alt var sløret i tårer.

Hendes storesøster kastede, trods de stramme regler hun selv havde designet, et blik på hendes lillesøsters forgrædte ansigt. Hun følte et stik indeni.

Hun havde knuget sine hænder og bidt tænderne sammen og glædet sig til endelig at se hendes ansigt, men nu føltes det så forkert. Men det kunne ikke være forkert?

Hele hoffet bakkede hende op – ikke hendes lillesøster. Nej, hun måtte have handlet rigtigt. Det var Isabella, der var skyld i dette. Hun gjorde dette med vilje. Hun prøvede med vilje at få hende til at føle dårlig samvittighed.

Ja, sådan måtte det være.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...